Tre mænd kæntret i mørket på Præstø Fjord

Tre mænd havnede søndag aften i det kolde vand på Præstø Fjord. Alle blev dog reddet og har det nu godt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En andejagt gik søndag aften helt galt på Præstø Fjord.

Tre mænd var på jagt i to jagtpramme. Pludselig sank den ene jagtpram, af ukendte årsager, med to ombord - og da den tredje mand ville hjælpe kæntrede han og endte i vandet ligesom de to kammerater.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- Manden i den sidste jagtpram formåede at svømme til Præstø og slog alarm alarm, og omkring et kvarter efter blev de to sidste reddet op af vandet i en redningsbåd, fortæller politiets vagtchef Ehm Christensen til TV ØST. Han kan dog ikke sige, hvor længe de tre mænd lå i vandet i fjorden, der i øjeblikket er mellem 10 og 12 grader varmt.

Fløjet til Rigshospitalet

Mens den første mand i land med ambulance blev kørt til behandling på Næstved Sygehus, så blev de to sidste med en tilkaldt redningshelikopter fløjet til behandling på Rigshospitalet.

- Selvom alle tre var meget forkomne, da de kom i land, så har de det alle godt nu, siger Ehm Christensen til TV ØST.

De tre mænd kom alle fra Præstø, og er  28, 31 og 33 år.

300 meter fra land

Meldingen om kæntringen kom omkring klokken 20, og der blev straks sat en større søredning igang. De to personer, der ikke selv kunne komme i land, blev fundet omkring 300 meter fra land.

- De var nedkølede, men har det efter omstændighederne godt nu. De overnatter på hospitalet for en sikkerheds skyld, siger vagtchef Ehm Christensen først på natten til mandag.

 


Nyhedsoverblik