Med en rullekuffert og en taske over skulderen ankom 38-årige Nadij Rozhina sammen med sin datter med toget til Slagelse Station den 7. marts.
Inden ankomsten havde de rejst igennem fire lande for at komme væk fra Kryvyi Rih i Ukraine.
De var trætte og sultne. Men nu var de i sikkerhed.
Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg en dag skulle være flygtning
Hvis ikke man vidste andet, skulle man tro, de var i Danmark for at være turister i en uge eller besøge noget familie.
På en måde skulle de også besøge noget familie - eller i hvert fald en bekendt fra Ukraine, Nataliya Carlsen, der bor med sin familie i Slagelse.
En bekendt, der har inviteret dem til Danmark, efter Rusland invaderede Ukraine torsdag den 24. februar.
I de kommende dage åbner Nataliya Carlsen sit hjem for to andre kvinder, Valeriia og Anna Nosulych og hendes søn Joseph.
Kvinder, der ligesom Nadij Rozhina er flygtet fra Ukraine for at komme i sikkerhed.
- Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg en dag skulle være flygtning, men livet kan ændre sig på et splitsekund, og så skal du starte et nyt liv, fortæller 25-årige Valeriia, der er flygtet fra Dnipro i Ukraine.
I huset i Slagelse bliver madrasser, dyner og puder lagt klar på et værelse til kvinderne og deres børn.
- Der er nogle danskere, der er kommet med tøj og sko til os, mange tak, siger Anna Nosulych fra madrassen på gulvet.
- Jeg føler mig i sikkerhed, og jeg er taknemlig for at være her, tilføjer hun.
Fra et fjernsyn i stuen dukker den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj ofte op i den dansksprogede nyhedsdækning.
På den måde kan kvinderne hele tiden følge med i den seneste udvikling i krigen.
- Det er svært at fortsætte vores normale liv og vores hverdagsrutiner, siger Valeriia.
Men selvom hverdagen er revet væk under kvinderne, og adressen i Ukraine er skiftet ud med Slagelse, skal basale hverdagsgøremål stadig passes.
Der skal laves mad og købes ind. I køledisken foran grøntsager og krydderurter går det op for Nadij Rozhina, hvor stor en forskel der er på livet i Danmark og det liv, som hun flygtede fra i Ukraine.
- Det er et kulturchok. Jeg er meget overrasket over det store udvalg i sortimentet. Vi går rundt og smager og dufter på det hele, fortæller hun.
Hvis ikke det havde været for min søn, var jeg blevet i mit land og kæmpet for det
Men når man som Nadij Rozhina kun taler russisk og ikke dansk, er det godt have en veninde som Nataliya Carlsen, der kan begge dele.
For ellers var en potte med kattegræs endt i kurven i tro om, at det var kornspirer.
- Hvis ikke vi havde vidst det, havde vi købt og spist det, siger Nadij Rozhina.
- Har I prøvet de her salater? Det er russisk salat. Det er et dansk navn, fortæller Nataliya Carlsen og peger på den rødlilla rødebedesalat i køledisken.
- Ukrainske kvinder bruger rigtig lang tid i køkkenet. De laver mad hele dagen. Laver mad, vasker op og laver mad igen, fortæller Nadij Rozhina og fortsætter:
- Her i Danmark overrasker det mig på en god måde, at man tager hensyn til kvinden, og man ikke skal lave så meget mad hele tiden. Man passer godt på kvinder, det er dejligt.
Hjemme i Slagelse reflekterer de tre ukrainske kvinder ikke kun over tilværelsen men også kvindernes værtsfamilie.
- Jeg har boet i Danmark i 25 år. Vi har muligheder, og vi har det godt, så jeg kan godt give en lille del. Det er mine piger, og jeg har ansvaret for dem, fortæller Nataliya Carlsen.
Min kæreste er taget i militæret for at forsvare vores land, og jeg er så bekymret for ham
Selvom alle tre kvinder og deres børn er glade for at være i sikkerhed i Danmark, er det med blandede følelser, at de er havnet i her.
- Jeg havde ikke lyst til at rejse. Jeg elsker Ukraine så meget, men jeg rejste på grund af min søn. Hvis ikke det havde været for min søn, var jeg blevet i mit land og kæmpet for det, fortæller Anna Nosulych.
Anna Nosulych er selvstændig, og inden krigen havde hun en skønhedssalon i Kyiv.
- Jeg begynder at græde, når jeg tænker på Kyiv. Jeg ved ikke, hvad jeg har, når jeg kommer tilbage. Ukraine bliver fattigt, og hvem tænker overhovedet på skønhedsbehandlinger nu?
- Jeg bliver nødt til at ændre mit liv og ændre mit job, siger hun.
Anna Noulych er ikke alene om at tænke på sit hjemland, det gør 25-årige Valeriia også. Hendes mor og kæreste er blevet tilbage i Ukraine.
- Min mor og min kæreste var meget bekymret for mig, og de ville gerne have, at jeg tog til Danmark. Min kæreste hjalp mig på toget fra Ukraine til Ungarn, men han blev i Ukraine. Han er taget i militæret for at forsvare vores land, og jeg er så bekymret for ham, fortæller hun.
Nadij Rozhina tilføjer:
- Det værste er at savne, og jeg har det stadig svært ved at have sagt farvel til min mand.
- Det er meget bekymrende, når jeg ringer hjem, og de ikke tager telefonen. Jeg håber, at vi mødes igen, og vi alle er raske og i live.
For Nadij Rozhina fylder bekymringen over hendes datter især meget.
- Det er hårdt for os, men endnu hårdere for vores børn. For dem er det også et nyt liv, hvor de ikke kan sproget, og de er bekymrede over skolen, og hvordan de bliver modtaget. Min datter vil helst bare gerne hjem igen.
Den 16. marts 2022 sidder de tre kvinder i lædersofaen i Slagelse med øjnene stift rettet mod en computerskærm, der viser direkte billeder fra Folketingssalen.
Politikerne diskuterer, om en historisk særlov skal vedtages.
De bliver faktisk ligesom os danskere nu. De får adgang til alt. Sygehus, skole, uddannelse, de bliver frie
Loven skal sikre, at ukrainere, der er rejst ud ad landet efter Ruslands invasion af Ukraine, har samme ret til ophold, asyl, uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet i Danmark som andre EU-borgere, på trods af deres manglende EU-medlemskab.
- Jeg er virkelig nervøs lige nu. Det er et afgørende øjeblik. Det her er et vigtigt øjeblik for os, for det har betydning for, om vi kan blive i Danmark. Vi er meget spændte, fortæller Valeriia.
- Det er vildt pludseligt at sidde i en sofa i Danmark og følge med i, hvad det danske Folketing bestemmer. Det havde jeg aldrig forestillet mig. Livet kan ændre sig sådan hér, siger Anna Noulych og knipser med fingrene.
Særloven bliver vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, hvor kun partiet Frie Grønne stemte imod, mens Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet, hverken stemte for eller imod.
Det får tårerne frem i stuen.
- I er heldige, siger Nataliya Carlsen, mens hun krammer kvinderne med tårerne løbende ned ad kinderne.
- De bliver faktisk ligesom os danskere nu. De får adgang til alt. Sygehus, skole, uddannelse, de bliver frie.
Med friheden følger også sprogskole, som alle kvinderne begynder på i Slagelse.
- Hej, hvordan går det?, siger Valeriia på dansk for at vise sine nyerhvervede sprogkundskaber, inden hun igen slår over i engelsk.
- Jeg er startet med at lære en lille smule dansk. Det er begyndelsen, men det er svært for mig, siger Valeriia og slår så over på dansk igen:
- Jeg spiser brød.
Selvom Valeriia og de to andre kvinder efter kort tid på sprogskolen, kan sige enkelte ord og sætninger, er der stadig lang vej, før det danske sprog er lært.
- Jeg vil gerne arbejde som farmaceut i Danmark. Det er det, jeg er uddannet, og det arbejdede jeg som i Ukraine, så det vil jeg også gerne her, men først skal jeg lære dansk, fortæller Valeriia.
Efter en måned i Nataliya Carlsen hjem i Slagelse, får kvinderne hver deres lejlighed i Østergården i Rude, som har åbnet op for ukrainske flygtninge igennem Slagelse Kommune.
- Jeg kan virkelig godt lide det her værelse, jeg har alt, hvad jeg skal bruge. En komfortabel seng, et køleskab, mikroovn og et fjernsyn, siger Valeriia, mens hun viser sin nye lejlighed frem.
- Jeg er glad for at være her, for jeg har mit eget personlige rum, og det er vigtigt for mig. Endelig kan jeg sige, at jeg er tryg, og jeg er så taknemmelig for, at vi kan være i Danmark, og fortsætte vores liv, siger Valeriia.
Hun er dog ikke helt alene. Længere nede ad gangen bor både Anna Noulych og Nadij Rozhina. Kvinder, der ikke kendte hinanden før krigen brød ud i deres hjemland, men kvinder som nu holder sammen.
Alt bøvlet er nemmere, når vi er sammen
- Vi har efterladt alt derhjemme, så selvfølgelig er det rigtig dejligt at have hinanden, siger Anna Noulych.
- Vi har det godt. Vi prøver at lave sjov, det hjælper, når du er i chok og stresset. Jeg er så taknemmelig for, at jeg fandt dem her i Danmark. Alt bøvlet er nemmere, når vi er sammen, siger Valeriia.
Det vigtigste er, at de skal lære ikke at overleve, men at lave livet
I huset i Slagelse, er der dog blevet stillet.
- Jeg savner dem. Men de får muligheder. De får fremtiden. Det vigtigste er, at de skal lære ikke at overleve, men at lave livet, siger Nataliya Carlsen.
Når snakken falder på fremtiden, er det efter bare en måned i Danmark stadig svært for kvinderne at give et bud på, hvad der skal ske i fremtiden.
- Det er svært at snakke om fremtiden, for ingen ved, hvad der sker i morgen, men for nu bliver jeg i Danmark, siger Valeriia.
- Jeg tænker ikke så langt ud i fremtiden. Jeg lever fra dag til dag. Jeg håber, at vores børn får en stabil og fredelig fremtid, fortæller Nadij Rozhina.
Anna Noulych fortsætter:
- Jeg føler mig sikker her, og min søn har en fremtid her, og det er det vigtigste.
- Vi føler ikke, at vi er flygtninge, vi føler, at vi er familie. Den danske befolkning er så venlig og prøver at hjælpe og støtte os. Men jeg elsker mit land. Jeg har efterladt en del af mit hjerte der, og jeg håber, at jeg en dag kommer tilbage, men jeg må ændre mit liv og starte forfra, men jeg er stærk, jeg er ukrainer.
Du kan se hele dokumentaren om de tre kvinder fra Ukraine her:
