TV2 ØST får ny direktør

1. november får TV2 ØST ny direktør, når den nuværende, Vagn Petersen, går på pension. Anette Kokholm overtager stillingen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

1. november tager en ny plads i stolen på direktørkontoret på TV2 ØST.

Det bliver Anette Kokholm, der overtager stillingen fra den nuværende direktør, Vagn Petersen, som skal på pension. Hun tiltræder 1. november.

Anette Kokholm kommer fra en stilling som radiochef i DR, og hun har en lang erfaring som leder i mediebranchen. Foruden DR har hun også været udgiverredaktør og direktionsmedlem i Aller Media og chefredaktør hos Familie Journal.

- TV2 ØST spiller en betydningsfuld rolle i regionen ved at give de mange aktiviteter i lokalområderne en stemme, der både er vedkommende og i takt med tiden. Det vil være vigtigt for mig, at vi holder det høje niveau og fortsat udnytter mange forskellige platforme for at nå ud til flest muligt med vores indhold. Jeg vil gerne, at vi ikke kun afspejler livet, men også inspirerer folk til at være aktive deltagere i deres lokalområde, siger den nye direktør.

BLÅ BOG

CV for Anette Kokholm:

  • Radiochef, DR (fra 2020)
  • Udgiverdirektør, Aller Media (fra 2014)
  • Chefredaktør Familie Journal (fra 2009)
  • Kanalchef, Kanal 4 (fra 2006)
  • Familieredaktør, B.T. (fra 2005)
  • Studievært Go’morgen Danmark TV 2 (fra 2003)
  • Studievært P3, DR (fra 1991)
  • Nyhedsvært ANR (fra 1990)

Derudover er Anette Kokholm gift og har fire sammenbragte og et fælles barn med sin mand.

En enig bestyrelse

Det er en enig bestyrelse, der har valgt at ansætte Anette Kokholm som ny administrerende direktør på TV2 ØST.

- Vi ville have en person, der var meget stærk på ledelse, og som kan føre TV2 ØST op til næste niveau i et vanskeligt mediemarked, siger bestyrelsesformand Claus Kronborg om valget af Anette Kokholm.

Vagn Petersen
Læs også
Vagn Petersen stopper efter 24 år som direktør
Vagn Petersen
Læs også
Vagn Petersen stopper efter 24 år som direktør

Bestyrelsen har valgt Anette Kokholm, fordi hun har mange års erfaring fra sit virke i mediebranchen, både som leder af aviser, ugeblade, tv og radio. Hun har ry for at være en empatisk leder og har desuden et fremsynet strategisk blik. Og så får TV2 ØST en vaskeægte public service-fan ved roret.

- Det er ikke nogen lille opgave, for TV2 ØST dækker lige fra Nakskov og Falster i syd til Odsherred i Nord, og der skal skabes nært indhold til alle samfunds- og aldersgrupper. Selv er jeg optaget af, hvordan vi kan blive endnu mere relevante for de unge og også være deres mediemæssige samlingspunkt i regionen. I en tid hvor tech-giganterne har godt fat, er det vigtigere end nogensinde, at den uafhængige journalistik når hele vejen rundt, og det vil jeg arbejde for på TV2 ØST, siger Anette Kokholm.

24 år bag roret

Den nuværende direktør, Vagn Petersen, går på pension efter 24 år i spidsen for mediehuset.

Nu venter et liv med mere fritid, og da Vagn Petersen i begyndelsen af april offentliggjorde, at han ville gå på pension, lagde han ikke skjul på, at det er en meget anderledes hverdag, der venter.

- Jeg skal nyde, at jeg ikke har en kalender, der styrer mig. Jeg har altid haft en skarp arbejdsdisciplin, så det bliver nyt at skulle fylde tiden ud med andet end arbejde, sagde han dengang. 

Vagn Petersen bliver i sin stilling, indtil Anette Kokholm overtager 1. november.

TV2 ØST dækker kommunerne Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, Stevns, Faxe, Ringsted, Sorø, Slagelse, Holbæk, Kalundborg og Odsherred. Ifølge Gallup er der cirka 470.000 borgere i dækningsområdet. 



Nyhedsoverblik