Den internationale folkeskole er næsten fyldt - skoleleder ønsker at udvide

Det er nu godt et år siden, at Lolland International School åbnede, og ifølge skoleleder, forældre og formanden for børne- og skoleudvalget er den en succes. Arkivfoto.

Lolland International School er blevet godt taget imod, flere familier flytter til og nu ønsker skolelederen at udvide med flere pladser.

"Jeg er fra Tanzania. Jeg er fra Tyrkiet. Og jeg er fra Tyskland. Jeg er fra Indien", lyder det fra en gruppe glade engelsktalende børn. 

De er alle elever på Danmarks første internationale folkeskole, der ligger i Maribo. Her et år efter skolens åbning, er antallet af elever allerede så højt, at skolen snart har ramt loftet for hvor mange flere nye udenlandske elever, de kan tage imod. 

60 procent af eleverne har international baggrund og kommer fra familier, der er flyttet til Danmark i forbindelse med arbejde. 

Jeg har ærligt haft et af mine bedste udlandsophold her i Maribo

— Maria Biswalo, mor til elever på Lolland International School

En af de familier er familien Biswalo. De flyttede til Maribo, da faren fik arbejde på Femern-forbindelsen. Moren, Maria Biswalo, arbejder som vikar på skolen. 

Maria Biswalo og hendes mand er blevet glade for Lolland International School, hvor deres sønner går. | Foto: Arkivfoto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

For dem var det et stort plus, at der var en international skole, som deres børn kunne gå i. 

- Vi elsker skolen. Da vi fik at vide, vi skulle flytte hertil, tænkte vi, hvad gør vi i forhold til skolen? Så da vi fandt ud af, at der var en international skole, som var tosproget, hvor den ene halvdel af undervisningen er på dansk, og den anden halvdel foregår på engelsk, tænkte jeg, at det var et perfekt mix, siger Maria Biswalo. 

Fordel at ligge i provinsen

Det kunne virke oplagt at lægge den første internationale folkeskole i København, hvor der er også er et internationalt liv, fremfor en mindre by som Maribo med blot 5700 indbyggere. 

Men faktisk er placeringen en af fordelene, hvis man spørger Maria Biswalo. 

- Det er et plus. Jeg ved, at det kan virke lidt overvældende, men det har jeg ikke følt. Vi har følt os meget velkomne. Selv os, der taler så dårligt dansk, er blevet taget godt imod af de lokale. Og jeg har ærligt haft et af mine bedste udlandsophold her i Maribo, fortæller hun. 

Selv os, der taler så dårligt dansk, er blevet taget godt imod af de lokale

— Maria Biswalo, mor til elever på Lolland International School

Familien Biswalo har tidligere boet og arbejdet i Holland, Tyskland og Tanzania.

Dominic Maher, der er skoleleder på Lolland International School, mener også, at placeringen i Maribo er en fordel for skolen. 

På Lolland International School foregår undervisningen både på dansk og engelsk, da 60 procent af eleverne har udenlandsk baggrund. | Foto: Arkivfoto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- De fleste internationale skoler ligger i København eller andre større byer. Men vi har bevist, at der er behov for en skole som vores i provinsen og i denne del af landet. Vi har tiltrukket mange familier fra København, som er flyttet til Maribo på grund af arbejde, og fordi de vil bo uden for storbyen, fortæller han. 

Vi har bevist, at der er behov for en skole som vores i provinsen

— Dominic Maher, skoleleder på Lolland International School

Dominic Maher oplever ikke, at der er nogen begrænsninger for skolen ved at ligge i provinsen. Tværtimod oplever han mange fordele ved at være en del af skolevæsnet i en mindre kommune.

- Vi er en del af det offentlige skolesystem, og derfor under Lolland Kommune. Så vi får støtte både finansielt, men også en anden støtte, som kommunen yder til skolerne. Vi får også meget opbakning fra lokalsamfundet og ikke mindst gymnasiet, som vi deler matrikel med, siger han. 

Vil udvide med flere pladser

Lolland International School holder til i bygningerne, som tidligere blev brugt af VUC. Det ligger på samme matrikel som Maribo Gymnasium og Borgerskolen, som er en del af Mariboskolen. 

International School har plads til 100 elever, og med de godt 80, der går her nu, er der stadig plads til nogle få, men ikke mange. 

Dominic Maher vil gerne opnormere skolen med flere pladser, men det kræver også mere fysisk plads. 

- Vi vil gerne udvide. Jeg tror, det vil være godt for Lolland, hvis vi fortsat kan tiltrække familier eller ansatte til de lokale firmaer, siger han. 

Lolland International Schools leder Dominic Maher vil gerne udvide skolen med flere pladser. | Foto: Arkivfoto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Men en udvidelse kræver godkendelse fra kommunen. Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Thomas Østergaard (S), er for idéen og arbejder på at få et flertal for det i byrådet.

- Det er jo et positivt problem, at vi på den første internationale folkeskole i Danmark nu skal til at forholde os til pladsproblemer. I de bygninger, vi har her, kan vi opnormere til 120 elever, og det har vi på dagsordenen i Børne- og Skoleudvalget, og det er da vores håb, at hele byrådet vil bakke op om, at vi laver en udvidelse, siger han. 

Hvis der ikke er politisk opbakning til en opnormering, så klarer skolen også det, men det kan forringe tilbuddet til de familier, der flytter til området i forbindelse med arbejde, påpeger Dominic Maher.

- Vores faciliteter er gode, så ingen problemer med at klare det. Men udfordringen bliver i takt med, at flere familier kommer til Lolland, og det er ikke kun på grund af tunnelen, det kunne også være sundhedssektoren eller i ældreplejen, så må vi sige, at vi desværre ikke har plads eller ja, vi kan godt modtage et barn i tredje klasse, men der er ikke plads til broren i sjette klasse. Hvilket jo ikke ville være godt for familierne, forklarer han. 

Nyhedsoverblik

En person indebrændt i lejlighed

play-circle LYT
Foto: Lars Dalsig - Nakskov Foto

Tirsdag aften er brandvæsen, politi og redning kaldt ud til en lejlighedsbrand i Nybrogade i Nakskov.

Meldingen kom via 112 klokken 19.52 som 'bygningsbrand i en lejlighed', bekræfter Kasper Skotte, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har desværre fundet en person indebrændt i lejligheden, oplyser han.

Der er angiveligt tale om stedets 73-årige mandlige beboer. Hans pårørende er underrettet.

Branden har ikke spredt sig til hele bygningen, men er lokaliseret til en enkelt lejlighed.

Foto: Lars Dalsig - Nakskov Foto

Nu vil de brandtekniske undersøgelser iværksættes, så det kan klarlægges, om der ligger en kriminel handling bag hændelsen.

- For nuværende har vi ikke noget, der direkte antyder det, men det er jo det, som en brandefterforskning skal be- eller afkræfte, siger vagtchefen.

Hyggepony skabte glæde på plejecenter i julen

play-circle LYT
Foto: Stevns Kommune

På Hotherhaven plejecenter på Stevns havde de i julen besøg af en helt særlig gæst, nemlig ponyen Mille.

Efter 25 års galop på springbaner i hele landet, er Mille blevet pensioneret og har nu fået titlen "hyggepony".

Hotherhavens beboere var rigtig glade for dagens gæst og hyggede sig i samværet med Mille, skriver Stevns Kommune på Facebook.

Foto: Stevns Kommune

Ponyen, Mille, blev fodret med æbler og nogle af beboerne mindedes dengang, de selv havde hest. De sørgede for, at Mille fik både kys, kram og vaniljekranse foran fjernsynet – det var jo jul.

Næstved City inviterer til banko til fordel for verdens glemte børn

play-circle LYT
Alle indtægter fra banko-arrangementet går ubeskåret til Danmarks Indsamling, som i år har fokus på “Børn i glemte kriser”. Foto: Danmarks Indsamling

Næstved City inviterer til bankospil til fordel for Danmarks Indsamling, hvor Næstved er værtsby for det store liveshow den 31. januar 2026.

Det kommer til at foregå den13. og 14. januar, hvor Ny Ridehus på Grønnegade Kassernes Kulturcenter forvandles til "et sandt festunivers med banko, hygge, spænding og fællesskab", skriver Næstved Kommune på Facebook.

Der er samlet præmier for over 100.000 kroner, og hele overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til Danmarks Indsamling 2026.

I år har Danmarks Indsamling valgt at sætte fokus på børn, der lever midt i konflikter, katastrofer og oversete kriser.

Begge aftener styres af skønne Anette Oxenbøll fra Bakkens Hvile, som sørger for stemning og smil.

Du kan stadig nå at købe billetter til banko, her.

CO₂ Storage Kalundborg inviterer til informationsmøde i Snertinge

play-circle LYT
Det er disse to specialkøretøjer, der har kørt rundt for at scanne undergrunden på Vestsjælland, så forskerne har kunnet danne sig et indtryk af undergrunden. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

CO2 Storage Kalundborg er det projekt, der af staten har fået tilladelse til at undersøge, om det er muligt og sikkert at lagre CO2 ca. 1.400 meter under jordens overflade i Kalundborg-området.

Nu inviterer de til informationsmøde i Snertinge om det næste skridt i undersøgelserne af undergrunden.

På informationsmødet vil repræsentanter fra CO₂ Storage Kalundborg fortælle mere om tidsplanen for arbejdet og den forventede betydning for lokalområdet. Deltagerne får også mulighed for at stille spørgsmål direkte til projektteamet.

- Vi er optagede af en åben dialog med naboer og lokalsamfundet. Derfor inviterer vi nu til informationsmøde for at fortælle nærmere om de kommende aktiviteter og give mulighed for at stille spørgsmål, siger Ulrik Olbjørn, projektchef i CO₂ Storage Kalundborg i en pressemedelelse.

Siden marts 2025 har CO₂ Storage Kalundborg kortlagt undergrunden ved hjælp af måleudstyr, køretøjer og skibe. Kortlægningsfasen blev afsluttet i august 2025, og de store mængder data bliver nu analyseret.

Informationsmødet afholdes onsdag den 28. januar kl. 19.00 på Snertinge Kro

Fjernvarmebrud i Sakskøbing-området - det fosser ud med vand

play-circle LYT
Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

Et sted i Sakskøbing eller omegn er der sket et brud på en fjernvarmeledning, der betyder, at man det seneste døgn bruger 300-400 liter fjernvarmevand i timen.

- Det svarer til den mængde, vi normalt bruger om dagen, der nu ryger ud i timen, fortæller Lynge Buchleitner, driftsleder Sydhavsvarme.

Sydhavsvarme har været på jagt hele dagen i en termografi bil med et termisk kamera for at finde frem til lækagen.

- Vi har kørt byen rundt hele dagen, og vi har ikke fundet noget som helst. Men vi kan konstatere, at lækagen formentlig er inde i et hus, lyder det fra driftsleder Lynge Buchleitner.

Hvis man er husejer i Sakskøbing eller omegn, skal man derfor være særlig obs, hvis man opdager et sted, der er mere varmt eller klamt end normalt.

- Vi har fx set, at folk lægger tæpper ud på gulvet, fordi det pludseligt er mere varmt, end det plejer, og så er der sket lækage, siger driftslederen.

Han fortæller, at varmeselskabet allerede har modtaget flere henvendelser.

- Jeg er faktisk på vej ud for at kigge på noget, der godt kunne være lidt mistænkeligt her til aften.

Kontakt Sydhavsvarme, hvis du har mistanke om noget.

Næstved Bibliotek lancerer læsekreds for naturelskere

play-circle LYT
Næstved Bibliotek og Borgerservice inviterer til en læsekreds, hvor der udforskes både skønlitterære og faglitterære værker, som hylder naturen. Foto: Næstved Bibliotek

Næstved Bibliotek og Borgerservice lancerer i foråret 2026 en ny læsekreds for naturelskere.

Her kan deltagerne mødes om både skøn- og faglitteratur, der kredser om naturen.

Læsekredsen mødes fire tirsdage fra februar til maj og indledes af bibliotekets kulturformidler Lea, som også står for bestilling af bøger.

Læsekredsen strækker sig over følgende fire tirsdage:

  • Tirsdag d. 17. februar kl. 17:00-18:30. ”Ordet for verden er skov” af Ursula K. Le Guin.

  • Tirsdag d. 17. marts kl. 17:00-18:30. ”Vildmark” af Lauren Groff.

  • Tirsdag d. 14. april kl. 17:00-18:30. ”Livets tynde vægge” af Nina Burton.

  • Tirsdag d. 12. maj kl. 17:00-18:30. ”På sporet af det levende” af Lida Turpeinen.

Læsekredsen er for voksne i alle aldre.

Du tilmelder dig læsekredsen ved at sende en mail til lanpet@naestved.dk. Skriv ’Læsekreds for naturelskere’ i emnefeltet.

35-årig mand med kokain og fire knive på sig skabte uro

play-circle LYT

Mandag kort før klokken 08.00 havde en mand optrådt temmelig utryghedsskabende på Lindhardsvej i Haslev, hvorfor politiet blev tilkaldt.

Det fremgår af politiets døgnrapport.

Det var en 35-årig mand fra lokalområdet, og da politiet ankom og visiterede ham, fandt betjentene et gram kokain, 1,2 gram hash og fire knive.

Derfor blev den 35-årige sigtet for overtrædelse af våbenloven og lov om euforiserende stoffer, og da han virkede noget ude af balance, blev han kørt til behandling på sygehuset.

Idrætsforening ramt af snydemails

play-circle LYT
Næstved IFs formand advarer mod mistænkelige mails.

Mange medlemmer af Næstved IF har formentlig fået tilsendt en e-mail, der tilsyneladende er fra foreningens formand.

Men der er tale om svindel, bekræfter Næstved IFs formand John Hansen overfor TV2 ØST.

I en mail, der er sendt til alle 2.200 medlemmer af klubben, opfordrer han til at ignorere og slette mailen, hvori den falske John Hansen på maskinoversat dansk opfordrer modtagerne til at hjælpe ham med nogle gavekort.

- Det ville jeg aldrig gøre, og jeg ville heller ikke formulere mailen så dårligt, siger den virkelige John Hansen til TV2 ØST.

Sådan gør du, når du får en mistænkelig mail

Modtager du en phishing-mail, skal du ikke reagere på den.

Har du allerede reageret og videregivet eksempelvis kortoplysninger, så sørg for at standse skaden. Spær dit betalingskort eller MitID - og kontakt din bank for at stoppe overførslen.

Er der tale om misbrug bør du anmelde det til politiet og kontakte Styrelsen for Samfundssikkerheds Cyberhotline på 33 37 00 37.

Kilde: Styrelsen for Samfundssikkerhed

Ung mand i alvorlig fyrværkeriulykke

play-circle LYT
Kanonslaget gik af, da manden holdt det i hånden. Foto: TV2 ØST

En 25-årig mand er kommet til skade i en fyrværkeriulykke i Snertinge ved Holbæk.

Det fremgår af mandagens døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Kanonslaget sprang, mens manden holdt det i hånden.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor manden, der er fra Korsør, blev bragt til behandling med en alvorlig skade i hånden.

Sorø Kommune overtager skolebusser fra Movia

play-circle LYT
Sorø Kommune overtager skolekørslen den 16. februar 2026. Foto: Sorø Kommune på Facebook

Sorø Kommune overtager skolekørslen fra Movia fra den 16. februar.

Det oplyser kommunen på deres Facebookside.

Samtidig bliver det muligt for alle borgere at benytte kommunebusserne, fremgår det.

Bus 484 deles dermed i to nye ruter:

984 Sorø Byterminal – Broby – Frederiksberg Skole – Sorø Byterminal

988 Lynge Eskildstrup – Borød – Frederiksberg Skole

De øvrige skolebusser får samme ruter som i dag, men busnumrene starter med tallet 9 i stedet for 4.

Det vil tydeligt fremgå på busserne, at der er tale om kommunebusser.

Kommunebusserne er gratis for alle – der er ikke behov for buskort. Køreplanerne er uændrede og kan fortsat findes på Rejseplanen.

Politiet søger vidner efter hjemmerøveri mod ægtepar

play-circle LYT
Video: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Søndag aften klokken 20.26 blev et ægtepar overfaldet i deres hjem på Brombærvej i Faxe Ladeplads.

En eller flere ukendte gerningsmænd står bag overfaldet, og det er politiets opfattelse, at de gik specifikt efter værdier på stedet.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

- Der er tale om et groft røveri i egen bolig, og politiet har siden anmeldelsen undersøgt en række spor og ledetråde, og vi har foretaget undersøgelse af selve gerningsstedet, gennemgået tekniske spor og afhørt en række vidner og talt med det forurettede ægtepar, siger politikommissær Nikolaj Bork, der er efterforskningsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og tilføjer:

- På baggrund af den hidtidige efterforskning er vi ret overbevist om, at gerningsmændene er gået specifikt efter værdier på adressen, og vi har ingen grund til at antage, at der er risiko for andre borgere i området.

Politiet søger vidner, der har set noget usædvanligt i området omkring Brombærvej søndag aften. Det kan være mistænkelige personer eller biler, men alle oplysninger kan være relevante, skriver politiet.

Har du oplysninger, bedes du kontakte politiet på 114.

Stor sportshal lukkes midlertidigt

play-circle LYT
Hal A lukkes for brug fra onsdag den 7. januar til og med mandag den 19. januar på grund af sne på taget. Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

Store mængder sne betyder, at Ringsted Kommune nu må lukke Hal A i Ringsted Sportscenter midlertidigt.

Det skyldes, at plader i taget kan give efter for den tunge sne, der i øjeblikket lægger sig på taget.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Hal A lukkes for brug fra onsdag den 7. januar til og med mandag den 19. januar.

Det er allerede planen, at taget i Hal A i Ringsted Sportscenter skal udskiftes senere på året, ligesom der sidste år blev udført forstærkninger af tagkonstruktionen.

Det vides endnu ikke, præcis hvornår taget skal udskiftes, men senere i januar vil kommunen modtage en uddybende rapport om tagets tilstand fra en ekstern statiker, der skal bruges til at vurdere tagets tilstand yderligere.