Minister om social eksport: Bonus er en misforståelse i pressen

Foto: Niels Hougaard

Ifølge økonomi- og indenrigsministeren er det en misforståelse, at der skulle være en form for bonus i det kommunale udligningssystem.

I dag får kommunerne en økonomisk bonus, hver gang de får en arbejdsløs i arbejde.

Det samme gør de, hvis den pågældende flytter ud af kommunen.

Men der går tilsvarende mange år, før den nye kommune modtager fuldt tilskud for den nye borger. Sådan lød det på et samråd i Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer i onsdags. Her ville oppositionen kræve en reform af udligningssystemet.

Den enkelte person indgår i opgørelsen med kommunens udgiftsbehov i det antal år, hvor personen bor i kommunen

— Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), økonomi- og indenrigsminister

Men spørger man Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), økonomi- og indenrigsminister, så er det en misforståelse, at der skulle være en form for bonus i det kommunale udligningssystem. Det skriver Altinget.

- Kritikken skulle gå på det forhold, at udligningen er baseret på de seneste offentliggjorte statistikker, som typisk vil vise situationen cirka to år før tilskudsåret. Det vil sige, at der går et par år, før ændringerne i en kommunes forhold slår igennem i udligningen. Det har ført til den misforståelse i pressen, at der skulle være en udligningsmæssig gevinst i fraflytningskommunen, mens tilflytningskommunen skulle lide et tab, siger han til Altinget.

Ministeren understreger, at udligningen ikke giver tilskyndelse til social eksport.

- Det er altså ikke rigtigt. Den enkelte person indgår i opgørelsen med kommunens udgiftsbehov i det antal år, hvor personen bor i kommunen. Hverken mere eller mindre, siger han.

Syv kommuner har hjulpet borgere til Lolland

I november fremlagde Lolland Kommune bevis for, at Ballerup Kommune har givet 17.220 kroner til en socialt udsat borger i indskudslån til en bolig på Lolland.

Men Ballerup Kommune er langt fra den eneste. Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) mente nemlig at kunne bevise, at visse kommuner hjælper borgere på overførselsindkomst med at bosætte sig på Lolland.

Syv kommuner, primært i hovedstadsområdet, har i løbet af 2016 og 2017 hjulpet borgere på overførselsindkomst med at flytte til Lolland.

- Det tager penge fra vores velfærd og vores fællesskab og de ting, som vi rigtigt gerne vil gøre godt for Lolland Kommune. I stedet skal vi bruge for stor en del af vores økonomi til at hjælpe borgere, der kommer til fra andre kommuner.

- Det er ikke, fordi de ikke skal være velkomne her. Men problemet er, at der bare ikke er fuld kompensation for den udgift, som det her medfører, sagde borgmesteren til TV ØST.

Nyhedsoverblik

Varevogn i solouheld skaber kø i morgentrafikken

play-circle LYT
Et solouheld har skabt kø på Sydmotorvejen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

På Sydmotorvejen mellem Vordingborg og Udby er der lige nu kø som følge af et trafikuheld.

Det oplyser Vejdirektoratet.

Køen er opstået efter en varebil har ligget på kørebanen og spærret i nordgående retning

Det fortalte vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Nis Henriksen tidligt onsdag morgen kort efter klokken 05.00, ifølge Ritzau.

- Varebilen blev formentlig taget af en meget kraftig sidevind, hvorefter den røg over i autoværnet. Den ligger nu på kørebanen.

- Så der er spærret i nordgående retning, og det har der været i en times tid, sagde han.

Ingen er kommet til skade i uheldet, og der var ikke andre end varebilen involveret, understregede Nis Henriksen.

Politiet har haft skiltevogne, som dirigerede trafikken uden om uheldet, mens autohjælp arbejdede på at få bilen væk fra kørebanen.

- Der er lang kø lige nu. Vi håber ikke, at det tager mere end en halv times tid, sagde Nis Henriksen.

Bilister skal forvente en forlænget rejsetid på 10 til 30 minutter, ifølge Vejdirektoratet.

Byråd fortsætter med at hedde byråd

play-circle LYT
Ringsted Byråd holder på formerne - og vil fortsat hedde byråd. Foto: Ringsted Kommune

Der er ikke stemning for at ændre betegnelsen af Ringsted Kommunes øverste politiske ledelse.

Således fortsætter Ringsted Byråd med at hedde Ringsted Byråd - som det i øvrigt har gjort det i den midtsjællandske købstad siden 1970.

Det var SF og Socialdemokratiet, der på tirsdagens møde i byrådet foreslog at skifte navn til Ringsted Kommunalbestyrelse.

– Når man hører ordet Ringsted Byråd, så associerer man det med Ringsted By. Når man siger Ringsted Kommunalbestyrelse, så tænker man – det gør jeg i hvert fald – på Ringsted Kommune. Det giver god mening, at vi viser, at vi dækker hele kommunen, lød begrundelsen fra byrådsmedlem Britta Nielsen (SF).

Men det var der ikke stemning for blandt andre end forslagsstillerne selv. Seks medlemmer stemte for, mens 15 stemte imod forslaget.

Kommune aflyser skolebusser onsdag

play-circle LYT

Der kører ingen skolebusser til og fra Kulsbjerg Skole, afdeling Stensved onsdag.

Det fremgår af et opslag på Aula, som TV2 ØST har set.

Her står der, at skolebusruterne 8, 9 og 10 på Sjællandssiden alle er aflyst onsdag.

Det skyldes "større og større udfordringer med sneen", fremgår det af beskeden.

Novo lander vækst på seks procent med årsregnskab

play-circle LYT
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk havde en omsætning på lidt over 309 milliarder kroner i 2025 og en vækst på seks procent.

Det viser årsregnskabet.

Trods den fortsatte stigning i omsætning gik Novo Nordisks vækst i salget af vægttabsmidler ned i gear i fjerde kvartal.

Salget af supersællerten Wegovy slog dog stadig analytikernes forventninger, skriver MarketWire.

Wegovy-salget endte på 21,9 milliarder kroner i kvartalet mod 21,1 milliard kroner ventet af analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo, lyder det.

Med årsregnskabet lander Novo Nordisk et overskud på 102,4 milliarder kroner.

For 2024 lød overskuddet på lige knap 101 milliarder kroner.

Novo Nordisk kæmper med en stigende konkurrence på det vigtige amerikanske marked.

Og netop det var årsagen til, at Novo tilbage i november skruede ned for sine forventninger.

Samtidig med fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal sænkede selskabet nemlig sin forventning til det samlede salg i 2025.

Sigtet for butikstyveri

play-circle LYT

En 33-årig udenlandsk mand puttede mandag eftermiddag forskellige varer i en pose i en forretning i Østergågade i Nykøbing Falster.

Da han forlod butikken uden at betale, slog personalet alarm til politiet.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

En patrulje kunne anholde ham klokken 15.39 og sigte ham for butikstyveri. Her viste det sig, at manden allerede var kendt fra tidligere tyverier fra forretninger i samme kæde.

Politiet overvejer nu, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.

Færgerederi skal have ny direktør

play-circle LYT
Kristian Durhuus er fortid som administrerende direktør for Molslinjen. Foto: Molslinjen

Efter tre et halvt år er tiden som topchef rindet ud for Kristian Durhuus' vedkommende.

Molslinjen, der foruden Aarhus-Sjællands Odde her i TV2 ØSTs sendeområde driver Langelandslinjen, står foran et ledelsesskifte, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

Der er brug for en anden profil, hedder det.

- Vi er nået til et punkt i Molslinjens udvikling, hvor flere markante og strategisk vigtige projekter er gennemført eller godt på vej. Øresundslinjen er fuldt integreret i forretningen, vi har sat nye elfærger i drift på Alslinjen og Samsølinjen, og vi er i gang med byggeriet af tre batteridrevne katamaraner i Australien. Nu er tiden kommet til at bringe en ny profil ind i CEO-rollen, siger Carsten Jensen, der er administrerende direktør i Molslinjens ejer, Nordic Ferry Infrastructure.

Indtil en ny direktør er fundet, vil Carsten Jensen fungere som konstitueret CEO for Molslinjen.

Byggeaffald bliver dumpet i naturskønt område

play-circle LYT
Langs vejen på Sidinge Dæmning er der blevet dumpet byggeaffald. Foto: Odsherred Kommune

Uautoriseret dumping af jord og byggeaffald er blevet et stigende problem i Odsherred Kommune.

Alene ved det naturskønne område langs Sidinge Dæmningen er der inden for få dage blevet læsset flere bunker jord og affald af langs vejen uden tilladelse.

Ifølge kommunen er der siden midten af december konstateret dumping på mindst fire forskellige steder. Affaldet består af blandet jord med brokker, som kan være forurenet og derfor ikke kan genbruges.

– Vi ved ikke, hvad jorden indeholder, og derfor er vi nødt til at bortskaffe det som forurenet jord. Det er ikke noget, vi kan bruge til noget, siger Nina Skjøt-Pedersen, chefkonsulent i Odsherred Kommune.

Hver bunke koster typisk kommunen eller de berørte entreprenører mellem 15.000 og 20.000 kroner at få fjernet.

– Det er bare affald fra nogen, der ikke gider køre det væk selv. Det er fuldstændig usolidarisk, og det er skatteborgerne, der ender med at betale regningen, siger Nina Skjøt-Pedersen.

Kommunen har nu bestilt overvågning ved Sidinge Dæmningen og opfordrer borgere til at give besked via kommunens Giv et praj-app eller kontakte politiet, da dumping af byggeaffald er ulovligt.

Odsherred Kommune opsætter nu kameraovervågning ved Sidinge Dæmningen for at undgå flere tilfælde af dumping af byggeaffald.

Endnu en bagmand anholdt i narkosag

play-circle LYT
Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

En 35-årig mand fra Stubbekøbing blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet.

Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, hvor han var sigtet for sammen med en anden at have været i besiddelse af mindst 480 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Det oplyser anklager Karina Pedersen til TV2 ØST.

- Manden blev varetægtsfængslet frem til 16. februar, så han ikke kan påvirke efterforskningen i sagen.

Efterforskerne hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er allerede nået et stykke i sagen.

9. december blev den anden sigtede, en 39-årig mand, i sagen nemlig varetægtsfængslet, hvilket han fortsat er.

Retsmødet foregik for lukkede døre.

Værelse brød i brand på sikret institution

play-circle LYT
Et værelse på institutionen Kofoedsminde brød tirsdag formiddag i brand, men skulle være under kontrol nu. Arkivfoto. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Tirsdag formiddag udbrød en brand på et værelse på den sikret institution, Kofoedsminde i Rødby.

Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 10.37 og rykkede ud til adressen med to patruljer.

Det skriver Folketidende.

Ifølge vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jesper Skotte er der for nuværende kun røgudvikling på stedet, og man forventer, at indsatsen er afsluttet inden længe.

Der er ingen fare for, at nogen kommer til skade, oplyser Jesper Skotte til Folketidende.

Internationalt weekendløb er kommet til Holbæk

play-circle LYT
Holbæk Fælled parkrun finder sted hver lørdag med start klokken 09.00. Der bydes velkommen klokken 08.45. Foto: Holbæk Fælled parkrun

Som den første by i vores sendeområde har Holbæk nu fået det gratis løbeevent 'parkrun'.

I alt deltog 101 løbere under premieren lørdag, hvor viceborgmester Emrah Tuncer sendte deltagerne afsted på den fem kilometer lange rute rundt på Holbæk Fælled.

Det oplyser Holbæk Fælled parkrun i en pressemeddelelse.

'parkrun' er et motionsfællesskab med deltagere i 22 lande, der hver lørdag løber fem kilometer. Holbæk Fælled parkrun er det 12. i Danmark.

Begivenheden drives af frivillige, heriblandt løbsleder Sonny Lynge-Nielsen, der var glad og lettet, da alle deltagerne var nået i mål.

- Vi håber selvfølgelig, at opbakningen holder ved, og at deltagerne har lyst til at komme igen og igen. De må gerne tage naboer, venner, familie og kolleger med. Vi holder parkrun hver lørdag kl. 9, og man er lige velkommen, uanset om man kommer hver lørdag eller hvert andet år, udtaler Sonny Lynge-Nielsen i pressemeddelelsen.

Det er gratis at deltage i løbet, og man behøver hverken at kunne løbe hurtigt eller overhovedet kunne løbe. De fem kilometer kan nemlig også gås.

Advarer om falske mønter i omløb

play-circle LYT
Fotos af en ægte 20-kroners mønt fra 2021 (Kilde: Danmarks Nationalbank): Foto: Rigspolitiet
Af
I samarbejde med TV 2

Politiet advarer om, at der i øjeblikket er falske 20-kroners mønter i omløb over hele landet, hvor de blandt andet er blevet fundet i dagligvarebutikker og varehuse.

En del af de beslaglagte mønter er dateret med årstallet 2021. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse og advarer borgere og butikker om at være ekstra opmærksomme.