Skal man ud og køre i dag på Stevns eller i Faxeområdet, især på landeveje og mindre veje, er det en god idé at være ekstra agtpågivende.
Der er flere meldinger om biler, der er kørt fast i sneen, så hvis man skal ud at køre på de mindre landeveje, skal man køre i god tid og huske en skovl.
Der er også snefygning flere steder på Sjælland, oplyser P4 Trafik. Det gælder særligt det sydlige Sjælland - på Stevns, Faxe og i Vordingborg.
- Vi arbejder på højtryk på at holde vejene farbare, men har kun de mennesker og maskiner til opgaven, vi har (og alle mand er ude), skriver Stevns Kommune på Facebook.
- Vi kan ikke være alle steder på en gang, så vær tålmodig, for desværre er det jo sådan, at vejen kan være føget til kort tid efter, vi har været forbi med maskinen.
Hos Midt- og Vestsjællands Politi kan man også melde om flere små færdselsuheld i løbet af natten, grundet snevejr og glatføre, blandt andet en bil, der havnede i grøften.
Ifølge Vejdirektoratet ligger vejtemperaturen under frysepunktet mange steder i landet, og risikoen for glatføre er dermed øget.
- Trafikanter opfordres til at sænke hastigheden, holde god afstand og være ekstra opmærksomme ved særligt udsatte steder. Det gælder specielt ved skovstrækninger, lavtliggende områder samt på og under broer, oplyser de.
Orientér dig om vejr- og trafiksituationen, inden du kører ud, og følg de gode råd for kørsel om vinteren her.