Volds- og incestramte unge får hjælp på Sydsjælland

Det skal ikke være den lange tur til hovedstaden, der forhindrer den enkelte i at søge hjælp, og derfor bliver det nu muligt for unge at søge hjælp til skadevirkninger efter vold, incest og prostitution i Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom behovet er der, har udsatte mennesker fra Syd- og Vestsjælland ikke de samme muligheder for at få behandling og støtte, som der findes i landets store byer. Derfor åbner LivaRehab - center for rehabilitering af mennesker med skadevirkninger fra prostitution, vold og incest - et toårigt projekt i Vordingborg. Det skriver LivaRehab i en pressemeddelelse.

- Der er ligeså mange problemer med udsathed i de mindre byer som i de store byer, men færre steder at gå hen for at få hjælp. Det er ikke rimeligt, siger centerchef på LivaRehab, Flora Ghosh.

Projektet regner med årligt at kunne tilbyde minimum 60 unge mellem 18 og 30 år støtte og vejledning. Blandt andet i form af anonym frivillig rådgivning, beskæftigelsesvejledning og psykologforløb.

Afstand skal ikke forhindre

LivaRehab har allerede fået mange positive tilmeldinger fra nærliggende kommuner til Vordingborg. Blandt andet Næstved Kommune, som allerede har indledt et samarbejde med LivaRehab.

- Vi vil gerne være tættere på de udsatte mennesker, der har fået skader af prostitution, incest og vold, og som har brug for støtte til at komme ud i en positiv livsbane. Det skal ikke være den lange tur til hovedstaden, der forhindrer den enkelte i at søge hjælp. Vi ved, at der er et stort behov, da vi i København får mange henvendelser fra mennesker med prostitutionsskader fra den sydlige del af Sjælland, fortsætter Flora Ghosh.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Sjælland, der står bag donationen som et led i TrygFondens samlede arbejde for at støtte udsatte og sårbare grupper. 

- Vi er glade for, at en stor fond som TrygFonden vil hjælpe os med at gøre støtten til de mest udsatte landsdækkende. Ingen, der beder om hjælp, skal gå forgæves, siger Flora Ghosh


Nyhedsoverblik