Ny borgmester udpeget

Klaus Hansen (V) blev ved et byrådsmøde mandag aften udnævnt som Ringsteds nye borgmester. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Venstremanden Klaus Hansen (V) er nu officielt Ringsteds nye borgmester.

Han stiller sig op på talerstolen foran en helt fyldt byrådssal og gør sig klar.

- Klokken er blevet 19, så jeg tillader mig at afbryde gravkammerstemningen.

Sådan indleder Henrik Hvidesten (V) byrådsmødet i Ringsted mandag aften.

Et møde ud over det sædvanlige, hvor Henrik Hvidesten (V) midt i sin valgperiode overdrager borgmesterposten til partifællen, Klaus Hansen (V). 

Her er politikerne ved at gøre sig klar til byrådsmøde. | Foto: Arkivfoto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Det sker efter Henrik Hvidesten (V) har besluttet sig for at trække sig som borgmester i kølvandet på flere anklager om grænseoverskridende adfærd over for kvinder.

Inden han overgiver borgmesterposten, knytter han et par ord til sin beslutning om at gå af.

- Min person er simpelthen blevet for belastet og det går ud over det politiske klima her i salen, og det giver kommunen ridser i lakken udadtil. Baggrunden for, at situationen er, som den er, er naturligvis min skyld, siger Henrik Hvidesten (V) og tilføjer:

- Jeg har undskyldt overfor de involverede og jeg vil gerne gentage den undskyldning her til aften.

Ingen stor fejring

Hele seancen foregik uden den helt store fejring med borgmesterkæde og blomster.

- Jeg tror ikke, Venstre mener, at der er så meget at fejre i dag, siger TV2 ØSTs politiske redaktør, Ivan Nielsen, der var til stede til byrådsmødet mandag aften.

Efter borgmesterskiftet og en beskeden klapsalve bytter de to parter plads, og de når lige at udveksle et kram på vejen. 

Mette Ahm-Petersen (S) og Henrik Hvidesten (V) får en snak inden byrådsmøde mandag aften. | Foto: Arkivfoto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Begejstringen er tydelig at spotte i Klaus Hansens (V) ansigt, når han stiller sig op på talerstolen. 

- Kære alle sammen. Tak for valget, og tak for tilliden. Jeg vil tillade mig at betragte det som en kæmpe tillidserklæring, at I har valgt at bakke mig op, siger han og fortsætter:

- I skal vide at jeg vil gøre mit yderste for at leve op til den tillid, og jeg vil gå til opgaven med en høj grad af ydmyghed, siger han med smil på læben.

Bag den nye borgmester står Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Venstre.

Henrik Hvidesten nåede at være borgmester i 10 år.

Nyhedsoverblik

Næstved Byråd godkender lokalplan for omdiskuteret hotel

play-circle LYT
Sådan ser fremtiden ud for Rådmandshaven Foto: Næstved Kommune

Der har været debat om det 4-stjernede hotel i Rådmandshaven. Et bredt flertal i byrådet har nu stemt for lokalplanen, så planerne kan realiseres.

Planerne om at etablere 143 boliger, en urban park, et 4-stjernet hotel med 11 etager og 117 værelser i Rådmandshaven kan nu realiseres efter et bredt flertal i Næstved Byråd i aftes godkendte lokalplanen for området.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse på Næstved Kommunes hjemmeside.

Borgmesteren udtaler

- På Næstveds vegne er der rigtig god grund til at glæde sig over udsigten til et helt nyt bykvarter med hotel, bynære boliger og en urban park.

- Det vil være med til at løfte Næstved med øget turisme, arbejdspladser og dermed flere skatteindtægter til kommunen, som understøtter alle de andre aktiviteter og attraktioner, vi har i vores kommune”, siger Kenneth Sørensen (V).

Byggeriet forventes at kunne gå i gang medio 2026.

Om byggeriet

  • Området er centralt beliggende med et areal på 25.000 kvadratmeter i Rådmandshaven i Næstved.

  • På arealet bliver der opført 143 lejligheder, der fordeles på 45 ejer- og 98 lejeboliger i forskellige størrelser og planløsninger. Boligerne vil blive fordelt på syv boligblokke.

  • Dertil bliver det fire-stjernede hotel, som skal drives af hotelkoncernen Bühlmann, opført i 11 etager med 117 værelser, restaurant og rooftop med udsigt over bymidte, Herlufsholmskoven og landskaberne omkring byen.

Kilde: Næstved Kommune

219 års fængselsstraf overført til afsoning i udlandet

play-circle LYT

Rekordmange års fængselsstraf blev i 2025 flyttet fra danske til udenlandske fængsler.

43 udenlandske personer er overført til at afsone i deres hjemland.

Tilsammen har de 219 års fængselsstraf tilbage, og det giver tiltrængt plads i danske fængsler.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Danmarks Fængsler.

- Det glæder mig, for vi har brug for al den kapacitet, vi kan få.

- Regeringen arbejder på, at flere kriminelle udlændinge skal kunne udvises, når de har begået visse alvorlige forbrydelser, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Danmarks Fængsler er udfordret på grund af et højt belæg i fængslerne, og derfor glæder overførslerne direktør for Danmarks Fængsler Ina Eliasen.

- Vi har fået til opgave at få overført så mange som muligt til afsoning i deres hjemlande, og jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes os at få så mange overført.

- Desuden har vi brug for pladserne i vores fængsler og arrester, som er hårdt presset, siger direktør for Danmarks Fængsler Ina Eliasen.

Antallet af overførte siden 2022

2022: 29 afsonere overført til udlandet – i alt 127 års resterende fængselsstraf

2023: 44 afsonere overført til udlandet – i alt 163 års resterende fængselsstraf

2024: 24 afsonere overført til udlandet – i alt 106 års resterende fængselsstraf

2025: 43 afsonere overført til udlandet – i alt 219 års resterende fængselsstraf

Overførslerne i 2025 er sket til følgende lande:

Polen, Nordmakedonien, Litauen, Tyskland, Letland, Rumænien, Holland, Frankrig, Italien, Belgien, Kroatien, Storbritannien, Spanien og Portugal.

Der gælder særlige regler for overførsel af afsonere mellem de nordiske lande. Disse er derfor ikke medregnet i denne opgørelse.

Kilde: Danmarks Fængsler

Der kommer fortsat færre dårlige betalere - især på Sjælland

play-circle LYT

Det er stadig i Region Sjælland, at den største andel står i RKI. Men regionen nærmer sig landsgennemsnittet.

Antallet af danskere, som er registreret i det såkaldte RKI-register, fortsætter med at falde.

Det viser en opgørelse fra data- og analysevirksomheden Experian, som driver RKI-registeret.

Her fremgår det, at der i januar 2026 er 164.847 personer i registeret, hvilket svarer til knap 3,4 procent af den voksne befolkning i Danmark.

Der er en tryghed i, at der kommer en indtægt ind hver måned.

— Bo Rasmussen, direktør i Experian

Dermed er antallet af dårlige betalere faldet med 3500 i løbet af et år. Det er samtidig det laveste antal, der nogensinde har stået i RKI.

Det går bedre her i regionen

Der er dog forskel på antallet af dårlige betalere forskellige steder i landet.

Den største andel finder man i Region Sjælland, mens den laveste andel findes i Region Hovedstaden.

Til gengæld falder andelen af dårlige betalere i Region Sjælland hurtigere end i de øvrige regioner.

På tre år er andelen af den voksne befolkning i Region Sjælland, som er registreret i RKI, faldet fra 4,37 procent til 3,9 procent.

I Region Hovedstaden er andelen i samme periode faldet fra 2,89 procent til 2,7 procent.

Bo Rasmussen, som er direktør i Experian, mener især, at den lave arbejdsløshed er årsag til, at flere kommer ud af RKI-registeret.

- Der er en tryghed i, at der kommer en indtægt ind hver måned. Det giver et råderum og mulighed for at betale de regninger, der er, siger han.

RKI-registret

  • RKI-registret er en løsning, som en lang række danske virksomheder og inkassoselskaber bruger til at registrere personer og virksomheder, der ikke betaler deres regninger.

  • Ender man i RKI, der er en forkortelse for Ribers Kredit Information, har det blandt andet indflydelse på mulighederne for at optage lån.

  • Man ryger ud af RKI, når man har betalt den gæld, man er registreret for. Derudover ryger man automatisk ud af registeret efter fem år.

Så længe arbejdsløsheden i Danmark er lav, forventer Bo Rasmussen, at antallet af registrerede i RKI vil fortsætte med at falde.

- Hvis vi begynder at se ændringer i forhold til arbejdspladser, så vil jeg nok ikke være lige så stålfast i min tro på, at vi vil se et fald de næste par år, siger han.

I gennemsnit er hver person i RKI i januar 2026 registreret med 2,68 sager med et gennemsnitsbeløb på 18.006 kroner per sag.

Hver person skylder i gennemsnit 48.265 kroner i alt, hvilket er et lille fald sammenlignet med et år tidligere.

Unge om fødevarecheck: - Fedt, at de tænker på os

play-circle LYT
Emma Dehn (th.) og Cecilie Frømsdorf, der begge studerer i Næstved, ser frem til at få udbetalt de 1.000 kroner, som deres fødevarechecks lyder på. Foto: David Engholm

Det er ikke alle, der ved første øjekast kan se fidusen i aftalen om en fødevarecheck, som regeringen præsenterede en aftale om tirsdag formiddag.

Men på listen over modtagere af de i alt 4,5 milliarder kroner, der lander på over to millioner danskeres konti til sommer, står også landets studerende. 1.000 kroner lyder checkens beløb på, hvis man er SU-modtager.

Hos Emma Dehn og Cecilie Frømsdorf, der begge studerer i Næstved, lander de penge på et tørt sted.

- Det er ikke lige fedt at skulle leve på toastbrød og havregryn, så ja, det er bestemt en håndsrækning, siger Emma Dehn og fortsætter:

- Det er fedt, at vi SU-berettigede også bliver tænkt på. Det er jo ingen hemmelighed, at det er svært at bo ude alene.

Cecilie Frømsdorf fortæller, at hun blandt andet vil bruge pengene på oksekød. | Foto: David Engholm

For Cecilie Frømsdorf betyder det helt konkret, at hun kan få råd til mere mad - blandt andet oksekød.

- Man spiser ikke lige så meget oksekød længere. Det er blevet ret dyrt, og man kan ikke altid lige få det til at hænge sammen, siger Cecilie Frømsdorf.

Arena Næstved får ny formand

play-circle LYT
Pia Allerslev, der har haft borgmesterposter i København, er ny bestyrelsesformand i Arena Næstved. Foto: Næstved kommune

Byrådet i Næstved Kommune har tirsdag udpeget Pia Allerslev som ny bestyrelsesformand i Arena Næstved, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Pia Allerslev er tidligere kultur- og fritidsborgmester og børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.

Hun overtager således roret fra Carsten Haurum, der har været arenaens bestyrelsesformand i otte år.

Som nyt bestyrelsesmedlem indtræder også den lokale investor Jacob Simonsen, der blandt andet står bag erhvervsnetværket NP2. Han afløser Ghita Nelander (DF), byrådsmedlem i Næstved Kommune.

Kronprinsen underskrev love i Slagelse

play-circle LYT
Kronprins Christian tog en pause fra sine opgaver som løjtnant for at underskrive love på vegne af kongeriget tirsdag i Slagelse. Foto: Kongehuset

Når far er på udlandsrejse, må sønnike klare ærterne på hjemmefronten.

Tirsdag var det tilfældet for Kronprins Christian, der i fuld uniform og med sløring i ansigtet underskrev love på vegne af kong Frederik på kasernen i Slagelse.

I et opslag på Instagram skriver Kongehuset, at ansvaret som statsoverhoved overgår til kronprinsen, når kong Frederik opholder sig uden for kongeriget.

- Kronprinsen, der er under uddannelse til løjtnant, tog derfor i dag en pause mellem dagens øvelser for – som Kongens stedfortræder – at få forelagt sager til underskrift, står der i teksten til opslaget.

Ifølge opslaget er kongeparret på statsbesøg i Estland og Litauen.

Underskrifterne skulle stadfæste vedtagne lovforslag, skriver Kongehuset desuden.

Kuldeindeks gør frostvejr meget koldere

play-circle LYT
De kommende dages sne og østenvind vil få temperaturen til at føles koldere, end termometeret viser, oplyser DMI. Foto: Nick Abildgaard - TV ØST

Selv om temperaturen kun ligger omkring frysepunktet, vil vintervejret de kommende dage føles væsentligt koldere for danskerne.

Det skyldes kuldeindekset, hvor især vinden spiller en afgørende rolle, forklarer vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Lars Henriksen.

- Hvis temperaturen for eksempel er minus én grad, vil vindens indvirkning gøre, at det føles langt koldere, siger han.

Kuldeindekset bliver særligt mærkbart i slutningen af ugen, hvor koldt vejr kombineres med jævn til hård vind fra øst.

I de kommende dage vil temperaturen føles som et sted mellem minus 5 grader og minus 12 grader, selv om dagtemperaturerne typisk vil ligge mellem 1 til 2 graders varme og ned til 2 til 3 graders frost, mens der ventes udbredt nattefrost, lyder vejrmeldingen fra DMI.

- Det gælder især fra torsdag og ind i fredag og lørdag. Her kan vinden sammen med de lave temperaturer give lokale udfordringer, siger Lars Henriksen.

Lokalt center hylder oldgammel leg

play-circle LYT
Kåringen finder sted årligt. Foto: Gerlev Center for Leg & Bevægelse

- En af menneskets ældste legeformer – og stadigt virkelig relevant i dag.

Sådan skriver Gerlev Center for Leg og Bevægelse, der har kåret fangelegen som årets bedste leg.

Fangelegen, der helt enkelt går ud på at jagte og 'fange' hinanden ved fysisk berøring, er ifølge centeret en tidsløs leg, som alle aldersgrupper kan deltage i.

Og så fungerer den frem for alt som et tiltrængt afbræk i en tid, hvor digitale aktiviteter ofte trumfer de fysiske, skriver centeret.

- Mange steder er fangelegen trængt af skærmtid, effektivisering og mindre aktivitet i fælles rum. Årets Leg 2026 er derfor også et opråb: Leg er vildt vigtig, grundlæggende menneskelig og noget for os alle.

Årets Leg kåres årligt af Gerlev Center for Leg og Bevægelse.

Købmænd jubler: Lavere fødevaremoms er vejen til billigere mad

play-circle LYT
Købmand ordner grønt i hans frugt- og grøntafdeling Foto: Keld Navntoft

Sådan lyder reaktionen fra De Samvirkende Købmænd ovenpå Børsens afsløring af at momsen skal sænkes med milliard­beløb

Dagbladet Børsen erfarer, at momsen skal sænkes med et beløb, der svarer til 6 mia. kr. om året fra 2028 og frem.

- En lavere moms på fødevarer er den mest direkte og effektive vej til varigt lavere priser. Det er derfor meget glædeligt, at vi nu – efter mange års kamp – nærmer os en politisk aftale, der vil gøre fødevarerne lidt billigere, siger administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, Jannick Nytoft.

Ifølge Børsens oplysninger sænker regeringen momsen om to år

- Vi ser frem til at bidrage til det videre arbejde. Vi er interesserede i en løsning, der både sænker priserne på fødevarer i butikkerne og samtidig giver mindst muligt administrativt bøvl for virksomhederne, siger Jannick Nytoft.

Ærgerligt med manglende enighed om lavere moms, mener Coop

play-circle LYT
Direktøren arbejder for billigere frugt og grønt til Coops medlemmer Foto: Liv Rossander, presse, Coop

Coop er glade på forbrugernes vegne over, at de nu modtager en fødevarecheck, men de synes der mangler noget grundlæggende i regeringens udspil

- I coop havde man håbet, at politikerne på Christiansborg havde kunnet nå til enighed om en enkel model til at lette afgifterne på fødevarer, især på frugt og grønt. Det siger Coop Amba’s adm. direktør, Annette Jorn.

Hun peger på, at det er afgifter som moms, der gør fødevarer ekstra dyre i Danmark.

- En undersøgelse, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) har fået udarbejdet, viser, at priserne i Danmark faktisk ikke er høje, når man ser bort fra skatter og afgifter.

- Når afgifterne regnes med, ligger Danmark til gengæld blandt de dyreste lande i EU samlet set. Det understreger, at det i høj grad er afgifterne, der presser priserne op i hverdagen, siger Annette Jorn.

Erkender risiko for fejl med fødevarecheck

play-circle LYT

Det er sket før, at statens økonomiske håndsrækninger er havnet hos de forkerte.

Senest i 2023 fik over 10.000 husstande tildelt den såkaldte varmecheck ved en fejl.

Og sådan en fejl kan ske igen. Det fremgår af dagens aftale om fødevarehjælp.

- Da de forskellige checks udbetales på baggrund af forskellige kriterier og baseres på data trukket på forskellige tidspunkter, kan det ikke udelukkes, at der kan opstå situationer, hvor en person ved en fejl modtager flere checks, står der i aftalen.

Strandet båd uden ejer: Sidste spor fører til København

play-circle LYT
Sejlbåden Inga blev fundet ved Ore Strand tidligere på måneden. Foto: Vordingborg Kommune

Sejlbåden Inga, der siden årsskiftet har ligget strandet i Vordingborg, blev senest registreret i Københavns Havn i 2020.

Det oplyser Sejlklubben København.

Ifølge sejlklubben skulle Inga have sejlet ud af Nordhavn i København i 2020 efter at være blevet solgt som skrot.

Det er imidlertid ikke lykkedes sejlklubben at finde et navn på den dengang nye ejer, der efterfølgende sejlede båden ud af havnen.

Sejlklubben oplyser desuden, at de tidligere har oplevet lignende hændelser, hvor ukendte både er strandet i tilfældige havne, fordi sejlbåde hverken er forsynet med nummerplader, registreringsnumre eller andre tydelige kendetegn, som gør det muligt entydigt at identificere dem.

Ejeren af båden Inga blev efterlyst 23. januar af Vordingborg Kommune, efter båden blev fundet ved Ore Strand omkring årsskiftet.

Båden vil blive destrueret eller solgt på auktion, hvis ejeren ikke melder sig inden 15. marts 2026, skriver kommunen.