Vildfarent rådyr gik på isen: - Det var Bambi på glatis

Mandag reddede Christian Knudsen et rådyr i land, der havde forvildet sig ud på isen i Præstø Havn. Han fik også optaget flere videoer af rådyret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Præstø Havn fik et usædvanligt besøg mandag formiddag. Her bed flere havnegæster mærke i, at et ungt rådyr havde fået forvildet sig ind blandt bådene, og det fik Christian Knudsen til hurtigt at gribe sin mobiltelefon.

- Jeg er kommet på havnen i over 50 år, og jeg har aldrig set et rådyr gå rundt nede mellem bådene. Så derfor studsede jeg over det og begyndte at observere den. Den gik hen til kajen og hoppede ned på isen. Det var en meget mærkelig oplevelse, fortæller han.

Christian Knudsen nåede at tage flere videoer af rådyrets færd, som han efterfølgende har lagt op i en lokal Præstø-gruppe på Facebook. På den første video kan man se rådyret spankulere henover isen på vandet: ”Skal vi sige, det er bambi på glatis?” spørger Christian Knudsen retorisk i videoen, mens man ser den unge rå koncentrere sig om ikke at glide på rumpen.

Rådyret stopper efterfølgende op på isen ved en lille bro, og her ser Christian Knudsen sit snit til at få reddet det forvildede dyr sikkert på land igen.

- Jeg var bange for, at den skulle gå ud af havnen og hen på isen, hvor den er meget tynd henover sejlrenden, og så gå i dér. Hvis den gik igennem isen ude ved sejlrenden, så ville den drukne, siger han.

Anette Kjellegaard
Læs også
Anette fik forkert fugl tilbage fra dyrebutik - den rigtige var død
Anette Kjellegaard
Læs også
Anette fik forkert fugl tilbage fra dyrebutik - den rigtige var død

Christian Knudsen er til al held jæger i sin fritid, så han er vant til at håndtere større dyr. Han vidste derfor præcis, hvad han skulle gøre for at få rådyret i sikkerhed.

- Jeg gik ned på broen, og så tog jeg den simpelthen bare om halsen og maven og hev den op og tog den med op på kajen igen. Men den sprællede jo helt sindssygt med benene, forklarer han.

Da rådyret kom op på land forsøgte Christian Knudsen sammen med flere andre personer på havnen at få gennet det væk fra vandet og hele vejen hen til en eng, der ligger ved Nysø. Rådyret var dog ikke meget for at forlade havneområdet, og på en af videoerne kan man se, at de måtte puffe til dyret for at få det skubbet i den rigtig retning.

- Det var som om, at den var vant til at gå ved siden af en person. Den opførte sig nærmest som en lille hund. Men til sidst hoppede den så over vejen og over på en eng, hvor den lagde sig, fortæller Christian Knudsen.

Naturvejleder: - Den mangler sin mor

Rådyret opførte sig ifølge Christian Knudsen meget atypisk, og han har svært ved at vurdere, om dyret har været sygt, eller om det bare kan have været vant til at omgås mennesker.

TV2 ØST har derfor rådført sig med en naturvejleder fra Naturstyrelsen Storstrøm, som fortæller, at det er et meget forvirret rålam fra sidste forår, som på dette tidspunkt normalt ville følge i hælene på sin mor.

- Man kunne godt få den tanke, at moren til lammet er blevet ramt af en bil. Der er i hvert fald sket noget, så de er kommet væk fra hinanden.

quote Den er ikke tam, den er bare mega stresset og forvirret

Marie Roland, naturvejleder

- Den vil nok gerne tilbage mod havnen, fordi det var der, de kom fra. Hvis der er sket noget, der gør dyr forskrækkede, så vil de meget gerne blive der, hvor de sidst har følt sig trygge, forklarer Marie Roland.

Har rådyret mistet sin mor, er der ifølge Marie Roland dog gode chancer for, at det vil klare sig fint alligevel. Rådyret er nemlig så stort nu, at det kan kategoriseres som teenager, og det har ikke længere brug for sin mor for at overleve.

- Den kan godt klare sig uden sin mor, for den er fravænnet og skal ikke længere have mælk. De bliver bare normalt sammen, indtil hun skal have lam igen til foråret, siger Marie Roland.

Hund i septiktank
Læs også
Redningsaktion:
75 kilo tung hund fanget i septiktank
Hund i septiktank
Læs også
Redningsaktion:
75 kilo tung hund fanget i septiktank

Naturvejlederen køber dog ikke helt teorien om, at rådyret går så tæt på mennesker, fordi den er vant til at omgås dem. Marie Roland mener i stedet, at dens passivitet og manglen på flugt, som man kan se på videoerne, skyldes, at den er bange og ikke kan overskue, hvor den skal løbe hen.

- Den er ikke tam, den er bare mega stresset og forvirret. Den er ude af sin comfort zone, kan man ligesom sige, forklarer hun.

quote - Jeg gjorde vel bare, hvad de fleste andre ville have gjort. Men det er selvfølgelig en fordel, at man er jæger, og at man er vant til at have med store dyr at gøre

Christian Knudsen


Får ros for at hjælpe

På Facebook kan man læse flere kommentarer til Christian Knudsens opslag, hvor han bliver rost for at have hjulpet rådyret. Selv er Christian Knudsen dog noget mere beskeden omkring sin gode gerning.

- Jeg gjorde vel bare, hvad de fleste andre ville have gjort. Men det er selvfølgelig en fordel, at man er jæger, og at man er vant til at have med store dyr at gøre, siger han.

Christian Knudsen valgte senere på dagen at køre tilbage for at se, om rådyret stadig lå på engen og eventuelt kunne have det skidt. På dette tidspunkt var rådyret dog ikke længere at se nogle steder.

Andre har bemærket, at en bil var forbi mandag eftermiddag for at samle rådyret op. Det er derfor uvist, om rådyret er blevet indleveret til vildtstation, eller hvor det befinder sig nu. 


Nyhedsoverblik