Undervisning på teaterscenen

Vordingborg Kommune har fået 500.000 kroner i støtte fra staten til et undervisningsprojekt, hvor elever skal rykke undervisningen ind på teaterscenen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I otte dage har skolebøger været byttet ud med et scenegulv og klasselæreren byttet ud med en skuespiller. Vordingborgteatret Cantabile 2 og 4. klasse fra Gåsetårnskolens Marienbergafdelingen i Vordingborg skal sammen opføre Astrid Lindgrens Mio min Mio. Onsdag var der premiere.

- Det har været svært, fordi man lige skulle lære replikkerne, og så skulle man også øve sig i at tale rigtig højt, siger Zacharias Daugaard fra 4.g.

- Jeg synes, at det er gået rigtig godt. Jeg synes, at det var meget rørende at se dem i dag, da de skulle spille, siger Siri Facchini Haff, der er skuespiller på Cantabile 2 og som har været instruktør på stykket.

Da skolereformen blev indført, skulle skolerne finde nye måder at undervise eleverne på, blandt andet ved at få bevægelse ind i undervisningen.

Over de næste 3 år har Vordingborg Kommune fået 500.000 kroner fra Kulturministeriet og Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling til at flytte undervisningen ind på en teaterscene. I alt kommer 36 klasser i Vordingborg Kommune igennem teaterprojektet.

Med projektet skal eleverne lære noget på en helt ny måde.

- Vi kommer til at tale om litteratur, teater og musik på en helt anden måde, og vi kommer til at kæde tingene sammen. De vil have en meget bredere forståelse, end de havde før, siger elevernes dansklærer Lisbeth Hagemann.


Nyhedsoverblik