Bymidten i Ringsted har været omdrejningspunkt for mange store ønsker, drømme og mindst lige så meget debat om de projekter, der siden blev ført ud i livet.
Hvorfor skal folk tvinges til at cykle? Det må de selv bestemme
Siden 2014 har politikerne samlet brugt mindst 55 millioner skattekroner til investeringer i en række forbedringer, der skal bringe bykernen fra middelalderen til nutiden.
Blandt dem var opførelsen af en siden stærkt omdiskuteret pavillon.
Og nu er endnu et projekt på vej, som blandt andet skal hjælpe med at skabe liv i bymidten, hvor butikkerne til stadighed har udfordringer med at trække kunderne til.
Denne gang involverer det ikke kommunale skattekroner, men et partnerskab med Realdania.
Et flertal i byrådet har nemlig besluttet at undersøge mulighederne for en ny cykel- og gangsti tværs gennem byen.
Vil skabe sammenhæng
Den kombinerede sti skal løbe fra sportscenteret i øst til outletbyen i vest.
- Det skal ses som et samlet indspil til et spændende byrum, men også langt hen ad vejen en måde at binde vores by sammen, fortæller borgmester Klaus Hansen (V).
Ringsted dækker et stort opland, hvor mange kommer kørende til byen i bil. Hvordan vil en cykel og gangsti hjælpe på at skabe mere liv i midtbyen?
- Der kommer rigtig mange i sportscenteret og outlettet, og vi vil gerne have det hele til at hænge sammen. Der føler vi os ret overbeviste om, at en spændende forbindelsessti kan være med til at gøre det attraktivt at søge ind mod midtbyen, svarer Klaus Hansen og tilføjer:
- Det vil skabe noget sammenhæng.
Tidligere projekter har skabt en del virak i byen. Hvilke overvejelser har det givet anledning til i forhold til dette projekt?
- Det er rigtig vigtigt. Vi har lagt op til at have borgerne med meget tidligt i forhold til at komme med deres tanker og idéer, og hvad vi skal være opmærksomme på, for at det bliver attraktivt at bruge vores bymidte.
Af den grund er der inviteret til idémøde om den nye sti den 3. april klokken 17.00 i aulaen på Valdemarskolen - tilmelding er påkrævet.
Her fremgår det, at det skal være en sti fyldt med oplevelser, leg, plads til ophold og bevægelse.
Claus Bedemann (NB), medlem af Plan- og Boligudvalget og formand for Ringsted City, er skeptisk.
Han bakker op om projektet, men tror ikke, det er vejen frem for at få flere kunder i byens butikker.
- Set fra butikkerne, tror jeg ikke, det vil give hverken flere eller færre kunder, bare fordi man laver et cykelsystem. Folk kommer ikke cyklende hertil, de kører i bil, siger Claus Bedemann og tilføjer:
- Det er tænkt, at når forældrene kører deres lille purk til idrætsstævne i hallerne, så vil de gå op i byen - men det gør de jo ikke - de bliver da derude for at se dem spille badminton. Det kommer ikke til at ske. Men det kan være, jeg tager fejl - det må vi næsten håbe.
Han kalder det dog positivt, at borgere og erhvervsdrivende vil blive inddraget i projektet.
Flere skal cykle
Ifølge sagsbeskrivelsen blev initiativet til stiprojektet oprindeligt vedtaget af et enigt byråd den 9. oktober 2023.
Her fremgår det, at stiprojektet skal være med til at fremme, at flere lader sig transportere aktivt, altså på cykel eller til fods.
Her er Ringsted i dag udfordret af, at alle cykelstier fra de omkringliggende boligområder ind til byen ophører uden for den historiske bymidte.
Ifølge sagsbeskrivelsens bilag gør det, at mange cyklister føler sig utrygge, når de færdes i bymidten.
- Det vil sikkert glæde dem, der cykler i forvejen. Men hvorfor skal folk tvinges til at cykle? Det må de selv bestemme, siger Claus Bedemann.
Den udlægning er borgmesteren dog ikke enig i.
- Det spiller fuldstændig ind i vores klimapolitik, at vi gerne vil have folk til at bevæge sig uden bil - også af hensyn til vores børn, siger Klaus Hansen.
Samtidig minder borgmesteren om, at det i øvrigt er samtlige 21 medlemmer af byrådet, der har bakket op om klimaplanen, herunder stiprojektet.