Louise risikerer at få Kattegatforbindelse i baghaven: - Vi giver ikke op

Louise Paaschburg glæder sig over, at regeringen har besluttet at sætte planerne om en Kattegatforbindelse på pause på ubestemt tid. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Onsdag satte regeringen Kattegatforbindelsen på pause på ubestemt tid, og det vækker glæde i Kalundborg.

Onsdag var en lille sejr for Louise Paaschburg fra Vollerup i Kalundborg. For fire år siden købte hun og hendes mand en ejendom, der kan komme til at ligge lige ved siden af en mulig Kattegatforbindelse. Men nu har regeringen besluttet at sætte planerne om en fast forbindelse mellem Sjælland og Jylland på pause på ubestemt tid.

- Jeg er som udgangspunkt rigtig tilfreds. Det ser ud til, at der er stor skepsis omkring det her projekt, og at det slet ikke rækker i undersøgelserne indtil videre, og at der skal postes endnu flere penge i at blive klogere på, hvor store miljø- og naturkonsekvenser det her enorme prestigeprojekt vil kunne have på lokalområderne og på landsplan, siger Louise Paaschburg, der er formand for foreningen Nej til motorvej på Røsnæs.

Jeg er som udgangspunkt rigtig tilfreds

— Louise Paaschburg fra Vollerup i Kalundborg

Kattegatforbindelsen sættes i bero, fordi den ifølge regeringen kan have en række miljø- og klimamæssige konsekvenser, der ikke er blevet gået i dybden med i den offentliggjorte forundersøgelse

Regeringen mener, at der er behov for yderligere miljøundersøgelser, inden de træffer endelig beslutning, om der skal laves en VVM-undersøgelse, som er en forudsætning for, at forbindelsen kan blive til virkelighed.

Hvad står VVM for?

VVM står for Vurdering af Virkning på Miljøet. Formålet med en sådan undersøgelse er at sikre, at miljøet ikke tager skade, hvis et projekt gennemføres.

Kilde: Trafikstyrelsen 

- Der er tale om Danmarkshistoriens største anlægsprojekt og i respekt for de borgere, der bor i området, i respekt for naturen og i respekt for de rigtig mange penge, som sådan et projekt koster, skal vi selvfølgelig have et ordentligt beslutningsgrundlag at træffe en beslutning på baggrund af, siger transportminister Trine Bramsen (S) om beslutningen.

Det var den daværende VLAK-regering, der for fire år siden satte 60 millioner kroner af til at få lavet en undersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat.  

- Vi har jo hele tiden vidst, at der var en forundersøgelse i gang, og vi har også vidst, at den skal behandles i Folketinget og de udmeldinger, der er kommet fra flere af de politiske partier indtil videre, synes jeg, er utroligt positive for, at man er ved at komme til fornuft over for de her enorme byggeprojekter. Tiden er løbet fra dem, siger Louise Paaschburg efter regeringens beslutning om at udsætte projektet. 

Michael Svane: - Vi kan ikke lade være at udvikle samfundet:

I Kattegatkomitéen, som er en sammenslutning af politikere og interesser i det private erhvervsliv, der arbejder for en fast Kattegatforbindelse, tager man den med ro efter regeringens udmelding onsdag om at sætte planerne på pause. 

- Du kan ikke lave så stort et projekt, uden at det rammer ind i naturområder. Det vil også have miljømæssige og klimamæssige belastninger. Det er jo sandheden om sådan nogle store projekter, siger formand for Kattegatkomitéen Michael Svane.

- Det, der for os er afgørende, er, at når nu også forundersøgelserne peger på, at der er noget, der skal analyseres yderligere, og at et flertal har besluttet, at det er dér, vi skal bruge kræfterne, så synes jeg, det er klogt, og jeg synes også, det er fair under alle omstændigheder, inden vi trykker på den grønne knap. 

Det vil være problemfyldt for et samfund, hvis vi ender derhenne, hvor vi siger, at vi ikke kan bygge noget som helst nyt.

— Michael Svane, formand, Kattegatkomitéen

Kattegatkomitéen mener, at Kattegatforbindelsen har sin berettigelse, da de ser den som en gevinst for hele Danmark og mener, at den vil skabe en bedre infrastruktur på tværs af landet. De vil fremadrettet bidrage med alle de analyser for broen, de kan.

- Det vil være problemfyldt for et samfund, hvis vi ender derhenne, hvor vi siger, at vi ikke kan bygge noget som helst nyt. Hvis vi må klare os med det, vi har. Så skal man nok klare sig i de største byer, men hvad gør man i byer som Kalundborg? Hvad gør man i byer som Næstved? siger Michael Svane.

Lynanalyse af TV2 ØSTs politiske redaktør

TV2 ØSTs politiske redaktør, Ivan Nielsen, peger på, at udmeldingen kan læses som, at transportminister Trine Bramsen (S) i bund og grund ikke har lyst til at erklære et stort byggeri med stærke interesser for "dødt", selvom der ikke er kommet afgørende nyt fra sidst, projektet blev lagt på is.

- Man lægger den stille ned. Man siger ikke, det er stendødt, man siger bare, lige nu går vi ikke videre, og vi kan snakke videre om det. Man må bare sige, politikerne er også dybt forvirrede over, hvad det betyder. De Radikale mener, det her betyder, at forbindelsen er lagt i graven. Enhedslisten siger, det en halv begravelse, imens Venstres Kristian Pihl Lorentzen siger, at den ikke er død - vi kan snakke videre. Det illustrerer meget godt, hvad svaret fra transportministeren kan bruges til. Det kan bruges lidt af alle.

At projektet alligevel ikke sendes til tælling og holdes i live lidt endnu med yderligere undersøgelser kan ifølge Ivan Nielsen hænge sammen med nogle formentlig uafklarede interne interessekonflikter. Der er nemlig store interesser i projektet.

- Der er mange interesser i den her sag. Også mange Socialdemokratiske interesser og store erhvervsinteresser trækker i en retning. I Østjylland er der nogle meget stærke virksomheder, og det er her finansminister Nicolai Wammen (S) – nummer to i regeringen – er valgt. Han er ikke en mand, man dribler uden om.

Dertil er der en ganske anden hovedpine for Socialdemokratiet og Trine Bramsens ministerium, noterer den politiske redaktør sig:

- Der er kommet en meget større opmærksomhed på miljø. Der har været meget snak om, hvor meget CO2 det vil koste at bygge broen. Der er ingen tvivl om, at fokus på miljø og CO2 også tæller med. Det er blevet sværere at sluge, at der skal plastres en masse beton ud over Kattegat.

Det er netop natur og miljø, som ministeriet nu lægger til grund for behovet for yderligere undersøgelser.

Ingen afklaring på tidshorisonten

Ifølge forundersøgelsen kan en forbindelse tidligst stå klar i 2038, men med beslutningen om yderligere undersøgelser udsætter regeringen dermed også tidspunktet for, hvornår en eventuel Kattegatforbindelse kan gå i gang. 

Borgere og naboer til den måske kommende forbindelse skal dermed også vente i endnu længere tid for at få svar på, om de kan se frem til en motorvej som nabo:

- Det er netop i respekt for de borgere, at vi skylder at have et ordentligt beslutningsgrundlag og undersøge alle aspekter af det her projekt. Det er både natur og miljø, men det er også ganske mange borgere, som det her har betydning for, siger transportminister Trine Bramsen (S).

Men borgerne havde håbet på en form for afklaring – det får de ikke – men skal i stedet for vente yderligere på svar.

- Der er også andre, der havde håbet på, projektet blev sat i gang. Der er ikke truffet nogen beslutning, men derimod er der et seriøst og et ordentligt politisk arbejde i gang, som handler om at have alle aspekter på bordet, før der træffes beslutning, lyder det fra ministeren.

Borgmester i Kalundborg Kommune Martin Damm (V) lader også til at have god tålmodighed, og han synes, at det er en klog beslutning at regeringen træder på bremsen. Han accepterer, at nogle borgere blive sat i en yderligere venteposition. 

- Jeg tror bare, at det er et vilkår, at den her diskussion kommer til at være der i nogle år. Det kan vi ikke lave om på. Dem, der ligger tæt på store infrastrukturprojekter, dér vil være en årrække, hvor det er usikkert, siger Martin Damm.

Louise kæmper videre mod en Kattegatforbindelse

For Louise Paaschburg fra Vollerup i Kalundborg er regeringens udmelding en lille sejr, men kampen er ikke slut endnu, fastslår hun. Hun vil arbejde videre for, at Kattegatforbindelsen ikke bliver hendes nye nabo. 

Vi fortsætter med diverse aktiviteter og kontakter politikere på landsplan og lokalplan.

— Louise Paaschburg, formand, foreningen Nej til motorvej på Røsnæs

- Vi giver ikke op i vores små modstandsforeninger mod Kattegatforbindelsen, siger hun. 

- Vi har et stærkt fælles samarbejde på tværs af landet over Samsø og i Jylland. Vi fortsætter med diverse aktiviteter og kontakter politikere på landsplan og lokalplan. Der er ikke nogen forandringer der.

Ifølge forundersøgelsen kan en forbindelse tidligst stå klar i 2038. Behovet for yderligere undersøgelser udsætter dermed også tidspunktet for, at et eventuelt bro- eller tunnelbyggeri kan gå i gang.

Video: Se her hele indslaget om udskydelse af Kattegatforbindelsen.

Nyhedsoverblik

Byråd fortsætter med at hedde byråd

play-circle LYT
Ringsted Byråd holder på formerne - og vil fortsat hedde byråd. Foto: Ringsted Kommune

Der er ikke stemning for at ændre betegnelsen af Ringsted Kommunes øverste politiske ledelse.

Således fortsætter Ringsted Byråd med at hedde Ringsted Byråd - som det i øvrigt har gjort det i den midtsjællandske købstad siden 1970.

Det var SF og Socialdemokratiet, der på tirsdagens møde i byrådet foreslog at skifte navn til Ringsted Kommualbestyrelse.

– Når man hører ordet Ringsted Byråd, så associerer man det med Ringsted By. Når man siger Ringsted Kommunalbestyrelse, så tænker man – det gør jeg i hvert fald – på Ringsted Kommune. Det giver god mening, at vi viser, at vi dækker hele kommunen, lød begrundelsen fra byrådsmedlem Britta Nielsen (SF).

Men det var der ikke stemning for blandt andre end forslagsstillerne selv. Seks medlemmer stemte for, mens 15 stemte imod forslaget.

Kommune aflyser skolebusser onsdag

play-circle LYT

Der kører ingen skolebusser til og fra Kulsbjerg Skole, afdeling Stensved onsdag.

Det fremgår af et opslag på Aula, som TV2 ØST har set.

Her står der, at skolebusruterne 8, 9 og 10 på Sjællandssiden alle er aflyst onsdag.

Det skyldes "større og større udfordringer med sneen", fremgår det af beskeden.

Novo lander vækst på seks procent med årsregnskab

play-circle LYT
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk havde en omsætning på lidt over 309 milliarder kroner i 2025 og en vækst på seks procent.

Det viser årsregnskabet.

Trods den fortsatte stigning i omsætning gik Novo Nordisks vækst i salget af vægttabsmidler ned i gear i fjerde kvartal.

Salget af supersællerten Wegovy slog dog stadig analytikernes forventninger, skriver MarketWire.

Wegovy-salget endte på 21,9 milliarder kroner i kvartalet mod 21,1 milliard kroner ventet af analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo, lyder det.

Med årsregnskabet lander Novo Nordisk et overskud på 102,4 milliarder kroner.

For 2024 lød overskuddet på lige knap 101 milliarder kroner.

Novo Nordisk kæmper med en stigende konkurrence på det vigtige amerikanske marked.

Og netop det var årsagen til, at Novo tilbage i november skruede ned for sine forventninger.

Samtidig med fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal sænkede selskabet nemlig sin forventning til det samlede salg i 2025.

Sigtet for butikstyveri

play-circle LYT

En 33-årig udenlandsk mand puttede mandag eftermiddag forskellige varer i en pose i en forretning i Østergågade i Nykøbing Falster.

Da han forlod butikken uden at betale, slog personalet alarm til politiet.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

En patrulje kunne anholde ham klokken 15.39 og sigte ham for butikstyveri. Her viste det sig, at manden allerede var kendt fra tidligere tyverier fra forretninger i samme kæde.

Politiet overvejer nu, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.

Færgerederi skal have ny direktør

play-circle LYT
Kristian Durhuus er fortid som administrerende direktør for Molslinjen. Foto: Molslinjen

Efter tre et halvt år er tiden som topchef rindet ud for Kristian Durhuus' vedkommende.

Molslinjen, der foruden Aarhus-Sjællands Odde her i TV2 ØSTs sendeområde driver Langelandslinjen, står foran et ledelsesskifte, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

Der er brug for en anden profil, hedder det.

- Vi er nået til et punkt i Molslinjens udvikling, hvor flere markante og strategisk vigtige projekter er gennemført eller godt på vej. Øresundslinjen er fuldt integreret i forretningen, vi har sat nye elfærger i drift på Alslinjen og Samsølinjen, og vi er i gang med byggeriet af tre batteridrevne katamaraner i Australien. Nu er tiden kommet til at bringe en ny profil ind i CEO-rollen, siger Carsten Jensen, der er administrerende direktør i Molslinjens ejer, Nordic Ferry Infrastructure.

Indtil en ny direktør er fundet, vil Carsten Jensen fungere som konstitueret CEO for Molslinjen.

Byggeaffald bliver dumpet i naturskønt område

play-circle LYT
Langs vejen på Sidinge Dæmning er der blevet dumpet byggeaffald. Foto: Odsherred Kommune

Uautoriseret dumping af jord og byggeaffald er blevet et stigende problem i Odsherred Kommune.

Alene ved det naturskønne område langs Sidinge Dæmningen er der inden for få dage blevet læsset flere bunker jord og affald af langs vejen uden tilladelse.

Ifølge kommunen er der siden midten af december konstateret dumping på mindst fire forskellige steder. Affaldet består af blandet jord med brokker, som kan være forurenet og derfor ikke kan genbruges.

– Vi ved ikke, hvad jorden indeholder, og derfor er vi nødt til at bortskaffe det som forurenet jord. Det er ikke noget, vi kan bruge til noget, siger Nina Skjøt-Pedersen, chefkonsulent i Odsherred Kommune.

Hver bunke koster typisk kommunen eller de berørte entreprenører mellem 15.000 og 20.000 kroner at få fjernet.

– Det er bare affald fra nogen, der ikke gider køre det væk selv. Det er fuldstændig usolidarisk, og det er skatteborgerne, der ender med at betale regningen, siger Nina Skjøt-Pedersen.

Kommunen har nu bestilt overvågning ved Sidinge Dæmningen og opfordrer borgere til at give besked via kommunens Giv et praj-app eller kontakte politiet, da dumping af byggeaffald er ulovligt.

Odsherred Kommune opsætter nu kameraovervågning ved Sidinge Dæmningen for at undgå flere tilfælde af dumping af byggeaffald.

Endnu en bagmand anholdt i narkosag

play-circle LYT
Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

En 35-årig mand fra Stubbekøbing blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet.

Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, hvor han var sigtet for sammen med en anden at have været i besiddelse af mindst 480 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Det oplyser anklager Karina Pedersen til TV2 ØST.

- Manden blev varetægtsfængslet frem til 16. februar, så han ikke kan påvirke efterforskningen i sagen.

Efterforskerne hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er allerede nået et stykke i sagen.

9. december blev den anden sigtede, en 39-årig mand, i sagen nemlig varetægtsfængslet, hvilket han fortsat er.

Retsmødet foregik for lukkede døre.

Værelse brød i brand på sikret institution

play-circle LYT
Et værelse på institutionen Kofoedsminde brød tirsdag formiddag i brand, men skulle være under kontrol nu. Arkivfoto. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Tirsdag formiddag udbrød en brand på et værelse på den sikret institution, Kofoedsminde i Rødby.

Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 10.37 og rykkede ud til adressen med to patruljer.

Det skriver Folketidende.

Ifølge vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jesper Skotte er der for nuværende kun røgudvikling på stedet, og man forventer, at indsatsen er afsluttet inden længe.

Der er ingen fare for, at nogen kommer til skade, oplyser Jesper Skotte til Folketidende.

Internationalt weekendløb er kommet til Holbæk

play-circle LYT
Holbæk Fælled parkrun finder sted hver lørdag med start klokken 09.00. Der bydes velkommen klokken 08.45. Foto: Holbæk Fælled parkrun

Som den første by i vores sendeområde har Holbæk nu fået det gratis løbeevent 'parkrun'.

I alt deltog 101 løbere under premieren lørdag, hvor viceborgmester Emrah Tuncer sendte deltagerne afsted på den fem kilometer lange rute rundt på Holbæk Fælled.

Det oplyser Holbæk Fælled parkrun i en pressemeddelelse.

'parkrun' er et motionsfællesskab med deltagere i 22 lande, der hver lørdag løber fem kilometer. Holbæk Fælled parkrun er det 12. i Danmark.

Begivenheden drives af frivillige, heriblandt løbsleder Sonny Lynge-Nielsen, der var glad og lettet, da alle deltagerne var nået i mål.

- Vi håber selvfølgelig, at opbakningen holder ved, og at deltagerne har lyst til at komme igen og igen. De må gerne tage naboer, venner, familie og kolleger med. Vi holder parkrun hver lørdag kl. 9, og man er lige velkommen, uanset om man kommer hver lørdag eller hvert andet år, udtaler Sonny Lynge-Nielsen i pressemeddelelsen.

Det er gratis at deltage i løbet, og man behøver hverken at kunne løbe hurtigt eller overhovedet kunne løbe. De fem kilometer kan nemlig også gås.

Advarer om falske mønter i omløb

play-circle LYT
Fotos af en ægte 20-kroners mønt fra 2021 (Kilde: Danmarks Nationalbank): Foto: Rigspolitiet
Af
I samarbejde med TV 2

Politiet advarer om, at der i øjeblikket er falske 20-kroners mønter i omløb over hele landet, hvor de blandt andet er blevet fundet i dagligvarebutikker og varehuse.

En del af de beslaglagte mønter er dateret med årstallet 2021. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse og advarer borgere og butikker om at være ekstra opmærksomme.