Stort skred ved Møns Klint: - Jorden buldrede og larmede

Torsdag eftermiddag skred et stykke af Møns Klint ned på stranden og i havet. To turister var til stede, men ingen personer kom til skade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tidligt torsdag eftermiddag fik to tyske turister sig noget af en forskrækkelse, da en del af Møns Klint skred ned i havet for øjnene af dem 

Skredet skete ved Hylledals Slugten omkring klokken 13:30. Det fortæller Mikael Tange, som er fiskeguide på Møn og lokal i området. 

Han var cirka en kilometer væk fra skreddet og var ude og lede efter nye fiskespots, da han opdagede, at der lå træstubbe i vandet, som pludseligt var blevet meget grumset.

Læs også
Første gang i 27 år – skred ved Møns Klint foreviget på foto
Læs også
Første gang i 27 år – skred ved Møns Klint foreviget på foto

- Så gik jeg rundt om et hjørne og kunne pludselig se, at stranden var fuldstændig blokeret ved Hylledals Slugt af tre-fire meter høje kridtsten, som ligger en 10-12 meter ude i vandet. 

Jorden buldrede

Ved skreddet mødte han de tyske turister, som fortæller at jorden var begyndt at buldre og larme lige inden de mange tons kalk styrtede ned mod stranden og ud i havet.

- De beskrev det som om, at skreddet bare fortsatte og fortsatte, så de havde skyndt sig lidt væk. 

Selvom de to tyskere fik sig en forskrækkelse, skete der heldigvis ikke mere end det, og der er ingen meldinger om, at nogen andre er kommet til skade.

Mikael Tange vurderer at dette stred er cirka 12-14 meter bredt og at det går 10-12 meter ud i havet.
Mikael Tange vurderer at dette stred er cirka 12-14 meter bredt og at det går 10-12 meter ud i havet. Foto: Mikael Tange/ Privatfoto

Efter at Mikael Tange blev bekendt med situationen, kontaktede han Geocenter Møn, som herefter kontaktede Naturstyrelsen, der normalvis varetager skred på klinten. 

Vinter og forår er normalvis højsæson for skred på Møns Klint. Det fortæller Jane Skov Lind, som er skovrider i Naturstyrelsen Storstrøm.

- Møns Klint er et stykke dynamisk kystnatur, som hele tiden er påvirket af vind og vejr. Skreddene sker mest om vinteren og foråret, da det er på det tidspunkt, at der er mest nedbør.

-  Det kan ske ved, at nedbør trænger gennem jord- og kridtlag i klinten, og så at sige ”skubber” kridtblokke væk og ned fra klinten. Det kan også ske ved frostvejr, hvor vand udvider sig og danner sprækker i klinten og derved skubber kridtstykker væk.

I 2021 skete et stort skred på Møns Klint, der blev foreviget på et foto.
I 2021 skete et stort skred på Møns Klint, der blev foreviget på et foto. Foto: Jeanette Varberg

Det er relativt normalt, at der sker skred på klinten, men det er ikke hvert år, at et skred er så stort som i år. Man kan dog ikke forudse, hvornår der vil ske et skred på klinten. Derfor skiltes der også med, at al færdsel på Møns Klint er på eget ansvar. 

Ifølge Jane Skov Lind er det dog ikke ofte, at der sker skred med større kridtblokke ved Hylledals Slugt.

- Hylledals Slugt består primært af sand og ler. Derfor er det normalt ikke der, vi ser de store skred med kridtblokke. Så det her skred, det er lidt anderledes, siger hun.

Jane Skov Lind vurderer derfor, at torsdagens skred med stor sandsynlighed skyldes de store mængder nedbør, der er faldet i den seneste tid.

Læs også
Den store trappe ved Møns Klint lukker frem til jul
Læs også
Den store trappe ved Møns Klint lukker frem til jul

I 2007 indtraf "det største skred i 50 år" om natten mellem 26. og 27. januar i 2007. Her faldt omkring 460.000 tons kridt, sand og ler ned og dannede en ny halvø, som strakte sig 300 meter ud i Østersøen. En måned senere skete et nyt skred – dengang var klinten lukket af sikkerhedshensyn helt frem til 2. maj 2007.

Naturstyrelsen vil undersøge skreddet og sikkerheden ved Hylledals Slugt fredag morgen, og vil på det tidspunkt vurdere, om der er behov for at opsætte afspærring i området.

Møns Klint er samlet otte kilometer lang. Det højeste punkt er 128 meter over havets overflade.

Opdatering:
Datoen for skredet på Møns Klint i 2007, er rettet fra juni til januar.

Nyhedsoverblik