Unge med særlige behov får plads i rampelyset

Efterskolen Østergård har onsdag premiere på en Kim Larsen Kabaret. Stykket er lavet af elever med indlæringsvanskeligheder, der ikke er vant til at stå på scenen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alle lamper er rettet mod scenen i hallen på Efterskolen Østergård. Her vil eleverne de kommende tre dage vise deres fineste evner inden for skuespil og musik, når de opfører en Kim Larsen Kabaret.

Men det er ikke i rampelyset, eleverne er vant til at stå. Skolen er for elever med indlæringsvanskeligheder og særlige behov.

- De fleste af vores elever kommer fra specialklasser eller særlige tilbud. De har nogle svære historier med sig og en masse nederlag i skolen. Vi vil gerne give dem nogle andre oplevelser, fortæller Peter Jørgensen, der er musiklærer på skolen og instruktør på stykket.

Lærerne har tilrettelagt forløbet, så eleverne har ekstra god tid til at lære deres roller. De har brugt fire intense uger på at forberede sig og vil nu bruge en uge på prøver og forestillinger.

Eleverne får en ny oplevelse

Gennem forløbet har lærerne kunnet se en positiv udvikling hos eleverne.

- Vi har elever, som normalt er meget stille, men nu får de en scene og plads til at vise nogle sider af sig selv, som vi måske ikke lige ser til dagligt. Vi har virkelig set nogle elever blomstre, fortæller Peter Jørgensen.

En af dem, der har haft en stor oplevelse med at være i stykket er Perihan Topcu. Hun kom til efterskolen, fordi hun har indlæringsproblemer. Gennem arbejdet med opsætning af stykket har hun fået nogle positive oplevelser med at gå i skole.

- Man har lov til at prøve noget, man ikke har prøvet før. Noget, der faktisk er rigtig sjovt. Jeg har haft det virkelig sjovt med at lave det her, fortæller Perihan Topcu.

En opgave for fællesskabet

Det er alle 70 elever på skolen, der har bidraget til forestillingen. Dem, der ikke har lyst til at lave skuespil, har sørget for kostumer eller været på madhold. Fra skolens side har det været vigtigt, at det var fællesskabets opgave. Det har Kristian Skovlit været glad for. Han kom til skolen, fordi han savnede venskaber med ligesindede. Det har han blandt andet fået gennem forløbet med stykket.

- Det er dejligt, at man møder nye mennesker, og man ved, at man bliver lagt mærke til, fortæller Kristian Skovlit, der er elev på skolen for andet år.

Det er femte gang, at eleverne på Efterskolen Østergård har lavet en opsætning. De vil have forestillinger onsdag, torsdag og fredag.


Nyhedsoverblik