TEMA: Coronavirus

Borgere går sammen om at bekæmpe coronasmitte - vil skabe en sikker by

Flere borgere i Jyderup er gået sammen om at skabe en sikker by og forsøger at motivere borgere til at downloade corona-app'en Smittestop. Foto: sikkerby.dk

Flere borgere, butikker og institutioner i Jyderup er gået sammen om at bekæmpe coronavirus ved at få lokale til at bruge corona-appen ”smittestop”.

En hel by er gået sammen til kamp mod coronavirus og vil sammen prøve at hjælpe med at holde smitten nede. Våbnet er at få flest muligt til at downloade og bruge Danmarks officielle corona-app ”Smittestop”.

- Projektet går ud på at gøre det så sikkert, som vi kan, at færdes i Jyderup, som overhovedet muligt, siger Søren Bøtker, som er en af initiativtagerne bag projektet.

- Der er så mange negative historier, og det er virkelig også en alvorlig situation, vi står i, men vi må også prøve at gøre noget hver især. Ud over alle de gode vejledninger, som sundhedsmyndighederne går ud med, kan hver enkelt borger også gøre noget.

Gode tilbud og konkurrencer skal få folk at bruge appen

Der er så mange negative historier, men vi må også prøve at gøre noget hver især

— Søren Bøtker, initiativtager til sikkerby.dk

Kampagnen, der går under navnet Sikker by, følges op af en række aktiviteter, der skal få folk til at have smittestop-appen tændt, så myndighederne hurtigt kan opspore og stoppe eventuelle smittekæder i byen.

Derfor har erhvervslivet i fællesskab lanceret hjemmesiden www.sikkerby.dk med en lang række tilbud og rabatter, som man kan få, hvis man viser en tændt smittestop-app.

- Det, vi gør, er, at vi opretter en hjemmeside, der hedder sikkerby.dk. Hvis man har appen på sig og er aktiv, kan man gå rundt i byen og købe gode tilbud og være med i nogle konkurrencer, siger Søren Bøtker fra Jyderup.

Artiklen fortsætter under billedet.

Plakater forskellige steder i byen skal hjælpe med at minde borgerne om at installere og bruge appen Smittestop. | Foto: sikkerby.dk

Samtidig opsættes der på fredag 300 store plakater rundt i Jyderup, i butikker, lygtepæle og på broer, for at minde om vigtigheden i at passe på hinanden.

- Myndighederne har sagt, at hvis alle har appen, og den er tændt, kan man begrænse smitterisikoen med 60 procent, og det synes vi alligevel er en del, siger Søren Bøtker.

Ældre borgere kan få hjælp til at installere app’en

Kampagnen skydes officielt i gang lørdag den 19. september klokken 12.00 på Café Forsinket i Jyderup.

Artiklen fortsætter under billedet.

Borgere i Jyderup, der har installeret og tændt appen Smittestop, vil få en række gode tilbud i byen og have mulighed for at være med i konkurrencer. | Foto: sikkerby.dk

Her vil en række borgere, højskoleelver og butiksansatte hele dagen stå klar forskellige steder i byen for at hjælpe til at downloade appen, hvis man har brug for assistance til det.

- Vi står sammen om det hele byen. Det er også for at få noget fællesskabsfølelse i byen, siger Søren Bøtker.

- Det er jo ikke alle, der har installeret appen, så de borgere, der ikke har installeret den eller har haft problemer med at installere den, vil også få hjælp fra vores lokale elektronikbutik og nogle unge højskoleelever.

Nyhedsoverblik

Byråd fortsætter med at hedde byråd

play-circle LYT
Ringsted Byråd holder på formerne - og vil fortsat hedde byråd. Foto: Ringsted Kommune

Der er ikke stemning for at ændre betegnelsen af Ringsted Kommunes øverste politiske ledelse.

Således fortsætter Ringsted Byråd med at hedde Ringsted Byråd - som det i øvrigt har gjort det i den midtsjællandske købstad siden 1970.

Det var SF og Socialdemokratiet, der på tirsdagens møde i byrådet foreslog at skifte navn til Ringsted Kommualbestyrelse.

– Når man hører ordet Ringsted Byråd, så associerer man det med Ringsted By. Når man siger Ringsted Kommunalbestyrelse, så tænker man – det gør jeg i hvert fald – på Ringsted Kommune. Det giver god mening, at vi viser, at vi dækker hele kommunen, lød begrundelsen fra byrådsmedlem Britta Nielsen (SF).

Men det var der ikke stemning for blandt andre end forslagsstillerne selv. Seks medlemmer stemte for, mens 15 stemte imod forslaget.

Kommune aflyser skolebusser onsdag

play-circle LYT

Der kører ingen skolebusser til og fra Kulsbjerg Skole, afdeling Stensved onsdag.

Det fremgår af et opslag på Aula, som TV2 ØST har set.

Her står der, at skolebusruterne 8, 9 og 10 på Sjællandssiden alle er aflyst onsdag.

Det skyldes "større og større udfordringer med sneen", fremgår det af beskeden.

Novo lander vækst på seks procent med årsregnskab

play-circle LYT
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk havde en omsætning på lidt over 309 milliarder kroner i 2025 og en vækst på seks procent.

Det viser årsregnskabet.

Trods den fortsatte stigning i omsætning gik Novo Nordisks vækst i salget af vægttabsmidler ned i gear i fjerde kvartal.

Salget af supersællerten Wegovy slog dog stadig analytikernes forventninger, skriver MarketWire.

Wegovy-salget endte på 21,9 milliarder kroner i kvartalet mod 21,1 milliard kroner ventet af analytikere ifølge estimater indsamlet af Novo, lyder det.

Med årsregnskabet lander Novo Nordisk et overskud på 102,4 milliarder kroner.

For 2024 lød overskuddet på lige knap 101 milliarder kroner.

Novo Nordisk kæmper med en stigende konkurrence på det vigtige amerikanske marked.

Og netop det var årsagen til, at Novo tilbage i november skruede ned for sine forventninger.

Samtidig med fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal sænkede selskabet nemlig sin forventning til det samlede salg i 2025.

Sigtet for butikstyveri

play-circle LYT

En 33-årig udenlandsk mand puttede mandag eftermiddag forskellige varer i en pose i en forretning i Østergågade i Nykøbing Falster.

Da han forlod butikken uden at betale, slog personalet alarm til politiet.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

En patrulje kunne anholde ham klokken 15.39 og sigte ham for butikstyveri. Her viste det sig, at manden allerede var kendt fra tidligere tyverier fra forretninger i samme kæde.

Politiet overvejer nu, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.

Færgerederi skal have ny direktør

play-circle LYT
Kristian Durhuus er fortid som administrerende direktør for Molslinjen. Foto: Molslinjen

Efter tre et halvt år er tiden som topchef rindet ud for Kristian Durhuus' vedkommende.

Molslinjen, der foruden Aarhus-Sjællands Odde her i TV2 ØSTs sendeområde driver Langelandslinjen, står foran et ledelsesskifte, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

Der er brug for en anden profil, hedder det.

- Vi er nået til et punkt i Molslinjens udvikling, hvor flere markante og strategisk vigtige projekter er gennemført eller godt på vej. Øresundslinjen er fuldt integreret i forretningen, vi har sat nye elfærger i drift på Alslinjen og Samsølinjen, og vi er i gang med byggeriet af tre batteridrevne katamaraner i Australien. Nu er tiden kommet til at bringe en ny profil ind i CEO-rollen, siger Carsten Jensen, der er administrerende direktør i Molslinjens ejer, Nordic Ferry Infrastructure.

Indtil en ny direktør er fundet, vil Carsten Jensen fungere som konstitueret CEO for Molslinjen.

Byggeaffald bliver dumpet i naturskønt område

play-circle LYT
Langs vejen på Sidinge Dæmning er der blevet dumpet byggeaffald. Foto: Odsherred Kommune

Uautoriseret dumping af jord og byggeaffald er blevet et stigende problem i Odsherred Kommune.

Alene ved det naturskønne område langs Sidinge Dæmningen er der inden for få dage blevet læsset flere bunker jord og affald af langs vejen uden tilladelse.

Ifølge kommunen er der siden midten af december konstateret dumping på mindst fire forskellige steder. Affaldet består af blandet jord med brokker, som kan være forurenet og derfor ikke kan genbruges.

– Vi ved ikke, hvad jorden indeholder, og derfor er vi nødt til at bortskaffe det som forurenet jord. Det er ikke noget, vi kan bruge til noget, siger Nina Skjøt-Pedersen, chefkonsulent i Odsherred Kommune.

Hver bunke koster typisk kommunen eller de berørte entreprenører mellem 15.000 og 20.000 kroner at få fjernet.

– Det er bare affald fra nogen, der ikke gider køre det væk selv. Det er fuldstændig usolidarisk, og det er skatteborgerne, der ender med at betale regningen, siger Nina Skjøt-Pedersen.

Kommunen har nu bestilt overvågning ved Sidinge Dæmningen og opfordrer borgere til at give besked via kommunens Giv et praj-app eller kontakte politiet, da dumping af byggeaffald er ulovligt.

Odsherred Kommune opsætter nu kameraovervågning ved Sidinge Dæmningen for at undgå flere tilfælde af dumping af byggeaffald.

Endnu en bagmand anholdt i narkosag

play-circle LYT
Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

En 35-årig mand fra Stubbekøbing blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet.

Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, hvor han var sigtet for sammen med en anden at have været i besiddelse af mindst 480 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Det oplyser anklager Karina Pedersen til TV2 ØST.

- Manden blev varetægtsfængslet frem til 16. februar, så han ikke kan påvirke efterforskningen i sagen.

Efterforskerne hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er allerede nået et stykke i sagen.

9. december blev den anden sigtede, en 39-årig mand, i sagen nemlig varetægtsfængslet, hvilket han fortsat er.

Retsmødet foregik for lukkede døre.

Værelse brød i brand på sikret institution

play-circle LYT
Et værelse på institutionen Kofoedsminde brød tirsdag formiddag i brand, men skulle være under kontrol nu. Arkivfoto. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Tirsdag formiddag udbrød en brand på et værelse på den sikret institution, Kofoedsminde i Rødby.

Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 10.37 og rykkede ud til adressen med to patruljer.

Det skriver Folketidende.

Ifølge vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jesper Skotte er der for nuværende kun røgudvikling på stedet, og man forventer, at indsatsen er afsluttet inden længe.

Der er ingen fare for, at nogen kommer til skade, oplyser Jesper Skotte til Folketidende.

Internationalt weekendløb er kommet til Holbæk

play-circle LYT
Holbæk Fælled parkrun finder sted hver lørdag med start klokken 09.00. Der bydes velkommen klokken 08.45. Foto: Holbæk Fælled parkrun

Som den første by i vores sendeområde har Holbæk nu fået det gratis løbeevent 'parkrun'.

I alt deltog 101 løbere under premieren lørdag, hvor viceborgmester Emrah Tuncer sendte deltagerne afsted på den fem kilometer lange rute rundt på Holbæk Fælled.

Det oplyser Holbæk Fælled parkrun i en pressemeddelelse.

'parkrun' er et motionsfællesskab med deltagere i 22 lande, der hver lørdag løber fem kilometer. Holbæk Fælled parkrun er det 12. i Danmark.

Begivenheden drives af frivillige, heriblandt løbsleder Sonny Lynge-Nielsen, der var glad og lettet, da alle deltagerne var nået i mål.

- Vi håber selvfølgelig, at opbakningen holder ved, og at deltagerne har lyst til at komme igen og igen. De må gerne tage naboer, venner, familie og kolleger med. Vi holder parkrun hver lørdag kl. 9, og man er lige velkommen, uanset om man kommer hver lørdag eller hvert andet år, udtaler Sonny Lynge-Nielsen i pressemeddelelsen.

Det er gratis at deltage i løbet, og man behøver hverken at kunne løbe hurtigt eller overhovedet kunne løbe. De fem kilometer kan nemlig også gås.

Advarer om falske mønter i omløb

play-circle LYT
Fotos af en ægte 20-kroners mønt fra 2021 (Kilde: Danmarks Nationalbank): Foto: Rigspolitiet
Af
I samarbejde med TV 2

Politiet advarer om, at der i øjeblikket er falske 20-kroners mønter i omløb over hele landet, hvor de blandt andet er blevet fundet i dagligvarebutikker og varehuse.

En del af de beslaglagte mønter er dateret med årstallet 2021. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse og advarer borgere og butikker om at være ekstra opmærksomme.