Her vil de gerne have solcellepark som nabo
En bebudet solcellepark på 356 hektar vækker glæde hos borgere på det centrale Falster.
Modstanden er ofte stor, når nye solcelleparker er på tegnebrættet.
Ikke nødvendigvis på grund af en skepsis mod den grønne omstilling, men mere fordi, mange ikke vil være naboer til sådanne anlæg.
Sådan er det bare ikke i området omkring Skørringe Gods på Falster.
Her er naboerne til den bebudede 356 hektar store solcellepark nemlig klar på at skulle have udsigt til en solcellepark.
- Jeg har det fint med det. Jeg synes, vi skal være med til gøre noget for at få noget grøn energi. Mange vil gerne redde hele jorden, men bare ikke lige i deres baghave. Det vil vi gerne herude, siger Hans Ebsen, der er nabo til projektet.
Byråd stemmer ja
Sammen med nogle af de andre naboer, har han lavet sammenslutningen Grønt Naboskab, som siden 2015 har arbejdet for at få en energipark til området.
Og det ser nu ud til at være kommet tættere på at blive en realitet.
Et flertal i byrådet i Guldborgsund Kommune stemte torsdag aften for at støtte en ansøgning fra udvikleren BeGreen om at gøre projektet ved Skørringe til en statslig energipark.
Hvis ansøgningen bliver godkendt, vil det gøre det lettere for kommunen at give dispensation i forhold til regler i naturbeskyttelsesloven, skovloven og museumsloven, hvilket er relevant for at solcelleparken kan få den ønskede størrelse.
Modstand i begyndelsen
Solcellerne skal opføres på Skørringe Gods’ grund, der ejes af familien Fabienke.
- Jeg har, siden jeg gik på landbrugsskolen for 35 år siden, arbejdet med alternativ energi. Så det er et ønske og en drøm, jeg altid har håbet kunne gå i opfyldelse, siger Henrik Fabienke om udsigterne til at få en solcellepark på sin grund.
Han har selv lagt lokaler til møder, hvor de lokale borgere har kunnet komme med deres syn på, hvordan en energipark kunne udformes.
Og selvom der nu lader til at være bred opbakning, så var det ikke tilfældet i projektets spæde start i 2013.
- Da vi havde vindmøller på programmet, var der mange, der var imod. Mange af dem foreslog så solceller i stedet, siger Henrik Fabienke, der er glad for, at de lokale har kunnet snakke ordentligt om tingene.
- Der har været en god dialog, hvor vi har kunnet rumme hinandens argumenter. Det, at vi kan rumme hinanden, gør jo, at vi kan bevare kontakten til hinanden i en travl hverdag, når vi mødes i området. Det er vigtigt.
Det smukke i et læbælte
Og den oplevelse deler Hans Ebsen, der selv har deltaget i møderne.
- På møderne har selv de, der bor helt op til der, hvor solcellerne skal placeres, været positive. De får et læbælte at kigge på i stedet for en mark. Det kan der også være noget smukt i, og så får de lov til at være med til at bestemme, hvilke træer der skal stå, siger han.
Selvom Hans Ebsen ikke selv bor i første række ud til den bebudede solcellepark, så færdes han tit i området, når han går tur.
- Vi bruger skoven meget og ser frem til, at der kommer nogle læbælter med noget biodiversitet. Det bliver et spændende projekt, siger han.
Med byrådets beslutning torsdag aften begynder en langstrakt proces med kontakt til planstyrelsen, høringer, miljøvurdering og så er der det afgørende spørgsmål: Om projektet bliver godkendt som statslig energipark.