Haslevskolerne beder forældre hente børn tidligt torsdag og om muligt holde dem hjemme fredag på grund af varslet kraftigt snevejr.
Beskeden er sendt via Aula til forældre på Nordskovskolen, Sofiendalskolen, Vibeengskolen og Terslev Skole i Haslev, hvor ledelsen forventer, at vejret vil gøre det svært for alt personale at komme frem. Skolerne forbereder nødpasning og en alternativ skoledag for de elever, der alligevel møder op fredag.
- Skolen og SFO vil være åben, men det vil være nødpasning, skriver skoleleder Susanne Meyer Christensen i brevet til forældrene. Hvis forældre vælger at holde barnet hjemme, skal de give besked til klasselæreren, så fraværet kan registreres som lovligt.
- Vores vigtigste hensyn er børnenes sikkerhed og trivsel, både i forhold til transport til og fra skole og i løbet af skoledagen. Vi følger udviklingen i vejret tæt og melder naturligvis ud, hvis der sker ændringer, skriver skolelederen.
En lignende besked er også sendt til Rudolf Steiner Skolen Vordingborg.