Unge på Sjælland dumper i sikker sex-analyse

På Sydsjælland, Lolland og Falster er unge dårligst til at huske kondomet, når de dyrker sex. Foto: TV2 ØST - Arkiv

Sjællandske unge har mere ubeskyttet sex end jyderne. Værst står det til på Sydsjælland, Lolland og Falster, viser en undersøgelse.

Det står skidt til med de sjællandske unges sexvaner. De går tidligere i gang og de glemmer kondomet.

Det konkluderer en ny undersøgelse fra Sex og Samfund, der har undersøgt sexvaner for unge under 20 år, skriver tv2.dk.

Ser man på sjællandske unge i forhold til de jyske, så er det klart jyderne, der vinder, når det gælder sikker sex. I vores region er det særligt på Sydsjælland, Lolland og Falster, at unge har usunde seksuelle vaner.

Oplysning kan hjælpe

Ifølge en sexolog er det meget muligt, at de kommuner, hvor unge er gode til at huske kondomet, også er kommuner, hvor man har gjort noget for at forebygge.

- De sundeste kommuner er seje, og det er nærliggende at konkludere, at man også her har gjort en særlig indsats med hensyn til oplysning om mere sikker sex, siger hun til tv2.dk.

I undersøgelsen har man spurgt unge under 20 år i hver enkelt kommune, hvor mange der har haft ubeskyttet sex, haft tidlig seksuel debut og haft flere end seks forskellige seksuelle partnere som 18-årige, fået en positiv klamydiatest og fået foretaget en abort.

Her kan du se et kort over seksuel sundhed blandt unge fordelt på kommuner.

Nyhedsoverblik

Nyt børneråd skal styrke den politiske indsats i Holbæk

play-circle LYT
Børnerådet skal sikre et stærkere grundlag for at træffe beslutninger, der gør en reel forskel i børns og familiers liv, lyder det fra borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Holbæk Kommune opretter et nyt Børneråd, der skal styrke det politiske arbejde for udsatte børn og unge samt deres familier i kommunen.

Det skriver Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

- Med Børnerådet får vi et forum, hvor erfaringer fra både fagpersoner og civilsamfund kan bringes direkte ind i det politiske rum, udtaler Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk Kommune.

Børnerådet skal blandt andet kunne afgive høringssvar i børne- og familiesagerne, og rådet kan løbende komme med betragtninger, der skal være med til at justere kommunens indsats i de konkrete sager.

- Det handler om at styrke børnenes personlige ressourcer og give dem de samme muligheder for udvikling, sundhed og et godt voksenliv som deres jævnaldrende, siger borgmesteren.

Børnerådet kommer til at bestå af i alt ni medlemmer, hvor tre af medlemmerne vælges blandt Kommunalbestyrelsen, mens de øvrige seks medlemmer udpeges efter indstilling fra lokalafdelinger af relevante organisationer.

Det er Socialudvalget, Børne- og Familieudvalget samt Skole- og Uddannelsesudvalget, der beslutter, hvilke organisationer der kan indstille medlemmer.

Kvinde fundet død

play-circle LYT

Onsdag kl. 17.52 slog en nabo på Kildemarken i Ringsted alarm.

Han havde fundet en livløs kvinde ved en trappe i kvarteret.

En ambulance og en lægehelikopter blev sendt til stedet, og politiet nåede også frem, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Trods førstehjælp stod kvindens liv ikke til at redde.

Politiet fandt intet mistænkeligt ved dødsfaldet og orienterede de pårørende.

Svindlere lykkes i stor stil – sådan undgår du at falde i fælden

play-circle LYT
Politiet opfordrer generelt til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Onsdag eftermiddag blev tre kvinder uafhængigt af hinanden udsat for bedrageri eller bedrageriforsøg af såkaldte ”bankbude”.

Gerningsmændene er kendt for især at gå efter ældre kvinder, og det er også tilfældet i disse tre sager. Der er nemlig tale om en 84-årig kvinde fra Sorø samt to kvinder fra Herlufmagle på henholdsvis 86 og 94 år.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Hos både den 84- og 86-årige mødte et falskt bankbud op ved deres hjem, hvor det lykkedes at besnakke begge kvinder til at udlevere deres dankort og pinkoder under påskud om, at deres bankkonti var i fare for at blive tømt.

Ved den 94-årige kvinde i Herlufmagle var det smykker, som ”bankmanden” forsøgte at få udleveret – det lykkedes dog ikke.   

Sådan spotter du en svindler:

Det er næsten på daglig basis, at politikredsene kan berette om bedrageri eller bedrageriforsøg på ældre.

Metoden med at sende de falske ”bankbude” er en udbredt fremgangsmåde blandt svindlerne, og derfor er der også en række gode råd, man selv og pårørende kan følge, for at undgå at falde i fælden.

Politiet opfordrer generelt til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri.

  • Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.

  • Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.

  • Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.

  • Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.

Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.

Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

19-årig sigtet for salg af stoffer

play-circle LYT

Lokalpolitiet i Slagelse standsede onsdag aften en 19-årig mand fra lokalområdet på Ndr. Ringgade i Slagelse.

Manden virkede ifølge patruljen lidt beklemt ved situationen, og da betjentene visiterede ham, fandt de seks joints og flere små poser med i alt 6,8 gram kokain.

Den 19-årige havde også en vægt med sig, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden blev anholdt klokken 19.15 og sigtet for salg af stoffer.

Han blev taget med på politistationen, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 20.55.

De ulovlige stoffer blev konfiskeret.

Endnu en kommune flager med Grønlands flag

play-circle LYT
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Politikerne i Holbæk vil vise støtte, fællesskab og respekt ved at flage med det grønlandske flag.

Det har kommunalbestyrelsen besluttet på sit møde onsdag, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Flaget kommer op over Det Gamle Rådhus og administrationsbygningen på Jernbanevej.

- Når vi flager med det grønlandske flag, sender vi et klart signal om, at vi står sammen. Grønland er en vigtig del af vores fælles rigsfællesskab, og vi ønsker at vise respekt for det grønlandske folks selvstændighed, kultur og ret til at forme deres egen fremtid, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) blandt andet i pressemeddelelsen.

Lørdag klokken 10 afholdes en kort ceremoni, hvor flaget hejses for første gang. Her taler borgmesteren, ligesom der vil være fællessag.

Derefter vil Holbæk Kommune flage med det grønlandske flag hver onsdag frem til Grønlands nationaldag 21. juni.

Også i Odsherred har kommunen hejst det grønlandske flag.

45 procent af Teslas Model Y dumpede sidste år til syn

play-circle LYT
Teslas Model Y blev sendt på gaden i 2021. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Næsten halvdelen af Teslas populære Model Y-biler, som sidste år var til deres obligatoriske syn, dumpede synet.

Det viser en gennemgang af synsdata fra Færdselsstyrelsen, som FDM har lavet.

- Tesla Model Y er på flere områder en meget velfungerende bil, som ejerne er glade for, men dumpeprocenten vidner også om, at kvaliteten og holdbarheden ikke er på niveau med andre bilmærker, siger områdechef i FDM's tekniske rådgivning Lone Otto i en pressemeddelelse.

Konkret har FDM undersøgt tallene for Teslas Model Y af årgang 2021.

Da en ny personbil første gang skal synes efter fire år, og bilen blev introduceret i 2021, var sidste år første gang, at Model Y-bilerne rullede ind i landets synshaller.

Af de 2394 biler, som blev synet, dumpede 1069 synet - eller 45 procent.

Det er en dumpeprocent, som Lone Otto i pressemeddelelsen kalder "rasende høj".

Ifølge FDM er det særligt fejlgrupperne "bremseudstyr", "lygteudstyr", "aksler, hjul og dæk" samt "styretøj", som bilerne falder igennem på.

Opdateret

Landevej helt spærret efter harmonikasammenstød

play-circle LYT

Torsdag morgen er rute 21, som er hovedlandevejen mellem Sjællands Odde og Holbæk helt spærret på grund af et harmonisammenstød.

Uheldet er sket klokken 07.18, og politiet er på stedet, oplyser Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

I alt er fem biler involveret i sammenstødet.

- Det er den forreste bil, der bremser, og bagved er der så fire biler, som ikke når at stoppe, fortæller hun.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uheldet, men afspærringen har skabt flere kilometer lang kø på strækningen.

OPDATERING klokken 08.05: Ifølge DR P4 Trafik er det nu muligt at passere uheldet.

Sund og Bælt: Femern-forbindelsen bliver ikke færdig til tiden

play-circle LYT
Specialfartøjet Ivy 1 og 2 ankom sidste år til tunnelbyggeriet på Lolland og skal bruges til at sænke tunnelelementerne ned. Foto: Femern A/S

Det har længe været usikkert, hvorvidt Femern Bælt-forbindelsen bliver klar til åbning i 2029 som planlagt.

Allerede sidste år meldte Sund og Bælt ud, at tidsplanen ville blive ”vanskelig at nå”, og nu lyder meldingen, at det er ”fuldstændig urealistisk at nå det til 2029”.

Det fortæller Andrew Crone-Langkjær, kommunikationskonsulent i Sund og Bælt.

Årsagen til den skredne tidsplan er, at der har været flere års forsinkelse på godkendelsen af det specialfartøj, der skal bruges til at nedsænke tunnelelementerne. Godkendelsen er nu lige på trapperne, men det ændrer ikke på, at tidsplanen er blevet skubbet.

Det vides ikke præcist, hvor forsinket forbindelsen bliver, men Sund og Bælt forventer at kunne udgive en ny tidsplan, når de første tunnelelementer er blevet sænket.

Entreprenørerne forventer at kunne gå i gang med nedsænkningen af tunnelelementerne til foråret.

Børnetelefonen ringer hvert 8. minut døgnet rundt

play-circle LYT
BørneTelefonen og HØRT har haft et travlt år med næsten 64.000 samtaler med børn og unge. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

2025 blev endnu et travlt år på Børns Vilkårs døgnåbne rådgivningslinjer BørneTelefonen og HØRT.

I løbet af året er det blevet til i alt 63.939 samtaler mellem de frivillige rådgivere og de børn og unge, der havde brug for en udenforstående voksen til at vende tanker om bekymringer med.

Det svarer til en samtale hvert 8. minut hele døgnet året rundt, og det ligger på samme rekordhøje niveau som sidste år.

Det skriver Børns Vilkår i en pressemeddelelse.

Børnene ringede oftest på grund af en ”utryg/konfliktfyldt relation til en forælder”, og hver tredje samtale faldt i kategorien ”psykisk mistrivsel” som for eksempel selvmordstanker og ensomhed.

422 af samtalerne var så akutte, at barnet enten selv kontaktede sociale myndigheder, politi eller ambulance eller opgav sin anonymitet, så rådgiveren kunne gøre det.

Over en tredjedel af de akutte samtaler foregik om natten.

Knap 3000 kunder uden strøm på Lolland

play-circle LYT

En strømafbrydelse har onsdag eftermiddag ramt store dele af det østlige Lolland, hvilket har efterladt omkring 3000 kunder uden strøm.

Det oplyser elnetselskabet Cerius.

Strømafbrydelsen skyldes ifølge pressevagten problemer på et af selskabets hovedstationer, hvor bemandingen arbejder på at fejlfinde.

Seneste melding fra Cerius lyder, at de fleste kunder har fået strøm igen, og at alle burde have strøm klokken 21.

Træfældning giver plads til landets største ås

play-circle LYT
Fårebakkerne i Næstved har været tæt bevokset af nåletræer. Foto: Mathias Svane Kraft - TV2 ØST

Selvom nåletræet er elsket og hvert år pynter stuer i juletiden, så er man i Næstved i gang med at fælde dem i stor stil.

Og det har gjort Danmarks største ås, der ellers har været gemt væk i en tætbevokset nåleskov, synlig igen.

En ås er en aflang bakke, der er dannet af smeltevand, og som stammer tilbage fra istiden.

Og her måler åsen i Næstved 59 meter op i landskabet på sit højeste punkt, hvilket gør det til den største i Danmark.

Det er Næstved Kommune, der har sat gang i rydningen af nåletræer i et 50 hektar stort landområde i Fårebakkerne, som kommunen har købt af DSB, og som først er benævnt hos Sjællandske Medier.

Projektet har til formål at fremme biodiversiteten i området, da nåletræer ikke er til meget gavn i skoven.

Det fortæller skovfoged i Næstved Kommune, Troels Karlog, der står for udtyndningen af nåletræer i området.

- Vi vil fjerne nåleskoven for at skabe en mere åben løvskov. I en løvskov er der plads til 10 gange så mange arter med alt fra råvildt og egern til insekter og svampe, siger han.

Projektet, der startede i november sidste år, finansieres af salget af de nedfældede træer, og forventes at være færdigt i løbet af februar 2026.