Det er stadig meget svært for Vordingborg Bank.
Sådan må konklusionen være på en dag, hvor banken først udråbes som landets fjerdemest usikre pengeinstitut af Børsen – og dernæst får et ’risiko’-stempel af Finanstilsynet.
Samtidig skal banken nu rapportere om udviklingen til Finanstilsynet.
Alt for mange store udlån
Risiko-oplysningen til banken kommer fordi den stadig har alt for mange alt for store lån i forhold til mindre engagementer.
Faktisk har banken overskredet tilsynets grænseværdi for store engagementer, der er på 125 procent.
Det oplyser Finanstilsynet i en særlig meddelelse.
Vil holde øje med redningsplan
Finanstilsynet opfordrer derfor kraftigt banken til enten at skaffe flere penge på kistebunden – eller skaffe sig af med sine store udlån.
Det er noget, som Vordingborg Bank allerede har planlagt at gøre. Alligevel vil Finanstilsynet følge situationen tæt – og kræver en ny redegørelse fra banken senest 30. september.
Læs mere
Du kan læse meddelelsen fra Finanstilsynet om Vordingborg Bank på deres hjemmeside. Du finder meddelelsen her: http://www.vorbank.dk/attachments/article/197/Redeg%C3%B8relse%20om%20risikooplysning.pdf