Risiko for tågebanker i den tidlige morgentrafik

Frem til klokken 8 er der risiko for tåge med sigt ned til 100 meter, inden solen brænder igennem til en dag, hvor temperaturen kan nå 25 grader.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et bånd af tåge slænger sig tværs over det midtsjællandske fra nordvest over Holbæk tværs over Ringsted mod Stevns. Hos DMI har man fået meldinger om sigt på ned mellem 100 og 200 meter – hvorfor et varsel om risiko for tæt tåge er blevet sendt ud tidligt torsdag morgen.

- Det er lige omkring grænsen for, at vi skal varsle det, men vi kan ikke afskrive, at sigtbarheden lokalt er under 100 meter. Derfor har vi udsendt en risikomelding om, man skal være opmærksom på, at tågen kan være tæt, siger Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog ved DMI.

- Skal man ud at køre inden for den næste time, vil den nok være generende, den tætte tåge, tilføjer han.

Varslet er særligt henvendt til trafikanterne, da tæt tåge øger risikoen for trafikuheld, oplyser DMI.

Det er som følge af en klar nat med en svag vind i en vest-nordvestlig retning, der har skabt gunstige forhold for tågedannelse.

Risikoen for tåge spænder fra Holbæk i nordvest mod Faxe og Stevns i sydøst.
Risikoen for tåge spænder fra Holbæk i nordvest mod Faxe og Stevns i sydøst. Foto: DMI.dk

- Jo længere væk fra en kyst med pålandsvind, man kommer, desto køligere kan det blive – også er der mulighed for, luften kan blive mættet med vanddamp, og der dannes tåge.

Varm dag forude

Tågen forventes allerede at lette ved solopgang og risikoen for tåge ventes at være helt væk klokken 8.

Forude venter en dag med sol og temperaturer lokalt helt op til 25 grader.

- Det bliver en hel del sol. Bortset fra morgen-tågen og stedvist skyet, kommer solen frem i dagens løb med temperaturer mellem 18 og 23 grader. Så i eftermiddag skulle det gerne være skyfrit over hele området.

Lokalt kan temperaturerne dog nå helt op på 25 grader.


Nyhedsoverblik