Ung mand tændte kanonslag i bil og kom alvorligt til skade

Det er uvist hvilken type kanonslag den unge mand i Haslev tændte, men politiet konfiskerer ofte kanonslag som denne type. Foto: Søren Steffen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

En ung mand kom juleaften alvorligt til skade, efter han tændte et ulovligt kanonslag i en bil.

Juleaften blev alt andet end hyggelig for en 19-årig ung mand fra Haslev. 

Sammen med en kammerat var han ud på aftenen kørt ud til en parkeringsplads ved Grønlandsgade. Her sad den unge mand på passagersædet, hvor han tændte et ulovligt kanonslag.  

Den unge mand fik betydelige skader på sin hånd som følge af det sprængte kanonslag

— Vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Ifølge politiets afhøring var det den unge mands intention at smide kanonslaget ud af vinduet, men af uvisse årsager lykkedes det ikke at kaste kanonslaget tids nok. 

I stedet sprang kanonslaget i hånden på den unge mand. 

- Vi fik klokken 22.23 en anmeldelse om, at en ung mand var kommet til skade efter at have tændt et kanonslag i en bil, fortæller vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Betydelige skader

Politiet på stedet kunne hurtigt konstatere, at den unge mand havde brug for behandling. 

- Den unge mand fik betydelige skader på sin hånd som følge af det sprængte kanonslag. Han blev med det samme kørt til behandling på Odense Universitetshospital, siger vagthavende hos politiet. 

Den unge mand fra lokalområdet sad i passagersædet i en bil, da ulykken skete. Hans kammerat, der sad i førersædet, da kanonslaget sprængte, kom ikke noget til. 

Politiet gør opmærksom på, at det er forbudt at anvende importerede kanonslag. 

Almindeligt fyrværkeri må kun anvendes på selve nytårsdagene 31. december og 1. januar. Det kan koste 2.500 kroner i bøde, hvis man anvender fyrværkeri udenfor denne periode. 

Nyhedsoverblik

Åbner for store investeringer mod højt grundvand

play-circle LYT

En ny bekendtgørelse gør det muligt for spildevandsselskaber at lave fælles løsninger mod højtstående grundvand i boligområder. Det oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet.

I dag er omkring 450.000 boliger i Danmark truet af grundvand, der står så højt, at det kan give vand i kældre og skade bygningernes fundamenter. De fleste af boligerne ligger i områder med kloak. Hidtil har husejerne selv skullet håndtere problemerne, ofte med dyre og besværlige løsninger.

Med de nye regler kan spildevandsselskaber i stedet lave fælles løsninger for hele boligområder, hvis det samlet set er billigere og bedre end at lade hver husejer klare det selv. En ny beregningsmodel skal sikre, at udgifterne til de fælles løsninger ikke bliver højere end de skader, de skal forhindre.

Et forsigtigt skøn viser, at ordningen kan føre til investeringer på omkring 60 milliarder kroner over de næste 75 år.

Miljøminister Magnus Heunicke siger, at højtstående grundvand er et alvorligt problem for mange boligejere, og at fælles løsninger kan være den mest effektive måde at beskytte hele kvarterer på.

Inviterer til borgermøde om flådestation

play-circle LYT
Borgerne bliver inviteret til møde om Flådestation Korsørs fremtid. Foto: Slagelse Kommune

Slagelse Kommune inviterer borgere og naboer til borgermøde om en ny lokalplan for Flådestation Korsør, som netop nu er i offentlig høring.

Baggrunden for lokalplanen er Søværnets ønske om at renovere og udvide flådestationens kaj- og moleanlæg, så basen fortsat kan fungere som en tidssvarende arbejdsplads for Søværnets skibe. Lokalplanen fastlægger rammerne for udvidelse af havneanlæggene, etablering af nye landarealer og mulighed for ny bebyggelse. Den øvrige del af flådestationen berøres ikke.

- Flådestation Korsør er en vigtig arbejdsplads og af stor national betydning. Derfor er det vigtigt med en åben dialog om, hvordan området kan udvikles i de kommende år, siger formand for erhvervs-, udviklings- og landdistriktsudvalget, Karin Tellerup Have (K) i en pressemeddelelse.

På borgermødet gennemgår Slagelse Kommune lokalplansforslaget. Flådestationen deltager sammen med Etablissement- og Terrænkommando, og garnisonskommandant John M. Nielsen er også til stede for at svare på spørgsmål.

Lokalplanforslaget er i høring frem til den 27. marts. Deltagelse i borgermødet kræver tilmelding senest den 22. februar via Slagelse Kommunes hjemmeside. Mødet holdes onsdag den 25. februar klokken 17 til 18 på Dahlsvej 3 i Korsør.

Haslevskoler beder forældre holde børn hjemme

play-circle LYT
Vibeengskolen er en af skolerne i Haslev, der fredag kun tilbyder nødpasning. Foto: TV2 ØST

Haslevskolerne beder forældre hente børn tidligt torsdag og om muligt holde dem hjemme fredag på grund af varslet kraftigt snevejr.

Beskeden er sendt via Aula til forældre på Nordskovskolen, Sofiendalskolen, Vibeengskolen og Terslev Skole i Haslev, hvor ledelsen forventer, at vejret vil gøre det svært for alt personale at komme frem. Skolerne forbereder nødpasning og en alternativ skoledag for de elever, der alligevel møder op fredag.

- Skolen og SFO vil være åben, men det vil være nødpasning, skriver skoleleder Susanne Meyer Christensen i brevet til forældrene. Hvis forældre vælger at holde barnet hjemme, skal de give besked til klasselæreren, så fraværet kan registreres som lovligt.

- Vores vigtigste hensyn er børnenes sikkerhed og trivsel, både i forhold til transport til og fra skole og i løbet af skoledagen. Vi følger udviklingen i vejret tæt og melder naturligvis ud, hvis der sker ændringer, skriver skolelederen.

En lignende besked er også sendt til Rudolf Steiner Skolen Vordingborg.

Politikredse hæver beredskab

play-circle LYT
Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Lokale beredskabsstabe er torsdag formiddag trådt sammen i både Midt- og Vestsjællands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Her deltager blandt andre politi, redningsberedskab, Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og de lokale vejvæsener. I den sydlige politikreds er beredskabsstaben fortsat samlet, og niveauet for indsatsen er endnu ikke meldt ud.

Beredskabskredsene samles ved større hændelser, der kræver tværfaglig koordinering på tværs af samfundet, og politiet leder arbejdet.

I Midt- og Vestsjællands Politikreds er beredskabet aktiveret på stabsniveau, som er trin to på en skala med tre niveauer. Det øverste trin bruges normalt ved særligt alvorlige, omfattende eller langvarige indsatser og kan tages i brug, hvis situationen udvikler sig.

- Vi har holdt et møde i formiddag, og planlægger at holde endnu et møde først på eftermiddagen, hvor vi vurderer situationen, lyder det fra kommunikationschef Thomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Vi følger situationen i vores liveblog.

Nyt turistprojekt ser dagens lys

play-circle LYT
Målet er at få flere turister til Nakskov. Foto: Stina Jørgensen

Nakskov Handel & Erhverv sætter nu gang i et større udviklingsprojekt, der skal styrke turisme og oplevelsesøkonomi i Nakskov og på Vestlolland.

Projektet skal omsætte en samlet turismestrategi til konkrete indsatser og samle erhverv, foreninger, kulturinstitutioner og offentlige aktører om en fælles retning.

Baggrunden er en turisme- og befolkningsanalyse fra 2025 og et oplæg til en overordnet strategi for området. Strategien arbejder frem mod 2030 med mål om blandt andet højere turismeomsætning, længere ophold, flere overnatningsmuligheder og nye events med national gennemslagskraft.

Projektet gennemføres som et toårigt procesforløb med fokus på samarbejde og bred inddragelse. Målet er at styrke besøgsøkonomien og skabe bedre rammer for erhvervsudvikling, arbejdspladser og bosætning på Vestlolland.

Som led i opstarten inviterer Nakskov Handel & Erhverv til et stormøde tirsdag den 25. februar på Nakskov Bibliotek, hvor analysen og strategien præsenteres, og deltagerne kan bidrage til de kommende indsatser.

Projektet er støttet af LAG Sydhavsøerne.

Politiet affyrede strømpistol mod 22-årig mand

play-circle LYT
Politiet affyrede strømpistol mod 22-årig mand, der nægtede at forlade banegården i Nakskov ved lukketid. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sent i går aftes blev politiet tilkaldt banegården i Nakskov, hvor en 22-årig sovende mand nægtede at gå ved lukketid.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det lykkedes de tilkaldte betjente at vække den sovende mand, men da han fortsat ikke var villig til at gå og samtidig gjorde en del modstand, måtte politiet affyre deres strømpistoler for at få ro på stedet.

Klokken 00.38 blev manden anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og for at forhindre politiets arbejde.

Det viste sig, at manden kommer fra Polen og ikke har nogen adresse i Danmark. Han tilbragte natten i detentionen på politistationen i Næstved.

Løkke bliver alligevel opstillet i Sjællands Storkreds

play-circle LYT

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, bliver alligevel opstillet i Sjællands Storkreds ved det kommende folketingsvalg.

Det meddeler partiet torsdag, hvor Moderaterne har udsendt en foreløbig kandidatliste.

Lars Løkke Rasmussen meddelte ellers i december 2024, at han skiftede fra Sjællands Storkreds til Østjyllands Storkreds.

- Der er et stort flueben, jeg mangler at sætte i mine 40 år i politik, nemlig at stille op og forsøge at blive valgt i hovedlandet.

- Det glæder jeg mig til at forsøge ved næste valg, så jeg håber, østjyderne vil tage godt imod mig, sagde udenrigsministeren dengang.

Nu må østjyderne gå skuffede i stemmeboksen til folketingsvalget, hvis de havde set frem til at sætte deres kryds ved Lars Løkke Rasmussen.

Han bliver altså i Sjællands Storkreds, hvor han har stået på stemmesedlen siden valget i 2015. Først for Venstre, dernæst som løsgænger og siden 2022 for Moderaterne.

To unge lokale håndværkere vinder priser

play-circle LYT
Freja Elmer (i midten) og Jakob Linsdell modtog priserne på scenen. Foto: Fagfestivalen Håndværk

På fagfestivalen Håndværk i København blev to unge lokale håndværkere hyldet onsdag.

Jakob Linsdell fra Mester Madsen i Bårse vandt prisen ‘Årets Forbillede - stolthed til håndværket'.

Freja Elmer, der driver sin egen virksomhed elm snedker fra Horbelev på Falster, vandt prisen som 'Årets Unge Talent'.

Begge modtog sammen med æren et gavekort på 5.000 kroner under prisuddelingen til fagfestivalen.

Søværnets Istjeneste aktiverer isberedskab

play-circle LYT
- Det er første gang, at vi har prøvet det, siger brofoged til TV 2. Foto: Foto: TV 2

Søværnets Istjeneste har aktiveret sit isberedskab i Smålandsfarvandet mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Det skriver tv2.dk.

En slæbebåd har torsdag morgen brudt gennem isen ved Guldborgbroen for at hjælpe skibe igennem. 

- Det er første gang, at vi har prøvet det. Der har ikke været så meget skibsfart her. De sidste par dage har vi ikke kunnet få noget igennem på grund af is, siger Michael Storgaard, der er brofoged ved Guldborgbroen, til TV 2.

Følg de seneste opdateringer om det varslede snevejr her:

Tre venner jagtet af vanvidsbilist - forsøgte at påkøre dem

play-circle LYT
Politiet sigtede onsdag aften en 29-årig mand for vanvidskørsel. Genrefoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En køretur udviklede sig dramatisk onsdag aften, da tre unge venner pludselig blev påkørt flere gange bagfra.

Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi, der klokken 22.24 blev kontaktet af en 20-årig mand, der med sine to venner på 20 og 19 år var ude at køre nær Kalundborg.

Udover at påkøre dem bagfra forsøgte bilisten, en 29-årig mand, også at presse dem væk fra vejen og at køre ind foran dem.

Og da de på et tidspunkt holdt stille, stormede manden hen til bilen, hvor han hamrede løs på de unge mænds rude.

Det lykkedes dem at slippe væk, og senere på mandens adresse fandt politiet en bil, der var påført skader, som understøttede vennernes forklaring.

Selvom den 29-årige mand nægtede sig skyldig, sigtede politiet ham for vanvidskørsel, beslaglagde hans køretøj og inddrog hans kørekort.

Den 29-årige protesterede og ønsker sagen indbragt for retten.

Festival offentliggør fem nye navne til årets program

play-circle LYT
Vig Festival er endnu engang klar med et stort program. Foto: Dennis R. Beck/Vig Festival

Vig Festival har offentliggjort fem nye kunstnere til årets program og nærmer sig dermed et fuldt musikprogram.

De nye navne på plakaten er Gilli, ItaloBrothers, Rikke Thomsen, Djämes Braun og Luftens Helte.

Gilli og Rikke Thomsen gæster festivalen for første gang, mens ItaloBrothers og Djämes Braun vender tilbage til Vig. Luftens Helte stiller med et større orkester og lægger op til en markant festkoncert.

De nye navne føjer sig til Birthe Kjær, Ida Laurberg, Rasmus Walter og Juncker, som allerede er offentliggjort til årets festival.

Vig Festival løber af stablen den anden uge i juli.

Nu kan du skøjte på tre søer i Vordingborg Kommune

play-circle LYT
Foto: Vordingborg Kommune

Nu er der åbnet for færdsel på isen på tre søer. Det oplyser Vordingborg Kommune, der løbende måler tykkelsen på isen på udvalgte søer.

Isen på tre søer er nu 14-19 centimeter tyk og dermed sikker at færdes på.

Det er:

  • Hulemosesøen ved Nyråd

  • Søen i Rådhusparken/Kvicklysøen i Vordingborg

  • Søerne i Sagaparken, Neder Vindinge

Kommunen understreger, at tilladelse til færdsel kun gælder for den sø, hvor skiltet står, og at al færdsel på isen er på eget ansvar. Man skal samtidig være opmærksom på isens beskaffenhed - særligt hvis vejret skifter om i plusgrader.

Læs mere i livebloggen herunder: