Midt i den ophedede debat om fremtiden for Næstved Havn kommer nabohavnen, Vordingborg Havn, med et overraskende tilbud: Flyt sammen med os – i Vordingborg.
Tilbuddet kommer efter, at et flertal i Næstved Byråd for kort tid siden besluttede, at inderhavnen skal ryddes for erhverv senest om 10 år. Der skal i stedet være plads til boliger, butikker, caféer og andet erhverv - og nu kan erhvervshavnen altså være på vej helt ud af byen.
Det er gået hurtigt på Vordingborg Havn på Masnedø de seneste år.
- Det er en rivende udvikling, vi har været igennem. Bare se på aktiviteten i havnen sådan en dag som i dag, siger Daniel Irvold (K), der er formand for bestyrelsen i Vordingborg Havn.
Siden 2015 er havnen blevet større og større. For eksempel er det samlede antal meter kaj vokset fra 275 meter til 1.200 meter. Og det er ikke slut endnu.
– Vi er snart færdige med etape fire i vores udbygning. Bagefter har vi ansøgt kommunen om at få lov til at bygge 500 meter ny kaj, oplyser Daniel Irvold.
Nu er Vordingborg Havn også parat med et tilbud til kollegerne i Næstved Havn.
- Der er mange muligheder i et samarbejde. Det kunne være at etablere et fælles selskab, der drifter enten her i Vordingborg eller både i Næstved og Vordingborg, forklarer Daniel Irvold.
Havnebestyrelsesformanden i Vordingborg, der også er konservativt medlem af kommunalbestyrelsen, forsikrer, at han ikke bare prøver at snuppe kunder fra Næstved Havn:
– Vi kommer til at stå stærkere sammen, og vi kan bedre sikre, at kunderne ikke flytter til andre havne, fordi vi i fællesskab står med stærke løsninger, forklarer han.
Havne-professor: - Flere gevinster for Næstved
Jesper Raakjær er professor i havneudvikling på Aalborg Universitet og har været med til at forvandle Aalborgs gamle industrihavn til en integreret del af selve byen. Han vurderer, at Næstved kan få frigivet værdifulde områder:
- Jeg tror faktisk, at der flere gevinster for Næstved. Den ene er, at byen får frigivet nogle meget attraktive arealer i inderhavnen, der kan bruges til beboelse og gøre Næstved et attraktivt sted at bo i.
- For det andet kan et samarbejde sikre, at virksomhederne i nærområdet fortsat har gode havneforbindelser. Endelig kan kommunen måske også slippe for nye, store investeringer i Næstved Havn, vurderer Jesper Raakjær.
Han peger på, at der er gode eksempler på, at havnesamarbejder er lykkedes andre steder i landet:
- Der er ADP (Associated Danish Ports, Red), hvor Fredericia, Nyborg og Middelfart har slået sig sammen med succes. Det har vist sig at være en god ting for det område – altså Fyn og Trekantsområdet, lyder det fra havneprofessoren.
To forskellige havne
Næstved og Vordingborg havne er meget forskellige.
Erhvervshavnen i Næstved ligger nærmest midt i byen. Skibene skal passere to broer, Karrebæk Fjord og den kilometerlange kanal for at komme til kaj. Det er et bøvlet farvand, der kræver lods for større skibe. I inderhavnen er den maksimale dybgang små seks meter.
Vordingborg Havn ligger på Masnedø, der stikker ud i Storstrømmen lige syd for Vordingborg. Dybgangen er godt 10 meter, og der er ikke lodstvang. Havnen er vokset kraftigt de seneste år. Seneste med 22 hektar, hvor der blandt andet skal produceres grønne brændstoffer til skibs- og luftfart. Godsmængden er dobbelt så stor som i Næstved.
I Næstved Havn bliver forslaget fra nabohavnen 30 km væk modtaget med forsigtig skepsis.
- Det er første gang, jeg hører om det her forslag. Men jeg synes altid, man skal lytte, når folk kommer med et forslag. Men jeg har svært ved at sige, om det er en god eller dårlig ide for nuværende, siger Torben Johansen (K), der er formand for bestyrelsen ved Næstved Havn.
Havneformanden, der er medlem af byrådet for Konservative, er bekymret for konsekvenserne for havnens kunder.
- Jeg er meget bekymret. Hvis ikke vi får løst udflytningen til den anden side af svingbroen – og det er vi i gang med – vil vi miste kunder, fastslår Torben Johansen (K).
Mens formanden for bestyrelsen i den kommunalt ejede selvstyrehavn er noget lunken, ser borgmester Carsten Rasmussen (S) mere positivt på forslaget.
- Jeg synes, det er en spændende ide. Næstved er jo ikke den største havn, og Vordingborg har noget potentiale. Det er vigtigt for virksomhederne i, også i Næstved, at de kan være sikre på, at de kan få godset til og fra på konkurrencedygtige vilkår.
- Det er klart, at jeg hellere vil beholde arbejdspladser her på Sydsjælland – i Næstved og Vordingborg – end risikere, at de forsvinder til andre havne. Jeg synes bestemt, vi skal undersøge mulighederne for, om man kan etablere en samlet havn, siger Carsten Rasmussen.