Paludan tiltalt for at krænke 13-årig ved at dele detaljer i Kirkerup-sagen

Rasmus Paludan er tiltalt for at dele detaljer fra anklageskriftet om det, en 13-årig pige var udsat for, da hun blev kidnappet af Philip Patrick Westh i 2023. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Rasmus Paludan er tiltalt for blufærdighedskrænkelse ved at dele detaljer om forbrydelser mod 13-årig pige.

play-circle LYT

Rasmus Paludan er blevet tiltalt for at have delt detaljerede beskrivelser fra anklageskriftet i den såkaldte Kirkerup-sag, hvor Philip Patrick Westh endte med at blive dømt for blandt andet drab, frihedsberøvelse og voldtægt.

Det viser et anklageskrift mod Rasmus Paludan, der er stifter af partiet Stram Kurs og chefredaktør for mediet Frihedens Stemme.

Det er via sidstnævnte rolle som ansvarshavende chefredaktør, at han er tiltalt for - under særligt skærpende omstændigheder - at være ansvarlig for, at der "uberettiget blev videregivet meddelelser vedrørende en andens private forhold".

Delte detaljer fra anklageskrift

Konkret drejer det sig om en artikel på Frihedens Stemme 16. januar 2024, hvor mediet ifølge anklagemyndigheden offentliggjorde og delte indholdet af anklageskriftet i Kirkerup-sagen.

I anklageskriftet var der i flere forhold detaljeret beskrevet omstændighederne omkring de forbrydelser, som en dengang 13-årig pige blev udsat for.

Pigen blev i april 2023 kidnappet af Philip Patrick Westh og udsat for voldtægt, inden hun blev befriet.

Ifølge anklagemyndigheden var offentliggørelsen af indholdet i anklageskriftet med de detaljerede beskrivelser egnet til at krænke den 13-årige pige samt læserne af artiklen.

Derfor er Paludan tiltalt efter straffelovens paragraf 232 om blufærdighedskrænkelse. Desuden er han tiltalt for overtrædelse af paragraf 264 d om uberettiget at videregive meddelelser om en andens private forhold.

I sagen er Paludan desuden tiltalt for at dele et link til artiklen på sin facebookside.

Dagen efter artiklen blev offentliggjort, blev Frihedens Stemme tvangslukket i flere timer efter en retskendelse, skrev Ekstra Bladet.

"Helt hen i vejret"

Ritzau har forgæves forsøgt at få fat i Rasmus Paludan for at høre, hvordan han forholder sig til tiltalen.

Da han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 264 d kort efter offentliggørelsen i januar 2024, fortalte han til Ekstra Bladet, at han nægter sig skyldig.

Han kaldte det ifølge avisen "helt hen i vejret", at han som ansvarshavende redaktør var blevet sigtet for at have offentliggjort i anonymiseret form, hvilken kriminel gerning en meget omtalt person er tiltalt for.

Det er retsplejeloven, som giver journalister lov til at få aktindsigt i anklageskrifter. De må kun bruges til "støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde".

Retssagen mod Paludan skal behandles ved Retten i Næstved, men er endnu ikke berammet. I sagen vil anklagemyndigheden nedlægge påstand om en fængselsstraf.

I Kirkerup-sagen blev Philip Patrick Westh i juni 2024 idømt livstid for at have dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016, at have overfaldet en 15-årig pige i 2022 og for at have kidnappet, voldtaget og villet dræbe den 13-årige pige.

Nyhedsoverblik

Sorgcenter kommer til Region Sjælland

play-circle LYT
Trine Birk Andersen (S) er regionsrådsformand i Region Sjælland. Foto: Simon Reiter - TV2 ØST

Danmarks nationale sorgcenter, Nationalt Sorgcenter, kommer nu til regionen og åbner i Næstved.

Det har regionsrådet i Region Sjælland besluttet på et regionsrådsmøde tirsdag aften.

En nyhed, der glæder regionsrådsformand i Region Sjælland, Trine Birk Andersen (S).

- Det betyder, at børn, unge og familier ramt af alvorlig sygdom eller dødsfald kan få professionel støtte og rådgivning i deres nærområde. De slipper for lange ture til København og får i stedet hjælp dér, hvor hverdagen leves, skriver hun i et opslag på Facebook.

Indtil nu har Region Sjælland været den eneste af landets regioner, der ikke har et samarbejde med Nationalt Sorgcenter.

Hvem er nationalt sorgcenter?

Nationalt Sorgcenter er Danmarks videns- kompetence- og behandlingscenter for sorg.

Centeret består af psykologer, forskere, frivillige og fagpersoner, der har ét fælles mål: at ingen må få deres liv ødelagt af sorg.

De hjælper børn, unge, voksne og ældre, som har mistet, eller som lever tæt på alvorlig fysisk sygdom.

Nationalt Sorgcenter tilbyder og beskæftiger sig med:

  • tilbyder gratis psykologhjælp til efterladte og pårørende

  • driver Sorglinjen og støtter dem, der har brug for nogen at tale med

  • underviser fagpersoner og hjælper arbejdspladser med at forstå sorg

  • formidler viden og forskningsbaseret indsigt

  • arbejder for politiske og samfundsmæssige forandringer

Kilde: Nationalt Sorgcenter

Flydende hotel skal trækkes væk fra havn

play-circle LYT
Foto: Ida Valsted - TV2 ØST

Hotelprammen Bibby Bergen, der har ligget til kaj i Sydhavnen i Vordingborg siden 2022, skal nu snart flyttes efter forsinkelser.

Det skriver Vordingborg Kommune på deres hjemmeside.

Hotelprammen har siden december 2022 huseret ansatte på byggeriet af den nye Storstrømsbro, og hvor de sidste beboere fraflyttede prammen i sommeren 2025.

Bibby Bergen var planlagt til at blive flyttet ved udgangen af februar i 2026, men er grundet februars frostvejr blevet forsinket.

Prammen forventes at blive fjernet i løbet af to til tre uger, hvor den skal videre på opgave i Tyskland.

Aflysninger på Tølløsebanen

play-circle LYT

Flere afgange på Tølløsebanen er aflyst onsdag morgen grundet materielproblemer.

Nedenstående tog er aflyst.

Aflysninger på Tølløsebanen onsdag morgen

Tognummer

Tid

Afgang station

Ankomst Station

130024

05:37

Tølløse

Slagelse

130025

06:32

Slagelse

Tølløse

130032

07:37

Tølløse

Slagelse

130033

08:32

Slagelse

Tølløse

Der indsættes ikke togbusser i forbindelse med aflysningerne.

7,5 millioner kroner til forebyggelse i Region Sjælland

play-circle LYT

Borgere skal ikke stå alene med at forblive rask efter udskrivelse fra hospitaler, og der skal derfor investeres 7,5 millioner kroner i at forbedre forebyggelse efter hjemsendelse.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Pengene skal blandt andet bruges på systematisk henvisning til træning og støtte efter indlæggelse og genoptræning.

- Vi vil gøre det mere overskueligt at leve godt med en kronisk sygdom og skabe et mere sammenhængende, nært og lige sundhedsvæsen, hvor færre borgere forbliver unødigt syge og bevarer et aktivt og selvstændigt liv, siger udvalgsformand i Region Sjælland, Jens Ravn (V), i pressemeddelelsen.

De 7,5 millioner skal konkret gå til fire forebyggelsesindsatser.

De fire forebyggelsesindsatser

  1. Støtte til varig, fysisk aktivitet: Projekterne ACTI-WAYS og RESTART hjælper borgere med kronisk sygdom med at forblive fysisk aktive efter genoptræning eller indlæggelse.

  2. Et regionalt telecenter: Der skal udvikles et regionalt telecenter for sundhed og træning.

  3. Bedre henvisning til forebyggelse: Til at begynde bliver der fokuseret på afdelinger med mange borgere med kronisk sygdom, herunder lungemedicin, ortopædkirurgi, reumatologi, kardiologi og endokrinologi.

  4. Fælles model for finansiering af forebyggelse: En ny model skal fordele udgifter og gevinster mere retfærdigt mellem region, kommuner og andre parter. Målet er flere bæredygtige forebyggelsestilbud tæt på borgerne.

Kilde: Region Sjælland

Indsatserne videreføres og udbredes i den kommende Region Østdanmark, som etableres 1. januar 2027.

Chokoladebar tilbagekaldes – fund af hård plastik i chokoladen

play-circle LYT
Foto: Styrelsen for Fødevarer, Landburg og Fiskeri

Mondelez Danmark ApS tilbagekalder chokoladebaren, Marabou Japp, da der kan være risiko for plastikstykker i produktet.

Det skriver Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på deres hjemmeside.

Produktet sælges i dagligvarebutikker over hele landet, og Fødevarestyrelsen råder forbrugere til at levere produktet tilbage til butikken eller kassere det.

Tilbagekaldelsen drejer sig specifikt om den Marabou Japp på 160 gram, og som har gul indpakning som vist på billedet.

Store forskelle på fravær på gymnasierne - se listen her

play-circle LYT
På Herlufsholm er fraværet i den lave ende af listen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er ganske store forskelle på fraværet på de gymnasiale uddannelser - selv når man tager højde for elevernes socioøkonomiske baggrund, uddannelsestype og geografiske placering.

Det viser en ny analyse fra den borgerlige tænketank CEPOS.

Her mener forskningschef Karsten Bo Larsen, at fraværet siger noget om skolens kultur og kvalitet.

- Hvis jeg selv skulle vælge gymnasium, ville jeg helt klart kigge på fraværsprocenten. Hvis eleverne i høj grad møder op, tyder det på, at undervisningen fungerer, og at der er en stærk studiekultur, siger han i en pressemeddelelse fra tænketanken.

Analysen indeholder både det samlede fravær og den såkaldte fraværseffekt.

Fraværseffekten dækker over den del af elevernes fravær, der ikke kan forklares af udefrakommende forhold såsom forældrenes indkomst og uddannelse, elevsammensætning eller uddannelsesretning.

Tallene viser generelt, at der er højere fravær på hf-uddannelserne end de almene gymnasiale uddannelser (stx).

Startede i Korsør - Nu lukker møbelproducent

play-circle LYT
Kronprins Frederik, i dag kong Frederik, besøger den danske møbelfabrikant ScanCom under et erhvervsfremstød i november 2022. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Møbelproducenten ScanCom, som blev grundlagt i Korsør i 1995, lukker.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse, skriver Børsen.

ScanCom producerer udendørsmøbler og har siden 2019 været fuldt ejet af Lars Larsen Group.

Ifølge virksomheden skyldes lukningen eftervirkninger af coronapandemien og flere år med faldende omsætning.

Fra 2020 til 2025 har ScanCom haft et samlet underskud på 366 millioner kroner.

Virksomheden havde 2.300 ansatte og har i dag hovedkontor i København.

Efter skøjtetriumf - Klub slår rekord

play-circle LYT
24 medaljer er ny klubrekord for den lokale skøjteklub. Foto: Jens Kjeldsted Jensen

Det er ikke kun speedskater Viktor Hald Thorup fra Slagelse, der har fart i skøjterne og vundet medaljer.

Otte rulleskøjteløbere fra Ringsted Motionsklub (RIMO) kørte sig lørdag til hele 24 medaljer, da der blev afholdt Danmarksmesterskab i indendørs speedskating i Hjørring.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

De mange medaljer udgør en ny klubrekord i den krævende sportsgren, hvor udøverne på inline-rulleskøjter kan nå hastigheder på over 40 kilometer i timen.

- Vores løbere har leveret en fantastisk præstation i lørdags, og det er en kæmpe glæde at se deres hårde arbejde og dedikation give så stor succes.

- 24 medaljer er en rekord for klubben, og det sætter virkeligt Ringsted på landkortet, siger Søren Nielsen, formand for RIMO.

Ringsted Motionsklub har i dag over 200 aktive rulleskøjteløbere. Klubben arbejder desuden på at få etableret en 200 meter lang asfalteret udendørs bane.

Forurenet jord oprenses på 72 ejendomme

play-circle LYT
Det er entreprenøren Arkil A/S, der står for oprensning af jorden. Foto: Jesper Trueisen - TV2 ØST

I sommeren 2025 blev det bekræftet, at der var forurenet jord på omkring 72 nybyggede ejendomme i Stenlængeområdet i den nordøstlige del af Næstved.

Nu begynder arbejdet med at oprense jorden på de 72 adresser, hvilket Arne Jensen, hvis grund er forurenet, har ventet på.

- Det er da rart, at de endelig kommer i gang med det. De har været længe om det, når det allerede var i juni måned sidste år, at de fandt ud af, at det var forurenet. Vi er vant til med Næstved Kommune, at det tager tid, siger han.

Arne Jensen er glad for, at oprensningen nu begynder. | Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Forureningen i jorden består af knust asfalt, kaldet KAB, som bruges til fundering af vejanlæg, fortove og cykelstier.

Centerchef i center for ejendom og indkøb i Næstved Kommune, Morten Reuber, glæder sig over, at arbejdet med at oprense jorden på de mange boliger nu kan begynde.

- Opgaven handler om at fjerne den knuste asfalt og beton, som ligger på grundejernes matrikler. Den skal oprenses ved, at entreprenørerne graver det væk og bortskaffer det. Derefter påfylder vi med nyt materiale uden knust asfalt og beton, siger han.

Ifølge centerchefen forventes arbejdet at være færdig i til sommer. Han fortæller, at arbejdet vil påvirke kunderne i området i perioden, og eventuelle gener forsøges at minimeres.

Første spadestik til ny bydel i Ringsted taget

play-circle LYT
Der skal efter planen være 700 boliger i den kommende bydel. Foto: Ringsted Kommune

I dag blev det første spadestik til den nye bydel Hulemarken i den østlige del af Ringsted taget.

Det officielle første spadestik blev taget af borgmester Andreas Karlsen (K) i samarbejde med Christian Toft, der er administrerende direktør i firmaet Kronhusene.

Det skriver Ringsted Kommune på sin Facebookside.

Hulemarken skal efter planen rumme omkring 700 boliger fordelt på rækkehuse og etagebyggeri.

Kronhusene står for projektets første etape, som består af 132 boliger. De første beboere forventes at kunne flytte ind i 2027.

Lægevagt på vej mod udvidet åbningstid

play-circle LYT

Lægevagten i Ringsted er godt på vej til at få udvidet sine åbningstider markant.

Sagen skal afgøres af regionsrådet, men politikerne i Det nære sundhedsudvalg har mandag anbefalet udvidelsen.

Planen er at udvide med to timer på hverdage, så der bliver åbent fra klokken 17 til 22 mod 18-21 i dag. Og at åbningstiden lørdage, søndage og helligdage udvides med seks timer, så der bliver åbent fra 9 til 22, mod 10-17 i dag.

Sidste år blev åbningstiderne udvidet med en time på hverdage og fem timer på andre dage. Målet var, at flere borgere dermed kunne behandles tættere på deres bopæl, og at lægevagten samlet set kunne tilse flere patienter.

En analyse viser, at kapaciteten udnyttes i relativt høj grad, og derfor er politikerne nu klar til at udvide igen. Den anbefalede udvidelse vil koste to millioner kroner om året. De penge kan tages fra en post i budgettet, der er øremærket til ”mere sammenhæng på akutområdet”.

Hotelkoncern køber næsten en tredjedel af ø

play-circle LYT
Fremover skal der være mere natur på øen i Isefjorden. (Arkiv) Foto: Holbæk Kommune

Hotelkoncernen Arp-Hansen køber næsten en tredjedel af Orø for at lave naturgenopretning og rekreative områder.

Det skriver nichemediet Turistmonitor.

Hotelkoncernen har købt 463 hektar landbrugsjord i forbindelse med overtagelsen af en stor landejendom på øen, fremgår det af en skrivelse, som koncernchef og medejer af Arp-Hansen Dorte Krak mandag sendte til hotelkoncernens medarbejdere.

I skrivelsen til medarbejderne fremgår det, at hovedformålet med Arp-Hansens opkøb af i alt 463 hektar landbrugsjord på Orø er at investere i "et naturgenopretningsprojekt ud over det sædvanlige."

Samtidig peger Dorte Krak på, at udviklingen fra landbrug til natur er blevet styrket af Aftale om Grøn Trepart, hvor regeringen har besluttet, at der skal udtages 140.000 hektar lavbundsjord og plantes 250.000 hektar ny skov i Danmark.

Orø er lidt over 1.500 hektar stor og i 2021 boede der lidt under 1.000 indbyggere på øen i Isefjorden.