Efterlyste sommerhuse til ukrainske flygtninge – mindst 60 har nu sagt ja til at tage imod
Sommerhusene i Odsherred har før været brugt som husly for krigsflygtninge. Nu har 60 sommerhusejere meldt sig klar til at gentage historien.
For en uge siden gik Odsherred Kommune ud med en opfordring til lokale sommerhusejere om at give husly til ukrainske flygtninge.
Ifølge kommunen kniber det nemlig med at finde kommunale bygninger, der er egnet til formålet. Derfor har man i stedet for sat sin lid til at finde logi til mennesker på flugt fra det krigshærgede land i nogle af kommunens omkring 24.000 sommerhuse. Og det har indtil videre vist sig at give pote.
- Jeg får henvendelser på Messenger, og folk spørger, hvor man henvender sig, for at stille sit sommerhus til rådighed, fortæller borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred).
Der er ikke nogen flygtning, der skal sove på gaden, så længe jeg har et sommerhus
Hun oplyser, at mindst 60 sommerhusejere indtil videre har tilkendegivet, at de gerne stiller deres feriebolig til rådighed for ukrainere på flugt.
Karina Vincentz fortæller, at hun tror, den store velvilje i høj grad handler om, at mange har følt et behov for at kunne bidrage med noget. Alligevel havde hun ikke sat forventninger til, at den nordvestsjællandske kommune nu vil stå med 60 potentielle hjem til ukrainere på flugt:
- Jeg tror ikke, vi havde regnet med noget, da vi spurgte ud omkring det. Men vi mærker en folkelig opbakning til, at man gerne vil gøre noget for at hjælpe. Så det kommer ikke bag på mig, at der er kommet nogen – men antallet havde vi overhovedet ikke tænkt på, siger hun til TV2 ØST og lader forstå, hun beundrer sommerhusejernes velvilje:
- Jeg synes, det er lidt vildt, at man stiller sin egen bolig til rådighed for nogen, man overhovedet ikke kender.
Flygtninge over ferie
Blandt dem er Kristoffer Schou, der til dagligt bor i København, men som også har et sommerhus i naturskønne omgivelser i Odsherred.
- Det her er en situation, hvor jeg føler mig magtesløs, og hvor mine impulser siger: Start bilen og kør til Ukraine og hent folk op langs vejen. Men det kan jeg ikke gøre på grund af mine forpligtigelser herhjemme. Så det her var smart. Nu kan jeg på lovlig og accepteret vis huse flygtninge på en organiseret måde, fortæller han og tilføjer:
- Det er jeg meget taknemmelig for at kunne være en del af.
Kristoffer Schous sommerhus ligger trukket tilbage omkring halvanden kilometer fra kysten omgivet af natur. Det er et sommerhus på 50 kvadratmeter med to små soveværelser og køkken og stue i et samt et lille badeværelse. Han har haft sommerhuset i fire år og ynder efter eget udsagn at bruge det året rundt.
- Det er et sted, jeg elsker at tage til fra København, forklarer han, men lader samtidigt forstå, at en feriebolig for ham kommer i anden række, som situationen er lige nu:
- Der er ikke nogen flygtning, der skal sove på gaden, så længe jeg har et sommerhus, de kan bo i i den her kulde-fase.
Indtil videre har Kristoffer Schou ikke hørt nærmere om, hvorvidt eller hvornår der måske flytter flygtninge ind i det lille sommerhus i Odsherred.
Ifølge Karina Vincentz er man endnu ved at undersøge og planlægge praktikken omkring indlogering af flygtninge. Herunder også betaling for udgifter til vand og varme.
Borgmesteren påpeger dog, at netop spørgsmål om penge ikke er noget, der har fyldt blandt sommerhusejerne, som vil stille deres feriehjem til rådighed.
Ikke første gang i historien
Når det hele falder på plads, og de første ukrainere kan flytte ind, vil det ikke være første gang, at sommerhusene i Odsherred giver ly til mennesker på flugt.
- Det lidt sjove ved sommerhusene heroppe er, at de også var i spil under Anden Verdenskrig, hvor de husede krigsflygtninge heroppe. Så det er noget, Odsherred har prøvet før, fortæller Karina Vincentz.
Flere end 1,7 millioner mennesker er ifølge FN nu på flugt fra krigen i Ukraine, hvoraf Regeringen forventer, at 20.000 mennesker vil søge mod Danmark. Foreløbigt har kommunerne landet over ifølge KL fundet kapacitet til at huse 15.000 flygtninge.