Tyv begik indbrud – stjal sin egen plade chokolade

Hvilken slags chokolade, der blev stjålet, melder historien ikke noget om. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

En mand fra Falster risikerer op til 1,5 års fængsel, efter han stjal en plade chokolade, der tilhørte ham selv.

Det kan komme til at koste dyrt for en 32-årig mand, da han mandag begik indbrud på Stubbekøbingvej i Nykøbing Falster.

Det var dog ikke dyre ure, smykker, fladskærme eller andet af stor værdi, der var genstand for indbruddet. Tyvekosterne, eller rettere tyvekosten, var derimod én plade chokolade.

Mandag brød manden, der er fra lokalområdet, ind i en bekendts lejlighed, som han havde besøgt tidligere på dagen.

Man må ikke bryde ind, selvom det er for at få sin egen chokolade

— Bo von Würden, politikommissær, Sydsjællands og Lolland -Falsters Politi

- Gerningsmanden og forurettede kender hinanden. De havde haft et udestående gældsforhold, som de fik klaret. De gik så hvert til sit, og så ringer han til hende ude foran lejligheden og siger, at han vil have sin plade chokolade, han har efterladt inde i lejligheden, fortæller politikommissær Bo von Würden fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Kvinden var dog ikke længere hjemme i lejligheden, og kunne derfor ikke udlevere chokoladen. Men det troede gerningsmanden ikke på.

- Han siger til kvinden, at så vil han bryde ind i lejligheden for at hente den, hvilket han så gjorde, fortæller Bo Von Würden.

Manden brød ind i lejligheden, snuppede sin chokolade og gik igen.

Kan ende med fængselsstraf

Kvinden kommer efterfølgende hjem først på aften og ser, der har været indbrud. Hun melder det til politiet klokken 18.37, og da politiet efterfølgende kommer ud til adressen, sidder både kvinden og gerningsmanden sammen inde i lejligheden.

Manden er efterfølgende blevet sigtet for indbrud for at få den chokolade, som begge parter i øvrigt var enige om, var hans.

- Nu kan man diskutere, om det er indbrud eller husfredkrænkelse. Det bliver en juridisk vurdering, som anklagemyndigheden skal tage stilling til. Men man må ikke bryde ind, selvom det er for at få sin egen chokolade, fortæller Bo von Würden.

Vurderes det, at det er indbrud, er strafferammen op til 1,5 års fængsel, mens det for husfredskrænkelse er op til seks måneder.

Hvilken slags chokolade, der blev stjålet, melder historien ikke noget om.

Nyhedsoverblik

Kæmpe fyrværkerishow lyste Gørlev op

play-circle LYT
der var gant i de helt store skud, da showet blev afviklet i Gørlev. Foto: Jens Nielsen

Lørdag aften kunne borgere i Gørlev og omegn løfte blikket mod himlen til et gratis fyrværkerishow i stor skala.

Bag showet stod fyrværkerimester Kenneth Aagaard Jensen, der bor i Gørlev og for andet år i træk havde arrangeret et gigantisk show over byen.

Kenneth Aagaard Jensen har boet i Gørlev i 14 år og arbejder til daglig som chef scene- og festfyrværker hos Nexus Firework. Op til årets show har han i en længere periode samlet sponsorater ind fra både lokale virksomheder og private borgere, så forestillingen igen i år kunne gennemføres uden billetpris for publikum.

Showet fik ekstra tyngde med deltagelse af svenske Martin Hildeberg, der regnes blandt verdens bedste fyrværkere. Han har netop vundet de internationale mesterskaber i Kina, hvor han vandt samtlige shows, og erfaringen herfra var med til at løfte fyrværkeriet over Gørlev op i international klasse.

Flere hundrede mødte op til showet. | Foto: Jens Nielsen

Prøver til vinterrevy går i gang

play-circle LYT
Der er premiere på Vinterrevyen i Nykøbing Falster den 22. januar. Foto: Pressefoto

At revyer ofte er noget, der hører sig sommeren til, vil de se stort på i Nykøbing Falster.

Derfor byder Nykøbing Falster Revyen igen i år til vinterrevy - og nu går prøverne for alvor i gang. I morgen mødes holdet og begynder forberedelserne til den store premiere den 22. januar.

Det skriver revyen i en pressemeddelelse.

Det er fjerde gang, at Nykøbing Falster Revyen inviterer til vinterrevy, og i år består holdet på scenen af Jesper Lundgaard, Jeanne Boel, Jan Schou og Anne Herdorf. Mickey Pless sidder bag tangenterne.

Det er Jeanne Boel - mangeårig revydronning og kendt for sin rolle som arkivar-datteren Josefine Brahe i julekalenderen Pyrus - der instruerer revyen.

Der vil være 12 forestillinger af vinterrevyen, som løber frem til 1. februar.

Borgmestre får egen nytårskur hos kongen

play-circle LYT
Kongen og dronningen til nytårstaffel den 1. januar. Arkivfoto. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Fra 2026 inviteres landets borgmestre og regionsrådsformænd til særskilt nytårskur på Amalienborg.

For første gang afholder Kongehuset mandag den 5. januar 2026 nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd i Christian VIII's Palæ på Amalienborg klokken 10.30.

Nytårskuren placeres i forlængelse af den faste nytårskur for Højesterets dommere samt Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps. Det oplyser Kongehuset på sin hjemmeside.

Den nye nytårskur for de kommunale og regionale topfolk bliver en del af det samlede kurprogram ved årsskiftet.

Den første nytårskur finder sted mandag på Christian VII's Palæ på Amalienborg klokken 9.30, inden borgmestre og regionsrådsformænd modtages i nabopalæet en time senere.

Som led i en løbende fornyelse af nytårskurene har Kongehuset ændret deltagerkredsen med virkning fra 2026, så borgmestre og regionsrådsformænd fremover får en tydelig plads i rækken af gæster.

Supermåne lyser lørdag aften

play-circle LYT
Supermånen den 3. januar - her fanget over Gåsetårnet i Vordingborg.

Lørdag aften kan man se årets første supermåne over Sjælland, og fotograf Per Rasmussen har fanget den over Vordingborg.

Fuldmånen den 3. januar kaldes traditionelt for Ulvemånen, og i år falder den sammen med, at Månen er tæt på sit nærmeste punkt til Jorden.

Det betyder, at Månen ser op mod 14 procent større og omkring 30 procent klarere ud end en gennemsnitlig fuldmåne. Aftenens supermåne er den første af tre supermåner i 2026.

Som ekstra bonus kan man samtidig være heldig at se meteorsværmen Kvadrantiderne, der sender stjerneskud hen over nattehimlen.

Næste supermåne i 2026 bliver den 24. november.

DSB melder om normal drift

play-circle LYT
DSB kører stort set efter køreplanen, trods snefaldet. Foto: Seerfoto / privat

Sneen har ikke givet anledning til større ændringer hos DSB. Selskabet melder ikke om markante forsinkelser som følge af det hvide vejr.

På Rejseplanen.dk melder tjenesten Landets Puls om enkelte forsinkelser af InterCity-tog, men typisk er togene kun få minutter efter køreplanen.

Rolig sne-nat i Midt- og Vestsjælland trods advarsel mod udkørsel

play-circle LYT
Selvom vejene er hvide flere steder, så advarer Midt- og Vestsjællands Politi mod unødvendig udkørsel. Foto: Jakob Olling - TV2 ØST

Selv om Midt- og Vestsjællands Politi som den eneste kreds i landet fraråder al unødvendig udkørsel i det kraftige snevejr, har natten til lørdag været bemærkelsesværdigt fredelig på vejene.

Det fortæller vagtchef Ronni Hammar lørdag morgen.

- Vi har haft en rolig nat i politikredsen - faktisk også når det kommer til sne, siger han.

Ifølge vagtchefen har politiet ikke måtte rykke ud til glatføreuheld.

- Der har ikke været alvorlige ulykker - og faktisk ingen situationer, hvor vi har været inde over som en politiopgave. Vi er blevet ringet op og orienteret om biler, der er kørt i grøften, men bilerne har hverken været til fare eller ulempe, og så har det jo bare været en vejhjælpsopgave, siger Ronni Hammar.

Midt- og Vestsjællands Politi dækker blandt andet Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Ringsted, Slagelse og Sorø kommuner, hvor sneen flere steder har givet vanskelige køreforhold. Alligevel har politiet foreløbigt været skånet for de store sneulykker, som man ellers kunne frygte ved så kraftigt vejr.

Vagtchefen peger på, at kalenderen også spiller en rolle.

- Jeg tror, at vi er godt hjulpet af, at det er lørdag. Der havde været meget mere trafik, hvis det havde været en hverdag, siger Ronni Hammar.

Politikredse og DMI opfordrer til forsigtig kørsel forud for isdøgn

play-circle LYT
Man skal være forberedt, hvis man skal ud i vintervejret lørdag, for det er iskoldt med frost i hele landet. Foto: Nick Abildgaard - TV ØST

Man skal være forberedt, hvis man skal ud i vintervejret lørdag, for det er iskoldt med frost i hele landet.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og flere af landets politikredse natten til lørdag og lørdag morgen.

Indtil lørdag morgen klokken 06.00 er der faldet mellem fem og ti centimeter sne mange steder og lokalt op til 15 centimeter, skriver den vagthavende meteorolog Thor Hartz på DMI's hjemmeside.

- Dagtemperaturen sniger sig kun op mellem 5 graders frost og frysepunktet. Dermed vil næsten alle opleve et isdøgn, som defineres ved, at temperaturen ikke kommer op på frysepunktet eller derover.

- Mens nogle vil bruge det til hyggelige stunder med kælketure, snemandebygning eller sneboldkampe, kan det også give trafikale udfordringer, hvor der stedvis er risiko for sne- og isglatte veje, skriver han.

Kør i god tid

Vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi Christian Rosenstrøm opfordrer bilister til at køre i god tid.

Natten til lørdag har kredsen haft enkelte uheld som følge af glat føre, men endnu ikke noget alvorligt, siger han.

- Der er jo blevet saltet nogle steder, men der er ikke ryddet sne alle steder endnu. Man skal selvfølgelig køre efter forholdene og forsigtigt, så man kommer godt frem, siger han.

Midt- og Vestsjællands Politi fraråder på det sociale medie X kørsel, hvis ikke det er nødvendigt.

- Undgå unødig kørsel, hvis du kan. Hvis du skal ud, så tjek vejr- og trafikmeldinger først. Husk vinteregnede dæk, og medbring eventuelt varmt tøj, lyder det.

Ældremaden stiger på Stevns - en gruppe slipper dog billigere

play-circle LYT

Mens det bliver dyrere for plejehjemsbeboere, vil de ældre, der får bragt mad hjem spare penge i det nye år.

Maden kommer fremover til at koste 4.453 kroner om måneden for beboerne på plejecentrene i Stevns Kommune. Sidste år var prisen 4.261 kroner.

Det lægger forvaltningen op til på årets første møde i sundheds- og ældreudvalget, hvor politikerne formelt skal vedtage de nye priser.

Priserne betyder dog samtidig, at ældre, der får hovedret og biret bragt ud til eget hjem slipper billigere. De betalte sidste år 58 kroner for en hovedret alene, men slipper nu med 50 kroner, mens hovedret og biret kostede 72 kroner i 2025 og nu kommer til at koste 68 kroner.

Prisen på 50 kroner skyldes et loft over borgernes egenbetaling, der er vedtaget i Folketinget. Kommunerne kompenseres for en eventuel forskel i de faktiske udgifter og denne pris via midler fra finansloven.

Anholdt for vold mod betjent

play-circle LYT

Nytårsmorgen fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en melding om, at der gik en højtråbende og udadreagerende mand rundt på Elmeallé i Vordingborg.

Der viste sig at være tale om en 19-årig mand fra Haslev.

Betjentene anholdte manden, der virkede temmelig fuld - og anholdelsen gik da heller ikke helt let.

Undervejs sparkede manden den ene betjent over knæet og overdyngede samtidig betjentene med skældsord, mens han gjorde modstand.

Han blev derfor sigtet for at hindre politiets arbejde, for at bruge fornærmende ord og for at udøve vold mod politiet.

Efter endt afhøring blev manden løsladt til gaden nytårsdag.

Sæsonen er reddet - kendt ishus får nye ejere

play-circle LYT
Cirkus Is vil også den kommende sommer forsyne Stillinge Strand med is og drikkevarer. Foto: Cirkus Is/Instagram

Cirkus Is på Stillinge Strand kommer alligevel ikke til at lukke ned.

Tilbage i september fortalte ejerne, Brinja og Michael Kaaber, at det nu var slut med Cirkus Is.

Ishuset på Stillinge Strand, der med årene har udviklet sig fra blot at være et ishus til at være et lokalt samlingssted for sommerhusfolket i området, havde sidste åbningsdag i oktober.

Men nu er der nyt i sagen.

En tidligere medarbejder har købt den gamle cirkusvogn, huset og den tilhørende minigolfbane, fortæller de nu snart tidligere ejere på Instagram.

- På den smukkeste måde føles det, som om cirklen slutter sig, skriver de blandt andet og fortsætter:

- Vi kommer til at savne alle jer, som år efter år trofast har besøgt os med varme og oprigtig begejstring. Tusind tak, lyder det.

Det er endnu uvist hvornår de nye ejere åbner ishuset for sæson 2026.

Tysker ville snyde sig til penge i dagligvarebutik

play-circle LYT

Onsdag eftermiddag blev politiet tilkaldt til en dagligvarebutik i Sakskøbing.

Her var der en kunde, der ville veksle nogle pengesedler til mindre sedler, men undervejs opdagede personalet, at han skjulte nogle pengesedler i hånden. På den måde kunne han snyde sig til flere penge, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Forehavendet lykkedes dog ikke, og en medarbejder ringede til politiet. Klokken 13.33 anholdt en patrulje den 18-årige mand, der stammer fra Tyskland. Han er sigtet for forsøg på tricktyveri, mens to andre mænd med bopæl i Tyskland blev sigtet for medvirken til forsøget.

Den 18-årige blev afhørt på politistationen i Nykøbing og løsladt igen ved 18-tiden.