¨

Vordingborg får ny psykiatrisk akutmodtagelse: - Vi har ventet et år

00:48

Tirsdag klippede blev den nye psykiatriske afdeling i Vordingborg indviet.

Tirsdag klippede regionrådsformand Heino Knudsen (S) snoren til den nye psykiatriske akutmodtagelse i Vordingborg.

- Hermed indvier vi den nye modtagelse, siger regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen (S)

I samme øjeblik bliver den røde snor klippet over af en guldsaks.

Indtil tirsdag har akutmodtagelsen i Vordingborg været placeret i en selvstændig bygning i Vordingborg, hvor ingen af stuerne havde eget bad og toilet, mens bygningen også manglede et samtalerum til behandlingssamtaler og udredning.

Modtagelsen bliver mere tilgængelig, mere imødekommende og bare rar

Camilla Aff Bredegaard afdelingssygeplejerske

Men nu har akutmodtagelsen fået nye rammer til stor glæde for afdelingssygeplejerske Camilla Aff Bredegaard.

- De nye fysiske rammer vil gøre, at modtagelsen bliver mere tilgængelig, mere imødekommende og bare rar. Jeg tror, at det har stor indvirkning, når man kommer og har det svært, at man mærker, at der bliver taget godt imod en, fortæller hun.

I de nye rammer er der dobbelt så meget plads, og de indeholder blandt andet et samtalerum, 10 enkeltstuer til korte indlæggelser og et rummeligt venteværelse.

Artiklen fortsætter under billedet.

For afdelingssygeplejerske Camilla Aff Bredegaard er det en stor dag.  

Har ventet længe

Den psykiatriske akutmodtagelse havde tidligere pladsproblemer, og ofte måtte personale og patienter holde samtaler på gangene.

- Før havde vi ikke modtagekontorer nok og måtte bruge gangene og sengestuerne, fortæller Camilla Aff Bredegaard.

Men med indvielsen af den nye bygning burde problemet være løst.

- Det er en stor dag, og vi har ventet et år på det. Driften voksede ud af vores gamle bygning, og så kom beslutningen, at vi politisk var blevet bevilliget at bygge den nye afdeling med flere kvadratmeter, fortæller hun.

Ifølge regionsrådsformanden i Region Sjælland Heino Knudsen er den nye akutmodtagelse et skridt i den rigtige retning i arbejdet med at forbedre psykiatrien i hele regionen.

- Vi har de seneste år prioriteret ekstra midler og penge til psykiatrien, fordi det er så afgørende, at vi kommer efter det efterslæb, der har været i mange år, fortæller han og fortsætter.

- Vi ser flere borgere, der har brug for hjælp, og det er så afgørende, at man kan få hjælp, også selvom det er en psykisk sygdom.

Artiklen fortsætter under billedet.

Regionsråd formand Heino Knudsen lover flere udviklingstiltag de kommende år. 

Øget fokus på psykiatrien

Ifølge Heino Knudsen har Region Sjælland et stort fokus på, hvordan psykiatrien skal se ud fremtiden, og at de hele tiden kigger på nye muligheder, i de behandlinger de giver, og hvordan de kan udvikle faciliteterne, som det var tilfældet i Vordingborg.

- Det her er en del af den udvikling, vi hele tiden skal se, og vi kommer til at se rigtig mange udviklingstiltag de kommende år. Vi har fra regionsrådets side prioriteret psykiatrien i det budget, vi netop har indgået, for hele tiden at kunne skabe en udvikling på området, fortæller han.

Region Sjælland har tre psykiatriske akutmodtagelser. De to andre ligger i Roskilde og Slagelse.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App