Vordingborg vil overtage dele af omdiskuteret erhvervshavn fra Næstved

Næstveds borgmester vil lukke byens erhvervshavn og spare 150 til 200 millioner kroner. Nu står Vordingborg Kommune klar til at overtage havnen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver drømt store drømme på borgmesterkontoret i Vordingborg Kommune.

Efter hans borgmesterkollega i Næstved Kommune forleden luftede sine tanker om at lukke byens omdiskuterede erhvervshavn, foreslår Vordingborgs borgmester, Mikael Smed (S), nu, at de to kommuner går sammen om at drive erhvervshavnen videre i et aktieselskab.

quote Det er en god mulighed for både Næstved og Vordingborg

Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune 

Mikael Smed mener samtidig, at et eventuelt samarbejde kan sende mange arbejdsopgaver til Vordingborg.

- Vi er klar til at sætte os omkring bordet og få talt mere konkret om, hvorvidt der er noget, som skal flyttes til Vordingborg eller måske skal flyttes den anden vej, siger Mikael Smed.

- Der bliver færre erhvervshavne rundt omkring, og i Region Sjælland er der kun Køge, Kalundborg og Vordingborg, der har dybdegang tilbage til den type fartøjer, tilføjer borgmesteren.

Det ventes, at byrådspolitikerne i Næstved Kommune tager stilling til havnens fremtid sidst på året.

Næstved Havn
Læs også
Næstveds borgmester vil lukke byens omdiskuterede erhvervshavn
Næstved Havn
Læs også
Næstveds borgmester vil lukke byens omdiskuterede erhvervshavn

Men i Vordingborg Kommune ser Mikael Smed gerne, at noget af erhvervshavnen drives videre, mens resten af opgaverne altså kan sejles til Vordingborg.

- Der er ikke nogen tvivl om, at hvis man er to kommuner, som er fælles om en erhvervshavn, så får havnen større muskler og kan byde ind på endnu flere opgave til at betjene Sydsjælland, Falster og de store byggeprojekter på Lolland. Så det er en god mulighed for både Næstved og Vordingborg Kommuner, siger Mikael Smed.

Ser ingen fremtid i erhvervshavn

Ifølge Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen (S), er der ingen fremtid i en erhvervshavn i Næstved, og med tiden skal der lukkes helt ned for store fragtskibe med glasskår, kævler og træpiller.

I stedet skal området omdannes til en kommunal havn til gavn for lystsejlere, og hvor blandt andre Kongeskibet Dannebrog kan komme på besøg.

- Jeg tror simpelthen ikke, at fremtiden siger, at vi skal have en erhvervshavn i Næstved om 15-20 år, sagde Carsten Rasmussen forleden til TV2 ØST. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune.
Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune. Foto: TV2 ØST

Står det til ham, skal havnens aktiviteter langsomt udfases, hvor kunderne i mellemtiden kan bruge havnen som i dag og have god tid til at finde alternative muligheder at placere deres virksomhed i fremtiden.

Udmeldingen kommer som led i en efterhånden årelang debat om, hvad der skal ske med erhvervshavnen, om den skal flyttes væk fra centrum og i så fald hvorhen. For nylig pegede bestyrelsen i Næstved Havn på en placering i området på Ydernæs, der ligger i udmundingen af kanalen knap fire kilometer væk fra havnens placering i dag.

Kan koste 200 millioner kroner

Det springende punkt for den socialdemokratiske borgmester er økonomien. Arbejdet med at flytte havnen og bygge den op på Ydernæs ventes at koste mellem 150-200 millioner kroner.

- Det er rigtig mange penge og også for mange penge. Næstved kan få meget mere ud af at have en havn, hvor de helt store fragtskibe ikke kommer ind med glasskår, kævler og træpiller, men i stedet have en kommunal havn, hvor blandt andet lystsejlere, hjemmeværnskutteren og sågar Kongeskibet kan komme ind.

Artiklen fortsætter under billedet.

Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune.
Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved Kommune. Foto: Arkivfoto

- Derfor er min holdning at melde klart ud end at satse halvt på noget. Og det vil blive en halv erhvervshavn, vi ville kunne få for 200 millioner kroner, og ikke en fuld moderne havn som i Vordingborg, Køge og Stignæs.  Og så er det simpelthen ikke værd at ofre pengene på, sagde Carsten Rasmussen.

Har du opbakning blandt dine socialdemokratiske partikollegaer til den udmelding?

- Ja, der er næsten enighed om, at det er den vej, pilen peger, svarede han.

Brancheorganisation: Tænk jer godt om

Borgmesterens udmelding kom som en overraskelse for Venstre-politikeren Kristian Skov-Andersen, der samtidig er formand for Næstved Havn. 

quote Hvis de lukker havnen, så er jeg ikke eksisterende på Næstved Havn mere

Flemming Schou, indehaver af Næstved Sten & Grus

- Han (Carsten Rasmussen, red.) henviser til en mavefornemmelse. Men jeg synes, vi skal vente, til vi har noget lidt mere kvalificeret end en mavefornemmelse at gå efter. Vi havde sådan set aftalt, at Næstved Havn skulle udarbejde et beslutningsgrundlag, som skulle være færdig til november. Det er vi slet ikke færdige med. Derfor synes jeg, det er lidt i utide, at borgmesteren kommer med sin udmelding, sagde han.

Også indehaveren af Næstved Sten & Grus, Flemming Schou, der lejer sig ind på erhvervshavnens arealer, er kritisk overfor forslaget.

- Hvis de lukker havnen, så er jeg ikke eksisterende på Næstved Havn mere, det siger sig selv. Det vil betyde, at vores forretning bliver helt anderledes. Vi har grusgrave rundt omkring på Sydsjælland, og dem må vi så have større aktivitet fremfor at få sejlet tingene til os via havnen, sagde han. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Kristian Skov-Andersen (V), formand for Næstved Havns bestyrelse.
Kristian Skov-Andersen (V), formand for Næstved Havns bestyrelse.

Hos Danske Havne advarer man også om at lukke erhvervshavnen.

- Det er altid fristende at tænke på havnens rekreative muligheder med boliger og havnebad, men havnen er altså også en række virksomheder med tilhørende arbejdspladser, som går tabt, hvis man lukker havnen. Derfor skal man tænke sig grundigt om, for havnen og dens erhvervsstruktur er unik og kommer ikke tilbage, sagde direktør Tine Kirk Pedersen til Sjællandske.

Med rekreative muligheder, boliger og havnebad henviser hun til byrådets vision om at skabe en ny bydel på havneområdets arealer, hvilket der er anderledes bred enighed om.


Nyhedsoverblik