Ukendte gerningsmænd kastede sten mod jobcenter: - Her er jo ikke tale om drengestreger

Mandag aften blev der kastet sten gennem to ruder på jobcentret i Vordingborg. Borgmesteren tager skarp afstand fra stenkastene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ukendte gerningsmænd kastede mandag aften sten gennem to ruder på Jobcentret i Vordingborg.

Ruderne blev knust, men ingen personer kom til skade. Det oplyser vagtchef, Stefan Jensen, fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Der var lys i bygningen, da flere personer var på rundvisning inde i jobcentret. Men ingen så, hvem der kastede stenene. Derfor har politiet heller ikke et signalement af gerningsmændene. 

Borgmester tager afstand fra stenkast

Rundvisningen foregik i den anden ende af jobcentret, end hvor stenene blev kastet. 

- Til alt held sad der ingen ved de skrivebord, hvor stenene havnede. Havde der gjort det kunne det være endt meget galt, siger Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune, i en pressemeddelelse.

- Her er jo ikke tale om drengestreger, men om at man udsætter vores medarbejdere for fare. Vi hverken kan eller vil finde os i forhold, som kan gøre vores medarbejdere utrygge, og vi håber, at politiet vil gøre alt, hvad de kan, for at finde frem til gerningsmændene, siger han.