Coronadøden gør det vanskeligt at sige farvel med nærhed: - Jeg kunne ikke kramme ham

Af: Eva Højrup

Pårørende
Vinnie Dahl

Sygehuspræsten
Linda Ishøj Frederiksen
Sjællands Universitetshospital, Køge

Kapel-portøren
Henrik Lundberg
Sjællands Universitetshospital, Køge

Lægen
Mette Friberg Hitz
Sjællands Universitetshospital, Køge

Sygeplejersken
Daniela Decca-Winding
Sjællands Universitetshospital, Køge

Antallet af døde med coronavirus er steget kraftigt de seneste måneder og er nu på over 2000. De daglige opdateringer af nye dødsfald gør coronakrisen konkret for alle. Til hverdag har pårørende, kapelportører, sygehuspræster, sygeplejersker og læger konsekvenserne af coronavirus tæt på og må tage stilling til, hvordan man siger farvel i en coronatid. Her kan du møde fem mennesker, som på hver deres måde har haft døden med corona tæt inde på livet, her fortæller de, hvordan de mærker, at den store smittefare skaber mange vanskelige situationer, når der skal tages afsked med den døende.

Vinnie Dahl

Det er kun ganske kort tid siden, at Vinnie Dahl fra Hårlev på Stevns mistede sin far, Bent Dahl. Han blev smittet med coronavirus på plejehjemmet og døde med covid-19 den 30. december. Familien tog afsked iklædt værnemidler, og bisættelsen blev holdt for den nærmeste familie. Kirkekaffen måtte de springe over.

Lige før jul sidste år ringede Vinnie Dahls mobiltelefon. Det var fra plejehjemmet Hotherhaven i Hårlev på Stevns. De havde en besked til hende, som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig at få: Hendes far, Bent Dahl, var testet positiv for coronavirus.

- Jeg troede, at han var skærmet, for der er jo så mange restriktioner. Jeg blev ked af det og tænkte, at det overlever han ikke. Jeg tænkte på, hvordan han havde det, man hører så meget. Han virkede heldigvis ikke som om, han havde ondt, men han var træt og sov meget, fortæller Vinnie Dahl.

Midt i december blev plejehjemmet ramt af et smitteudbrud, en ansat var smittet, og alle skulle testes. Det viste sig, at flere beboere og personale var smittede, og Vinnie Dahls far var en af dem.

- Jeg var nervøs for, om han overlevede, han havde høj feber, han lå i sengen, og han ville ikke spise eller drikke noget, fortæller hun.

Bent Dahl som ung.
Bent Dahl som ung.

Vi møder Vinnie Dahl i hendes hyggelige rækkehus ved et skovbryn i Hårlev. For at holde god afstand og undgå smitte sidder vi i hendes gårdhave, der er omkredset af bøgehæk.

Vinnie Dahl arbejder som udekørende i hjemmeplejen på Stevns, derfor var hun nervøs for at besøge sin syge far og bringe smitten rundt.

- Jeg tænkte meget på dem, jeg selv kommer hos som hjemmehjælper og var bekymret for at besøge min far. Jeg holdt afstand på grund af mit arbejde.

I første omgang valgte hun at holde sig væk og holdt telefonisk kontakt med personalet på plejehjemmet. Men en sygeplejerske på plejehjemmet fik instrueret Vinnie Dahl og de øvrige søskende i, hvordan de kunne besøge deres far.

- Jeg talte med personalet om, at det vigtigste var, at jeg værnede mig, og de fortalte, at personalet jo også går ud og ind til deres familier. Jeg lærte at tage beskyttelsestøjet af og på, og jeg blev lidt mere rolig, da jeg oplevede det selv, fortæller hun.

Bent Dahl og hans kone til deres guldbryllup.
Bent Dahl og hans kone til deres guldbryllup.

Vinnie Dahls far kom på plejehjem, da hendes mor døde for fire og et halvt år siden.

- Allerede før min mors død var min far begyndt at lide af demens, og det blussede op, da hun døde.

Så Bent Dahl flyttede ind i sin bolig på Hotherhaven og trivedes.

- Jeg besøgte ham 1-2 gange om ugen og i begyndelsen kørte vi ture. Min far er født og opvokset på Stevns, og når vi kørte ud på Gl. Stevns, så kunne han fortælle en masse gode historier, fortæller Vinnie Dahl

Bent Dahl med sine børnebørn. Tvillingerne er i dag to år.
Bent Dahl med sine børnebørn. Tvillingerne er i dag to år.

På plejehjemmet var han aktiv.

- Han gik rundt og hjalp med at ordne haven og gjorde nogle praktiske ting som at give havebordene olie. Men efterhånden begyndte han at få problemer med at gå, og så blev han mere indesluttet og sad mere i sin lejlighed og ville ikke ud at spise med de andre. Han begyndte at blive træt, fortæller Vinnie Dahl.

Da coronaen ramte i marts sidste forår, gik der flere måneder, hvor familien ikke måtte komme på besøg på grund af smittefare. og de bekymrede sig for, om deres far kunne kende dem igen. Så blev der lukket op for udendørs besøg.

- Da vi måtte begynde at komme igen, skulle vi bestille tid. Det var jeg ikke så god til, for jeg var vant til bare at smutte forbi, men jeg kom da ind i en god rytme. Til sidst var det sådan, at jeg godt måtte besøge ham i egen bolig, så skulle jeg ringe, og så blev jeg lukket ind af havedøren, og så skulle jeg have visir eller mundbind på.

Bent Dahl fejrer fødselsdag på plejehjemmet
Bent Dahl fejrer fødselsdag på plejehjemmet

Kort før nytår blev Vinnie Dahl så igen ringet op af personalet på plejecentret. Nu fik hun at vide, at det var tid til at sige farvel, Bent Dahl var døende. Men afskeden skulle ske iført værnemidler og på afstand.

- Jeg var hos ham hele mandagen, og det var jo så med alle værnemidler, altså kittel, mundbind og handsker. Men jeg kunne sidde hos ham og holde ham i hånden og snakke til ham. Jeg tror også, at han reagerede, han klemte min hånd og kiggede. Men jeg kunne ikke kramme ham. Jeg kunne ikke give ham et kys, der var masken i vejen. Det er noget anderledes, altså selvfølgelig kunne jeg være der, men der var jo noget imellem os, siger Vinnie Dahl.

Vinnie Dahls datter kom hjem fra Jylland og sagde farvel, og Vinnie Dahls tre søskende kom også, og de skiftedes til at være hos den døende. Bent Dahl blev 83 år. Vinnie Dahl havde god kontakt med ham, og hun ville gerne have beholdt sin far længere.

- Det er trist, at coronaen tog ham, for det er jeg sikker på, den gjorde. Det var den, der tog pusten fra ham. Der blev han træt og måske gav han op. Jeg føler, at vi godt kunne have haft ham noget mere. Det er da et stort savn, at man ikke bare sådan kan køre op til far. Han har været syg i flere år, men jeg tror virkelig, at coronaen var med til at bane vejen og skubbe på, siger Vinnie Dahl.

Blomster ved Bent Dahls bisættelse ved de ukendtes fællesgrav ved Hårlev Kirke.
Blomster ved Bent Dahls bisættelse ved de ukendtes fællesgrav ved Hårlev Kirke.

Vi er taget op til Hårlevs smukke, nyrenoverede kirke. Vi går forbi gravhøjen, der ligger bag den gamle kirke og krydser vejen over til de ukendtes fællesgrav. Her blev Bent Dahl bisat den 7. januar i år, samme sted som Vinnie Dahls mor.

- Vi måtte være 50 mennesker i kirken, men så mange var vi ikke, vi var kun familien. Det var fint nok. Der var mange venner og bekendte, der ikke kom på grund af corona, og det kan jeg godt forstå, fortæller Vinnie Dahl.

Vi er nået over til mindestenen, der er omkredset af buketter, hyacinter og dekorationer. 

Efter bisættelsen kørte hver til sit. Kirkekaffen er udskudt til sommer.

- Vi måtte jo ikke være mange mennesker sammen. Det gør mig ked af det, at vi ikke fik snakket ordentligt, og at vi ikke kunne samles og tale om livet og afskeden. Det var tomt at stå der ved kirken, og så kunne vi bare køre hjem, siger hun. 

Sygehuspræsten

På Sjællands Universitetshospital i Køge kan sygehuspræst Linda Ishøj Frederiksen tilkaldes, hvis en døende covid-19 patient og de pårørende ønsker det, og hun kan også stå for andagter i sygehusets kapel. Hun bevæger sig normalt rundt på sygehusgangene i sit civile tøj, men som alle andre trækker hun også i beskyttelsesdragten, når hun skal ind på en isolationsstue for at tage en samtale.

Når Linda Ishøj Frederiksen kommer ind på en isolationsstue på et covid-19 afsnit på Sjællands Universitetshospital, taler hun med både patienter og pårørende gennem maske og briller.

- Jeg gjorde mig mange tanker i starten, om jeg kunne være nærværende iklædt plastik fra top til tå, når man kun har sine øjne og sin stemme. Nærværet er udfordret, når vi sidder i beskyttelsesdragter og på afstand. Jeg har skullet vænne mig til at komme ind i et rum og finde vej til samtalen gennem maske og briller. Jeg arbejder mere i mine samtaler, for masken tager noget af lyden, fortæller hun.

Smittefaren er et af de problemer, der fylder hos patient og pårørende , når covid-19 rammer:

- Der er mange tanker og bekymringer forbundet med at skulle ind på et covid-19 afsnit til isolerede patienter. De pårørende er meget bekymrede for selv at blive smittet, og mange patienter er rigtig bange for at smitte deres familie. Noget af det, der fylder allermest, det er den skyld, de føler over at have smittet nogen, før de selv var klar over, at de var syge, fortæller hun.

På trods af faren for smitte, oplever Linda Ishøj Frederiksen at både patienter og pårørende får talt sammen og taget en god afsked på trods af forholdene.

- De pårørende sidder og holder i hånd, og jeg har også mødt en pårørende, der sagde ”jeg er ligeglad med, at jeg får corona, det her er vigtigere”. Så folk tager deres egne beslutninger om, hvad der er vigtigt for dem i den her situation. Men jeg har også oplevet pårørende, der holder sig på lang afstand, og for dem er det en vanskelig tid, det er der ingen tvivl om, siger hun.

Selv om det er en udfordrende og svær tid, vænner de pårørende og patienterne sig til situationen.

- Afsked er altid svær, men den bliver for mange endnu sværere, fordi der er den her barriere af udstyr, man skal have på. Man skal sidde og holde hinanden i hånden med plastikhandsker på, man kan ikke mærke hinandens varme hud, for nogle er det et stort afsavn, siger hun.

Linda Ishøj Frederiksen er overrasket over, hvor hurtigt mennesker kan tilpasse sig en ekstrem situation:

- Mange er gode til at finde en vej på trods. Det er utroligt, hvad man kan, når man skal. Covid-19 gør afskeden mere omstændelig, men man finder ud af det. Mange er rigtig gode til at finde en vej og være nærværende og stå sammen. 

Kapel-portøren

Efter døden transporteres den afdøde til sygehusets kapel. De pårørende når ikke altid frem til selve sygehusafdelingen, men har så mulighed for at sige farvel til afdøde der.Derfor er kapel-portør Henrik Lundberg på Sjællands Universitetshospital i Køge ofte det første menneske, pårørende møder, når et familiemedlem er død. Henrik Lundberg er vant til at mennesker kan være i sorg og byder gerne på en kop kaffe og en samtale, men covid-19 sætter sine begrænsninger, fordi han skal holde afstand og bære mundbind.

Kapellet er en moderne rødstensbygning ved Sjællands Universitetshospital i Køge. Under kapellet ligger sygehusets kølerum. Her opbevares de døde, indtil de skal bisættes eIler begraves. På en tavle ved døren er hvert enkelt afdøde registreret. Ved halvdelen af navnene står der covid-19 med en blå tusch.

- De afdøde bliver lagt på en båre og kommer ind i kølerummet, indtil de pårørende eller bedemanden kommer. Jeg gør så den afdøde i pæn stand, giver afdøde tøj på, reder måske håret og lægger lagnerne lige, fortæller Henrik Lundberg. 

Derefter bliver den afdøde kørt op i selve kapellet. Rummet er lyst og venligt, fra loftet hænger runde lamper med et varmt lys. Når de pårørende ankommer, oplever Henrik Lundgren, at han ikke kan trøste lige så meget, som han plejer.

- Folk er ofte bange og forvirrede og har mange spørgsmål, derfor bruger de mig, for jeg er den første person, de er i kontakt med. Normalt taler jeg meget med de pårørende, og jeg satte mig tit og bød på en kop kaffe, fortæller Henrik Lundberg.

De pårørende må ikke være mange til stede på en gang. Før corona måtte der være cirka 30-35 personer i kapellet ad gangen, nu må der maksimalt være otte mennesker til en andagt og højst fem til at sige farvel. 

- Hvis der er mange pårørende, der gerne vil se deres afdøde, så kommer de ind i hold. Det er jo ikke så personligt. Det bliver noget andet, at de ikke kan samles. På den måde er det hele meget mærkeligt, og jeg kan ikke servicere dem lige så godt, som jeg plejer. Det savner jeg meget, for det er det vigtigste i mit arbejde her, siger Henrik Lundberg.

Så for Henrik Lundberg er det blevet udfordrende at forstå de pårørende og se, hvordan de har det. Han oplever, at tiden er upersonlig, og han har svært ved at læse de pårørende.

- Tidligere kunne man give hånd, det gjorde man jo, når man mødte nogle personer, det gør man ikke i dag. Vi har alle sammen mundbind på, så det er svært at se på folk, hvordan de har det, fordi man ikke kan se deres mund, er det svært at aflæse et ansigt, og man skal holde afstand, siger han. 

Lægen

Til hverdag arbejder overlæge Mette Friberg Hitz med forskning indenfor knogleskørhed og sundhedsinnovation indenfor osteoporoseområdet i Danmark, og hun er leder af Videnscenter for Knoglesundhed. Men under pandemien står hun i spidsen for koordineringen af lægeholdet, der varetager behandlingen af patienter på covid-19 afsnittene på Sjællands Universitetshospital. Hun mærker, at de restriktioner, der er indført på grund af smittefare, påvirker afskeden mellem de pårørende og de patienter, der dør med covid-19.

Mette Friberg Hitz har en travl hverdag, hvor hun koordinerer lægebemandingen på de afsnit, der varetager behandlingen af patienter, der får brug for at blive indlagt på grund af covid-19. De seneste måneder har været travle, og der er også patienter, der er døde med covid-19.

Overordnet er det samme procedure og de samme papirer, man skal skrive under, når en patient dør, uanset om man har covid-19 eller ej. Men der er nogle ekstra hensyn, fordi man har med isolationspatienter at gøre.

- Dét, der er anderledes, er, at man skal beskytte sig med værnemidler, og man kan ikke komme tæt på hinanden på den måde, man måske gerne vil. De pårørende kan jo også være skrøbelige, så man skal have en dialog om, hvad det betyder i hver enkelt tilfælde, at de kommer ind på sygehuset, fortæller Mette Friberg Hitz.

På de enkelte covid-19 afsnit gør man derfor meget for at få afstemt forventningerne om, hvordan afskeden skal foregå og hvilke særlige hensyn og behov, der er i den gældende situation, og hvad der er praktisk muligt.

- Nu er alt meget anderledes. De pårørende kommer ind i mindre grupper, har værnemidler på og opholder sig måske på stuen i kortere tid ad gangen. Man kan ikke kysse, og kontakten er begrænset. Der er brug for værnemidler, og man skal have en ekstra snak med de pårørende om, hvordan det foregår, så de kan føle sig trygge i situationen, når de skal ind og sige farvel til deres kære, fortæller hun.

- Det er ikke vores opfattelse, at det bliver modtaget med angst hos dem, der skal ind og sige farvel, for vi har en dialog om, hvad det er, og hvordan vi håndterer det, sådan at det der skal fylde, jo netop er, at man har rummet til at sige farvel til den døende på en ordentlig måde, fortæller hun.

Når Statens Serum Institut hver dag opgør dødstallene for pandemien bliver udtrykket ”død med covid-19” benyttet. Det betyder, at patienten har haft covid-19, men det er ikke nødvendigvis den primære årsag til døden.

- Når man taler om "død med covid-19", så kan det dække over flere ting. Man kan have covid-19 og være syg af det, og det kan resultere i, at man dør. Man kan også fejle noget helt andet, som man er indlagt for og kan dø af, og så bliver man tilfældigvis testet positiv ved indlæggelsen, men man har ingen symptomer. Endelig kan man have en kronisk sygdom, der bliver forværret, fordi man også får en covid-infektion, og det kan også føre til døden. Så det er flere scenarier, hvor man kan sige, at man er død med covid-19, men årsagssammenhængen er helt forskellig, forklarer hun.

Sygeplejersken

De seneste måneder har der været travlhed på M3 på Sjællands Universitetshospital i Køge, hvor Daniela Decca-Winding er afdelingssygeplejerske. M3 er en medicinsk afdeling, der er omdannet til covid-19 afsnit. Der er plads til i alt 18 covid-19 patienter på afdelingen, og når der er dødsfald, er det de ansattes opgave at håndtere den sidste tid for den døende patient og hjælpe de pårørende med at få sagt farvel.

På covid-19 afsnittene forsøger personalet at hjælpe de pårørende med at få sagt farvel ud fra de regler, der er, når de skal ind på en isolationsstue.

- Vi besluttede ret hurtigt i foråret, at vi ikke ville hindre, at pårørende kunne tage afsked med deres kære, selv om der er smittefare. På det tidspunkt kendte vi ikke sygdommen, men vi tænkte, at det er vi nødt til at prioritere, fortæller Daniela Decca-Winding.

- På trods af at man har værnemidler på, og man ved, at ens kære er én, der smitter, så er det vigtigt at være her alligevel. Man må ikke kramme og kysse. Hvad de pårørende gør, når vi ikke er der, kan vi ikke vide, men vi opfordrer så til, at man går i selvisolation efterfølgende, så de ikke bringer smitten videre, siger hun.

Kommunikationen med de pårørende er en stor del af personalets arbejde.

- Vi forklarer, hvad det betyder, at man skal dø på et sygehus. Der er nogle rammer, der skal tages hensyn til. Er det en stor familie, og alle vil sige farvel, så skal vi tilrettelægge det, for det er vigtigt, at der ikke sker en smittespredning, det er vi meget optagede af. For eksempel skal de pårørende forlade hospitalet, når de kommer ud af isolationsstuen og har taget værnemidlerne af, man kan ikke gå frem og tilbage på stuen, som man kan normalt, så det er sådan lidt mere afkortet og aftalt. Vi vil gerne vejlede ordentligt, derfor er vi nødt til at være mere styrende, siger Daniela Decca-Winding.

Når patienten har covid-19 bliver alle familiemedlemmer introduceret i at tage værnemidler af og på i den korrekte rækkefølge.

- De pårørende er afklarede, de er med på, at det er vigtigt at få sagt farvel og få sagt, dét, der skal siges i den sidste tid, og hvis man ikke har mulighed for selv at komme her, fordi man selv er smittet, eller sidder i udlandet, så har vi iPads og andre muligheder. Så man kan godt være til stede, men det er på en anden måde, siger Daniela Decca-Winding.

Når en patient er døende går sygeplejen ud på at lindre en patients sidste tid.

- Vi sørger for at holde patienterne smertefrie, at de ligger godt, og de bliver observeret i forhold til deres vejrtrækning og hud, fortæller hun.

Personalet er i højere grad end normalt til stede på stuen sammen med de pårørende, fordi de skal pleje patienten.

- Vi fortæller tydeligt og åbent, hvad vi skal. At nu kommer vi ind og giver noget smertestillende, nu har vi tænkt os at gøre sådan og sådan. Vi inviterer også til, at de pårørende gerne må hjælpe til, hvis de har overskud og lyst. Hvis de har lyst til at væde patientens mund med lidt vand, så er de velkomne til det, eller hvis de vil være med til at vaske patienten, siger Daniela Decca-Winding.  

Faktaboks

Antallet af døde med coronavirus er steget kraftigt de seneste måneder.

I Danmark er 2201 mennesker døde, siden pandemien ramte i foråret – i vores region, Region Sjælland, er antallet 356 personer. (tal fra den 5. februar 2021, red.)

Opgørelsen over antallet af døde omfatter dødsfald, der er registreret indenfor 30 dage efter påvist covid-19 infektion. Covid-19 er ikke nødvendigvis den tilgrundliggende årsag til dødsfaldet.

Kilde: Statens Serum Institut

Fotos: De private fotos er venligst udlånt af Vinnie Dahl, portrætfotos af Eva Højrup
Forfatter: Eva Højrup | Webdok: Martin Hartmann Bornebsuch