Coronadøden gør det vanskeligt at sige farvel med nærhed: - Jeg kunne ikke kramme ham

Lige før jul sidste år ringede Vinnie Dahls mobiltelefon. Det var fra plejehjemmet Hotherhaven i Hårlev på Stevns. De havde en besked til hende, som hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig at få: Hendes far, Bent Dahl, var testet positiv for coronavirus.

- Jeg troede, at han var skærmet, for der er jo så mange restriktioner. Jeg blev ked af det og tænkte, at det overlever han ikke. Jeg tænkte på, hvordan han havde det, man hører så meget. Han virkede heldigvis ikke som om, han havde ondt, men han var træt og sov meget, fortæller Vinnie Dahl.

Midt i december blev plejehjemmet ramt af et smitteudbrud, en ansat var smittet, og alle skulle testes. Det viste sig, at flere beboere og personale var smittede, og Vinnie Dahls far var en af dem.

- Jeg var nervøs for, om han overlevede, han havde høj feber, han lå i sengen, og han ville ikke spise eller drikke noget, fortæller hun.

Vi møder Vinnie Dahl i hendes hyggelige rækkehus ved et skovbryn i Hårlev. For at holde god afstand og undgå smitte sidder vi i hendes gårdhave, der er omkredset af bøgehæk.

Vinnie Dahl arbejder som udekørende i hjemmeplejen på Stevns, derfor var hun nervøs for at besøge sin syge far og bringe smitten rundt.

- Jeg tænkte meget på dem, jeg selv kommer hos som hjemmehjælper og var bekymret for at besøge min far. Jeg holdt afstand på grund af mit arbejde.

I første omgang valgte hun at holde sig væk og holdt telefonisk kontakt med personalet på plejehjemmet. Men en sygeplejerske på plejehjemmet fik instrueret Vinnie Dahl og de øvrige søskende i, hvordan de kunne besøge deres far.

- Jeg talte med personalet om, at det vigtigste var, at jeg værnede mig, og de fortalte, at personalet jo også går ud og ind til deres familier. Jeg lærte at tage beskyttelsestøjet af og på, og jeg blev lidt mere rolig, da jeg oplevede det selv, fortæller hun.

Vinnie Dahls far kom på plejehjem, da hendes mor døde for fire og et halvt år siden.

- Allerede før min mors død var min far begyndt at lide af demens, og det blussede op, da hun døde.

Så Bent Dahl flyttede ind i sin bolig på Hotherhaven og trivedes.

- Jeg besøgte ham 1-2 gange om ugen og i begyndelsen kørte vi ture. Min far er født og opvokset på Stevns, og når vi kørte ud på Gl. Stevns, så kunne han fortælle en masse gode historier, fortæller Vinnie Dahl

På plejehjemmet var han aktiv.

- Han gik rundt og hjalp med at ordne haven og gjorde nogle praktiske ting som at give havebordene olie. Men efterhånden begyndte han at få problemer med at gå, og så blev han mere indesluttet og sad mere i sin lejlighed og ville ikke ud at spise med de andre. Han begyndte at blive træt, fortæller Vinnie Dahl.

Da coronaen ramte i marts sidste forår, gik der flere måneder, hvor familien ikke måtte komme på besøg på grund af smittefare. og de bekymrede sig for, om deres far kunne kende dem igen. Så blev der lukket op for udendørs besøg.

- Da vi måtte begynde at komme igen, skulle vi bestille tid. Det var jeg ikke så god til, for jeg var vant til bare at smutte forbi, men jeg kom da ind i en god rytme. Til sidst var det sådan, at jeg godt måtte besøge ham i egen bolig, så skulle jeg ringe, og så blev jeg lukket ind af havedøren, og så skulle jeg have visir eller mundbind på.

Kort før nytår blev Vinnie Dahl så igen ringet op af personalet på plejecentret. Nu fik hun at vide, at det var tid til at sige farvel, Bent Dahl var døende. Men afskeden skulle ske iført værnemidler og på afstand.

- Jeg var hos ham hele mandagen, og det var jo så med alle værnemidler, altså kittel, mundbind og handsker. Men jeg kunne sidde hos ham og holde ham i hånden og snakke til ham. Jeg tror også, at han reagerede, han klemte min hånd og kiggede. Men jeg kunne ikke kramme ham. Jeg kunne ikke give ham et kys, der var masken i vejen. Det er noget anderledes, altså selvfølgelig kunne jeg være der, men der var jo noget imellem os, siger Vinnie Dahl.

Vinnie Dahls datter kom hjem fra Jylland og sagde farvel, og Vinnie Dahls tre søskende kom også, og de skiftedes til at være hos den døende. Bent Dahl blev 83 år. Vinnie Dahl havde god kontakt med ham, og hun ville gerne have beholdt sin far længere.

- Det er trist, at coronaen tog ham, for det er jeg sikker på, den gjorde. Det var den, der tog pusten fra ham. Der blev han træt og måske gav han op. Jeg føler, at vi godt kunne have haft ham noget mere. Det er da et stort savn, at man ikke bare sådan kan køre op til far. Han har været syg i flere år, men jeg tror virkelig, at coronaen var med til at bane vejen og skubbe på, siger Vinnie Dahl.

Vi er taget op til Hårlevs smukke, nyrenoverede kirke. Vi går forbi gravhøjen, der ligger bag den gamle kirke og krydser vejen over til de ukendtes fællesgrav. Her blev Bent Dahl bisat den 7. januar i år, samme sted som Vinnie Dahls mor.

- Vi måtte være 50 mennesker i kirken, men så mange var vi ikke, vi var kun familien. Det var fint nok. Der var mange venner og bekendte, der ikke kom på grund af corona, og det kan jeg godt forstå, fortæller Vinnie Dahl.

Vi er nået over til mindestenen, der er omkredset af buketter, hyacinter og dekorationer. 

Efter bisættelsen kørte hver til sit. Kirkekaffen er udskudt til sommer.

- Vi måtte jo ikke være mange mennesker sammen. Det gør mig ked af det, at vi ikke fik snakket ordentligt, og at vi ikke kunne samles og tale om livet og afskeden. Det var tomt at stå der ved kirken, og så kunne vi bare køre hjem, siger hun.