Minister kaldes i samråd: Stop spildevandsimport

Import af norsk oliespildevand fortsætter. Derfor vil Alternativet og Enhedslisten nu have miljøministeren i samråd. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Uklarheder og misforståelser om importtilladelser af oliespildevand fra Norge får partier til at indkalde miljøminister til samråd.

- Det er det eneste rigtige at gøre. Den import kan ikke fortsætte.

Sådan sagde miljøminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i december.

Her meddelte ministeren, at man havde besluttet at fratage virksomheden Industrial Water Solution (IWS) i Skælskør, der tidligere var kendt som RGS Nordic, to konkrete tilladelser til at importere olieholdigt spildevand fra Norge.

- Der er ikke nogen, der har fanget, at der fortsat er tilladelser.

— Sascha Faxe, miljøordfører i Alternativet

Herefter kørte ministeren selv til Agersø for at overbringe lokale miljøaktivister nyheden, hvor han blev mødt med stor jubel og flag.

Vil stoppe spildevandsimport

Ifølge Søren Egge Rasmussen, der er miljøordfører for Enhedslisten, har ministeren vildledt befolkningen med sine udtalelser:

- Han har været nede og sige til miljøaktivisterne i Agersø, at det var et stop. Sådan er det blevet opfattet. Han har altså sagt noget, der ikke er sandt.

Derfor har Enhedslisten sammen med Alternativet nu indkaldt miljøministeren til samråd.

- Det spildevand fra Norge renses jo ikke 100 procent, så det forurener vores havmiljø. Det skal vi have stoppet. Vi håber, at Magnus Heunicke, der kalder sig selv havets minister, får stoppet spildevandsimport fra Norge en gang for alle.

Misvisende og uklart

Foruden de to fratagede tilladelser har IWS fortsat fire andre tilladelser til at importere spildevand fra den norske olie- og gasindustri.

Det betyder, at virksomheden fortsat kan importere og udlede norsk spildevand.

Virksomheden IWS, tidligere RGS Nordic, har fortsat fire tilladelser til at importere og rense norsk oliespildevand.

Hos Alternativet mener man ligeledes, at ministeren har udtalt sig misvisende.

- Der er ikke nogen, der har fanget, at der fortsat er tilladelser, siger Sascha Faxe.

- Det er da problematisk, det ministeren har sagt, og at han så tager ned til de lokale miljøaktivister, der har kæmpet for det i 20 år, og fejrer det. Og samtidig går ud i pressen og siger, at nu stopper vi norsk import.

Mandag eftermiddag udtalte formand for foreningen Rent Havmiljø Nu Jan Rasmussen, at man følte sig ført bag lyset af miljøministeren.

- Det er jo som en kæmpe mavepuster, for ministeren var jo nede og sige det til os - og der blev ikke nævnt et ord om det, siger formanden.

- Han kalder sig havets minister. Det klinger meget hult.

Jan Rasmussen fra Rent Havmiljø Nu føler sig vildledt af ministeren. Hør hvorfor her.

Der er endnu ikke fastsat dato for samrådet.

IWS har ikke ønsket at kommentere sagen.

Nyhedsoverblik

Viktor Thorup sætter OL-dragt til salg

play-circle LYT
Foto: Piero Cruciatti/AFP/Ritzau Scanpix

Den lokale sølvvinder Viktor Hald Thorup har netop sat sin OL-dragt til salg. Det har han selv annonceret på sin Facebook-profil.

- Hvis du har lyst til at have min OL-sølv vindende dragt hængende, så er den til salg, skriver han.

Han oplyser videre, at han netop har modtaget en regning for dragten på over 5000 kroner.

- Jeg har netop fået en regning på 5149kr / 815$ for dragten, så håbet er, at budrunden kan dække det.

- Ved OL er der ingen præmiepenge eller støttekroner, men forhåbentlig har denne lidt værdi.

Hvis man er interesseret i at give et bud på dragten, kan man sende en besked eller en kommentar på Facebook.

Parti vil bygge atomkraftværker for 120 milliarder

play-circle LYT
Barsebäcks tidligere atomkraftværk tæt på Malmø i Sverige. Den sidste reaktor lukkede i maj 2005. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmark skal inden for de næste 10-15 år bruge over 120 milliarder kroner på at opføre mellem seks og otte atomkraftreaktorer.

Det mener Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, som fortæller om et "energipolitisk valgløfte" i et interview med Berlingske.

- Vi er ikke modstandere af vind eller sol - det er billige energiformer. Men de er ustabile og gør os afhængige af andre, siger Vanopslagh til avisen.

Atomkraftprojektet skal ifølge Liberal Alliance finansieres ved at tage støtte fra det aktuelle havvindudbud, det jyske brintrør, som skal bruges til transport af brint mellem Esbjerg og Tyskland, og Energiø Bornholm.

Det drejer sig om henholdsvis 55 milliarder kroner, otte milliarder kroner og 61 milliarder kroner.

Alle tre projekter bør droppes, fordi de ifølge Liberal Alliance ikke giver mest mulig billig og grøn energi for pengene.

Liberal Alliances ønske om at etablere atomkraftværker hænger - foruden ønsket om stabil, grøn energi - sammen med den geopolitiske situation.

Danmark skal i højere grad end hidtil kunne dække sit eget energibehov, mener partiet.

Rød blok står stærkest i første Voxmeter-måling efter valgudskrivelse

play-circle LYT

Der er momentum til den røde blok i Folketinget.

Det viser den første politiske meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau efter valgudskrivelsen torsdag i sidste uge.

Den røde blok står i mandagens måling til at få 85 mandater, mens den blå blok får 78 mandater. Rød blok får samlet 48,7 procents vælgeropbakning i målingen, mens der er 44,2 procent til den røde blok.

Midt i det hele står Moderaterne og formand Lars Løkke Rasmussen med anslået 7,0 procents vælgertilslutning og 12 mandater i målingen, der har en vis statistisk usikkerhed.

Usikkerheden er med 2,6 procentpoint størst blandt partierne hos Socialdemokratiet, der ifølge målingen ville få 22,1 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen.

SF bliver målt som det næststørste parti med 13,2 procent.

Skolecykelvenner skal udbredes til flere kommuner

play-circle LYT
Børn på skoleudflugt Foto: Jens Hasse Foto: Jens Hasse, Cyklistforbundet

Cyklistforbundet vil sammen med VELUX FONDEN udbrede ordningen med frivillige skolecykelvenner til flere kommuner.

Initiativet skal gøre det lettere for lærere at tage hele skoleklasser med på cykeltur ved at få hjælp fra lokale, frivillige cyklister over 60 år, der cykler med og skaber ekstra tryghed i trafikken.

- Med de lokale frivillige fællesskaber af voksne 60+-årige cyklister kan lærere på kommunens skoler få den nødvendige støtte i form af frivillige cykelvenner, der cykler med på tur og dermed gør det muligt for en enkelt lærer at kunne cykle trygt på udflugt med hele sin klasse f.eks. i skoven eller på museum, siger Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet.

- Det er med til at skabe cykelglæde blandt danske skoleelever, få flere skoleklasser til at vælge cyklen og derved en sund, grøn aktiv transport, når de skal på tur.

Ordningen har i flere år fungeret med succes i Viborg Kommune, hvor der årligt bookes frivillige til 20-30 skolecykelture. De pensionerede cyklister bidrager både med trafiksikkerhed og lokalkendskab, hvilket ifølge parterne skaber værdi for elever, skoler og de frivillige selv.

Over de næste to år vil konceptet blive afprøvet i tre til fem kommuner med henblik på at udvikle en model, der kan udbredes til resten af landet.

Konservative vil have to voksne i flere dansk- og matematiktimer

play-circle LYT
I nyt skoleudspil vil De Konservative skrue op for to voksne i dansk og matematik på alle klassetrin. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Der mangler ro i folkeskolen, og det faglige niveau falder.

Derfor skal der investeres milliarder i folkeskolen, hvis det står til De Konservative, der fremlægger et større skoleudspil.

- Hver evig eneste morgen er der forældre, der sender deres børn i skole i et håb om, at deres børn skal lære noget og har en god dag. Men desværre er det bare ikke alle, der har ro i maven, når de afleverer, fordi der er udfordringer, siger De Konservatives formand, Mona Juul.

De Konservative foreslår at afsætte 2,1 milliard kroner årligt til at få to voksne i klasselokalerne.

Det skal være på alle klassetrin og som minimum i halvdelen af alle dansk- og matematiktimer.

- Det er to grundfag, der er helt afgørende for, at man også kan lære andre fag. Det er simpelthen basis. Og det er der, vi ser, at vi skal sætte ind først og fremmest, siger Mona Juul.

Fokusset på dansk og matematik skyldes nogle "rigtig triste tal".

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra maj 2025 viste, at knap 12 procent af eleverne i folkeskolens 9. klasse dumpede enten dansk eller matematik ved afgangsprøverne i skoleåret 2023/2024. Det var det højeste niveau siden skoleåret 2011/2012.

S vil styrke boliglån i landdistrikterne – får opbakning

play-circle LYT

Socialdemokratiet foreslår at forbedre adgangen til boliglån i landdistrikterne ved at udvide statsgarantien, så den fremover kan dække 100 procent af den garanterede del af lånet.

- Det vil gøre lånet endnu mere attraktivt – både for banker og låntagere – og jeg håber, det kan hjælpe flere med at realisere ønsket om egen bolig i landdistrikterne, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Socialdemokratiet vil samtidig udpege én finansiel aktør til at udbyde ordningen og skærpe Finanstilsynets kontrol med bankernes udlån i områderne.

Landdistrikternes Fællesråd bakker op om forslagene og mener, at de kan gøre det lettere for flere at realisere boligdrømmen uden for de større byer. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Partiet vil desuden undersøge, om ordningen kan udvides til også at omfatte nybyggeri og renovering samt fjerne ejendomsværdiskatten på boliger under en million kroner.

- Det styrker grundlaget for finansiering og kan hjælpe en del af dem, der gerne vil købe en bolig i en mindre landsby eller bo på landet, men der skal naturligvis flere tiltag til for samlet set at skabe et land i balance, understreger Steffen Damsgaard.

Sejlklub fejrer 100-års fødselsdag

play-circle LYT
Korsør Sejlklub 2025. Foto: Korsør Sejlklub

Korsør Sejlklub holder 100-års jubilæum den. 8 marts 2026.

Til arrangementet vil der både være standerhejsning og fejring af klubbens historie, fællesskab og betydning gennem de sidste 100 år.

Det skriver sejlklubben i en pressemeddelelse, hvor de inviterer alle, der kunne have interesse til en festlig fejringsdag.

Her bydes der på en let servering af mad og drikke, og senere hejses klubstanderen i Korsør Lystbådehavn, hvor sejlsæsonen officielt skydes i gang.

Og det glæder formand i sejklubben, Kasper Jørgensen.

- Korsør Sejlklub har i 100 år været båret af kammeratskab, frivillighed og glæden ved livet på vandet. Til jubilæet kan vi jo både se tilbage med stolthed og fremad med ambitioner for klubbens næste 100 år, siger han i pressemeddelelsen.

Jubilæumsarrangementet begynder i Korsør Fæstnings festlokale.

Korsør Sejlklub 1930. | Foto: Korsør Sejlklub

Festival fejrer jubilæum: - Det giver noget dejlig ro

play-circle LYT
Anne Marie Madsen var igen i år mødt op på den hyggelige festival. Foto: Martin Stilling - TV2ØST

Haslev Garnfestival, der er et af landets største garnfestivaler, fejrer 10-års jubilæum.

Festivalen foregår i Haslev Hallerne, og søndag er flere hundrede mennesker dukket op for at strikke og hækle.

Blandt andet Anne-Marie Madsen fra Holeby, der sammen med sin veninde har deltaget i festivalen flere år i træk.

- Det giver noget dejlig ro. Det er noget med at kunne slappe af og lige holde lidt fri i hovedet, siger hun.

Mange deltog i jubilæumsfejringen. | Foto: Martin Stilling - TV2ØST

Udover muligheden for at strikke og hækle, så byder festivalen på foredrag, workshops, modeshows og banko.

Ifølge Susanne Jershøj, der har været med til at arrangere festivalen, så handler det om fællesskab med en kærlighed for garnets kunstformer.

- Vi vil gerne være Danmarks hyggeligste garnfestival. Der er mange festivaler her i Danmark, hvor der bliver blandet mange andre ting ind i det. Her kommer folk og ser cremen af cremen. Det kan folk rigtig godt lide, og så kan vi godt lide at hygge om det, siger hun.

Festivalen arrangeres og afholdes af foreningen, LOF Haslev, som ved jubilæumsfejringen har solgt over tusind billetter.

Mere end 3.500 gymnaster optræder til kæmpe show

play-circle LYT

Det er højsæson for de traditionsrige gymnastikopvisninger, der indikerer, at foråret er på vej.

Og i Kalundborg Hallerne er mere end 3500 gymnaster på gulvet for at optræde til DGI’s forårsopvisning søndag.

Blandt de mange gymnaster er Laura Schildt Rasmussen fra Sorø Gymnastikefterskole, der har trænet op til showet i over seks måneder.

- Det er mega sjovt. Man får altid en glad følelse, når man skal til at gå ind på gulvet. Der er et kæmpe publikum, der står og klapper. Det er mega fedt, siger hun.

Laura Schildt Rasmussen går på Sorø Gymnastikefterskole. | Foto: Martin Stilling - TV2ØST

I DGI Midt- og Vestsjælland er der ved årets forskellige shows mere end 11.500 gymnaster, der skal på gulvet og optræde, og for mange af de 61 hold, der optræder i Kalundborg Hallerne, går turen til Vordingborg direkte efter showet, hvor de skal optræde igen.

Og den store opbakning glæder Merete Hansen, der er formand i DGI Midt- og Vestsjælland Gymnastik.

- For mange børn, unge og voksne er gymnastik og opvisninger meget mere end fysisk aktivitet. Det er her, man bliver en del af et fællesskab, oplever glæden ved at høre til og får lyst til at engagere sig sammen med andre. Det er en vigtig del af foreningslivet, siger hun.

Kænguruer stadig på fri fod

play-circle LYT
Privatfoto Foto: Privatfoto

De to minikænguruer, der lørdag slap ud af deres indhegning i Løgtved ved Jyderup, er stadig ikke blevet fundet.

Det fortæller dyrenes ejer, Lotus Sesmiora Nielsen.

- Vi var ude med en drone og lede efter dem i flere timer i går, men vi kan ikke finde dem, siger hun.

De to kænguruer er gråbrune i farven og lidt over en meter høje. Ifølge Lotus Sesmiora Nielsen er politiet blevet underettet om sagen.

- Man må meget gerne kontakte mig, hvis man finder dem. Jeg håber virkelig, at jeg får dem tilbage, siger hun.

Den ene af kænguruerne er set lørdag formiddag tæt ved T-krydset Buerupvej/Nøragervej.

Sjællands fornemmelse for forår

play-circle LYT
Forårssolen tidligt søndag morgen ved Gyrstinge på Midtsjælland. Foto: Liselotte Krogh - TV2 ØST

Lyset, fuglene, håbet. Det er officielt blevet forår. Og bevæger man sig udenfor i dag, så kan man risikere at blive ramt af en ordentlig omgang forårsfornemmelser.

Hos DMI beretter de, at søndagen byder på en skønsom blanding af sol og skyer, og måske kommer der en smule regn her og der. Temperaturerne sniger sig op mellem 3 og 8 grader. De temperaturer rimer måske ikke helt på forår, men det gør lyset. Og fuglene.

I næste uge bliver der bedre plads til solen, og flere dage med temperaturer op omkring 8-12 grader. DMI smider dog lidt malurt i bægeret ved at oplyse, at det klare vejr om natten vil få nattefrosten til at vende tilbage, så på morgencykelturen vil man fortsat have brug for vanter og hue. 

Men helt officielt så er det forår fra i dag. Så nu kan det næsten kun gå fremad.

Salget af elbiler slår rekord - her er de mest populære modeller

play-circle LYT
Foto: Mobility Denmark

El er danskernes foretrukne drivmiddel ved køb af nye biler, og også i februar udgjorde elbiler langt størstedelen af nybilsalget. Det skriver Mobility Denmark i en pressemeddelelse.

I alt var 9.736 af de nye biler eldrevne, hvilket svarer til en markedsandel på 81,6 procent. Blandt private var andelen endnu højere: 94,4 procent af nye biler til private kørte på el.

Mest populære modeller solgt i februar 2026

Mærke

Model

Antal

Toyota

bZ4X

1.364

Skoda

Elroq

681

Volkswagen

ID.4

575

Skoda

Enyaq iV

467

Audi

Q4 e-tron

400

Tesla

Model Y

350

Xpeng

G6

300

Renault

R5

262

BMW

iX1

231

Citroen

C3

223