Den gruppe frivillige borgere, der leder efter den 73-årige Vibeke Høien, der torsdag gik fra sin bolig på plejehjemmet Solvang i Vordingborg, fortsætter med at søge efter den forsvundne kvinde.
Onsdag var der således 10 personer ude at lede efter hende i Vordingborg.
Det fortæller Karina Steffensen fra Nørre Alslev, der har taget initiativ til eftersøgningen på Facebook.
- I dag har vi ledt på Bakkebøllestierne og på Nyråd Hovedgade, men desværre uden resultat, siger hun.
Tirsdag ledte 25 personer efter Vibeke Høien andre steder i Vordingborg, hvor kvinden ifølge politiet sidst blev set lørdag.
- Vi har kigget mange af de steder, hvor kun kunne tænkes at have været. Men vi fandt ingen tegn efter hende, fortæller Karina Steffensen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sætter opslag op
De frivillige har sat en række opslag med billeder af Vibeke Høien og hendes jakke op i Vordingborg-området, så andre borgere måske vil kunne genkende hende, hvis de ser hende.
- Torsdag gør vi endnu et forsøg, når vi leder på Falster-siden af Storstrømsbroen. Vi ved, at hun tidligere har søgt i den retning, når hun har forladt plejehjemmet. Her er hun blevet samlet op på Nordfalster, så vi har besluttet også at lede efter hende her, siger Karina Steffensen.
De frivillige har ingen tilknytning til Vibeke Høien, og søger på selvstændig basis – dog koordineret med politiet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den 73-årige Vibeke Høien lider af demens. Hun har tidligere forsøgt at finde hjem ved at følge jernbanerne. På den måde er hun endt på Falster.
Torsdag gør de frivillige endnu et forsøg på at finde hende.
- Vi mødes ved restaurant Falstria kl. 10.00 op Orehoved klokken 10.00, og så håber vi at få ledt på Orehoved ned til området omkring Gyldenbjerg. Og vi sætter opslag op som i Vordingborg med billeder af Vibeke og hendes jakke, siger hun.
Leder videre
Senere onsdag trodser frivillige regnen, og afsøger hovedvejene mod Præstø og Stensved.
Efter undersøgelserne onsdag og torsdag regner Karina Steffensen dog med, at eftersøgningerne er slut for denne gang.
- Vi har jo også et job at passe, og vi var brugt megen tid på at lede, siger hun.
Vibeke Høien blev meldt savnet af politiet torsdag, og her blev en større eftersøgning med blandt andet politiets sporhunde indledt. Indtil videre har dog hverken politiets eftersøgning og efterforskning eller de frivilliges eftersøgning givet resultater.