Nyhedsoverblik

Skød med luftgevær ud af vindue

Politiet kørte sent søndag aften ud til en adresse i Faxe, hvor en mand tilsyneladende havde skudt flere gange ud af vinduet og truet nogle personer.

Politiet fik hurtigt indrammet stedet, og klokken 00.38 var manden "talt ud", som det hedder.

Der blev fundet et luftgevær hos ham, som var det, han havde skudt med ud af vinduet.

Manden blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen, og da han virkede ude af balance, blev han efterfølgende kørt til behandling.

I forbindelse med politiets arbejde på stedet, var der en 41-årig mand, som flere gange forsøgte at sabotere betjentenes arbejde.

Han blev derfor sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet, og da betjentene fandt hash hos ham, blev han også sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

Dømt for vold og trusler mod ekskone

play-circle LYT
Manden blev dømt til tre års fængsel ved retten i Holbæk. Foto: Jacob Linddahl - TV2 ØST

En 35-årig mand er fredag ved Retten i Holbæk idømt tre års fængsel for vold og trusler mod sin jævnaldrende eks-hustru i Asnæs. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Anklagere.

Ifølge dommen opsøgte manden sidste år kvinden og udsatte hende for trusler og vold i et forsøg på at få hende til at overdrage forældremyndigheden over deres fælles datter.

Manden blev ved retten desuden dømt for besiddelse af et oversavet jagtgevær, slagvåben, strømpistol, peberspray, knojern samt dopingmidler.

Den 35-årige ankede dommen på stedet.

Sne og kulde sætter sit præg på kæmpe byggeplads

play-circle LYT
Vintervejret sætter sit præg på den store byggeplads. Foto: Femern Bælt-projektet

Sne har lagt sig over byggepladsen i Rødbyhavn, hvor arbejdet med den kommende Femern Bælt-tunnelen fortsætter i kolde omgivelser. Det oplyser Femern Bælt-projektet.

På den 217 meter lange udsigtsplatform Pilen er kulden særlig mærkbar. Vind og frost gør opholdet barskt, og varm påklædning er nødvendig for dem, der bevæger sig helt ud til spidsen for at nyde udsigten.

Sikkerheden har førsteprioritet, og vejene på byggepladsen saltes for at undgå glatføre. Almindeligt vejsalt kan dog skade jernarmeringen i betonen, og derfor anvender hovedentreprenøren FLC et alternativ i form af Urea.

Midlet virker ned til minus fem grader celsius og er mere skånsomt for både miljø og materialer. Til gengæld fungerer Urea også som gødning, hvilket kan give ekstra arbejde med ukrudt til foråret, hvis vinteren bliver lang.

Uheld spærrer spor på Sydmotorvejen

play-circle LYT

Et havareret køretøj skaber fredag eftermiddag problemer på E47 fra Farø mod Køge mellem Tappernøje og afkørsel 37 Rønnede.

Højre spor er spærret, og trafikken afvikles i øjeblikket i kun 1 farbart spor.

Vejhjælp er ankommet til stedet, men der er endnu ikke oplysninger om, hvornår strækningen igen er fuldt farbar.

Lokale unge dramatikere med i finalen om 100.000 kroner

play-circle LYT
Agnes, Heidi og Bjarke er de tre finalister i Dramatisk Debut 2026. Foto: Teater V

Tre unge dramatikere med forbindelse til Sjælland, Falster og Møn er finalister i årets Dramatisk Debut, Teater V’s landsdækkende manuskriptkonkurrence.

Søndag kåres vinderen i en live-streamet finale, hvor publikum også kan stemme.

Agnes Marie Riis Christensen fra Næstved deltager med stykket Galgen i Skolegården, der tager udgangspunkt i en galge, som pludselig dukker op midt i en skolegård.

Heidi C. Nielsen, der er opvokset i Væggerløse, stiller op med Seebach-timen, en fortælling om ventesorg og håb.

Bjarke Roald Ebbesen deltager med stykket Møns Klint, der handler om et ældre ægtepars kamp mod hukommelsestab og frygten for at miste hinanden.

Teaterdirektør Pelle Koppel beskriver konkurrencen som et åbent laboratorium for nye stemmer i dansk teater.

- Vi vil vise, at teater kan være for alle, også dem der ikke normalt får taletid, siger han i en pressemeddelelse.

Vinderen modtager 100.000 kroner og får samtidig sin professionelle debut. Der uddeles desuden 10.000 og 5.000 kroner til anden- og tredjepladsen samt en publikumspris på 15.000 kroner.

Finalen sendes live søndag fra klokken 12.00 på teatrets hjemmeside, og billetter til selve arrangementet kan allerede nu bestilles gratis via hjemmesiden.

Virksomhed tilbagekalder frøsnappere - birkes kan give bivirkninger

play-circle LYT

Bagerivirksomheden La Lorraine tilbagekalder frøsnappere, fordi der er påvist et for højt indhold af opiumalkaloider i produktet.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Opiumalkaloider er naturlige stoffer fra opiumsvalmuen. Et af de mest kendte opiumalkaloider er morfin, som også bruges som smertestillende medicin.

Virksomheden skriver, at det skyldes et parti birkes, som kommer fra Tjekkiet. Opiumalkaloider findes netop i birkesfrø.

Frøsnapperne har blandt andet været solgt i Meny, Superbrugsen og på Nemlig.com i hele landet.

Molslinjen skifter buspartner på Kattegat

play-circle LYT
Vikingbus bliver ny partner på Molslinjen. Foto: Vikingbus

Fra 1. juni overtager Vikingbus kørslen af Kombardo Expressens busruter mellem Jylland og Sjælland.

Aftalen udvider det eksisterende samarbejde mellem Molslinjen og Vikingbus, der allerede står for Kombardo Expressens ture til Bornholm og Sverige.

- Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Vikingbus om driften på Bornholmsruten, så det lå lige for at udvide samarbejdet, siger Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder samtidig, at samarbejdet med Herning Turist ophører til sommer. Herning Turist har været med siden Kombardo Expressens start i 2017.

Hos Vikingbus ser man frem til at overtage ruterne over Kattegat.

- Kombardo Expressen er stadig en ung forretning med en stærk kombination af bus og færge. Vi glæder os til at udvikle ruten og give passagererne gode og komfortable ture, siger driftsdirektør i Vikingbus, Lars Larsen i pressemeddelelsen.

Udbredt svindel med sundhedskort

play-circle LYT
Sådan ser en af de falske sider ud. Foto: Screenshot TV2 ØST

Der er igen falske sms’er og mails i omløb, som udgiver sig for at komme fra sundhed.dk.

I beskederne bliver modtageren bedt om at opdatere sit sundhedskort og bliver ledt videre til en betalingsside, hvor der skal betales et beløb.

Der findes flere falske betalingssider, der ligner Sundhed.dk i udtryk, men der er tale om svindel. Sundhed.dk oplyser, at tjenesten aldrig vil anmode borgere om betalingskortoplysninger, og at der ikke er betaling forbundet med brugen af sundhed.dk.

Borgere, der modtager den type henvendelser, opfordres til at slette beskederne med det samme. Har man allerede videregivet oplysninger, anbefales det at spærre sit betalingskort eller MitID og kontakte sin bank for at forsøge at stoppe en eventuel overførsel.'

På Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside kan man finde flere gode råd til at undgå digital svindel.

Sådan ser den rigtige side for sundhed.dk ud. | Foto: Screenshot TV2 ØST

Speedskater udtaget til vinter-OL

play-circle LYT
Det er tredje gang, Viktor Hald Thorup skal til vinter-OL. Her ses han under en træning på asfalt og ikke is, som han normalt dyster på.

Speedskateren Viktor Hald Thorup, der er fra Slagelse, men bor i Canada, er udtaget til vinter-OL.

Det skriver Danmarks Idrætsforund i en pressemeddelelse.

Vinter-OL i Milano og Cortina bliver dermed Viktor Hald Thorups tredje deltagelse ved vinter-OL.

- Jeg glæder mig selvfølgelig helt vildt til mit tredje OL, og jeg føler, at jeg er i mit livs form. Jeg har en god alder, olympisk erfaring og masser af selvtillid for tiden, så jeg tager til OL med stor optimisme, siger Viktor Hald Thorup. 

Viktor Hald Thorup er udtaget i disciplinen massestart, og er samtidig første reserve i 10.000 meter og tredje reserve i 5.000 meter.

Da der senest var vinter-OL i Pyeongchang i 2018 skøjtede Viktor Hald Thorup sig til en femteplads i disciplinen massestart.

Her løber hjerteløberne hurtigst

play-circle LYT
Hjerteløberne er hurtigst i Region Sjælland. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Region Sjælland er den region, hvor hjerteløberne kommer hurtigst frem, når nogen er i nød.

Det tager i gennemsnit fire minutter og 36 sekunder, før en hjerteløber når frem i regionen.

Det skriver TrygFonden i en pressemeddelelse.

Hurtigst af alle i TV2 ØSTs sendeområde er hjerteløberne i Ringsted, der når frem på tre minutter og 36 sekunder i gennemsnit.

Langsomst er til gengæld Vordingborg, hvor responstiden er seks minutter og 12 sekunder.

Hjerteløbernes responstider

Gennemsnitstider for hvor hurtigt hjerteløberne når frem:

Holbæk: fem minutter og 18 sekunder

Kalundborg: fem minutter og 49 sekunder

Odsherred: fire minutter og 15 sekunder

Ringsted: tre minutter og 36 sekunder

Stevns: fire minutter og 19 sekunder

Faxe: fem minutter og 50 sekunder

Guldborgsund: fire minutter og 57 sekunder

Lolland: fire minutter og 14 sekunder

Næstved: fire minutter og 47 sekunder

Slagelse: fire minutter og 4 sekunder

Sorø: fem minutter og 9 sekunder

Vordingborg: seks minutter og 12 sekunder

Kilde: TrygFonden

Responstiderne er for 2024. Siden er der kommet 10 procent flere hjerteløbere til over hele landet, så responstiden kan måske være endnu kortere fremover.

20-årig havde machete og stoffer i lejligheden

play-circle LYT

To knojern, en peberspray, en machete, syv receptpligtige piller, fire kanonslag, 7,6 gram hash og 12 gram kokain.

Det er, hvad Sydsjællands og Lolland-Falsters politi fandt i en 20-årig mands lejlighed i Vordingborg torsdag aften.

Da politiet på baggrund af et tip ankom til stedet, så de først en kvinde forlade lejligheden og køre væk derfra i bil.

De satte efter og fik stoppet kvinden, der viste sig at være 17 år og fra lokalområdet.

Hun havde 1,6 gram hash på sig og blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 20-årige mand blev sigtet for salg af ulovlige stoffer, overtrædelse af våbenloven, fyrværkeriloven og lægemiddelloven.

Støjberg vil afskære indvandrere fra fødevarecheck

play-circle LYT
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Arbejdsløse indvandrere skal finde sig et arbejde i stedet for at få en fødevarecheck.

Sådan lyder det fra Inger Støjberg, Danmarksdemokraternes formand, i forbindelse med de indledende forhandlinger hos finansminister Nicolai Wammen (S) om den fødevarecheck, som regeringen vil give til udsatte befolkningsgrupper for at imødekomme de høje fødevarepriser.

- Man skal være opmærksom på, at det er de rigtige grupper, der får den. Jeg kan se, at der er lagt op til, at det blandt andet er arbejdsløse indvandrere, og dem synes jeg, skulle få lettet bagen og komme ud at arbejde i stedet for, siger Støjberg.

At regeringen vil indføre fødevarechecks til bestemte befolkningsgrupper, kom frem i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale.

Det skal være "en kontant overførsel", lød det. Torsdag kunne finansminister Nicolai Wammen (S) så meddele, at regeringen vil afsætte 4,5 milliarder kroner til sagen.

Fødevarechecken kan være til pensionister uden store opsparinger, børnefamilier med lave indkomster eller folk uden for arbejdsmarkedet, lød det.

Står Danmarks højeste snemand på Tuse Næs?

play-circle LYT
Godt nok venter voksealderen stadig for Emilius på Tuse Næs, men det bliver svært at komme i øjenhøjde med familiens snemand på 4 meter og 43 centimeter. Foto: Daniel Thielberg / Privatfoto.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, lyder et gammelt ordsprog.

På Tuse Næs ved Holbæk har Daniel Theilberg og familien fået det bedste ud af den seneste uges store snefald.

De har nemlig samlet sne fra haven og bygget Danmarks måske højeste snemand? 

Med sine 4 meter og 43 centimeter skyder den i hvert fald godt op i vejret ved siden af sønnen Emilius. 

Og om ikke andet knuser den familiens egen rekord fra november 2024, hvor en snemand på 4 meter og 14 centimeter hævede sig over nabolaget.

Årets snemand hos familien på Tuse Næs er målt til 4 meter og 43 centimeter - 29 centimeter højere, end den de byggede i 2024. | Foto: Daniel Thielberg / Privatfoto.

Læs mere om snefygning og vintervejr i vores liveblog, her.