Kattegatforbindelsen: Politikere freder Røsnæs

Det er her ved Nyby Havn på Røsnæs, at en linjeføring for en Kattegatforbindelse over Røsnæs passerer igennem. I baggrunden ses det yderste af Røsnæs med fyret. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Den mest oplagte løsning for en Kattegatforbindelse møder bred politisk modstand. Flertallet peger på alternative løsninger for en bro eller tunnel.

Det bliver ikke til hverken motorvej, jernbane eller i det hele taget nogen bro fra Røsnæs og videre til Samsø og Jylland.

Sådan lyder det samstemmende fra 14 kandidater, fra hvert deres parti, som stiller op her i regionen ved det kommende folketingsvalg.

Nogle er klar på helt at skrotte det op mod 100 milliarder kroner dyre projekt:

- Det er meningsløst at bygge en broforbindelse over Kattegat. Det er ikke bæredygtigt. Hverken økonomisk eller miljømæssigt, siger folketingskandidat for SF i Kalundborgkredsen, Gitte Terp Henriksen, som blandt andet henviser til det store CO2-udslip, alene byggeriet vil medføre.

Det mener også Enhedslistens kandidat i Kalundborgkredsen, Christine Lundgaard, er en grund til at droppe projektet:

- Jeg er lodret imod en Kattegatforbindelse, siger hun.

Det bliver et klart nej til en forbindelse via Røsnæs af hensyn til natur- og herlighedsværdi

— Helle Laursen Petersen (K), folketingskandidat

Andre mener derimod, at idéen om en ekstra forbindelse mellem Øst- og Vestdanmark som sådan er god nok. Den skal bare ikke udgå fra Røsnæs.

- Jeg er imod en Kattegatforbindelse over Røsnæs. Men jeg er for, hvis den bliver lavet på den dyrere måde via Asnæs. Jeg tror, det vil være en kæmpe gevinst, lyder det således fra Venstres Jacob Jensen, der genopstiller til Folketinget i Kalundborgkredsen.

Undersøgelse peger på Røsnæs

I sommeren 2022 blev en længe ventet forundersøgelse for en Kattegatforbindelse offentliggjort.

Et digert værk på sammenlagt 260 sider og med et samlet budget på 60 millioner kroner. Rapporten fremhævede en linjeføring fra Røsnæs over Samsø til Hou i Odder Kommune i Østjylland som den mest oplagte ud fra kriterier om både miljø og pris.

En alternativ linjeføring fra Asnæs blev således beskrevet som både dyrere – omkring 9 milliarder kroner – men også mere problematisk i forhold til natur og miljø.

Selvom den billigere løsning over Røsnæs skulle blive en realitet, er der tale om et projekt, som vil koste mellem 55 og 100 milliarder kroner, alt efter om det bliver en ren vejforbindelse eller kombineret vej og jernbane.

Ifølge forundersøgelsen er denne linjeføring den mest oplagte under hensyn til økonomi, natur og miljø. | Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

Ingen af de to scenarier kan alene finansieres ved brugerbetaling. Men indsat i en samfundsøkonomisk model, der også tillægger sparet tid og kørselsomkostninger for den enkelte værdi for samfundet, er projektet ifølge rapporten rentabelt.

Dertil kommer et forventet CO2-udslip alene fra byggeriet på 3,1 millioner tons CO2, svarende til godt 180.000 danskeres gennemsnitlige CO2-udslip på et år.

Det er nogenlunde det antal mennesker, der bor tilsammen i Kalundborg, Holbæk, Sorø og Odsherred kommuner.

I 2018 igangsatte den daværende regering (Venstre, Konservative og Liberal Alliance) en forundersøgelse af en Kattegatforbindelse. I sommeren 2022 blev undersøgelsens rapport offentliggjort. Her fremhæves en linjeføring via Røsnæs ved Kalundborg som den mest oplagte for enten en bro eller tunnel mellem Sjælland og Samsø. | Foto: Vejdirektoratet

Hverken transportminister Trine Bramsen (S) eller de øvrige partiers transportordfører mente imidlertid, at rapporten bragte tilstrækkeligt med svar på især en række miljøspørgsmål.

Derfor blev det ikke til en politisk beslutning om at gå videre med projektet, men en konsensus om at der må yderligere undersøgelser til.

Andre vil sige, projektet blev lagt i mølposen. Som Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested udtrykte det:

- Det er udskudt på ubestemt tid.

Jeg er imod en Kattegatforbindelse med alle fibre i min krop

— Jakob Schmidt (AL), folketingskandidat

Uden en politisk beslutning om projektets videre skæbne – endsige økonomi til yderligere undersøgelser – her små to uger før valget er bolden spillet videre til medlemmerne af det nye folketing.

Folketingskandidaterne Christine Lundgaard (EL) og Gitte Terp Henriksen (SF) fremhæver begge miljøomkostningerne ved en Kattegatforbindelse som argument for at skrinlægge projektet for bestandigt.

Foreslår ny placering

I alt stiller 14 partier op til valget, hvoraf otte stiller med mindst en kandidat i Kalundborg-kredsen.

TV2 ØST har spurgt – hvordan de forholder sig til spørgsmålet om en Kattegatforbindelse med den udformning, som ifølge forundersøgelsen er den "mest oplagte" på Sjællandssiden; over Røsnæs:

- Det er jeg ikke fan af. Røsnæs er et helt unikt naturområde, som vi skal passe gevaldigt på, lyder svaret fra Rasmus Horn Langhoff (S), der stiller op i Kalundborgkredsen.

- Visionen om at have en tog- og vejforbindelse fra Nordvestsjælland til Aarhus er god. Jeg kan godt lide tanken. Men udfordringen er at finde en model, hvor det hænger sammen økonomisk og skåner vores natur, tilføjer han.

Jacob Jensen (V) og Rasmus Horn Langhoff (S), folketingskandidater i Kalundborgkredsen, ser begge muligheder i en Kattegatforbindelse, dog med en anden linjeføring end over Røsnæs.

Også ifølge Det Konservative Folkepartis folketingskandidat i Kalundborgkredsen, Helle Laursen Petersen, er det ikke et spørgsmål om ja eller nej, men derimod hvordan:

- Jeg er for en Kattegatforbindelse, for det vil være godt for erhvervslivet på begge sider af Kattegat, siger hun og tilføjer:

- Men det bliver et klart nej til en forbindelse via Røsnæs af hensyn til natur- og herlighedsværdi.

Ifølge forundersøgelsen vil rejsetiden med tog fra København til store dele af Midt- og Nordjylland kunne reduceres med op til halvanden time via en Kattegatforbindelse, imens bilisterne vil kunne forcere turen fra hovedstaden til Aarhus 50 minutter hurtigere end i dag, hvor turen tager knap tre timer.

Det er fordyrende, ja, men det kan aldrig være for dyrt at passe på de mennesker, der bor nabo til sådan et byggeri

— Lars-Christian Brask (LA), folketingskandidat

Det er blandt andet derfor, man bør fortsætte arbejdet frem mod en realisering af Kattegatforbindelsen, mener Liberal Alliances spidskandidat i Sjællandskredsen, Lars-Christian Brask, der lader forstå, at han "generelt er for al infrastruktur, der skaber vækst, effektivt og produktivitet i samfundet".

- Jeg køber ikke præmissen om, at den skal ud fra Røsnæs. Jeg er åben for, at vi skal finde den løsning, som generer færrest og gavner flest, siger han og peger på at en sådan forbindelse for ham at se lige såvel kunne føres ud gennem Jammerland Bugt, syd for Kalundborg, og syd om Samsø.

- Det er fordyrende, ja, men det kan aldrig være for dyrt at passe på de mennesker, der bor nabo til sådan et byggeri, tilføjer han.

Folketingskandidaterne Helle Laursen Petersen (K) og Lars-Christian Brask (LA) er begge mod forslaget om en linjeføring over Røsnæs. Ifølge Lars-Christian Brask bør man se på muligheden for at føre forbindelsen ud gennem Jammerland Bugt.

Det handler også om at tage hensyn til Kalundborg by, mener Nye Borgerliges folketingskandidat på egnen, Tonny Voldby Pedersen, der også er medlem af byrådet i Kalundborg:

- En motorvej nord om Kalundborg (til Røsnæs, red.) vil inddæmme byens udbygningsmuligheder. Det kan vi ikke acceptere.

- Jeg synes, at vi skal føre motorvejen i havet lige syd for Asnæs og ud – syd om Samsø, som heller ikke vil have den. Og den tunnel skal laves på fabrikken på Lolland. De job vil man gerne have, tilføjer han.

Folketingskandidat Tonny Voldby Pedersen (NB) mener, at en tunnelløsning over Asnæs er den rigtige løsning. Kim Malmberg Hansen (DF) mener, at der må yderligere undersøgelser til, før end han vil pege på et alternativ. Også han er imod linjeføringen over Røsnæs.

En løsning uden om Røsnæs er også det eneste rigtige ifølge Dansk Folkeparti.

- Vi er tilhængere af, at vi skal binde landet så meget sammen som muligt, men vi har behov for yderligere undersøgelser af Kattegatforbindelsen, før vi træffer en endelig afgørelse. Vi er dog som udgangspunkt imod en forbindelse, der rammer Røsnæs, siger Kim Malmberg Hansen, der stiller op i Kalundborgkredsen.

Ønsker motorvej før bro

Hverken blandt partierne i rød eller blå blok er der konsensus om svaret på, hvorvidt Danmark skal bindes sammen af en yderligere en forbindelse mellem øst og vest.

En nej-siger blandt de borgerlige partier er således kandidat for Kristendemokraterne i Sjællandskredsen, John Haugegaard:

- Jeg er som udgangspunkt imod. Det er jeg af den grund, at vi allerede har gode forbindelser til Jylland. Vi kommer til at ødelægge et helt unikt naturområde eller forsvige det ganske voldsomt.

Selvom de som udgangspunkt peger på hver deres statsministerkandidat, er folketingskandidaterne John Haugegaard (KD) og Lukas Lunøe (RV) enige om, at en Kattegatforbindelse vil have for store omkostninger for natur og klima.

Det synspunkt må Haugegaard dog kigge til den modsatte blok for at finde støtte til. Men her er det til gengæld også bortset fra det nuværende regeringsparti småt med støtten til en Kattegatforbindelse.

- Jeg er imod en forbindelse. Vi har en klimakrise, der buldrer derudad, og svaret er ikke at bygge mere motorvej. Desuden vil forbindelsen ødelægge den smukke natur på Røsnæs og skade biodiversiteten, siger Det Radikale Venstres folketingskandidat i Kalundborgkredsen, Lukas Lunøe.

Og hos Alternativet siger folketingskandidat i Sjællands Storkreds Jakob Schmidt, der selv er fra Sorø:

- Jeg er imod en Kattegatforbindelse med alle fibre i min krop, om den så er fra Røsnæs eller Asnæs. Det handler om, at man igen tilgodeser at komme hurtigere fra A til B, men det hænger ikke sammen klima- og bæredygtighedsmæssigt.

Og det er Frie Grønnes Yadvinder Singh Sekhon, spidskandidat i Sjællands Storkreds, helt enig i:

- Vi siger totalt nej tak til en Kattegatforbindelse.

- Vi står i en af menneskehedens største kriser på både klima og biodiversitet. Derfor skal vi ikke sætte overflødige infrastrukturprojekter i gang, tilføjer han.

Et CO2-udslip på 3,1 millioner ton for et byggeri, der kan barbere rejsetiden med en time til halvanden mellem øst og vest, hører ingen steder hjemme midt i en klimakrise, mener både Jakob Schmidt (AL) og Yadvinder Singh Sekhon (FG).

Og så er der enkelte partier, som mener, at det er for tidligt at tale om en Kattegatforbindelse.

Danmarksdemokraternes kandidat i Sjællands Storkreds Susie Jessen peger således på, at der er andre projekter, som her og nu er mere presserende.

- Som udgangspunkt er vi ikke imod infrastruktur, som binder Danmark bedre sammen, siger hun og tilføjer:

- Men som det er lige nu, skal vi i mål med de infrastrukturprojekter, som ligger først for. Det er jo ikke for sjov, at rute 54 bliver kaldt for gedestien (landevejen Næstved-Rønnede, red.), men som Enhedslisten nu vil droppe sammen med Kalundborg-motorvejens forlængelse. Det er meget vigtige veje, som ikke er realiseret endnu.

Enhedslisten har således sparket ind i valgdebatten med forslag om billigere billetter til tog og busser, finansieret ved at udskyde en række allerede vedtagne motorvejsprojekter.

Det forslag er også Moderaternes folketingskandidat Benjamin Lindberg stærkt modstander af.

Folketingskandidaterne Susie Jessen (DD) og Benjamin Lindberg (M) peger begge på, at der er motorvejsprojekter på Sjælland, der skal realiseres, før man sætter byggeriet af en Kattegatforbindelse i gang.

Dog mener han heller ikke, at en Kattegatforbindelse er nogen god idé. På det samme spørgsmål, som de 13 øvrige kandidater har fået: "Er du for eller imod byggeriet af en Kattegatforbindelse med udgangspunkt i Røsnæs, som ifølge forundersøgelsen er den mest oplagte løsning?", svarer han:

- Som udgangspunkt lige nu synes jeg ikke, det er en god idé.

- Som det er lige nu, skal vi i mål med de infrastrukturprojekter, som ligger først for, tilføjer Benjamin Lindberg, som lader forstå, at også en Næstved-Slagelse-Kalundborg-motorvej bør have forrang over en Kattegatforbindelse.

En Kattegatforbindelse vil ifølge forundersøgelsen tage ti år at bygge og vil tidligst kunne stå klar 15 år efter, at politikerne beslutter at igangsætte en miljøkonsekvensvurdering og projektering af forbindelsen.

Nyhedsoverblik

Offentlige hjemmesider fungerer igen efter nedbrud

play-circle LYT

Flere store offentlige hjemmesider er igen tilgængelige.

Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen efter et nedbrud på nogle timer onsdag aften.

Leverandøren arbejder på at undersøge, hvad der forårsagede problemet samt at stabilisere systemet.

Der kan måske opleves en smule ustabilitet, lyder det fra styrelsen.

Ved 18-tiden lød det, at offentlige digitale løsninger var utilgængelige.

- Der kan ikke logges ind på hjemmesider som for eksempel skat.dk, borger.dk og sundhed.dk, lød det.

Det skyldtes problemer med den offentlige loginløsning NemLog-In.

Leverandøren af løsningen arbejder fortsat på at undersøge fejlen, men det er allerede nu igen muligt at logge ind på de offentlige tjenester.

MitID var ikke berørt af fejlen og kunne bruges til betalinger online.

Det fremgår endnu ikke, hvad problemet skyldtes.

Flere offentlige hjemmesider er nede

play-circle LYT

Offentlige digitale løsninger er i øjeblikket utilgængelige.

Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen til Ritzau onsdag aften.

- Der kan ikke logges ind på hjemmesider som for eksempel skat.dk, borger.dk og sundhed.dk, lyder det.

Det skyldes problemer med den offentlige loginløsning NemLog-In.

Leverandøren af løsningen arbejder på at få lokaliseret og udbedret fejlen, så det igen bliver muligt at logge ind på de offentlige tjenester.

MitID er ikke berørt af fejlen og kan bruges til betalinger online.

Det fremgår ikke, hvornår problemet er udbedret, eller hvad det skyldes.

Togmangel og sne giver aflysninger

play-circle LYT
Sne og mangel på driftsklart materiel giver DSB udfordringer i de kommende otte dage. Foto: Seerfoto / privat

Togtrafikken bliver udfordret på fire centrale strækninger de kommende otte dage.

Togtrafikken bliver udfordret på fire centrale strækninger de kommende otte dage.

Der vil køre færre myldretidstog på strækningerne København H - Kalundborg, CPH Lufthavn - Slagelse/Odense, København H - Fredericia og Fredericia - Aarhus H.

Det gælder fra torsdag den 5. februar til og med fredag den 13. februar.

Det oplyser DSB.

Årsagen er mangel på driftsklart materiel.

Oveni bliver landets største togselskab også udfordret af vejret de kommende dage, hvor Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet snestorm.

Banedanmark har på baggrund af drøftelser med DMI bedt DSB reducere trafikken.

Derfor kører der færre supplerende myldretidstog mellem Helsingør og København H samt mellem København H og Kalundborg torsdag eftermiddag, fredag morgen og fredag eftermiddag.

Borgmester vil i praktik på plejehjem

play-circle LYT
I næste uge skal Andreas Karlsen i praktik på plejehjemmet Knud Lavard Centret i Ringsted. Foto: Ringsted Kommune

Det ligger ikke til den gængse opfattelse af jobbet som borgmester at trække i uniform og deltage i arbejdet på kommunens plejehjem, skoler eller daginstitutioner.

Ikke desto mindre er det vigtigt at gøre det, fortæller Andreas Karlsen (K), der netop har rundet sin første måned som borgmester i Ringsted Kommune.

I næste uge skal han derfor i praktik på plejehjemmet Knud Lavard Centret i Ringsted.

- Jeg har et ønske om at blive klogere på både vores medarbejderes arbejdsdag og hverdagen for de af vores borgere, der bor på plejehjem, fortæller han.

Borgmesteren har allerede en smule erfaring med praktik. Som byrådsmedlem gik han også i praktik. Dengang besøgte han en skole og hjemmeplejen.

- Jeg vil prioritere at komme rundt og opleve vores medarbejderes hverdag. Og selvom jeg godt ved, at man vil tænke det ind, når borgmesteren kommer forbi, så er det et forsøg fra min side på at komme så tæt på som muligt, siger Karlsen og tilføjer:

- Det er noget jeg ved flere borgmestre rundt om i landet har brugt og det synes jeg er oplagt at gøre som ny borgmester. Jeg ved, Michael Ziegler fra Høje Taastrup, Christina Krzyrosiak Hansen fra Holbæk og Carsten Rasmussen fra Næstved har gjort det samme.

Antallet af influenzatilfælde stiger

play-circle LYT
Et tegn på influenza kan være pludselig opstået høj feber med kulderystelser. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Influenzaforekomsten er fortsat på et højt niveau, og både antallet af tilfælde og indlæggelser stiger.

Det skriver Statens Serum Institut onsdag i sin ugentlige opdatering af luftvejssygdomme.

For covid-19 befinder forekomsten sig fortsat på et middel niveau, og antallet af tilfælde og indlæggelser er sammenlignelige med de seneste uger.

Også forekomsten af RS-virus ligger på et middel niveau - dog med en stigning i tilfælde og indlæggelser.

I sidste uge sagde overlæge Bolette Søborg fra SSI, at influenzasmitten er på et niveau, hvor det "kan mærkes ude på sygehusene".

Sæsonen for influenza i Danmark varer typisk fra december til marts.

Det er især personer over 65 år og andre med sygdom, der påvirker immunforsvaret, som har øget risiko for et alvorligt influenzaforløb ifølge SSI.

Symptomer på influenza kan være pludselig opstået høj feber med kulderystelser, muskelømhed og hovedpine, der ledsages af en markant sygdomsfornemmelse.

Kongeparrets sommertogt lægger vejen forbi Holbæk

play-circle LYT
(Arkivfoto) Foto: Per Rasmusssen

Når Deres Majestæter Kongen og Dronningen skal på årets sommertogt, lægger de også vejen forbi Holbæk med Kongeskibet Dannebrog.

Det skriver Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Det er torsdag den 4. juni, at kongeparret lægger til kaj i Holbæk, og kommunen er allerede i gang med forberedelserne.

Sidste gang et sommertogt med Kongeskibet Dannebrog gik til Holbæk Kommune var i 2013, hvor H.M. Dronning Margrethe og Prins Henrik gæstede Orø.

En investering i kommuner som Holbæk, sagde borgmesteren

play-circle LYT
Borgmester Christina K. Hansen (S) ved dagens pressemøde. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Her til eftermiddag præsenterede Socialdemokratiet ved et pressemøde "en ny vision for folkeskolen".

Foruden statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) deltog også borgmester i Holbæk, Christina Krzyrosiak Hansen (S), i præsentationen.

Det socialdemokratiske forslag indebærer blandt andet, at der afsættes en halv milliard kroner til at undgå skolelukninger i landdistrikterne - noget, som ifølge Christina Krzyrosiak Hansen især vil komme Holbæk Kommune til gode.

- Der, hvor jeg kommer fra, har vi haft en skole, der måtte lukke. Ikke fordi det ikke var en god skole, men fordi den var for dyr at drive. Det er et forslag, der virkelig kommer til at betyde meget i de mindre kommuner, sagde Christina Krzyrosiak Hansen og fortsatte:

- Den halve milliard, vi sætter af til landdistrikterne, vil være et værn mod skolelukninger. I Holbæk har vi også brug for en økonomisk investering i folkeskolen.

Lad harekillingen være - ellers risikerer du at slå den ihjel

play-circle LYT
Harekillinger er selvstændige fra fødslen og har ikke brug for hjælp. Foto: Michael Carlsen / Dyrenes Beskyttelse

Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelse flere hundrede henvendelser fra borgere, der er bekymrede for harekillinger, som ligger alene i landskabet.

Enlige harekillinger er dog helt normale at se fra slutningen af januar og er faktisk et tegn på, at naturen fungerer, som den skal, oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Den fede mælk, som harekillinger får fra deres mor, sikrer nemlig energi nok til, at de kan holde varmen og klare sig selv.

- Harekillingens overlevelsesstrategi er at ligge helt stille for sig selv. De er født med et meget kraftigt stressberedskab, og når et menneske samler dem op, går kroppen i alarm - også selvom de ikke bevæger sig, fortæller Michael Carlsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse, i pressemeddelelsen.

- Den stress kan være så voldsom, at harekillingen dør. Derfor er den eneste rigtige hjælp at lade den være, siger han.

Man bør derfor kun handle, hvis man ser en harekilling, som er tydeligt skadet eller syg.

- I de tilfælde kan Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 kontaktes for rådgivning, skriver dyreorganisationen.

Sundhedsprojekt i Slagelse får millionindsprøjtning

play-circle LYT
Slagelse Kommune, Diabetesforeningen, FOB og Slagelse Boligselskab har fået tildelt 3,2 millioner kroner til projektet 'Helbred og handlekraft'. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sundhedsstyrelsen har netop tildelt 3,2 millioner kroner til projektet 'Helbred og handlekraft', som fremmer sundhed og forebyggelse i tre almene boligområder.

Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

- Det handler om at skabe mere lighed i sundhed og dermed give flere mennesker mulighed for at leve et sundere liv, uanset hvor de bor og hvilke forudsætninger, de har, udtaler Anne Bjergvang (S), der er formand for Sundhedsudvalget i Slagelse Kommune, i pressemeddelelsen.

- Det handler også om at skabe handlekraft og håb i hverdagen, og derfor er vi virkeligt glade for nyheden om Sundhedsstyrelsens tilsagn, siger hun.

'Helbred og handlekraft' har til formål at klæde borgere på som "lokale sundhedsambassadører", der kan motivere til sunde vaner og trygge fællesskaber.

Projektet er udviklet i samarbejde mellem Slagelse Kommune, Slagelse Boligselskab, FOB og Diabetesforeningen og løber fra marts 2026 til udgangen af 2028.

Novo har sagt farvel til næsten 4600 ansatte i Danmark

play-circle LYT
Novo Nordisk-hovedkontoret i Bagsværd. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Næsten hver syvende Novo Nordisk-medarbejder i Danmark er forsvundet hen over det seneste år.

Det viser tal, som medicinalkoncernen har offentliggjort onsdag i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet for 2025.

Knap to tredjedele af de danske ansatte er beskæftiget i produktionen, hvori størstedelen af Novo Nordisks fabrik i Kalundborg arbejder.

Novo Nordisk meldte i september ud, at man ville finde besparelser for otte milliarder kroner på det årlige lønbudget og varslede, at man ville afskedige 9000 af de 78.400 ansatte på globalt plan.

5000 af de 9000 fyringer skulle findes i Danmark, og noget tyder altså på, at sparerunden er eksekveret som planlagt.

I hvert fald var der ved årsskiftet 4572 færre ansatte i Danmark - sammenlignet med sidste år ved samme tid.

Novo Nordisk fortæller, at selskabet i dag har 29.613 ansatte i Danmark, svarende til 43 procent af de omkring 69.000 ansatte globalt.

Politiet på bordelkontrol - thailandsk kvinde står til udvisning

play-circle LYT
En kvinde er anholdt og sigtet efter bordelkontrol. Genrefoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tirsdag udførte politiets udlændingekontrolafdeling en kontrol af en adresse i Nykøbing Falster, hvorfra det mistænkes, at der drives bordel.

På adressen var tre kvinder til stede - to af dem havde opholds- og arbejdstilladelse i orden, mens den tredje kvinde ikke havde gyldigt ophold.

Den 29-årige kvinde fra Thailand blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Hendes sag vil blive forelagt Udlændingestyrelsen, som efterfølgende skal træffe afgørelse om hun skal udvises.