Borgmester vil have lettere ved at smide kriminelle familier på gaden
Borgmester ønsker strammere lovgivning for at mindske utrygheden i boligkvarteret Ladegårdsparken.
Det overrasker ikke borgmesteren i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen (S), at kun hver anden beboer i Ladegårdsparken føler sig tryg i deres nabolag.
Det ville ramme dem hårdere
Men hun er ærgerlig over, at det forholder sig sådan.
- Jeg forstår fuldstændig de borgere i Ladegårdsparken, der har svaret, at de ikke føler sig trygge. Som borgmester i Holbæk er jeg utroligt frustreret over det.
- Det er ikke sådan, det skal være, siger Christina Krzyrosiak Hansen.
At kun 50 procent af beboerne i Ladegårdsparken føler sig trygge i deres nabolag, er netop kommet frem i Justitsministeriets årlige tillids- og tryghedsmåling.
Flere årsager til utryghed
Det er den lavest målte tryghed i hele landet.
Også når man ser på andre særligt udsatte boligområder som for eksempel Ringparken og Motalavej i Slagelse Kommune, hvor trygheden er på henholdsvis 61 og 74 procent.
Christina Krzyrosiak Hansen ser flere ting, der kan være årsag til, at beboerne i Ladegårdsparken ikke føler sig trygge.
- Jeg tror, det blandt andet skyldes den kriminalitet, der foregår i området. Det er meget få, der står bag, og nogle bor der måske slet ikke, men kommer og laver kriminalitet i Ladegårdsparken, siger hun.
- Så er der en anden udfordring, som vi ikke kan gøre noget ved, og det er, at den måde Ladegårdsparken arkitektonisk er bygget på. Der er mange korridorer og områder, hvor man kan føle sig utryg, tilføjer Christina Krzyrosiak Hansen.
Derudover er medieomtalen af kriminaliteten i området ifølge borgmesteren også potentielt med til i perioder at tegne et billede af Ladegårdsparken som et utrygt sted.
Vil have stramning
Ifølge Christina Krzyrosiak Hansen bliver der fra kommunen og politiets side gjort meget for at forbedre trygheden i Ladegårdsparken. Og mindske kriminaliteten ikke mindst.
Der bliver lavet flere forebyggende indsatser i tæt samarbejde med Ladegårdsparkens boligsociale team og Midt- og Vestsjællands Politi.
Samtidig bruger kommunen alle de greb, som lovgivningen giver mulighed for.
- Vi smider beboere ud, hvis de begår kriminalitet og får en dom for det. Det har betydet, at der i dag kun er få beboere tilbage i Ladegårdsparken, som er kriminelle, siger hun.
Tryghedsmålingen 2024
Men der kan gøres mere, mener borgmesteren, og her peger pilen på Justitsministeriet.
- Vi har bedt ministeriet om at stramme lovgivningen endnu mere, så der for eksempel skal mindre til for at indføre visitationszoner. Det er ikke rart, når man hører, at der er visitationszoner i kommunen, men det er et af de greb, der skal til, siger hun.
Forventer ikke øjeblikkelig virkning
Derudover vil Christina Krzyrosiak Hansen gerne have muligheden for at slippe helt for at bruge kommunale kroner på at genhuse de kriminelles familier.
- Når vi i dag smider en familie ud, fordi et familiemedlem har lavet kriminalitet, så skal vi i kommunen visitere familien til en ny bolig, hvis der er et familiemedlem, der er under 18 år. Det er et problem, fordi de kriminelle ved, at deres familie får hjælp af kommunen uanset hvad, siger hun og tilføjer:
- Det ville ramme dem hårdere, hvis vi kunne sige til de kriminelle, at deres familie ikke får noget hjælp overhovedet.
Hvad gør utryghed ved os?
Christina Krzyrosiak Hansen forventer ikke, at stramningerne vil medføre en øjeblikkelig stigning i trygheden. Men det vil ifølge hende være de rigtige skridt på vejen.
- Det, der er brug for, er at komme det, der skaber utrygheden, til livs. Og så kommer det til at tage tid at opbygge trygheden igen.
- Her tror jeg, at vi har en vigtig opgave i at oplyse beboerne om, hvor meget, der bliver gjort for at gøre Ladegårdsparken et trygt sted at være, siger hun.
Christina Krzyrosiak Hansen fortæller, at netop trygheden - eller manglen på samme - er på dagsordenen for næste kommunalbestyrelsesmøde.
Her er politiet, boligsociale medarbejdere og andre relevante aktører inviteret til at diskutere, om kommunen kan gøre mere.