Her dumper flest - ordfører håber på hjælp fra udspil

Astid Krag (S) er undervisningsordfører og valgt ind i Sjællands Storkreds. Foto: Emil Agerskov/Ritzau Scanpix

Sidste år dumpede 18 procent af afgangseleverne i TV2 ØSTs sendeområde. Det er ikke godt nok ifølge undervisningsordfører.

Sidste år var der 783 ud af 4.334 afgangselever, der dumpede i dansk og/eller matematik i TV2 ØSTs sendeområde.

Det svarer til at 18 procent af alle afgangseleverne dumpede et eller to af de fundamentale folkeskolefag.

Det er det højeste på landsplan.

Det er folkeskolens opgave at kunne sikre, at de har de faglige kompetencer, så de kan bestå afgangsprøven

— Astid Krag (S), undervisningsordfører

Og det er ikke godt nok ifølge Astid Krag (S), der er undervisningsordfører og valgt ind i Sjællands Storkreds.

- Det er et kæmpestort problem, at vi stadig, på trods af vi aldrig har brugt så mange penge på folkeskolen, har elever der går ud uden at kunne læse, skrive og regne ordentligt efter så mange år, siger hun.

Intensiv undervisning skal hjælpe 

Undervisningsordføreren håber derfor, at blandt andet regeringens forslag om mere intensiv undervisning kan hjælpe. 

Forslaget går ud på at 10 procent af eleverne i folkeskolerne, skal kunne få intensiv undervisning i dansk og matematik. 

Astrid Krag tilstår nemlig, at regeringens folkeskolereform fra 2014, som gjorde skoledagene længere, alligevel ikke var løsningen. 

- Vi skal have en skole, hvor det hele ikke er så bogligt og teoretisk, men hvor vi anerkender, at ikke alle lærer på samme måde, siger Astrid Krag og tilføjer:

- Hvis undervisningen er primært tilrettelagt efter dem, der trives bedst på en meget boglig undervisning, så taber vi alt for mange. Det er tilfældet i dag, og det slår rigtig træls ud på Sjælland.

Så Astrid Krag håber, at kombinationen med en mere praktisk skolegang og den nye intensive undervisning til de fagligt svageste hurtigt kan forbedre folkeskolerne.

De 18 procent er i hvert fald ikke acceptabelt.

- Langt, langt, langt de fleste børn skal ikke bare kunne rummes, men også løftes fagligt. Det er folkeskolens opgave at kunne sikre, at de har de faglige kompetencer, så de kan bestå afgangsprøven. 

Nyhedsoverblik

Kæmpe underskud hos sjællandsk cafékæde

play-circle LYT
Foto: Tobias Kobborg/ Ritzau Scanpix

Gæld som følge af coronapandemien plager stadig Café Vivaldi, der driver fire caféer i vores sendeområde.

Det fremgår af selskabets netop offentliggjorte regnskab for det forskudte regnskabsår 2024/2025.

Her er et underskud på 14,8 millioner kroner, hvilket virksomheden selv betegner som "absolut utilfredsstillende".

Udover lånene er Café Vivaldi også plaget af en vigende omsætning og indtjening. Men der er en plan, lyder det i regnskabet.

- Ledelsen har vedtaget og iværksat plan for turn-around af virksomheden, som forventes at have effekt i næste regnskabsår. Herunder er det besluttet at der løbende skal ske en gennemgribende ændring af organiseringen af virksomheden og af de enkelte caféer i Vivaldi-konceptet; alt med henblik på at sikre, at det dedikerede personale fortsat giver vore gæster en god oplevelse i vore caféer, skriver ledelsen blandt andet.

Café Vivaldi driver i alt 18 caféer over hele landet, heraf fire i Næstved, Ringsted, Holbæk og Karrebæksminde.

Vandt million på vej til dyrehospitalet

play-circle LYT
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En kvinde fra Sydsjælland glemmer nok sent en tur til dyrehospitalet forleden - for på vejen hen for at hente sin hund efter en akut operation blev hun ringet op af Danske Spil.

Beskeden var, at hun havde vundet 1 million kroner i Lotto.

- Nogle uger før, havde jeg snakket med min søn om det at vinde. Vi havde hørt en i radioen, der havde vundet og så havde jeg sagt til min søn, at hvis jeg blev ringet op, så ville jeg være helt cool. Men klappen gik helt ned for mig. Jeg ved jo godt, at de ikke ringer for at fortælle mig, at jeg har vundet 140 kroner. Jeg blev meget chokeret og begyndte at græde. Jeg blev så følelsesladet og kunne slet ikke holde det tilbage, fortæller kvinden med et grin i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Hunden klarede i øvrigt operationen ganske fint og har det i dag godt. I fremtiden kan den få mere plads at boltre sig på, for familien overvejer at flytte til et lille hus med have til.

Nye navne klar til Kalundborg Rock'er

play-circle LYT
Flere nye navne er føjet til plakaten til Kalundborg Rock'er. Foto: Kalundborg Rocker

I dag lørdag afslører Kalundborg Rock’er flere af de kunstnere, der skal sørge for at sparke gang i sommerfesten, når Kalundborg Rock’er ruller sig ud den 6. til 8. august.

Seks nye navne bliver det til i form af SELMANI, Bon Jovi DK, Sofie 1998, DAHLIN, Shu-Bi-Dua 2.0 og Dizzy Mizz Lizzy.

Ud over de seks nye navne har festivallen allerede tidligere offentliggjort SPSPEKT, Harske Hubbi, Mumle og Madsen, søn af den nu afdøde Johnny Madsen.

Opdateret

Brand på miljøcenter på Falster spreder giftig røg

play-circle LYT
Foto: Per Rasmussen

Tidligt lørdag morgen udbrød der brand på Miljøcenter Hasselø på Gedser Landevej syd for Nykøbing Falster.

Alarmen indløb klokken 4.45, oplyser vagtchef Bo Georg Petersen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Tidligere lørdag udsendte politiet en pressemeddelelse, hvor man opfordrede borgere til at holde sig indendøre.

- Røgen bevæger sig langsomt væk fra pladsen. Indsatsleder Brand oplyser, at man skal gå indenfor og lukke døre og vinduer, hvis man bor i røgfanen. Ophold udenfor i røgfanen skal undgås i længere tid, lød det.

Foto: Per Rasmussen

Kort før klokken 9 fortæller Bo Georg Petersen, at branden ret hurtigt kom under kontrol, og at den nu blot skal brænde ud. Der er tale om noget restaffald, der er selvantændt.

- Vi var kortvarigt til stede, men der er ikke behov for vores hjælp længere, siger Bo Georg Petersen.

Indsatsleder Ruben Salquist ved Lolland-Falsters Brandvæsen siger lidt over klokken 9, at hans folk fortsat er i gang på miljøcentret.

- Vi regner med at være i gang med slukningsarbejdet nogle timer endnu. Man skal stadig holde sig indendøre, siger han.

Miljøcentret ejes af REFA og deponerer affald, der ikke kan genavendes eller forbrændes.

Foto: Per Rasmussen

Gang i byggeri af knap så omdiskuteret hotel i Næstved

play-circle LYT
Det digitale hotel opføres på Åderupvej 4-6 i Næstved. Foto: Easy Stay

Mens snakken har handlet mest om det kommende hotel i Rådmandshaven i Næstved, vågner byggepladsen på Åderupvej så småt op. Et digitalt hotel er på vej.

Der sker stille og roligt noget på byggepladsen i Næstved.

Sådan lyder det i et opslag på Easy-Stay Hotels Facebook side.

Det digitale hotel opføres af samme ejergruppe, der sidste år åbnede det digitale hotel Easy Stay i Rønnede.

- Vi glæder os til at kunne vise mere, efterhånden som projektet tager form, og til at åbne endnu et Easy Stay med samme enkle, fleksible hotelkoncept, som mange allerede kender. Denne gang bl.a. med en ny cafe/restaurant, skriver Easy Stay i deres opslag

Det summer så småt af liv på byggepladsen | Foto: Easy Stay

Hvem ejer båden Inga?

play-circle LYT
Vordingborg Kommune efterlyser ejerne til båden Inga Foto: Vordingborg Kommune

En vildfaren båd med navnet Inga er drevet i land ved Ore Strand. Kommunen efterlyser nu ejeren.

En vildfaren båd drev omkring årsskiftet i land ved Ore Strand i Vordingborg, det skriver Vordingborg Kommune på deres Facebook profil.

Nu efterlyser kommunen ejeren af båden.

Hvis ikke ejeren henvender sig inden den 15. marts 2026, vil båden blive solgt på auktion eller destrueret.

Man kan kontakte kommunen på stes@vordingborg.dk.

Ladestandere på vej til færgehavn

play-circle LYT

Nu kan du lade elbilen op, mens du venter på færgen. I hvert fald hvis du er på vej fra Aarhus mod Odden.

Andelen af elbiler på færgerne er steget til 29,5 procent, det skriver Molslinjen i en pressemeddelelse.

Det har fået selskabet til at lægge sig i selen for at fastholde elbilkundernes interesse.

”Vi håber, at billig og hurtig opladning vil gøre det endnu mere attraktivt at tage færgen”, siger Molslinjens kommercielle direktør, Lucas Kragh.

Otte nye superchargere på Aarhus havn, med i alt 16 ladepunkter, gør det muligt at lade, mens man venter.

”Prisen bliver indledningsvist én krone pr. kilowatt. Efter vores introduktionstilbud vil vi fortsat sørge for at tilbyde lave priser, der gør det attraktivt for vores rejsende at oplade deres bil hos os”, siger Lucas Kragh.

Tilsvarende set-up forventes indviet på Odden færgehavn senere på året.

Hver af de nye standere leverer 300 kW.

Der åbnes for opladning på Aarhussiden mandag den 26. januar 2026.

Første radiografer uddannet i Næstved

play-circle LYT
En af de nyuddannede radiografer, Victoria Emilie Beha Thamdrup, fortæller, at hun ikke ville have taget uddannelsen, hvis den lå i København. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Fredag kunne Professionshøjskolen Absalon i Næstved sende sine første radiografer ud i arbejdslivet.

Radiografuddannelsen kom til Næstved i 2021 som en del af regeringens udspil om udflytning af studiepladser - og i dag dimitterede de første 15 fra uddannelsen.

Blandt de nyuddannede er Mette Josefine Madsen og Victoria Emilie Beha Thamdrup. For begge var det afgørende, at uddannelsen foregik tættere på bopælen i Næstved fremfor i København.

- Jeg havde ikke taget uddannelsen, hvis den havde ligget i København, fortæller Mette Josefine Madsen og tilføjer, at hun begynder som radiograf på Holbæk Sygehus 1. marts.

Mette Josefine Madsen dimitterede fra Professionshøjskolen Absalon i Næstved som radiograf fredag. Til marts begynder hun i job på Holbæk Sygehus. | Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Det har været rigtig rart, at jeg ikke skulle flytte hele vejen til København for at tage en uddannelse, siger radiografen Victoria Emilie Beha Thamdrup, der allerede har fået job på Slagelse Sygehus.

Radiografer laver blandt andet røntgenbilleder, scanninger og strålebehandlinger og har været efterspurgt på sygehuse uden for de store danske byer.

To mænd anholdt og sigtet for kontaktbedragerier

play-circle LYT

To mænd, en 23-årig mand fra København og en 18-årig mand fra Kalundborg, er blevet anholdt og sigtet for flere kontaktbedragerier mod ældre i Vordingborgområdet i sidste uge.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Som det har været tilfældet i lignende sager ringede gerningsmændene til de forurettede og udgav sig for at være fra banken. Der kom efterfølgende personer ud til de forurettede, som blev franarret hævekort, koder og smykker.

Politiet skal nu efterforske sagerne yderligere, herunder afdække om de mistænkte kan sættes i forbindelse med flere lignende forhold.  

Vicepolitiinspektør Martin Eise Eriksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi understreger, at politiet ser med stor alvor på forbrydelserne, som opleves stærkt krænkende for de forurettede.

- Derfor sætter politiet også massivt ind for at standse disse forbrydelser, siger han.

Begge gerningsmænd fremstilles lørdag i kl. 10.00 i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster.

Her vil Anklagemyndigheden begære lukkede døre.

Sammenstød skaber kø på Holbækmotorvejen

play-circle LYT

Et uheld på Holbækmotorvejen skaber lige nu voksende kø, skriver DR P4 Trafik.

Uheldet er sket nær afkørsel 16 mod Kirke Sonnerup på rute 21 mod Holbæk.

Det drejer sig om tre biler, der er stødt sammen i venstre spor.

Politiet er på vej til stedet med patrulje og indsatsleder, oplyser vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi, Emil Grønning.

Opdateres...

Harmonikasammenstød på motorvej - en person sendt på hospitalet

play-circle LYT

Et uheld i nordgående retning på Sydmotorvejen kort før afkørsel 34 mod Herfølge har medført en afspærring af højre spor.

Det skriver DR P4 Trafik.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er der tale om et harmonikasammenstød af tre biler.

- Én person er kørt til tjek på sygehuset med hovedsmerter, fortæller vagthavende Emil Grønning.

Redning er på stedet, oplyser Vejdirektoratet, der også skriver, at afspærringen forventes ophævet i løbet af eftermiddagen.

Redningsfolk fandt bevidstløs mand på båd – nu er de nomineret til pris

play-circle LYT
De fire frivillige reddede i sommer en bevidstløs mand ud fra en båd, efter manden havde fået en bom i hovedet. Arkivfoto. Foto: Forsvaret.dk

Fire frivillige fra Dansk Søredningsselskab i Faxe er nomineret til 'Årets søredning' for at have reddet et liv i sommer sidste år.

Det skriver Dansk Søredningsselskab.

Rune Bodeholt, Tomas Larsen, Martin Henriksen og Sven Gerner Nielsen var alle ombord på en redningsbåd, der i juni satte kurs mod Faxe Bugt, hvor en sejler blev efterladt bevidstløs og blodig efter at have fået en sejlbåds bom i hovedet. 

Ved ankomst vurderede de frivillige den tilskadekomnes tilstand for alvorlig til at sejle mod det nærliggende Faxe Ladeplads. På grund af for høje bølger fragtede redningsmændene i stedet manden til Præstø, hvor forholdene gav medvind, og manden blev hentet af en ambulance.

- Der var ingen dramatik, bare ro, tydelig kommunikation og resolutte beslutninger. Alle vidste præcis, hvad der skulle gøres, siger en af de frivillige, Rune Bodeholt, om redningsaktionen.

Det betyder nomineringen

Nominationen til Årets Søredning fremhæver den hurtige forståelse af situationens alvor, den sikre koordinering mellem land og sø, og de velovervejede beslutninger under vanskelige forhold. DSRS’ vigtigste opgave er at redde liv, og her gjorde besætningen en klar forskel.

Kilde: Dansk Søredningsselskab

Foruden besætningen fra Faxe er to andre redningsaktioner fra henholdsvis Kerteminde og Struer nomineret. Den endelige vinder vil blive afsløret den 17. marts.

Det er første gang prisen uddeles.