I Faxe Kommune satser man nu stærkt på sunde og slankere børn med et nyt sundhedstilbud til familier, der har brug for hjælp til en sundere hverdag.
17 procent af børnene i Faxe Kommune er i dag overvægtige eller svært overvægtige og over halvdelen af kommunens voksne har et BMI der ligger for højt på skalaen. Derfor er der ifølge kommunen brug for en indsats på området.
Jeg håber jo, vi får forebygget nogle sygdomme og at pigerne får et dejligt liv ved at være lidt mere slanke
- Overvægt i barndommen følger ofte med ind i voksenlivet, så ved at arbejde med børnenes overvægt mens de er børn, kommer vi om 10-15 år til at opleve færre unge voksne med overvægt, lyder det fra Tina Norking, centerchef i Center for Sundhed & Pleje i Faxe Kommune.
Hjælpen betyder meget
Siden sommer har kommunen hjulpet 30 familier med en sundere livsstil. Blandt andet familien Jensen fra Karise.
- Jeg håber jo, vi får forebygget nogle sygdomme og at pigerne får et dejligt liv ved at være lidt mere slanke, siger Betina Jensen. Hun er mor til Nanna og Maja Jensen, som nu spiser sundere mad og dyrker mere motion siden de er kommet med i projektet.
Familien har fået kyndig vejledning fra blandt andet en sundhedsplejerske i Faxe Kommune.
- Det har betydet rigtig meget, at vi har fået en masse hjælp og god vejledning, siger Nanna Jensen.
Ikke kun mad det drejer sig om
Det kommunale sundhedstilbud kører efter den såkaldte Holbæk-model, som betyder at det ikke blot er maden, men også søvnvaner og tid foran fjernsyn og smartphone, der er under skarp observation.
Det betyder blandt andet, at pigerne fra Karise nu kun må bruge to timer foran en skærm efter klokken 17 om dagen.
- Man er nødt til at kigge hele vejen rundt. Ipads, tv og telefoner gør at vi sidder meget mere stille og det har de familier, der kommer hos mig, ikke behov for, fortæller sundhedsplejerske Cathrine Daugaard.
I den såkaldte Holbæk-model, som tager udgangspunkt i at også familien bliver inddraget i barnets vægttab, har man de seneste ti år gjort sig gode erfaringer med overvægt hos børn. Viden, som Faxe Kommune nu gør brug af.
- Hos langt de fleste kan vi se det her dyk i BMI’en, de både vokser i højden og de taber nogle kilo og de er mega glade altså, siger Carina Gellert, der er sundhedskonsulent i Faxe Kommune.
Ifølge familien er de takket være de nye vaner blevet langt gladere end før.
- Jeg kan mærke, jeg er blevet meget gladere og nogle gange også tyndere, jeg har også kunne se det. Det føles mega godt, lydet det fra Nanna Jensen.
Sundhedstilbuddet er fra det nye år åbent for alle børn i Faxe Kommune.
Holbæk-modellen er udviklet af overlæge Jens-Christian Holm fra Holbæk Sygehus. Den sigter på at hjælpe de flere hundredetusinde danske børn, der har både fysiske og/eller psykiske gener af deres overvægt.
Mange kommuner har tidligere gjort brug af Holbæk-modellen for at hjælpe børn og unge. Både Slagelse, Vejle, Kolding, Randers, Sønderborg, Stevns og Kalundborg har gjort brug af metoden.