Region Sjælland vil undersøge amputationer efter sag fra Jylland

Region Sjælland og flere andre regioner vil nu undersøge, om der er blevet foretaget unødvendige benamputationer på patienter som følge af mangelfuld behandling. Arkivfoto. Foto: TV2 ØST/Arkiv

En undersøgelse i Region Midtjylland har vist, at man har foretaget benamputationer, der kunne være undgået.

Flere regioner vil nu undersøge, om der er blevet foretaget unødvendige benamputationer på patienter som følge af mangelfuld behandling.

Det skriver Avisen Danmark mandag.

Undersøgelserne skal sættes i gang på grund af en amputationssag fra Region Midtjylland.

Her kom det tidligere frem, at der er blevet foretaget op mod 47 årlige benamputationer, der kunne være undgået.

Vi frygter også, at andre regioner gennem en årrække har for mange amputationer

— Morten Freil, direktør for Danske Patienter

Det er Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden, der vil undersøge, om det også er sket i deres områder.

- I Region Syddanmark har vi sat et arbejde i gang med at se på antallet af amputationer på de syddanske sygehuse, og om tallene giver anledning til eventuelle tiltag, oplyser koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen i et skriftligt svar til Avisen Danmark.

Hos Region Midtjylland, der allerede har undersøgt sine amputationssager, fremgår det af et notat, at regionen vil lave en dataanalyse, som skal dække hele landet.

Det gøres for at sikre, at patienter ikke i fremtiden risikerer at skulle få amputeret et ben unødigt.

Frygter lignende fejl hos andre regioner

Organisationen Danske Patienter mener, det er en god idé, at regionerne nu sætter undersøgelser i gang. Det siger direktør Morten Freil til mediet.

- Vi ser også gerne, at de får input fra de faglige selskaber, om der er lignende advarsler, der bør tages hånd om, siger han.

Han erkender, at eksisterende data bekræfter, at Region Midtjylland ligger særligt højt sammenlignet med de øvrige regioner.

- Men vi frygter også, at andre regioner gennem en årrække har for mange amputationer, fordi de ikke har prioriteret at forebygge tilstrækkeligt, siger Morten Freil.

I Region Nordjylland laver man ikke en undersøgelse, da regionen i forvejen indgår i den analyse, der afslørede problemer i Midtjylland.

Nyhedsoverblik

Afgående direktør kan fortsat hjælpe i forsyningssagen

play-circle LYT
Claus Steen Madsen stopper snart som kommunaldirektør i Odsherred Kommune, men vil fortsat rådgive kommunen i sagen om Odsherred Forsyning. Foto: Signe Alvang - TV2 ØST

Odsherred Kommunes kommunaldirektør, Claus Steen Madsen, har ikke forsømt sin pligt i sagen om Odsherred Forsynings konkurs.

Det konkluderer en advokatundersøgelse, som økonomiudvalget i kommunen mandag behandlede.

Når Claus Steen Madsen fratræder som kommunaldirektør – formentlig omkring 1. april – for at blive afløst af Mette Touborg, vil han derfor fortsat på konsulentbasis bistå kommunen i forsyningssagen.

- Så kan vi drage fordel af hans enorme viden og erfaring, bemærker borgmester Hanne Pigonska (V), som er godt tilfreds med, at kommunen fik undersøgt hans rolle.

- Jeg ved godt, man bruger en hulens masse penge på advokater, men jeg har været meget interesseret i, at vi fik lavet undersøgelsen, for det var vigtigt at få undersøgt, siger Hanne Pigonska.

Et flertal i økonomiudvalget valgte at tage undersøgelsen til efterretning og ikke foretage sig yderligere.

Enkelte medlemmer undlod at stemme med henvisning til, at Odsherred Forsyning har varslet en mulig retssag mod kommunen. Om den sag bliver til noget, er dog endnu uvist.

Fængeslsstraffe til unge mænd for voldsomt overfald

play-circle LYT
Retten i Næstved sender de to gerningsmand i fængsel. Foto: (Arkivfoto).

Et voldsomt overfald på banegården i Nykøbing Falster koster nu to mænd på 18 og 20 lange fængselsstraffe.

Det skriver Folketidende.

Ifølge anklageskriftet slog de to unge mænd end mand i hovedet, hvilket fik ham til at falde til jorden. Da han lå ned, fortsatte de med slå og sparke ham flere steder på kroppen.

Takket være videoovervågning fra McDonald's tæt ved banegården kunne man se mændene stå og kigge ned mod Banegårdspladsen, hvor overfaldet fandt sted. Samtidig stod de og slog og sparkede ud i luften - hvilke de ikke kunne forklare i retten.

Retten endte med at idømme den 20-årige fire måneders fængsel, mens den 18-årige fik seks måneders fængsel. Den 20-årige har siddet varetægtsfængslet, og harderfor afsonet straffen.

Kommune skal finde skole til 52 elever efter konkurs

play-circle LYT
Appenæs Friskole indgav sin konkursbegæring mandag. Tirsdag lukkedes for al skoleaktivitet. Foto: Kenneth Grymen

En konkursbegæring af Appenæs Friskole i Næstved efterlod mandag 52 elever uden skoletilbud og ti lærere uden arbejdsplads.

Nu er det Næstved Kommune, der skal sikre eleverne en ny skolegang.

Ifølge kommunens regler har distriktsskolerne pligt til at optage elever, der står uden skoletilbud, når en friskole lukker.

Det forklarer kommunens centerchef for Skoler og PPR, Søren Kokholm, der også oplyser, at eleverne vil blive tilbudt pladser på kommunens otte distriktsskoler.

- Jeg har bedt skolelederne kontakte forældrene. Der skal være plads til dem på skolerne, siger han.

Ifølge centerchefen er processen sat i gang, men det er endnu uvist, hvor mange elever der allerede har fået en ny skole.

Skolens - nu tidligere - bestyrelsesformand, Kasper Villy Herbst Pedersen, mener, konkursen skyldes en presset økonomi, som ikke stod til at redde, selv om han og fire andre bestyrelsesmedlemmer forsøgte at vende udviklingen siden april 2025, hvor de overtog skolen fra en anden bestyrelse.

- Vi gjorde alt, vi kunne. Det vil jeg sige. Vi gjorde alt for at få grønne tal på bundlinjen, siger Kasper Villy Herbst Pedersen.

Simon Hansen er blevet borgmestrenes borgmester

play-circle LYT
Simon Hansens borgmesterkolleger har valgt ham som formand for KKR Sjælland. Foto: Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommunes borgmester, Simon Hansen (S), har føjet endnu en titel til sit cv. Han er nu blevet en slags borgmestrenes borgmester på Sjælland og Lolland-Falster.

Da KKR Sjælland for nylig holdt sit første møde efter kommunalvalget, blev han nemlig valgt som formand. Næstformand blev Stevns Kommunes borgmester, Anette Mortensen (V).

KKR Sjælland er et ”kommunekontaktråd” under Kommunernes Landsforening, hvor borgmestre og enkelte menige byrådsmedlemmer fra de 17 kommuner i Region Sjælland mødes for at koordinere opgaver, der går på tværs af kommunerne i regionen.

Populær borgmesterkandidat stiller op til Folketinget

play-circle LYT
Rune Kristensen og Andreas Karlsen er enige om, at Ringsted bør repræsenteres i Folketinget. Foto: Rune Kristensen (K)

- Jeg gik helhjertet efter borgmesterposten i Næstved, men det lykkedes som bekendt ikke på målstregen. Og når en dør lukker, åbner en ny.

Sådan lyder det fra Rune Kristensen (K), der nu går efter at blive medlem af Folketinget ved det kommende valg.

Stemmeslugeren, der trods sine knap 2.700 personlige stemmer ikke blev borgmester i Næstved, har tidligere været folketingskandidat for partiet. Ved valget i 2022 manglede han blot 300 stemmer for at komme ind.

Nu er han opstillet i Ringsted, hvor Konservative ved kommunalvalget fik en sand jordskredssejr, som sikrede Andreas Karlsen borgmesterposten.

- Det er det tætteste vi kommer på en sjællandsk konservativ højborg med over 40 % af stemmerne sidst vælgerne gik til valg. Jeg har aldrig haft en bedre chance for at blive valgt med denne fantastiske kreds i kombination med mit bagland og baggrund på Lolland-Falster, i Vordingborg og naturligvis i Næstved, siger Rune Kristensen i en pressemeddelelse.

Undersøger nyt lavbundsprojekt ved Svalebæk

play-circle LYT
Vådere enge og moser kan forbedre naturen i Gammellung Mose. Foto: Faxe Kommune

Et område ved Svalebæk kan blive omlagt til vådere natur, hvis et nyt lavbundsprojekt bliver realiseret. Faxe Kommune undersøger i øjeblikket mulighederne for at gennemføre projektet.

Formålet er at bremse nedbrydningen af tørvejord og dermed reducere udledningen af drivhusgasser. Samtidig skal projektet skabe mere naturlig hydrologi og mindske udledningen af næringsstoffer til vandmiljøet.

Planen er at afbryde dræn, sløjfe grøfter og hæve vandspejlet i området. Svalebækken skal desuden omlægges på en strækning.

Ifølge kommunens beregninger kan tiltagene reducere udledningen med hvad der svarer til 846 ton CO2 om året, eller 10,8 ton pr. hektar. Udledningen af kvælstof forventes reduceret med 1.885 kilo om året.

Kommunen vurderer, at vådere enge og moser kan forbedre forholdene for en række fuglearter og styrke naturen i Gammellung Mose.

Der blev gennemført en forundersøgelse i 2019, og kommunen fik tilsagn om realisering i 2021. Projektet afventer nu afgørelse om yderligere finansiering.

Nu begynder retssagen om Scandinavian Star

play-circle LYT

47 overlevende og pårørende fra Scandinavian Star-ulykken har stævnet staten i form af Søfartsstyrelsen og kræver 450.000 kroner hver i godtgørelse.

Mike Axdal fra Korsør er en af de 47, der har stævnet staten. Siden 1990 har han kæmpet for at komme til bunds i sagen, der kostede to af hans familiemedlemmer livet. Han håber, at retten placerer ansvaret for ulykken hos staten.

Udvalg siger ja til at opstille pavilloner ved ny skole

play-circle LYT
Den svanemærkede skole skal åbne efter sommerferien. Foto: Guldborgsund Kommune

Der skal opstilles to svanemærkede pavilloner ved den nye Sundskole i Sundby for at sikre plads til flere elever.

Børne- og skoleudvalget i Guldborgsund Kommune har på et møde mandag indstillet løsningen til byrådet, efter at elevtallet på flere årgange giver grundlag for tre klasser, selv om skolen er bygget til to spor fra børnehaveklasse til 9. klasse.

Ifølge udvalget vil der fra august 2026 være fire klasser mere, end skolen er dimensioneret til.

Administrationen foreslog først at indrette ekstra klasselokaler i den nye bygning, men udvalget valgte altså i stedet en midlertidig pavillonløsning efter ønske fra skolens ledelse. Sagen behandles endeligt i byrådet 26. februar.

De to pavilloner skal hver rumme to undervisningslokaler og lejes som udgangspunkt i 5 år. De placeres tæt på skolens øvrige bygninger og indrettes som almindelige klasselokaler med niveaufri adgang og tilhørende udearealer.

Formand for børne- og skoleudvalget Henrik Steen Jensen (SF) siger, at løsningen skal give ro om skolestarten.

- Vi ønsker at sikre, at eleverne får de bedst mulige rammer, når de starter på den nye Sundskole efter sommerferien, siger han og fortsætter:

- De svanemærkede pavilloner giver os en fleksibel og bæredygtig løsning, der understøtter skolens pædagogiske arbejde.

Initiativ skal styrke lokal debat om grøn trepart

play-circle LYT
Regeringen vil styrke den lokale debat og inddragelse i arbejdet med den grønne trepart, der skal skabe mere natur. Foto: Den Danske Naturfond/Jesper Edvardsen

Ministeriet for Grøn Trepart vil sammen med parterne bag den grønne trepart etablere et laboratorium for lokal inddragelse.

Initiativet skal styrke debat og engagement i arbejdet med aftalen og støttes med 38,5 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.

Indsatsen løber over tre år og skal understøtte lokal kapacitetsopbygning og demokratisk inddragelse i takt med, at aftalen ændrer arealanvendelsen i Danmark.

- Med initiativerne får vi en bedre og mere lokalt forankret grøn trepart, siger minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S).

Laboratoriet skal udvikle koncepter for lokale inddragelsesforløb, blandt andet om naturprojekter og fødevareproduktion. Erfaringerne skal deles med aktører, der arbejder med lokal inddragelse.

Derudover planlægger parterne en årlig landsdækkende debat om centrale emner som arealanvendelse og fremtidens landbrug samt nationale fremtidsværksteder, hvor borgere og organisationer kan bidrage med input.

Ministeriet indgår i styregruppen sammen med KL, Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer.

Narkohund fandt 14,7 gram hash hos 62-årig

play-circle LYT

Politiet rykkede mandag formiddag ud til en adresse i Vordingborg efter et tip.

På stedet fandt politiets narkohunde frem til en plastikbøtte med 14,7 gram hash, som stod i et skab. Beboeren, en 62-årig mand, erkendte, at hashen tilhørte ham.

Politiet konfiskerede stoffet og sigtede den 62-årige for salg af euforiserende stoffer.

27 bilister blitzet på landevej

play-circle LYT
Politiets fotovogn var på arbejde på Kalundborgvej i Sorø lørdag eftermiddag og aften. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Hver 18. bilist trykkede for hårdt på speederen, da politiet lørdag målte farten på Kalundborgvej i Sorø.

En automatisk trafikkontrol mellem klokken 15 og 20.30 målte 478 biler i 60-kilometerzonen. 27 bilister kørte for stærkt og får en bøde. Fire af dem kørte så hurtigt, at de også får et klip i kørekortet.

Den højeste hastighed lød på 93 kilometer i timen. Det er 33 kilometer over den tilladte fart på 60 kilometer i timen. 451 bilister holdt sig inden for grænsen.