Satte Glænø på verdenskortet - I år ville Albert Mertz være fyldt 100 år

Farverne rød og blå har en central plads i Lone Mertz’ hjem på øen Glænø, der ligger ud for det sydvestlige Sjælland.

Både i gangen og i køkkenet er vægge malet blå, og rundt omkring hænger og står kunstværker, der er holdt i de to klare farver.

- Sådan så her altså ikke ud, da Albert boede her, fortæller hun.

- Han ville ikke have sine billeder hængt op. Han plejede at sige, at så bliver man aldrig færdig med det, man har lavet.

I år er det 100 år siden, maleren Albert Mertz kom til verden på Østerbro i København, og kunsten var en del af hans liv lige fra begyndelsen.

Sådan så Snapstinget ud fra 1989 til 2003.  Foto: Statenst Kunstfonds Arkiv

Som 14-årig udstillede han sine billeder for første gang, og som 16-årig blev han optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Albert Mertz arbejdede med blandt andet portrætmaleri og filmkunst, men det er hans senere værker, der primært er holdt i farverne rød og blå, som han er mest kendt for.

Hans billeder er blandt andet blevet udstillet i Amsterdam, New York og Sydney, og Albert Mertz udsmykkede også Folketingets kantine, Snapstinget, i de to karakteristiske farver.

Fra Paris til Glænø

Albert og Lone Mertz levede sammen på Glænø i 14 år.

De mødtes til en filmfremvisning i juni 1974 på kunstbiblioteket Tranegården i Gentofte, som Lone ledede, og to år senere flyttede Albert, der ellers havde holdt til i en lejlighed i Paris, sammen med hende til Glænø.

Der var 20 års forskel på de to, men det var ikke noget, Lone Mertz tænkte meget over.

- Jeg mærkede ikke noget til det, ikke andet end at han selvfølgelig døde alt for tidligt, fortæller hun.

På den trelængede gård, hvor Albert Mertz boede frem til sin død i 1990, kan man stadig se, hvor han havde sit atalier. Der hænger en stor spotlampe i loftet i stuen og peger hen mod det hjørne, hvor han Albert Mertz stod og malede sine malerier med ryggen til vinduet og udsigten over gårdspladsen, markerne og havet.

- Naturen, det billige skidt, siger Lone Mertz og griner.

- Det interesserede ham ikke rigtigt. 

Værk af Albert Mertz. Foto: Thea Berg - TV2 ØST

Men selvom han ikke blev landskabsmaler af at flytte til den naturskønne ø, så passede den stille hverdag på landet Albert Mertz godt.

- Han kom til at elske at bo på Glænø, men han var orienteret imod, hvad der foregik i de større byer, fortæller Lone.

- Landpostbuddet kom med kunsttidsskrifter og Le Monde, den fik vi hver dag, husker hun.

Kunsten at være til stede

Albert Mertz skabte værker, der var i familie med avantgarde- og popkunst, og han var i høj grad inspireret af dadaismen.

- Jeg forstod med et, at kunst kunne være noget andet end en balanceakt mellem form og farve, og at det også kunne være et spørgsmål om at være til stede i verden, skrev han i 1971, om sit møde stilarten, der opstod under 1. verdenskrig.

Ligesom dadaisterne brugte Albert Mertz også kollage og de forhåndenværende materialer i sin kunst, blandt andet en opvaskebakke, som Lone Mertz havde brugt i mange år, blev på et tidspunkt bemalet og hængt op på væggen.

- Det er ikke kunstværkerne, som er væsentlige, men tanken og handlingen, fordi de er beviset for eksistensen af en egenskab hos mennesket, som går ud over det rationelle og materielle; det, man i gamle dage turde benævne: ånd, sagde Albert Mertz ifølge Eske K. Mathiesens bog Flittige øjne.

Denne åndelige – spirituelle – dimension hos mennesket er ikke noget, der alene findes hos få udvalgte, som man kalder kunstnere, men en egenskab, der i forskellig udstrækning er til stede hos alle, sagde han.  

Værk af Albert Mertz. Foto: Thea Berg - TV2 ØST

Fra 1979 og indtil sin død underviste Albert Mertz på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Til skolebladet Åndsindustri fortalte han i slutningen af 1980’erne, hvordan zenbuddhismen havde inspireret hans hverdag og kunst.

- Det er meget typisk for zenbuddhisterne, at de er meget virkelighedsnære og jordbundne. Der er en zenmester, der svarer på spørgsmålet om, hvad zen er, han siger: Det er at gå ud og øse vand og hugge brænde, fortalte Albert Mertz til bladet.

- Jeg kan godt lide, at det er det, du gør i din daglige tilværelse, at du er opmærksom og koncentreret om, hvad du gør, for så bliver alt gyldigt, så er intet ligegyldigt, sagde han.

Ifølge Åndsindustri mediterede Albert Mertz ofte, og Lone Mertz fortæller, at han arbejdede koncentreret og struktureret med kunsten.

Med en glaskiste på ryggen

Da Lone og Albert Mertz flyttede til Glænø i midten af 70’erne, besluttede Lone Mertz sig for også at skabe sig et liv som kunstner.

Med sig havde hun sin treårige søn, og pengene var meget små i meget lang tid. 

- Min søn spørger mig nogle gange, hvordan kunne I klare det? fortæller Lone.

Men hvad der ikke var af penge, var der til gengæld i arbejdsflid og rejser til udstillinger rundt om i verden.

Hver morgen stod Albert Mertz op og satte sig ved det hvide bord, der endnu står i det største rum den trelængede gårds stuehus.

- Han havde en fuldstændigt struktureret hverdag, fortæller Lone Mertz.

- Hans liv handlede alt sammen om at arbejde.

Albert Mertz arbejdede mest intenst om formiddagen, og efter frokost tog han en lang middagslur.

Når han igen stod op, drak han te med Lone og kiggede på det, hun havde malet i løbet af dagen.

- Jeg var ikke sådan, at jeg fulgte en slavisk plan fra dag til dag, jeg var mere casual med det, jeg lavede, fortæller hun.

- Men jeg var jo også husmor, han var jo fuldstændigt håbløs i et køkken, så det havde jeg overtaget, siger Lone Mertz.

Inden Albert Mertz gik i seng om aftenen, havde han altid lavet en plan, for det han skulle  lave dagen efter, fortæller Lone Mertz, så han vidste præcist, hvilket arbejde han skulle kaste sig over, når han stod op.

- Han var ingen romantisk kunstner på den måde, han arbejdede meget seriøst, fortæller Lone Mertz.

Den røde og den blå farve går igen mange steder i Lone Mertz' hjem. Foto: Thea Berg - TV2 ØST

I sommeren 1990 besluttede Komiteen for Internationale Kunstudstillinger, at Albert Mertz skulle repræsentere Danmark på Biennalen i Sao Paulo i Brasilien året efter. 

Men da Albert Mertz efter kort tids sygdom døde den 30. december 1990 på Slagelse Sygehus, blev det besluttet, at Lone Mertz skulle stå for at sammensætte et udvalg af hans kunstværker til biennalen.

I den tid de havde haft sammen, havde Lone hjulpet Albert med meget af hans arbejde, og efter hans død var det naturligt, at hun fortsatte med at udbrede kendskabet til hans værker.

- For mig har det været den bedste måde at komme igennem den tungeste tid i mit liv på, skrev Lone Mertz i kataloget til den store udstilling i Brasilien.

Hun viser fortsat med stolthed Albert Mertz værker frem og hjælper med at sætte udstillinger op med hans kunst, men det er ikke uden omkostninger, at have været gift med en anerkendt kunstner.

- Det tager jo tid fra ens eget arbejde, siger hun konstaterende her 30 år efter, Albert Mertz’ død.

Albert Mertz malede på alt fra billedrammer til opvaskebakker. Foto: Thea Berg - TV2 ØST

Men selvom Lone Mertz har brugt rigtig meget af sit liv på at udbrede kendskabet til Albert Mertz arbejde, har hun også udlevet sine egne kunstneriske ambitioner.

I 1993 lavede hun for eksempel en kasse af glas, som hun stillede op på stranden i nærheden af gården på Glænø.

Der stod den og skiftede udtryk med havets og himlens farver, og da en vinterstorm ødelagde kassens tynde glas, besluttede Lone Mertz at genskabe kisten et sted langt fra havets overflade.

Med 18 kvadrater af plexiglas på ryggen i en taske, hendes mor havde syet af tykt malerkanvas, rejste Lone Mertz til Kathmandu i Nepal, hvorfra hun ville gå op i Himalaya-bjergene og samle kvadraterne til endnu en glaskasse.

Hun gik i fire dage gennem bjergene og endte ved en flygtningelejer, hvor Tibetanere, der var drevet på flugt af kineserne, boede. Her udførte hun det omfattende projekt, og mødte under arbejdet sin nuværende mand, Tenpa Gyaltsen.

Sådan så glaskisten på Glænø ud. Foto: Lone Mertz

I bogen Glaskisten, der udkom i 2017, fortæller Lone Mertz om afskeden med Albert Mertz på sygehuset i Slagelse, og om den rejse, der i sidste ende bragte en tibetaner hele vejen til Glænø.

I år kan Tenpa Gyaltsen og Lone Mertz fejre sølvbryllup. Det bliver et lille corona-venligt et, kun med den nærmeste familie, fortæller Lone Mertz, der synes at have fundet en balance mellem fortid og nutid, som ikke kan være let at mestre.  

For selvom tiden efter Albert Mertz’ død er blevet længere end den tid, hun havde sammen med ham, så er det ikke kun de blå og røde malerier på gården, der stadig fylder en stor del i hendes liv.

- Lige så meget, som jeg elsker min nye mand, lige så meget savner jeg Albert, fortæller hun.

- Jeg tænker på ham hver eneste dag.

  Foto: Albert og Lone Mertz

Hundredeåret for Albert Mertz’s fødsel markeres med en udstilling på Sorø Kunstmuseum og med udgivelsen af monografien Forskellen er ens.

Tekst og foto: Thea Berg

Grafik: Nick Abildgaard 

Opsætning: Thea Berg og Martin Hartmann

¨