Politiet advarer om falsk politibetjent

En mand fra Høng blev onsdag aften stoppet af en falsk politibetjent. Politiet søger vidner i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Omkring klokken 22.20 kom en 27-årig mand kørende på Hovedgaden i Høng, da han bemærkede en sort Volkswagen Touran bag sig.

Personen i den sorte bil tændte for et blåt blink, og det fik den unge mand til at standse. Dernæst steg en mand ud af Touranen og kom hen til den 27-årige med et rødt og hvidt stopskilt.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

"Betjent" flygtede fra stedet

Manden spurgte den 27-årige, hvordan han kørte, men da den påståede betjent lugtede af alkohol, bad den unge mand om at få lov at se betjentens politi-id.

- Dette ønskede han ikke at fremvise, og da anmelderen pressede på, kørte manden i Touranen væk fra stedet i høj fart, skriver politiet.

Politiet – det rigtige politi vel at mærke – sendte en patrulje til stedet, men det lykkedes dem ikke at finde den falske betjent i området. Derfor søger de nu vidner i sagen.

Den falske betjent beskrives som:

  • Mand
  • Dansk af udseende
  • Lyst hår
  • 40-48 år gammel
  • 182-185 centimeter høj
  • Almindelig kropsbygning
  • Iført mørk hættetrøje og blå cowboybukser

Samtidig opfordrer politiet til, at man beder betjente om at fremvise deres id-kort, hvis de er i tvivl om, hvorvidt der er tale om en ægte betjent.

Hvis du har oplysninger i sagen eller har oplevet noget lignende, kan du kontakte lokalpolitiet i Kalundborg og Holbæk på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik