Unge om psykiatrien i Region Sjælland:

Høje skrig, trusler og tvang er hverdag

Tre unge kvinder retter nu en sønderlemmende kritik af den behandling, de fik, da de var indlagt på afsnit U2 på Center for spiseforstyrrelser i Regions Sjællands Børne- og Ungdomspsykiatri i Roskilde. De beretter om en hverdag, hvor personalet ofte måtte ty til tvang og trusler. Og de oplevede et system, hvor sygdommen smittede på afdelingen, så de unge kom til at gøre hinanden endnu mere syge. Kvinderne endte med en følelse af, at det var svært at blive raske i et sygt system. Af: Eva Højrup



Tankerne kørte igennem hovedet igen og igen.

- Hvis jeg spiser den her mad, så bliver jeg tyk igen. Jeg bliver ulykkelig igen, og der er ikke nogen, der vil kunne lide mig. Jeg vil miste alle mine venner, og jeg vil aldrig være god nok.

Tankerne tilhørte Christine Buhl, der på det tidspunkt var barn og på vej til at blive teenager. Hun er vokset op i Skælskør og talte i første omgang med sin mor om sin spiseforstyrrelse, og de kontaktede deres praktiserende læge. Herefter begyndte et langt forløb, hvor Christine Buhl blev sendt rundt i systemet, samtidig med at hun spiste mindre og mindre og skadede sig selv. 



Christine-foran-spejl-1-edited

- Den angst, jeg havde omkring måltider, begyndte at fylde mere og mere for hver dag, der gik. Til sidst tog måltiderne over en time, og jeg græd en time op til og jeg græd to timer bagefter, og jeg begyndte også at banke min hånd i bordet, når vi skulle spise som en form for straf til mig selv, når jeg spiste, fortæller hun.

Til sidst endte det med, at hun blev indlagt på afsnit U2 på Center for spiseforstyrrelser i Regions Sjællands Børne- og Ungdomspsykiatri i Roskilde. Her mødte hun en verden, hun ikke anede eksisterede.

- Min første uge kunne jeg høre skrig efter måltidet, som kom nede fra undersøgelsesrummet, fra mine medpatienter, der fik lagt en sonde. Hvor man simpelthen kunne høre skrigene runge i hele bygningen, fortæller Christine Buhl.

Christine portræt 2

Dét, Christine Buhl beskriver, er det såkaldte sondeberedskab, som personalet anvender, når patienterne ikke vil spise. Et beredskab, der skal motivere dem til at spise og tage på, og som kan ende i tvang om nødvendigt.

- Det er en slange, de putter gennem næsen, og så tager de den hele vejen ned i maven, og så, hvis det bliver nødvendigt, kan de tilkalde personale til at holde dig nede under processen. Nogle gange kunne det være så slemt, både for mit eget vedkommende, og for hvad jeg har set ske for mine medpatienter, at man simpelthen blev båret fra spisestuen ned til undersøgelsesrummet, fordi man har nægtet at gå derned, og der er blevet skreget og råbt, og der er kommet fire voksne mænd ovre fra almenpsykiatrien til at slæbe dig afsted, fortæller hun.

Skræmt fra vid og sans

Truslerne og tvangen er ét af flere temaer i en kronik, som Christine Buhl og de to tidligere medpatienter, Sofie Odgaard og Sabine Færge har skrevet. Kronikken blev bragt den 16. maj i Politiken under overskriften ”Det er svært at blive raske i et sygt system”.

På U2 foregår behandlingen sådan, at hvis der ikke spises op, kommer patienten ned i afdelingens undersøgelsesrum og bliver tilbudt en proteindrik. Nægter de fortsat at indtage mad, får de maden gennem en sonde, og hvis de også nægter at indtage maden via sonde, sker det med tvang.

- Jeg var en ung 12-årig pige, og de få gange jeg fik sonde, skræmte mig fra vid og sans på grund af voldsomheden og ubehaget. Jeg var resten af indlæggelsen på otte måneder konstant på vagt, fordi jeg vidste, hvad konsekvensen var, hvis jeg ikke spiste. Derfor spiste jeg ”frivilligt” størstedelen af tiden, fortæller Sabine Færge, der i dag er 16 år.

kostplan

Christine Buhl får stadig flashbacks, når hun tænker tilbage på sondeberedskabet.

- Det er rigtig drænende både psykisk og fysisk, især hvis man er undervægtig samtidig, fordi så er der ikke særlig mange kræfter tilbage i ens krop. Og når der så står en masse voksne mænd og holder én nede, og man føler nærmest, at man skal kæmpe for livet og undgå den sonde, så er det ekstremt drænende, og det var virkelig nogle ubehagelige oplevelser, der stadig gemmer sig i ens baghoved, fortæller hun.   

Sofie Odgaard har aldrig selv oplevet af få sonde med tvang, men hun har oplevet at blive truet med det.

- Den her procedure fik man forklaret rigtig mange gange, hvis man havde svært ved at spise op. Så det blev også en trussel, ”Sofie, det her gør vi, hvis du ikke gør det”. Så man levede jo også i en meget stor angsttilstand hele tiden, fortæller hun.

i sofaen


Sofie Odgaard og Christine Buhl sidder sammen i sofaen hjemme hos Christine Buhl, der bor sammen med sin mor og en storebror i et rækkehus i Skælskør. Sabine Færge er ikke med under mødet i Christine Buhls hjem, men de tre unge har dagligt kontakt via Messenger, hvor de taler med hinanden om deres forløb.

Christine Buhl er i dag 16 år, hun var indlagt i to perioder på henholdsvis fire og fem måneder i 2019 og 2020. Samtidig med at hun begyndte at spise mindre og mindre, begyndte hun også at skade sig selv.

Forkert at man spiser

Selvskade er ofte en del af spiseforstyrrelsen. Både Sofie Odgaard og Christine Buhl har skåret i sig selv og har ar på arme og ben. De smøger bukseben og ærmer op og viser mig nogle af dem.

- For mit vedkommende har det været barberblade, glasskår, hvad end der var skarpt og nemmest at få fat i, fortæller Christine Buhl.

- Jeg har brugt barberblade og skalpeller, og hvad jeg kunne få fat i, siger Sofie Odgaard.

- Altså, når du er i en situation, hvor du føler dig presset, og du har ikke noget valg, om du vil spise eller ej. Men du har et hoved, der fortæller dig, at det er forfærdeligt og ødelægger dig, så er der mange, der tyer til selvskade for at straffe sig selv, fordi det er forkert, at man spiser. Det kan gøre ondt indeni, og det er nemmere at håndtere den fysiske smerte end den psykiske, siger Christine Buhl.

ar-red

Sofie Odgaard er i dag 23 år. Hun mødte psykiatrien for første gang, da hun var 16 år. Hun har været indlagt flere steder i psykiatrien, to gange på U2 i Roskilde i 2015-2016 og i 2019.

- Jeg gik tidligt i pubertet og følte mig stor, og det blev også kommenteret. I syvende klasse bliver min spisning mere forstyrret, jeg begynder at kaste op, og derhjemme havde jeg det ikke sindssygt godt, der var noget misbrugsproblematik, så det kørte ikke i mit liv, og det hele var lidt kaotisk, fortæller hun.

Mens vi taler, genkalder Sofie Odgaard og Christine Buhl sig situationerne omkring spisebordet, hvor de faste måltider foregik, og de viser mig et eksempel på en typisk kostplan for patienterne. På U2 er der fokus på at øge patienternes vægt, gerne med et kilo om ugen.

- Man blev tvunget til at spise store mængder smør, sødmælk og nødder, og jeg kan stadig få det dårligt, når jeg ser de madvarer i dag, fortæller Sofie Odgaard.

Sofie portræt 5

Der føres ikke specifik statistik for brugen af sondeberedskab på U2. Men afsnittets overlæge skønner, at der besluttes et sondeberedskab for 20 til 30 procent af patienterne, som motivation til at komme i gang med at spise.

- Vi har drøftet det med vores børne- og ungepsykiatere, og de siger, at de unge nogle gange kommer så langt ned i vægt, og at de ikke ønsker at spise, og så har man få muligheder for at hjælpe dem. Den her med at bruge det her sondeberedskab er en mulighed. For vi ved, at børn og unge med meget lav vægt mister koncentrationen og opmærksomheden, og de har svært ved at se, hvor syge de er, siger Søren Bredkjær, der er vicedirektør i psykiatrien i Region Sjælland.

Helt faste rammer

Er det nødvendigt, at personalet bruger en sonde, kan de ikke tale med patienterne i stedet?

- Det gør de også. De støtter dem rigtig meget og arbejder i miljøet for at prøve at motivere dem til at spise. De har nogle helt faste rammer for, hvordan man kan gøre det. Hver dag spise på bestemte tidspunkter, bestemte størrelser, og der bliver afsat tid til, hvor meget tid de skal sidde og spise. Men hvis de bliver ved med at tabe i vægt, så kan man være nødt til at gøre det, for ellers så bliver de endnu mere syge, og så kan det i sidste ende føre til, at de må indlægges på en intensiv afdeling for at få ernæring gennem deres blodårer, fortæller Søren Bredkjær.

Handler det også om ressourcer det her?

- Nej, det synes jeg ikke, det gør. Det handler om, at man har et behandlingskoncept med nogle klare rammer omkring. Det er vigtigt, når man har med spiseforstyrrelser at gøre. De skal opleve, at der er nogle tydelige rammer, som de kender til, og som personalet kender til, og som man prøver at efterleve. For man ved, at når de får den næring, de skal have, så bliver de også mere klart tænkende og kan koncentrere sig og måske kan se nogle andre handlemuligheder end det at lade være med at spise. Det er i hvert fald den evidens, der ligger bag, at det er en fornuftig måde at gøre det på, siger han.

sofie 5

Et andet tema i de unges beretninger handler om, at de meget udadreagerende patienter prægede de mere motiverede patienter, både med deres voldsomme adfærd, deres selvskade og deres forsøg på at gemme mad. Det blev til en konkurrence om at være mest syg.

- Man kommer ind og lærer lynhurtigt fra de andre piger, hvordan de slap af sted med at gemme mandler i munden til morgenmad og havde lidt nødder i lommen, som de også lige havde smuglet ned, det var alt fra smør, der var puttet i håret til nødder i lommerne. Alt. Alle kneb. Alt, hvad man kunne slippe af sted med, fortæller Christine Buhl.

Sofie Odgaard var en af de udadreagerende patienter, der prægede de øvrige patienter på afdelingen.

- Jeg blev fastholdt rigtig meget. Jeg gjorde selv voldsomme ting, jeg løb ud foran en kørende bil og blev slæbt til afdelingen i håndjern af politiet, og jeg prøvede også at stikke af fra afdelingen, og der var så meget selvskade, så meget drama, og det hele var bare så kaotisk, jeg var bange og angst, og jeg var i affekt konstant.

forslået arm

For Sabine Færge, der var indlagt på samme tid som Sofie Odgaard, blev det et voldsomt møde:

- For at gøre en meget lang historie kort, så blev jeg fra den dag, jeg trådte ind over dørtærsklen til psykiatrien, præsenteret for en spiseforstyrret verden, som jeg ikke anede eksisterede. Jeg husker tydeligt, at min behandler engang sagde, at hun kunne ønske, at afdelingen var delt op i to. At der var en afdeling for de sygeste og en for de mindre syge. For det er et faktum, at spiseforstyrret adfærd smitter, oplever hun.

Offentligt omsorgssvigt

Sofie Odgaard er i dag ked af den påvirkning, hun har udsat andre for, men hun var alt for syg til at ænse det.

- At jeg som 19-årig udadreagerende blev indlagt sammen med en 12-årig, der egentlig i starten var motiveret for at blive rask, men der ikke var nogen hjemme hos mig lige der, det vil jeg mene er et offentligt omsorgssvigt. Det kan godt være, at jeg blev skærmet fra de andre. Men det gjorde jo ikke, at de ikke kunne høre mig. Det gjorde jo ikke, at de ikke vidste, hvad der foregik, og det kan jeg jo også huske under min egen indlæggelse, hvor jeg selv var mindre voldsom. Det var jo ikke en hemmelighed, siger hun.

ved bord med kronik

I psykiatriledelsen er der dog ikke planer om at dele de indlagte mere op.

- Vi har drøftet det her med, at vi har unge og voksne sammen. Men når vi kigger nærmere på det, så har vi meget få rigtig voksne, det betragter vi som dem over 30 år, de fleste er unge og først i 20´erne. Og der viser internationale erfaringer, og også erfaringer fra andre regioner i Danmark, at det er godt at samle ekspertisen i behandlingen af spiseforstyrrelser på få hænder, siger Søren Bredkjær.

Ydmygende at det kan ske

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade mener, at kronikken påpeger nogle væsentlige kritikpunkter, som man kan lære noget af.

- De beskrivelser de unge har i den her kronik, de lyder simpelthen så voldsomme. Så jeg tænker ikke at nogen bør udsættes for det. Hvordan man så indretter sig i praksis, så man kan sikre, at de allersværeste ikke skal trækkes igennem et rum, hvor alle oplever det, det er jo ydmygende for den, der oplever det og er udsat for det, som for dem, der oplever, at det her kan ske. Man bliver nødt til at indrette sig på en anden måde, siger Laila Walther, der er direktør i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Sofie-på-afdeling-3-red

En læring kunne være, at patienterne i højere grad blev inddraget og spurgt til deres oplevelser af psykiatrien, lyder det.

- Det er et meget væsentligt bidrag, de kommer med i kronikken. Hvis jeg var ansat i psykiatrien, så ville jeg læse den til morgen og eftermiddagskaffen og finde ud af, hvordan jeg kunne lære af det. Man kunne lære af det her at bruge meget mere brugerinddragelse. Spørge alle indlagte, kort efter de er blevet indlagt, undervejs i forløbet, og bagefter, hvad kunne vi have gjort bedre. Der er så mange muligheder for læring i sådan en kronik her. De kunne også sandsynligvis have oplevet sig mere set og hørt, hvis de var blevet spurgt undervejs, siger Laila Walther.

Men umiddelbart er der ikke noget, der giver psykiatriledelsen anledning til at ændre forholdene efter at have læst kronikken.

- Vi har selvfølgelig kigget på den, og jeg har talt med ledelsen af det her børne- og ungeafsnit, og også med afdelingsledelsen. Og vi synes ikke umiddelbart, at der er det. Men vi er da opmærksomme, specielt omkring det her sondeberedskab. Der er nogle faglige diskussioner i Danmark i dag, om hvorvidt man skal bruge sondeberedskab, eller om man kan overveje noget andet. Men indtil videre er det dét, man anbefaler at gøre, siger Søren Bredkjær.

Christine-2-bagfra-red

På U2 var der også gode oplevelser og personale, som Christine Buhl, Sofie Odgaard og Sabine Færge havde tillid til. Men de har svært ved at forstå, at de konstant skulle føle sig truet.

- Faktummet, at jeg var under tvang og sondebredskab konstant i sammenlagt næsten halvandet år, er det, der skræmmer mig mest, og jeg tror på, at en behandling bør fokusere langt mere på at finde alternativer til tvangen, så patienten kan finde motivation til at spise af andre årsager end tvang. Jeg tror, der er et generelt problem i hele psykiatrien, som der skal tages hånd om. Efter min bedste overbevisning er mine oplevelser repræsentative for en stor del af psykiatrien, i hvert fald repræsentative for de mangler, der går igen mange steder, siger Sabine Færge.

Sofie ar

Christine Buhl og Sofie Odgaard har samme oplevelse.

- Jeg må ærligt indrømme, at den hjælp jeg har fået fra psykiatrien, den har ikke gjort en særlig stor del, den har ikke hjulpet mig særlig meget til, hvor jeg er i dag. Det har været mig selv og min mor, min familie og måske enkelte personaler oppe på afdelingen, siger Christine Buhl.

- Jeg skal aldrig tilbage til Roskilde, jeg vil hellere dø, end jeg vil opleve de to forløb, jeg har haft i Roskilde igen. I min egen behandling har jeg savnet traumefokus, men desuden har jeg savnet egentlig behandling, som ikke går ud på, at kroppen er den her redningsvest, fordi det er en spiseforstyrrelse. Det er forstyrret spisning. Det er ikke en forstyrret krop. Så den her følelse af at man tager på for at blive udskrevet, man tager på for at komme ud, ikke at man tager på for at blive rask. At man har hele det her system, en stor gruppe af spiseforstyrrede patienter samlet på lidt plads, hvor motivationen er meget forskellig, og vi egentlig behandler dem nogenlunde ens. Det virker fjollet, mener Sofie Odgaard.

Sonde i månedsvis

Sabine Færge supplerer:

- De giver sondebredskabet i første omgang fordi, man er i livsfare. Jeg havde nok været død, hvis de ikke havde brugt sonde, da jeg var på min laveste vægt. Så det er jeg i en vis forstand dem evig taknemmelig for. Men, problemet ligger jo i, at de bliver ved og ved med at anvende sondeberedskab, selvom man kommer op på en højere og sundere vægt, ofte også når man er helt oppe på den optimale vægt, og at man har sondebredskabet i månedsvis, til trods for at man ikke længere er fysisk truet. Motivationsfaktoren kommer udelukkende til at bygge på sondeberedskabet. Det er primært her, problemet i forbindelse med tvangen ligger, siger hun.

Christine på U2

Ved at skrive en kronik og stå frem, håber de tre tidligere patienter, at de kan være med at få ændret forholdene. For som de skriver i kronikken, så handler det om forebyggelse både før og efter indlæggelserne og ressourcerne helt generelt til behandling af spiseforstyrrelser, og ikke mindst handler det om ikke at indlægge meget syge sammen med mindre syge. 

- Vi har været igennem så meget i psykiatrien, og der er aldrig nogen, som har taget et andet blik på det, med alle tvangsepisoderne, toget kører bare videre, men det kører ikke ordentligt. Der er nødt til at ske en ændring, og det vi har været igennem, det har ikke været tilstrækkeligt, det har ikke været godt nok, siger Christine Buhl.

Hør Christine Buhl og  Sofie Odgaard fortælle om oplevelserne på Afdeling U2 her:


Efterskrift

Christine Buhl er i øjeblikket på sabbat og skal efter sommerferien begynde på HF, Sabine Færge skal starte i gymnasiet efter sommerferien, og Sofie Odgaard bor på et opholdssted i Hørve, hvor hun er inde i et godt forløb med behandling, samtidig arbejder hun på en kaffebar.


Det var Sabine Færge, der tog initiativet til kronikken og på Messenger inviterede sine to tidligere medpatienter, Christine Buhl og Sofie Odgaard, med ind i skriveprocessen. De skrev hver især nogle afsnit og sendte dem frem og tilbage til hinanden og flettede indlægget sammen til sidst.


Sabine Færge har ikke ønsket at deltage i et tv-interview og med et genkendeligt foto, men TV2 ØST har talt med hende flere gange i telefonen, og hun har sendt flere beskrivelser af sit forløb og vist mig sine journaler. Hun har været indlagt på U2 tre gange, i den sidste gang også på U1, som er en intensivafdeling. Ved sin første indlæggelse var hun 12 år.


Christine Buhl og Sofie Odgaard har uafhængigt af hinanden begge været indlagt på afsnit U2 og mødte hinanden for første gang, da de skulle fortælle mig om deres oplevelser.


Afsnit U2 på Center for Spiseforstyrrelser modtager patienter fra hele Region Sjælland.


Har du brug for hjælp?

Fotos: private & Eva Højrup - TV2 ØST 

Webdesign: Martin Hartmann