Uro i Vordingborg Bank - direktøren stopper øjeblikkeligt

Strid om strategi koster bankdirektøren i Vordingborg Bank jobbet. Ole Kühnel stopper med dags varsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vordingborg Bank skal have ny direktør.

Det oplyser banken i en kortfattet meddelelse til Fondsbørsen.

Ifølge meddelelsen kommer hans afsked som en følge af uenighed om den langsigtede strategi i banken. Meddelelsen kommer dagen før banken fremlægger sit kvartalsregnskab – men det fremgår ikke, om der er tale om frivillig eller tvungen fratrædelse.

Stopper øjeblikkeligt

Det står dog klart, at direktøren stopper med dags varsel.

Bestyrelsen takker dog i meddelelsen Ole Kühnel for sin mangeårige indsats for Vordingborg Bank.

Banken har overladt det til bestyrelsesformand Morten Lynge Andersen at udtale sig om direktørens fratræden - men han er endnu ikke vendt tilbage til TV2 ØST med en kommentar til sagen.

Vordingborg Bank blev grundlagt i 1890, og har i dag 5 filialer i lokalområdet. Banken blev for nylig udråbt som landets dyreste - en titel som banken selv dog afviste var korrekt.

Se hele meddelelsen her:

Direktør Ole Kühnel fratræder i Vordingborg Bank

På baggrund af uenighed om den fremtidige strategi for Vordingborg Bank fratræder Ole Kühnel pr. dags dato sin stilling i Vordingborg Bank.

Bestyrelsen vil gerne sige tak til Ole for sin mangeårige indsats for Vordingborg Bank.

Fra og med i dag er Administrationschef Ole Lindebjerg og Bestyrelsesformand Morten Lynge Andersen midlertidigt konstitueret som bankens daglige ledelse.