Det skal ikke være polske, tyske eller svenske håndværkere, der skal bygge den nye bro over Storstrømmen.
Sådan lyder kravet fra 3 socialdemokratiske borgmesterkandidater fra Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner.
Det fortæller P4 Sjælland.
Arbejdet skal ender på danske hænder
I et brev til transportminister Henrik Dam Kristensen (S) opfordrer de 3 kraftigt til at sikre, at arbejdet med at bygge broen ender på danske hænder – for eksempel ved at sikre danske løn- og arbejdsvilkår.
- Det er utroligt vigtigt, at vi får sat fokus på, hvordan vi får skabt arbejdspladser i Danmark. Og her ser vi Storstrømsbroen, som en helt unik mulighed for, at få skabt gode, danske arbejdspladser i Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner, siger Martin Leider Olsen, der er borgmesterkandidat i Vordingborg Kommune til radiostationen.
Også Bo Abildgaard fra Guldborgsund Kommune og Holger Schou Rasmussen fra Lolland Kommune står bag opfordringen til ministeren.