Brand hærger lægeklinik i Stege: - Den er ubrugelig

Brandvæsnet arbejder ved Stege Sundhedscenter, som står i brand. Lægepraksis er brændt ned. Direktør arbejder for genåbning i morgen tidlig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Først på eftermiddagen er et arbejde med at brænde ukrudt af ved Stege Sundhedscenter på Møn gået galt.

quote Vi har sendt hele vagtholdet afsted

Niels Jørgen Mikkelsen, første vagthavende, Beredskabsstyrelsen Sjælland

- Man har været i gang med noget ukrudtsbrænding, som har fået fat steder, hvor det ikke skulle have fat. Der er materiel skade på bygningen. Det er, hvad jeg kan sige for nuværende, oplyser Anders Dahl Nielsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Meldingen om brand indløb klokken 13.03, og ifølge politiet arbejder brandvæsnet fortsat på stedet.

Ingen personer har været i fare i forbindelse med branden. Billeder fra stedet viser, at taget over en del af bygningen er brændt væk.

 
  Foto: Per Rasmussen

Beredskabsstyrelsen Sjælland oplyser til TV2 ØST, at de har sendt flere køretøjer og mandskab afsted til branden i samarbejde med Midt- og Sydsjællands Brand og Redning.

- Vi har sendt hele vagtholdet afsted. Tre befalingsmænd og 12 menige i en sprøjte, tankvogn og en mandskabsbus, siger Niels Jørgen Mikkelsen, første vagthavende ved Beredskabsstyrelsen Sjælland, der har base i Næstved.

quote Taget er styrtet sammen ned over klinikken. Den er ubrugelig

Niels Riewerts Eriksen, sundhedsfaglig direktør, Nordic Medicare

Han oplyser, at der ifølge Beredskabsstyrelsens oplysninger skal være tale om en større brand.

Bygningen, som i dag huser Stege Sundhedscenter, har tidligere været øens sygehus. Kirurgisk Center Møn oplyser til TV2 ØST, at deres lokaler er berørt af branden, ligesom også Nordic Medicares lokaler er ramt.

Direktør: Lægeklinik er ubrugelig

Nordic Medicare driver lægeklinikken i Stege. Niels Riewerts Eriksen er sundhedsfaglig direktør i Nordic Medicare. Han kørte direkte til klinikken på Møn, da han modtog meldingen om brand.

- Det er frygteligt at se, siger han til TV2 ØST og tilføjer:

- Taget er styrtet sammen ned over klinikken. Den er ubrugelig.

Der bliver tilset omkring 50 patienter hver dag på Nordic Medicares klinik i Stege.

- Som jeg ser det lige nu, får vi lånt nogle lokaler i Sundhedshuset. Jeg har fået vores EDB-leverandør til at levere nyt udstyr klokken halv otte i morgen, så jeg regner med, at vi er kampklar i morgen tidlig, siger Niels Riewerts Eriksen.

Han medgiver, at der venter en travl aften og nat forude.

- Der skal være sterile artikler, vacciner, skriveborde og lejer – komplet udstyr til en klinik, siger direktøren, der har tre medarbejdere tilknyttet klinikken dagligt i Stege.

Nordic Medicare lejer lokalerne i bygningen og har ikke noget at gøre med det arbejde uden for bygningen, hvor der blev brændt ukrudt af.

Beredskabsstyrelsen oplyser klokken 20:30, at arbejdet på stedet er afsluttet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nyhedsoverblik