Giver 900 millioner til at sikre kyster
En ny aftale om at sætte gang i kystsikring landet over er fredag blevet præsenteret i Miljøministeriet.
Her fortalte miljøminister Magnus Heunicke (S) ifølge TV 2, at der er tale om 14 konkrete projekter, hvor der skal laves statslige undersøgelser delvist finansieret af staten.
- Vi kan bare se, at der går for langsomt med kystbeskyttelse. Nu går staten ind og tager medansvar, sagde han.
Næste år igangsættes fem forundersøgelser af kyststrækninger, blandt andet i Korsør. Året efter sættes der gang i yderligere seks forundersøgelser - blandt andet Køge Bugt.
I 2027 sættes der indledende statslige screeninger i gang ved Isefjord og Roskilde Fjord samt Nakskov by og det Lollandske dige.
Screeningerne skal blandt andet klarlægge regionale løsninger og miljø- og naturhensyn i de konkrete områder.
- Det er afgørende vigtigt, at vi kommer foran udviklingen med kystsikringen af Danmark, så vi undgår nogle af de oversvømmelser i Danmarks kystbyer, som vi desværre har set flere af de seneste år, siger ministeren i pressemeddelelsen.