Borgere har hjulpet lokal købmand til succes - nu er der brug for at udvide

Købmanden på Agersø har stor succes. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Købmanden på Agersø oplever så meget fremgang, at der nu er brug for at udvide.

Historierne om små, lokale købmænd, der må dreje nøglen om, er talrige, for det er svært at klare sig som lille handlende mod de store kæder og internethandlen.

Men sådan er det ikke på Agersø syd for Skælskør. Her oplever den lokale købmand faktisk fremgang – så meget endda, at de er ved at udvide butikken.

Når det går så godt, så er det kun positivt, at vi kan udvide, og vi har jo desperat brug for mere plads

— Peter Olsen, købmand, Agersø

- Når det går så godt, så er det kun positivt, at vi kan udvide, og vi har jo desperat brug for mere plads, siger købmand Peter Olsen.

Butikken bliver udvidet med 30 kvadratmeter, svarende til 40 procent. Og de seneste år er der både kommet nyt på hylderne og nyt inventar.

- Vi har fået et helt nyt køleanlæg og et nyt frostanlæg, siger købmanden. 

Artiklen fortsætter under billederne...

  | Foto: Peter Kryger - TV2 ØST
Formanden for anpartsselskabet er i fuld gang med at gøre klar til håndværkerne. | Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Købmand gik fallit

Men for 12 år siden, lå det ikke i kortene, at købmandsforretningen skulle komme til at gå så godt, som den gør i dag. Tværtimod.

- Der gik den tidligere købmand fallit, og så lukkede købmandsbutikken, fortæller Henrik Toft Jensen.

Vi vinder alle sammen ved det. Købmanden har en god forretning, og vi er sikret vores dagligvareindkøb

— Bente Topsøe-Jensen, formand, Agersø Beboerforening

Han er formand for det, der endte med at blive butikkens redning. Agersø Købmand ApS - et anpartsselskab lavet af beboerne og sommerhusejerne på øen. Købmanden er nemlig en af tre essentielle ingredienser mod tilbagegang, mener formanden for beboerforeningen, Bente Topsøe-Jensen.

- Det ene er vores færgedrift, og det andet er kommunikation i form af godt internet og mobildækning. Og så er det tredje købmandsforretningen, der sikrer, at man kan købe sine dagligvarer, siger hun.

Mest salg uden for turistsæsonen

90 procent af beboerne og sommerhusejerne på Agersø har i dag anparter i købmandsforretningen, og så er det Peter Olsen, der har eneansvaret for selve forretningen.

- Vi er faktisk vækstet med ti procent i den her sommer, siger købmanden. 

Købmanden sælger mest uden for turistsæsonen. | Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Opskriften er hårdt slid, godt købmandskab og en ø, der står sammen om butikken, som de selv ejer.

- Vi vinder alle sammen ved det. Købmanden har en god forretning, og vi er sikret vores dagligvareindkøb, siger Bente Topsøe-Jensen.

75 procent af købmandens salg ligger uden for turistsæsonen. 

Se indslaget: I stedet for tilbagegang oplever købmanden på Agersø fremgang. Det skyldes dels en dygtig købmand, men også en beslutning man traf på øen, da købmandsbutikken i sin tid var lukningstruet.

Nyhedsoverblik

Unge om fødevarecheck: - Fedt, at de tænker på os

play-circle LYT
Emma Dehn (th.) og Cecilie Frømsdorf, der begge studerer i Næstved, ser frem til at få udbetalt de 1.000 kroner, som deres fødevarechecks lyder på. Foto: David Engholm

Det er ikke alle, der ved første øjekast kan se fidusen i aftalen om en fødevarecheck, som regeringen præsenterede en aftale om tirsdag formiddag.

Men på listen over modtagere af de i alt 4,5 milliarder kroner, der lander på over to millioner danskeres konti til sommer, står også landets studerende. 1.000 kroner lyder checkens beløb på, hvis man er SU-modtager.

Hos Emma Dehn og Cecilie Frømsdorf, der begge studerer i Næstved, lander de penge på et tørt sted.

- Det er ikke lige fedt at skulle leve på toastbrød og havregryn, så ja, det er bestemt en håndsrækning, siger Emma Dehn og fortsætter:

- Det er fedt, at vi SU-berettigede også bliver tænkt på. Det er jo ingen hemmelighed, at det er svært at bo ude alene.

Cecilie Frømsdorf fortæller, at hun blandt andet vil bruge pengene på oksekød. | Foto: David Engholm

For Cecilie Frømsdorf betyder det helt konkret, at hun kan få råd til mere mad - blandt andet oksekød.

- Man spiser ikke lige så meget oksekød længere. Det er blevet ret dyrt, og man kan ikke altid lige få det til at hænge sammen, siger Cecilie Frømsdorf.

Arena Næstved får ny formand

play-circle LYT
Pia Allerslev, der har haft borgmesterposter i København, er ny bestyrelsesformand i Arena Næstved. Foto: Næstved kommune

Byrådet i Næstved Kommune har tirsdag udpeget Pia Allerslev som ny bestyrelsesformand i Arena Næstved, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Pia Allerslev er tidligere kultur- og fritidsborgmester og børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.

Hun overtager således roret fra Carsten Haurum, der har været arenaens bestyrelsesformand i otte år.

Som nyt bestyrelsesmedlem indtræder også den lokale investor Jacob Simonsen, der blandt andet står bag erhvervsnetværket NP2. Han afløser Ghita Nelander (DF), byrådsmedlem i Næstved Kommune.

Kronprinsen underskrev love i Slagelse

play-circle LYT
Kronprins Christian tog en pause fra sine opgaver som løjtnant for at underskrive love på vegne af kongeriget tirsdag i Slagelse. Foto: Kongehuset

Når far er på udlandsrejse, må sønnike klare ærterne på hjemmefronten.

Tirsdag var det tilfældet for Kronprins Christian, der i fuld uniform og med sløring i ansigtet underskrev love på vegne af kong Frederik på kasernen i Slagelse.

I et opslag på Instagram skriver Kongehuset, at ansvaret som statsoverhoved overgår til kronprinsen, når kong Frederik opholder sig uden for kongeriget.

- Kronprinsen, der er under uddannelse til løjtnant, tog derfor i dag en pause mellem dagens øvelser for – som Kongens stedfortræder – at få forelagt sager til underskrift, står der i teksten til opslaget.

Ifølge opslaget er kongeparret på statsbesøg i Estland og Litauen.

Underskrifterne skulle stadfæste vedtagne lovforslag, skriver Kongehuset desuden.

Kuldeindeks gør frostvejr meget koldere

play-circle LYT
De kommende dages sne og østenvind vil få temperaturen til at føles koldere, end termometeret viser, oplyser DMI. Foto: Nick Abildgaard - TV ØST

Selv om temperaturen kun ligger omkring frysepunktet, vil vintervejret de kommende dage føles væsentligt koldere for danskerne.

Det skyldes kuldeindekset, hvor især vinden spiller en afgørende rolle, forklarer vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Lars Henriksen.

- Hvis temperaturen for eksempel er minus én grad, vil vindens indvirkning gøre, at det føles langt koldere, siger han.

Kuldeindekset bliver særligt mærkbart i slutningen af ugen, hvor koldt vejr kombineres med jævn til hård vind fra øst.

I de kommende dage vil temperaturen føles som et sted mellem minus 5 grader og minus 12 grader, selv om dagtemperaturerne typisk vil ligge mellem 1 til 2 graders varme og ned til 2 til 3 graders frost, mens der ventes udbredt nattefrost, lyder vejrmeldingen fra DMI.

- Det gælder især fra torsdag og ind i fredag og lørdag. Her kan vinden sammen med de lave temperaturer give lokale udfordringer, siger Lars Henriksen.

Lokalt center hylder oldgammel leg

play-circle LYT
Kåringen finder sted årligt. Foto: Gerlev Center for Leg & Bevægelse

- En af menneskets ældste legeformer – og stadigt virkelig relevant i dag.

Sådan skriver Gerlev Center for Leg og Bevægelse, der har kåret fangelegen som årets bedste leg.

Fangelegen, der helt enkelt går ud på at jagte og 'fange' hinanden ved fysisk berøring, er ifølge centeret en tidsløs leg, som alle aldersgrupper kan deltage i.

Og så fungerer den frem for alt som et tiltrængt afbræk i en tid, hvor digitale aktiviteter ofte trumfer de fysiske, skriver centeret.

- Mange steder er fangelegen trængt af skærmtid, effektivisering og mindre aktivitet i fælles rum. Årets Leg 2026 er derfor også et opråb: Leg er vildt vigtig, grundlæggende menneskelig og noget for os alle.

Årets Leg kåres årligt af Gerlev Center for Leg og Bevægelse.

Købmænd jubler: Lavere fødevaremoms er vejen til billigere mad

play-circle LYT
Købmand ordner grønt i hans frugt- og grøntafdeling Foto: Keld Navntoft

Sådan lyder reaktionen fra De Samvirkende Købmænd ovenpå Børsens afsløring af at momsen skal sænkes med milliard­beløb

Dagbladet Børsen erfarer, at momsen skal sænkes med et beløb, der svarer til 6 mia. kr. om året fra 2028 og frem.

- En lavere moms på fødevarer er den mest direkte og effektive vej til varigt lavere priser. Det er derfor meget glædeligt, at vi nu – efter mange års kamp – nærmer os en politisk aftale, der vil gøre fødevarerne lidt billigere, siger administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, Jannick Nytoft.

Ifølge Børsens oplysninger sænker regeringen momsen om to år

- Vi ser frem til at bidrage til det videre arbejde. Vi er interesserede i en løsning, der både sænker priserne på fødevarer i butikkerne og samtidig giver mindst muligt administrativt bøvl for virksomhederne, siger Jannick Nytoft.

Ærgerligt med manglende enighed om lavere moms, mener Coop

play-circle LYT
Direktøren arbejder for billigere frugt og grønt til Coops medlemmer Foto: Liv Rossander, presse, Coop

Coop er glade på forbrugernes vegne over, at de nu modtager en fødevarecheck, men de synes der mangler noget grundlæggende i regeringens udspil

- I coop havde man håbet, at politikerne på Christiansborg havde kunnet nå til enighed om en enkel model til at lette afgifterne på fødevarer, især på frugt og grønt. Det siger Coop Amba’s adm. direktør, Annette Jorn.

Hun peger på, at det er afgifter som moms, der gør fødevarer ekstra dyre i Danmark.

- En undersøgelse, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) har fået udarbejdet, viser, at priserne i Danmark faktisk ikke er høje, når man ser bort fra skatter og afgifter.

- Når afgifterne regnes med, ligger Danmark til gengæld blandt de dyreste lande i EU samlet set. Det understreger, at det i høj grad er afgifterne, der presser priserne op i hverdagen, siger Annette Jorn.

Erkender risiko for fejl med fødevarecheck

play-circle LYT

Det er sket før, at statens økonomiske håndsrækninger er havnet hos de forkerte.

Senest i 2023 fik over 10.000 husstande tildelt den såkaldte varmecheck ved en fejl.

Og sådan en fejl kan ske igen. Det fremgår af dagens aftale om fødevarehjælp.

- Da de forskellige checks udbetales på baggrund af forskellige kriterier og baseres på data trukket på forskellige tidspunkter, kan det ikke udelukkes, at der kan opstå situationer, hvor en person ved en fejl modtager flere checks, står der i aftalen.

Strandet båd uden ejer: Sidste spor fører til København

play-circle LYT
Sejlbåden Inga blev fundet ved Ore Strand tidligere på måneden. Foto: Vordingborg Kommune

Sejlbåden Inga, der siden årsskiftet har ligget strandet i Vordingborg, blev senest registreret i Københavns Havn i 2020.

Det oplyser Sejlklubben København.

Ifølge sejlklubben skulle Inga have sejlet ud af Nordhavn i København i 2020 efter at være blevet solgt som skrot.

Det er imidlertid ikke lykkedes sejlklubben at finde et navn på den dengang nye ejer, der efterfølgende sejlede båden ud af havnen.

Sejlklubben oplyser desuden, at de tidligere har oplevet lignende hændelser, hvor ukendte både er strandet i tilfældige havne, fordi sejlbåde hverken er forsynet med nummerplader, registreringsnumre eller andre tydelige kendetegn, som gør det muligt entydigt at identificere dem.

Ejeren af båden Inga blev efterlyst 23. januar af Vordingborg Kommune, efter båden blev fundet ved Ore Strand omkring årsskiftet.

Båden vil blive destrueret eller solgt på auktion, hvis ejeren ikke melder sig inden 15. marts 2026, skriver kommunen.

Ældre Sagen: Fødevarecheck letter presset på ældres økonomi

play-circle LYT
Direktøren fra Ældre Sagen er tilfreds med dagens udmelding og håber nu på hurtig ekspedition- Foto: Pressefoto: Ældre Sagen

Fødevarecheck letter presset på ældres økonomi, lyder det i en reaktion fra Ældre Sagen ovenpå dagens udmelding om økonomisk hjælp til at købe fødevarer.

- Selvom fødevarechecken rammer bredt, vil der desværre stadig være nogle, der oplever, at de bliver forbigået.

Fødevarechecken bliver en skattefri engangsudbetaling og har en værdi af 2500 kr.

- Vi har længe efterlyst politisk handling, og vi vil gerne kvittere for den aftale, der er landet i dag. Nu vil vi opfordre til, at checken bliver sendt ekspres ud til de pensionister og andre, der har hårdt brug for hjælpen her og nu, siger Bjarne Hastrup.

I følge Ældre Sagen er seks ud af ti ældre bekymrede over de stigende fødevarepriser, og de økonomisk svageste pensionister springer måltider over på grund af prisstigningerne.

Dele af Rødby uden vand efter vandrørsbrud

play-circle LYT

Flere husstande i Rødby er uden vand efter et brud på et vandrør tirsdag eftermiddag.

Det oplyser Lolland Forsyning.

Bruddet har medført vandlukning hos de af selskabets kunder, der har adresse på Grønvej, Præstevænget og Østre Alle, som alle ligger placeret i den østlige del af byen.

Lolland Forsyning estimerer, at vandbruddet i skrivende stund berører mellem 30 og 40 husstande.

Ifølge forsyningsselskabet har alle berørte kunder modtaget en sms, hvori der står, at der på grund af et akut vandrørsbrud vil være lukket for vandet til klokken 18.00 i aften.

Ifølge selskabet kan den præcise årsag til bruddet først identificeres, når de har boret sig igennem det lag af beton, der adskiller gade og vandrøret.

Afdelingsleder Morten Bruuns teori er imidlertid, at det er en kombination af frost og et forringet vandrør, der har forårsaget bruddet.

- Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der er sket, men der er i hvert fald tale om et brud på røret, siger selskabets afdelingsleder, Morten Bruun, til TV2 ØST.

Endnu en kommune hejser det grønlandske flag

play-circle LYT
Det grønlandske flag hejses også i Lolland Kommune. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Ligesom både Sorø, Holbæk, Ringsted og andre kommuner, hejser Lolland Kommune nu også det grønlandske flag på Rådhuset.

Dette er for at vise deres opbakning til det grønlandske folk.

I går skrev TV2 ØST, at Sorø ville vise deres opbakning til Grønland ved at hejse flaget.

- Vi ønsker at vise vores opbakning til Grønland og sende et tydeligt signal om solidaritet og respekt. Det er vigtigt for os at stå sammen og anerkende de bånd, der forbinder os, sagde Sorøs borgmester Jakob Spliid (V).