Skib lastes med 115,5 meter lange møllevinger

I denne uge lastes vingeskibet Boldwind med møllevinger på 115,5 meter, som skal bruges i kommende havvindmølleparker.

Et imponerende syn kan opleves i Nakskov Havn i denne uge, når Vestas sender de første 115,5 meter lange møllevinger af sted med vingeskibet Boldwind.

Skibet er ladet med… Møllevinger.

Og der er tale om den helt store slags.

I denne uge sender Vestas nemlig de første 115,5 meter lange møllevinger af sted med vingeskibet Boldwind, der lagde til kaj i Nakskov Havn for et par dage siden.

Foto: Jonas Bonde for Business Lolland-Falster

Derfor har de to specialkraner, der tårner op på havnens nyeste kaj, også fået deres sag for. De spiller nemlig hovedrollen i at få læsset de enorme vinger ombord.

Det skriver Business Lolland-Falster i et opslag på Facebook.

Ifølge Business Lolland-Falster er de to kæmpekraner, der har stået på kajen siden jul, blevet et vartegn for Nakskov. Om de kan tilskrives den ære, vil havnemesteren på Nakskov Havn ikke udtale sig om – men han medgiver, at de fylder godt i bybilledet.

- De stikker godt i vejret og er rigtig store. Man kan ikke undgå at få øje på dem, og jeg synes, at det ser rigtig godt ud, siger Tummas Juul, havnemester i Nakskov Havn.

Foto: Jonas Bonde for Business Lolland-Falster

Zoomer man længere ind, kan man opleve de enorme møllevinger på klos hold – og her bliver synet ikke mindre imponerende.

De 115,5 meter lange vinger er i gang med at blive lastet på skibet, fordi de skal bruges til Vestas nye V236-15 MW havvindmøller. Denne store version af havvindmøller kan producere strøm til fire husstandes døgnforbrug ved blot at køre en enkelt omgang, skriver Business Lolland-Falster.

Foto: Jonas Bonde for Business Lolland-Falster

Vigtig brik i den grønne omstilling

Havvindmøllerne skal bruges i kommende havvindmølleparker i blandt andet Østersøen og Nordsøen.

I Østersøen gælder det den polske vindmøllepark ”Baltic Power”, der forventes at stå færdig i 2026. Det er ifølge Business Lolland-Falster den første polske havvindmøllepark, og den vil producere grøn strøm til 1,4 millioner husstande.

I Nordsøen skal vingerne bruges i den tyske He Dreiht, hvor 64 af Vestas’ vindmøller skal producere strøm til 1,1 millioner tyske husstande.

- Udskibningen af de nye vinger understreger, at Vestas’ vingefabrik i Nakskov er en vigtig brik i den grønne omstilling i form af større havvindmøller.

- Det kræver længere vinger, og dem laver de på fabrikken i Nakskov, skriver Business Lolland-Falster.

Foto: Jonas Bonde for Business Lolland-Falster

 Udvider afgørende sejlrende

Fragten af møllevingerne understreger behovet for, at store fragtskibe gnidningsfrit kan sejle til og fra havnen i Nakskov.

Derfor er Nakskov Havn også i fuld gang med at udvide sejlrenden gennem fjorden, der forbinder havnen med Langelandsbælt. 

Udvidelsen skal sikre en mindre kompliceret indsejling, så der fremover vil være to bløde knæk frem for de tre skarpe sving, som skibene skal sejle igennem i dag.

- Vi regner med at være færdige ved udgangen af marts, og indtil videre går processen godt, slår Tummas Juul fast.

Nakskov Havn har ventet i over seks år med at kunne gå i gang med udvidelsen, fordi flytningen af havbund krævede tilladelse fra Miljøstyrelsen. Dén tilladelse kom i efteråret 2024, og ved årsskiftet gik gravearbejdet i gang.

Nyhedsoverblik

Ny aftale skal nedbringe ventetider til psykologhjælp

play-circle LYT
Aftalen træder i kraft den 1. oktober. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

En ny aftale mellem Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening skal nedbringe ventetiden på psykologhjælp.

Aftalen bygger på at introducere mere fleksible kontaktformer mellem borgere og psykologer, så visse problemstillinger kan håndteres uden fysisk konsultation.

Det skriver Danske Regioner, der imidlertid ikke uddyber, hvilke slags kontaktformer der er tale om.

Med aftalen indføres også en ny henvisningsydelse, der gør det muligt for psykologer at begynde planlægningen af behandlingen allerede før første samtale.

Der er også afsat midler til initiativer, der skal styrke kvaliteten i psykologpraksis, blandt andet gennem bedre brug af data om behandlingsforløb og effekt.

Ifølge Dea Seidenfaden, der er forperson for Dansk Psykolog Forening, er aftalen af stor betydning for psykiatriens fremtidige rolle i sundhedsvæsenet.

- Det har også været helt afgørende for os, at aftalen baner vejen for, at psykologordningen kan udvikle sig til en endnu mere central del af et styrket og nært mentalt sundhedsvæsen.

Aftalen træder i kraft 1. oktober og løber frem til 1. juli 2028.

Mand vandt på årets højeste odds - spillede kun for småpenge

play-circle LYT
Manden vandt lidt under 34.000 kroner på kuponen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Onsdag lykkedes det en mand fra Midtsjælland at ramme fem rigtige på det, der ifølge Danske Spil er årets hidtil mest usandsynlige oddskupon.

Til gengæld afspejlede mandens indsats også kuponens sandsynlighed for at gå hjem.

I alt to kroner valgte manden at satse på kuponen, der kombinerede fem udfald i fem forskellige fodboldkampe og gav svimlende 16.980,25 gange pengene igen.

Manden fordoblede dermed det samlede odds og kunne trække en gevinst på 33.960,50 kroner ud fra sin bettingkonto.

Manden, der af spilfirmaet kun omtales som værende fra Midtsjælland, er ifølge eget udsagn kun heldig. Fodbold interesserer ham nemlig ikke synderligt.

Faktisk var han i færd med at løbe huslige ærinder, da kuponen vandt.

- Det interesserer mig simpelthen ikke nok til, at jeg sad og fulgte med. Jeg var ude for at hente ting i fryseren, og jeg tømte opvaskemaskinen, og så gik jeg lige ind for at kigge igen bagefter, siger manden til Danske Spil.

- Og så: ’Det er løgn! Den er der sgu!' lyder det videre.

Ifølge manden var han tæt på at fordoble sin indsats til fire kroner, før han placerede væddemålet.

Sådan så den kombinerede oddskupon ud

Stillingerne i parentes angiver kampenes score, da manden placerede væddemålet.

  1. Pafos FC – Slavia Prag (1-0). Tip 1, resultat 4-1

  2. Barcelona – FC København (0-1) Tip 1 med tre overskydende, resultat 4-1

  3. Bilbao – Sporting (2-1) Tip 2, resultat 2-3

  4. Atletico Madrid – Bodø/Glimt (1-1) Tip 2, resultat 1-2

  5. Napoli – Chelsea (2-1) Tip 2, resultat 2-3

Kilde: Danske Spil

Musikfestival rykker til Vordingborg

play-circle LYT
Festivalen blev aflyst i 2025. Foto: Festivalen Høst Møn

Musikfestivalen Høst Møn afvikles fremover på Masnedøfortet i Vordingborg, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Festivalen måtte aflyses i 2025, fordi Hårbølle Strand, som den hidtil har været afholdt ved, blev udpeget som Natura 2000-område.

Valget faldt ifølge arrangørerne på Masnedøfortet, fordi det ligger tæt på Vordingborgs kyst.

- Havet har altid været en vigtig del af vores festival, og nu får vi en ny ramme - med lidt mindre sandstrand, men meget større bølger, siger Kasper Boye, festivalens formand.

Høst Møn er en to-dags festival med koncerter og fællesspisning og afholdes den sidste weekend i august.

- Gæsterne kan se frem til en sensommerfest med internationale, danske og upcoming-kunstnere, mens solen går ned over Storstrøm, skriver festivalen.

Strikkeudstilling trækker rekordmange på museum

play-circle LYT
Det er især strikkeudstillingen Nål og Tråd – Håndarbejde i kunsten, der har bidraget til rekorden, skriver museet. Foto: Martin Sølyst - Sorø Kunstmuseum

2025 blev et historisk år for Sorø Kunstmuseum, der i løbet af året slog dørene op for i alt 27.029 besøgende.

Museet har dermed slået besøgsrekorden på 24.972, som blev sat i 2017, skriver museet i en pressemeddelelse.

Ifølge museet skyldes fremgangen primært særudstillingen Nål og Tråd - Håndarbejde i kunsten, der også har slået rekord for mest besøgte udstilling i museets historie.

En af de største stigninger sås blandt de 15-25-årige, som især har benyttet det ugentlige kreative frirum for unge, Unges Kunstrum.

- Jeg ser besøgsrekorden som en spejling af museets arbejde med vedkommende og fagligt funderede udstillinger, målrettet formidling og publikumsrettede aktiviteter, hvilket jeg naturligvis er meget glad og stolt over, siger direktør Marie Louise Helveg Bøgh om rekorden.

Mentorordning fejrer 15-års jubilæum

play-circle LYT
Mentordningen hjælper nye elever på industriuddannelser med at få en god start på deres uddannelser. Foto: Dansk Metal

I 15 år har pensionerede personvognsmekanikere, smede og industriteknikere ageret mentorer for elever på Zealand Business Colleges industriuddannelser i Ringsted og Slagelse.

Det skriver ZBC, der i år fejrer 15 års jubilæum for den mentorordning, de indførte i 2015.

Mentorernes opgave er at stille sig til rådighed som ekstra hænder, sparringspartnere og rollemodeller over for skolernes nye elever, så de får en god start på deres uddannelse.

Mentorordningen er et samarbejde mellem Metal Midt-Vestsjælland, der er en underafdeling til fagforeningen Dansk Metal. Ordningen hviler på i alt ni frivillige mentorer på uddannelserne i Ringsted og Slagelse.

Ifølge afdelingsformand i Metal Midt-Vestsjælland, Gert Suhr Hansen, har ordningen været en af nøglerne til at gøre uddannelserne attraktive.

- Vores seniorer kender faget indefra og bidrager til at gøre faget levende. De støtter de unge og deler deres begejstring for håndværket. Det betyder noget for de unge både fagligt og menneskeligt, siger han. 

Afhoppere starter nyt lokalt parti

play-circle LYT
Et nyt parti er blevet en del af det politiske landskab på Lolland. 'Jeres Lolland' hedder det nystiftet lokale parti. Foto: Jeres Lolland

- Vi er stolte af at præsentere Jeres Lolland, et nyopstartet lokalparti med ét klart mål: at sætte Lolland og lollikkernes hverdag først.

Sådan skriver det nystiftede parti, Jeres Lolland, på Facebook.

Partiet vil tage udgangspunkt i lokale behov - og ikke landspolitiske problemstillinger, oplyser de.

Partiets politik vil primært fokusere på: Børn og unge – stærke dagtilbud, skoler og gode rammer for trivsel; Ældre og sundhed – værdig pleje; Nærhed og tryghed, samt lokalsamfund og udvikling – liv på hele Lolland, både by og land og Sund fornuft i økonomien – ansvarlige prioriteringer og åbenhed.

Partiet er ifølge Folketidende grundlagt af en håndfuld afhoppere fra Dansk Folkeparti på Lolland. Blandt andre den tidligere byrådskandidat Frederik Mortensen og DF-afhopperen Henrik Hansen.

Afhopperne smuttede fra Dansk Folkeparti på grund af intern uro.

Diskotek får påbud om brandsikkerhed - se tallene for regionen

play-circle LYT
Diskoteket har fået påbuddet for på utilstrækkelig vis at instruere deres personale i brandsikkerhed, forklarer afdelingschef. Foto: Per Bjørn - TV ØST

Lolland-Falster Brandvæsen har udstedt et påbud om brandsikkerhed til diskoteket Billy Booze i Næstved.

Det fortæller Morten Andersen, der er afdelingschef for forebyggelse i Lolland-Falster Brandvæsen, til TV2 ØST.

Ifølge afdelingschefen er påbuddet blevet udstedt af driftsmæssige årsager.

- Personalet kunne ikke på tilstrækkelig vis svare på spørgsmål om brandsikkerhed. For eksempel har de ikke kunnet svare i en tilstrækkelig grad, om de har modtaget en instruktion i brandsikkerhed, siger han.

I kølvandet på branden på natklubben Le Constellation i Schweiz nytårsaften, der efterlod 40 døde, besluttede Danske Beredskaber at undersøge brandsikkerheden på landets diskoteker, barer og klubber.

Tallene viser, at 11 påbud om brandsikkerhed blev udstedt i Region Sjælland. De 11 påbud er fordelt på seks forskellige beværtninger.

Opgørelsen viste desuden, at over 60 procent af danske natklubber, barer eller diskoteker modtog et påbud i løbet af sidste år. 

Kommune kæmper med enorme mængder sne

play-circle LYT
Der ligger store mængder sne på Stevns - her i nærheden af Stevns Klint. Foto: Simon Reiter - TV2 Øst
Af Kristian Koed Hansen
I samarbejde med TV 2 Kosmopol

Torsdag arbejdes der på højtryk for at få ryddet veje for sne i Stevns Kommune.

Det oplyser Henrik Hedegård, der er leder for Veje og Materielgård i kommunen, til TV 2 Kosmopol.

- Det er alle mand på dæk lige nu. Alt, hvad vi kan køre med, kører vi med lige nu, siger han til TV 2 Kosmopol.

Det er særligt fygesne fra marker, som kommunen kæmper med. I øjeblikket har kommunen valgt at lukke én vej grundet store mængder fygesne.

Ifølge vejchefen har de opgivet at køre med sneplov, da de bare skubber sneen rundt. I stedet har de indsat fem gravemaskiner, der kan løfte sneen væk fra vejene.

- Man skal overveje, om man overhovedet skal ud og køre nogen steder, lyder opfordringen fra vejchefen.

Faktisk vil han råde borgere i Stevns til at handle stort forud for weekenden, hvor der loves blæsevejr og muligvis mere sne på egnen.

- På den måde undgår vi alt for meget kørsel i weekenden, siger Henrik Hedegård.

Større mængder sne kan være på vej tilbage

play-circle LYT
Den østlige del af regionen kan muligvis se frem til hvidere landskaber i løbet af næste uge. Foto: Per Rasmussen

Flere dele af regionen kan blive dækket af op til 15 centimeter sne i næste uge, oplyser DMI.

Holder prognoserne, bliver det særligt på Stevns, i Faxe, i Vordingborg samt på Sydhavsøerne, hvor sneen falder kraftigst.

Snemængderne har ifølge instituttet taget et dyk nedad i går og i forgårs, fordi et kraftigt højtryk over Rusland har holdt sneen væk.

Men i midten af næste uge kan det muligvis ændre sig, fortæller vagthavende med instituttet Rasmus Stoltze Hansen.

- Højtrykket opløses langsomt og giver plads til, at det vante vintervejr langsomt kommer vest- og sydfra igen, siger han og tilføjer:

- Lige nu er der kæmpe usikkerhed om, om det er noget, der giver fem eller 15 centimeters sne. Men det ligner noget, der kunne gøre landskabet hvidt igen, siger han.

Ifølge instituttet vil flere steder i Region Sjælland desuden opleve dagsfrost. Søndag kan maksimumtemperaturen blive -5 grader, lyder det. 

Parti forlader konstituering - nu har borgmester smallest mulige flertal

play-circle LYT
Sorøs borgmester Jakob Spliid (V) har mistet et mandat i flertalsgruppen. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Et byrådsmøde i Sorø udviklede sig uventet dramatisk, da Danmarksdemokraternes enlige byrådsmedlem Arne Olsen forlod flertalsgruppen.

Det skriver Sjællandske.

Det var under en debat om en ny struktur for de politiske udvalg i kommunen, at Arne Olsen sprang bomben.

- Jeg kan godt høre, hvor det her bærer hen. Så det er nok bedst, at jeg forlader flertalsgruppen. Det er en omkonstituering, jeg beder om, sagde Arne Olsen.

En tydeligt overrasket borgmester Jakob Spliid (V) afbrød herefter mødet for at samle flertalsgruppen, der stadig tæller 13 ud af 25 mandater, mens også oppositionen, som Arne Olsen nu er en del af, samledes.

Mens borgmesterens flertal altså er intakt, får Arne Olsens exit fra flertalsgruppen den konsekvens, at den nye udvalgsstruktur først kan endeligt vedtages på et møde i februar.

Mand anholdt for at stjæle varer for over 100.000 kroner

play-circle LYT

Onsdag anholdt politiet en mand på Vestmotorvejen ved Korsør, som har været eftersøgt siden sommer.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Der er tale om en 56-årig rumænsk mand, som er mistænkt for at stå bag flere butikstyverier i Høng, Næstved, Gilleleje, Helsingør, Nyborg og Svendborg henover sommeren 2025.

Her blev der stjålet makeup og andre produkter til en værdi af mere end 100.000 kroner.

Politiet mener dog ikke, at den 56-årige mand står bag tyverierne alene. En 51-årig rumænsk mand har allerede fået et år og ti måneders fængsel samt en udvisning for bestandigt for tyverierne. Politiet regner med, at der er flere medgerningsmænd end de to, der nu er i politiets varetægt.

Den 56-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag morgen.

Mand løb rundt med økse

play-circle LYT

Det skabte noget usikkerhed hos beboere i Nørreballe på Lolland, at en mand rendte rundt med en økse.

Politiet blev alarmeret klokken 18.02, fremgår det af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det viste sig at være en 38-årig mand fra lokalområdet. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og våbenloven, da han bar en flækøkse med sig.

Politiet kørte ham til sygehuset, da han - med politiets ord virkede noget "ude af balance".