Kommunen forhandlede boliger for Novo: - Det ser ikke godt ud
Oppositionen i Kalundborg Kommune presser nu på for en uvildig undersøgelse af kommunens rolle i en række ejendomshandler.
Præcis i hvor høj grad agerede Kalundborg Kommune ejendomsmægler for Novo Nordisk, da et stort område til udvidelse af fabrikken i Kalundborg skulle sikres?
Det er det centrale spørgsmål i en voldsom kritik af kommunen, som blandt andet kommer fra juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet.
Kalundborg Kommunes administration bliver kritiseret af flere borgere for at have blandet sig langt mere end lovligt i forhandlinger om salg af private grunde til Novo Nordisk. Og det kan være et brud på kommunalfuldmagten, hvis kommunen reelt har ageret som mellemmand eller ejendomsmægler for medicinalgiganten.
Sagen er afdækket af nyhedsmediet Frihedsbrevet, der i måneder har skrevet om sagen, der bygger på interne mails, lydoptagelser og interviews med både navngivne og anonyme vidner.
Socialdemokratiets gruppeformand og viceborgmester, Tina Beck-Nilsson, vil have sagen undersøgt af en uvildig undersøger.
- Da jeg læste artiklerne, tænkte jeg: Det ser ikke godt ud. Når eksperter peger på, at vi kan være gået for langt, er vi nødt til at få en uvildig undersøgelse. Det skylder vi både borgerne og kommunen, siger hun.
Forslaget om undersøgelsen fremsættes på kommunalbestyrelsesmødet sidst i oktober.
Både SF og Enhedslisten bakker op om kravet.
- Kommunen har i praksis optrådt som ejendomsmægler - forhandlet pris og vilkår velvidende, at det ikke var kommunen, der skulle købe. Det er ikke ærligt over for borgerne, siger Niels Erik Danielsen (EL).
Han kalder en ekstern undersøgelse “helt nødvendig” og vil ikke udelukke, at Ankestyrelsen bør inddrages i sagen.
Sad med ved bordet
Kernen i kritikken er en fremgangsmåde, hvor kommunen - ifølge Frihedsbrevets dokumentation, som TV2 ØST har set - har siddet med ved bordet, aftalt priser og først sent præsenteret Novo Nordisk som reel køber.
Juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet vurderer, at kommunen kan have “krydset stregen” i sagen, fordi en kommune ikke må være mellemhandler i private handler.
- Kalundborg Kommune ser ud til i for høj grad at have repræsenteret Novo Nordisk i de her handler. Det går ud over almindelig erhvervsudvikling. Det strider mod lighedsprincippet og kommunalfuldmagten, hvis det er sket. En kommune skal handle sagligt og ikke varetage en enkelt virksomheds private interesser. Den skal være en uvildig part mellem borgere og virksomheder, siger han.
Han mener, at både Ankestyrelsen og muligvis Folketingets Ombudsmand vil kunne behandle sagen.
- Sagens omfang er ikke helt klart, så første skridt bør være, at Ankestyrelsen undersøger samarbejdet mellem Kalundborg Kommune og Novo Nordisk og afklarer, hvad der ligger i det, siger han.
Det er kommunalfuldmagten
Troede kommunen var køber
En af de berørte er erhvervsdrivende Mia Reesen, der solgte sin ejendom i det østlige Kalundborg.
Hun fortæller, at kommunens folk tidligt satte forventninger og deltog i prisdrøftelserne, mens hun troede, kommunen var køber.
- Jeg har oplevet en skjult dagsorden. Til allersidst kom Novo Nordisk ind og overtog - men da var meget forhandlet på plads. Jeg vil bare behandles ordentligt, siger hun.
Socialdemokratiets Tina Beck-Nilsson fastholder, at processen skal belyses fra A til Z.
- Vi har borgere, der føler sig dårligt behandlet. Derfor skal vi have svar på, om vi har været inden for skiven.
Hun understreger, at undersøgelsen ikke skal ligge i administrationen.
- Vi mener ikke, at kommunen skal undersøge sig selv i en sag som denne, siger hun.
Ifølge Frihedsbrevet har Novo Nordisk de seneste år opkøbt over 400.000 kvadratmeter i området, mens kommunens topembedsmænd - blandt andre teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden - ifølge mails og lydfiler har været dybt involveret i handlerne.
Overfor Frihedsbrevet afviser kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen, at der er et organiseret samarbejde med Novo Nordisk.
Enhedslisten ønsker dog samtidig regler for kommunens ageren i lignende sager.
- Vi må ikke gentage det her. Når vi udlægger ny erhvervsjord, skal borgerne have ren besked, og kommunen må ikke forhandle på en privat købers vegne, siger Niels Erik Danielsen (EL).
Det svarer Novo Nordisk
TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen, men han har ikke ønsket at medvirke. Vi har også forsøgt at få en kommentar fra Kalundborg Kommunes borgmester Martin Damm (V), men kommunens kommunikationsafdeling oplyser, at han ikke har mulighed for at stille op til interview.