Sol og varme blev for landmanden Erik Rasmussen fra Faxe hurtigt erstattet med regn, kulde og stigende vandstand.
Natten til fredag var der nemlig brug for ham og hans gyllepumper ved Faxe Å, hvor vandet stod faretruende højt.
Derfor måtte han trods fire timers søvn og en lang flyvetur fra Afrika sætte kurs mod åen.
- Jeg håber på at være med til at holde vandet nede, så vi ikke får oversvømmede huse denne gang, lyder det fra Erik Rasmussen, da TV2 ØST møder ham.
De seneste måneder har man i Faxe Kommune kæmpet en del med oversvømmelser. I oktober 2023 blev flere steder oversvømmet af stormfloden. Især Faxe Ladeplads var hårdt ramt.
Derfor var det heller ikke kun Erik Rasmussen, der fredag nat startede kampen mod de massive vandmængder.
Vandet stiger oftere
Midt- og Sydsjællands Brand og Redning måtte tidligt på natten sætte de første pumper i åen.
- Normalt er åen et par meter eller tre i bredden og løber stille ud til Faxe bugt. Rundt om er et område med græs, men det er oversvømmet nu, siger Jens Kragbæk, der er indsatsleder ved Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.
Ifølge indsatslederen er stigende vandstand blevet en hverdagsting, når det kommer til Faxe Å.
- Det er blevet dagligdag nærmest, siger han.
Ifølge indsatslederen kan årsagen til den høje vandstand findes i det pres, som vandet fra bugten tager med ind i åen.
For at stoppe vandet er man nødsaget til at lukke en sluse af med skodder, så man med pumper kan få det ekstra vand sendt tilbage til bugten.
Ombygget gyllepumpe
Og det er her Erik Rasmussen og hans gyllepumper kommer på banen.
- Normalt bruges mit udstyr til at pumpe gylle fra tanke og ud på markerne, men så byggede jeg det lidt om, og så kunne det også bruges til vand, fortæller han.
Det er ikke første gang, at Erik Rasmussen træder til. De seneste to gange, hvor Faxe Å har været presset til det yderste, og hvor der har været risiko for oversvømmelser, har han og gyllepumperne også været på arbejde.
I løbet af fredag fik Midt- og Sydsjællands Brand og Redning og Erik Rasmussen også assistance fra beredskabsstyrelsen, som stillede med yderligere seks pumper til arbejdet ved Faxe Å.