Vordingborg Festuge får lov til at fyre fyrværkeri af trods afbrændingsforbud

​En regnbyge tidligere på ugen betyder, at Vordingborg Festuge får lov til at afholde sit traditionsrige afslutningsshow lørdag aften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bliver der fyrværkeri i år?

Det spørgsmål er blevet stillet mange gange i denne uge i forbindelse med Vordingborg Festuge, der har nydt godt af det varme sommervejr.

De seneste uger med knastørt sommervejr har nemlig resulteret i et landsdækkende afbrændingsforbud, hvor åben ild i det fri og selv fyrværkeri med særlig tilladelse har været forbudt.

Takker vejrguderne

Derfor var det traditionsrige afslutningsshow lørdag aften i fare.

Men på grund af en regnbyge tirsdag aften, da Lars Lilholt Band var på scenen på Slotstorvet, har Vordingborg Festuges leverandør af fyrværkeri fået en tilladelse fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning til affyring af festfyrværkeri, oplyser Vordingborg Festuge. 

Det betyder altså, at festugen får sin traditionelle rigtige afslutning lørdag aften med fyrværkeri efter en festlig aften.