TEMA: Sommertip

Kanotur på idylliske Mølleå i Lyngby

Kanotur på Mølleåen er en aktivitet for alle aldre. Foto: Daniel Mikkelsen - TV2 Nord

Mange holder ferie i Danmark i år, så TV2 Nord er kørt til TV2 Lorrys sendeområde for at finde de bedste sommeroplevelser i hovedstaden.

I Lyngby, tæt på hovedstaden, kan du hoppe i en kano og bruge mange timer på blandt andet Mølleåen, der er en del af et stort netværk af åer og søer.

Det mindede mest af alt om omgivelserne i et eventyr, da fotografen Daniel og jeg i kano padlede ned af den smukke Mølleå ved Lyngby.

Artiklen fortsætter under billedet.

Malthe Birger Jensen fra TV2 Nord kæntrede kun en enkelt gang på sejlturen på Mølleå i Lyngby. | Foto: Daniel Mikkelsen - TV2 Nord

Starten gik ved Frederiksdal Kanoudlejning, og selvom vi ikke sejlede så langt, er det muligt at bevæge sig knap 13 kilometer ud mod Øresund.

Al begyndelse er svær, men der gik heldigvis ikke længe, førend vi fik nogenlunde kontrol over kanoen og skød en ganske udmærket fart.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Daniel Mikkelsen - TV2 Nord

Vi havde en lille kæntring undervejs, men det skal bestemt ikke trække ned i den samlede bedømmelse af oplevelsen. 

Kanotur på Mølleåen er en aktivitet for alle aldre, og det bliver til fem ud af seks kanoer herfra. 

Kom med på kanotur i indslaget her:

Nyhedsoverblik

Startede i Korsør - Nu lukker møbelproducent

play-circle LYT
Kronprins Frederik, i dag kong Frederik, besøger den danske møbelfabrikant ScanCom under et erhvervsfremstød i november 2022. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Møbelproducenten ScanCom, som blev grundlagt i Korsør i 1995, lukker.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse, skriver Børsen.

ScanCom producerer udendørsmøbler og har siden 2019 været fuldt ejet af Lars Larsen Group.

Ifølge virksomheden skyldes lukningen eftervirkninger af coronapandemien og flere år med faldende omsætning.

Fra 2020 til 2025 har ScanCom haft et samlet underskud på 366 millioner kroner.

Virksomheden havde 2.300 ansatte og har i dag hovedkontor i København.

Efter skøjtetriumf: Klub slår rekord

play-circle LYT
24 medaljer er ny klubrekord for den lokale skøjteklub. Foto: Jens Kjeldsted Jensen

Det er ikke kun speedskater Viktor Hald Thorup fra Slagelse, der har fart i skøjterne og vundet medaljer.

Otte rulleskøjteløbere fra Ringsted Motionsklub (RIMO) kørte sig lørdag til hele 24 medaljer, da der blev afholdt Danmarksmesterskab i indendørs speedskating i Hjørring.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

De mange medaljer udgør en ny klubrekord i den krævende sportsgren, hvor udøverne på inline-rulleskøjter kan nå hastigheder på over 40 kilometer i timen.

- Vores løbere har leveret en fantastisk præstation i lørdags, og det er en kæmpe glæde at se deres hårde arbejde og dedikation give så stor succes.

- 24 medaljer er en rekord for klubben, og det sætter virkeligt Ringsted på landkortet, siger Søren Nielsen, formand for RIMO.

Ringsted Motionsklub har i dag over 200 aktive rulleskøjteløbere. Klubben arbejder desuden på at få etableret en 200 meter lang asfalteret udendørs bane.

Forurenet jord oprenses på 72 ejendomme

play-circle LYT
Det er entreprenøren Arkil A/S, der står for oprensning af jorden. Foto: Jesper Trueisen - TV2 ØST

I sommeren 2025 blev det bekræftet, at der var forurenet jord på omkring 72 nybyggede ejendomme i Stenlængeområdet i den nordøstlige del af Næstved.

Nu begynder arbejdet med at oprense jorden på de 72 adresser, hvilket Arne Jensen, hvis grund er forurenet, har ventet på.

- Det er da rart, at de endelig kommer i gang med det. De har været længe om det, når det allerede var i juni måned sidste år, at de fandt ud af, at det var forurenet. Vi er vant til med Næstved Kommune, at det tager tid, siger han.

Arne Jensen er glad for, at oprensningen nu begynder. | Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Forureningen i jorden består af knust asfalt, kaldet KAB, som bruges til fundering af vejanlæg, fortove og cykelstier.

Centerchef i center for ejendom og indkøb i Næstved Kommune, Morten Reuber, glæder sig over, at arbejdet med at oprense jorden på de mange boliger nu kan begynde.

- Opgaven handler om at fjerne den knuste asfalt og beton, som ligger på grundejernes matrikler. Den skal oprenses ved, at entreprenørerne graver det væk og bortskaffer det. Derefter påfylder vi med nyt materiale uden knust asfalt og beton, siger han.

Ifølge centerchefen forventes arbejdet at være færdig i til sommer. Han fortæller, at arbejdet vil påvirke kunderne i området i perioden, og eventuelle gener forsøges at minimeres.

Første spadestik til ny bydel i Ringsted taget

play-circle LYT
Der skal efter planen være 700 boliger i den kommende bydel. Foto: Ringsted Kommune

I dag blev det første spadestik til den nye bydel Hulemarken i den østlige del af Ringsted taget.

Det officielle første spadestik blev taget af borgmester Andreas Karlsen (K) i samarbejde med Christian Toft, der er administrerende direktør i firmaet Kronhusene.

Det skriver Ringsted Kommune på sin Facebookside.

Hulemarken skal efter planen rumme omkring 700 boliger fordelt på rækkehuse og etagebyggeri.

Kronhusene står for projektets første etape, som består af 132 boliger. De første beboere forventes at kunne flytte ind i 2027.

Lægevagt på vej mod udvidet åbningstid

play-circle LYT

Lægevagten i Ringsted er godt på vej til at få udvidet sine åbningstider markant.

Sagen skal afgøres af regionsrådet, men politikerne i Det nære sundhedsudvalg har mandag anbefalet udvidelsen.

Planen er at udvide med to timer på hverdage, så der bliver åbent fra klokken 17 til 22 mod 18-21 i dag. Og at åbningstiden lørdage, søndage og helligdage udvides med seks timer, så der bliver åbent fra 9 til 22, mod 17-22 i dag.

Sidste år blev åbningstiderne udvidet med en time på hverdage og fem timer på andre dage. Målet var, at flere borgere dermed kunne behandles tættere på deres bopæl, og at lægevagten samlet set kunne tilse flere patienter.

En analyse viser, at kapaciteten udnyttes i relativt høj grad, og derfor er politikerne nu klar til at udvide igen. Den anbefalede udvidelse vil koste to millioner kroner om året. De penge kan tages fra en post i budgettet, der er øremærket til ”mere sammenhæng på akutområdet”.

Hotelkoncern køber næsten en tredjedel af ø

play-circle LYT
Fremover skal der være mere natur på øen i Isefjorden. (Arkiv) Foto: Holbæk Kommune

Hotelkoncernen Arp-Hansen køber næsten en tredjedel af Orø for at lave naturgenopretning og rekreative områder.

Det skriver nichemediet Turistmonitor.

Hotelkoncernen har købt 463 hektar landbrugsjord i forbindelse med overtagelsen af en stor landejendom på øen, fremgår det af en skrivelse, som koncernchef og medejer af Arp-Hansen Dorte Krak mandag sendte til hotelkoncernens medarbejdere.

I skrivelsen til medarbejderne fremgår det, at hovedformålet med Arp-Hansens opkøb af i alt 463 hektar landbrugsjord på Orø er at investere i "et naturgenopretningsprojekt ud over det sædvanlige."

Samtidig peger Dorte Krak på, at udviklingen fra landbrug til natur er blevet styrket af Aftale om Grøn Trepart, hvor regeringen har besluttet, at der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjord og plantes 250.000 hektar ny skov i Danmark.

Orø er lidt over 1.500 hektar stor og i 2021 boede der lidt under 1.000 indbyggere på øen i Isefjorden.

Sur på serveringen - 65-årig svarede igen med bar numse

play-circle LYT
Episoden fandt sted på Schweizerpladsen i det centrale Slagelse. (Arkiv) Foto: Frederik Karstrøm - privatfoto

En 65-årig mand fra Slagelse blev mandag eftermiddag anholdt, efter han havde optrådt upassende på en cafe på Schweizerpladsen i Slagelse.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden var angiveligt utilfreds med betjeningen og valgte at blotte sin bagdel, før han forlod stedet og tissede i en nærliggende baggård.

Politiet anholdt manden klokken 16.02, hvor politiet desuden fandt syv gram hash på manden.

Den 65-årige er nu sigtet for blufærdighedskrænkelse, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, restaurationsloven og lov om euforiserende stoffer.

Han blev løsladt igen klokken 17.37 efter afhøring på politistationen i Slagelse.

Udbrud af fugleinfluenza: Tusindvis af kalkuner skal aflives

play-circle LYT

Der er fundet fugleinfluenza i en kalkunbesætning ved Stokkemarke på Lolland.

For at forebygge yderligere smittespredning bliver besætningen på 25.000 kalkuner aflivet.

Det skriver Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

De første symptomer på fugleinfluenza kom ifølge styrelsen søndag. Her døde flere dyr, og mange rørte ikke vand og mad.

Mandag var omkring halvdelen af produktionshusets 4000 kalkuner døde, lyder det.

Mandag aften viste prøveresultater, at kalkunerne var ramt af den smitsomme og dødelige H5N1-fugleinfluenza.

Beredskabsstyrelsen assisterer Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med aflivningen, som påbegyndes tirsdag formiddag.

Når alle kalkunerne er blevet aflivet, vil kalkunhusene blive rengjort og desinficeret.

Se tallet for din kommune: Så mange ejerboliger er under én million kroner værd

play-circle LYT
TV2 ØST kender ikke værdien af de huse, der ses på billedet. (Arkivfoto). Foto: Estate Mæglerne Kalundborg

Næsten halvdelen af ejerboligerne i landets landkommuner er mindre end én million kroner værd – der er dog store forskelle mellem kommuner og sågar postnumre.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Vurderingsstyrelsen og Finans Danmark.

Tallene viser blandt andet, at der generelt er en tendens til, at postnumre langt fra de større byer har flere ejerboliger til under én million kroner.

I Lolland Kommune er knap fire ud af fem ejerboliger vurderet til under én million kroner, i Guldborgsund Kommune er det knap halvdelen og i Vordingborg Kommune er der tale om lidt mere end hver tredje bolig. Omvendt er det færre end fem procent af boligerne, der er mindre værd end én million kroner, i kommunerne Faxe, Stevns og Ringsted. 

Socialdemokratiet foreslår, at ejere af boliger med en offentlig vurdering på mindre end én million kroner ikke længere skal betale ejendomsværdiskat. Hvis ejendomsværdiskatten bortfalder for ejerboliger til under én million kroner, vil det give en årlig skattelempelse på op til 4.100 kroner, viser analysen.   

Se tallene for landets øvrige kommuner her.

Vil flytte kommunale sundhedsopgaver til regionen

play-circle LYT
Fællesbillede af Sundhedsråd Østdanmark og Øerne. Foto: Region Østdanmark

Fire sundhedsopgaver, der i dag varetages af kommunerne, skal per 1. januar 2027 flyttes til regionen.

Det anbefaler et enstemmigt Sundhedsråd Østsjælland og Øerne efter deres møde i rådet mandag aften, skriver Region Østdanmark i en pressemeddelelse.

Helt konkret anbefaler rådet, at akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering fra næste år skal være regionens myndigheds- og finansieringsansvar.

Akutsygepleje og specialiseret rehabilitering skal fra 2027 drives af regionen, mens kommunerne fortsat skal drive sundheds- og omsorgspladser samt den patientrettede forebyggelse.

Uanset om det er kommunen eller regionen, der varetager selve driften af sundhedsopgaven, er det altså regionen, der har myndighedsansvaret for sundhedsydelsen.

Opgaveflytningen sker som et led i udviklingen af det nære sundhedsvæsen, og tiltaget skal give regionen ansvar for, at flere sundhedstilbud kan løses tæt på borgerne og med mere sammenhæng.

Beslutningen træffes endeligt i Regionsrådet den 17. marts.

Forårets første fuldmåne kan ses tirsdag

play-circle LYT
Månen kunne mandag aften ses tæt på sin fulde form over Møn. Foto: Lars Kleist / privat foto

Tirsdag den 3. marts klokken 18.04 står forårets første fuldmåne op over regionen.

Det kunne man allerede mandag få en forsmag på, hvilket Lars Kleist, der er autodidakt fotograf, fangede to smukke billeder af på Møn.

Månen lige over skorstenen på samlermuseet Thorsvang. | Foto: Lars Kleist / privat foto